Påskebudskab 2008 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane

Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patri­ark

 

’Da de, som var bund­ne af døde­ns læn­ker, så Din uen­de­li­ge barm­hjer­tig­hed, Kristus, ile­de de mod Dit lys med gla­de fod­trin, mens de lov­pri­ste den evi­ge Påske’ (Kanon fra Påskens mor­gen­tje­ne­ste, 5. sang).

 

Kære brød­re og søstre

Kristus er opstan­den!

Med den­ne smuk­ke jubel­råb har jeg den glæ­de at for­kyn­de jer vor Her­re Jesu hel­li­ge Opstan­del­se. Jeg over­brin­ger jer den gode nyhed, på sam­me måde som jeg over­brag­te det hel­li­ge Påske­lys i begyn­del­sen af påske­nat­tens vigi­lie i vor kated­ral: På et øje­blik for­svandt mør­ket for at give plads til den ene­stå­en­de klar­hed, som er kom­met ind, ikke blot i kir­ken, men også og især i hvert enkelt hjer­te på den­ne Her­rens dag, hvor en ”usi­ge­lig og for­her­li­get glæ­de” (1. Pet. 1,8) er ble­vet os betro­et, glæ­den og her­lig­he­den ved Kri­sti sejr over for­gæn­ge­lig­he­dens og døde­ns mør­ke.

Ja, san­de­lig, må jeres glæ­de være fuld­kom­men på den­ne Opstan­del­sens dag!

Hvad bety­der da, for hver enkelt af os, den­ne erfa­ring af Opstan­del­sen? Det er Guds frel­se, som kom­mer til os, og som inden i os ska­ber en ny ver­den. For­bin­del­sen til Ska­be­ren, som Adam hav­de sat over styr, skæn­kes os påny gen­nem en ren kær­lig­heds­hand­ling fra vor Her­re og Gud.

Det er der­for, vor glæ­de skal være stor i dag; for ved Kri­sti Opstan­del­se ved vi, at syn­den ikke læn­ge­re kan hol­de os fang­ne: I hvil­ken til­stand af svag­hed, vi end måt­te befin­de os, ved vi, at vi blot behø­ver ven­de os til Gud for at kon­sta­te­re, at de arme, Han på Gol­ga­ta strak­te ud på Kor­set, nu omslut­ter os med en kær­lig­he­dens kraft, som vi ikke kan begri­be ale­ne med vort intel­lekt. Vi er ikke læn­ge­re under Lovens regi­me, som før­te til straf som ene­ste kur for enhver men­ne­ske­lig svag­hed. I dag nyder vi godt af Guds kær­lig­hed, som for­e­ner  barm­hjer­tig­hed og ret­fær­dig­hed: ’Frel­se­rens kølen­de hånd læg­ger sig på vore fejl­trins bræn­den­de pan­de’, den gud­dom­me­li­ge bal­sam kom­mer for at lin­dre og hel­bre­de vort ska­de­de hjer­tes smer­te­ful­de sår.

Den kær­lig­hed, Gud har til os, gør det muligt for os at leve i hver­da­gen med en helt ny vision. Fra nu af søger vi ikke blot og bart at eksi­ste­re, men at være! Med det vil jeg sige jer, at vi både kan og bør give afkald på enhver livs­form, som ikke vil­le bli­ve andet end en dår­lig efter­lig­ning af kær­lig­he­den, og i ste­det bli­ve ful­dend­te af nåde ved i sti­gen­de grad at vir­ke­lig­gø­re vort væsen. På den måde bli­ver de hel­li­ge Fædres udsagn til vir­ke­lig­hed: ”Gud blev men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud”; det vil sige, at Kristus for­ned­re­de Sig helt til svag­he­den i vor eksi­stens for at føre os til al Værens fyl­de! Sådan er Ska­be­rens kær­lig­hed, sådan nyder vi godt af Jesu Kri­sti Død og Opstan­del­se. ”Lige­som syn­den fik her­re­døm­met ved døden, såle­des skul­le også nåden få her­re­døm­met ved ret­fær­dig­he­den til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Her­re” (Rom 5,21).

Hvil­ke stor­slå­e­de føl­ger for os! Fra nu af redu­ce­res vi ikke til at skul­le til­pas­se os en moral, som er frug­ten af sam­funds­mæs­si­ge reg­ler, der er nød­ven­di­ge, men i høj grad util­stræk­ke­li­ge og ofte  et områ­de for beha­ge­li­ge fri­stel­ser. Vi opfor­dres til at leve, til at ladedét ånde­li­ge liv strøm­me inden i ossom net­op er livet i Gud. Såle­des mod­ta­ger vi Her­rens ska­ben­de dyna­mik, som vi er kal­de­de til at tage del i! Vi var døde, vi er opstand­ne!

Den kends­ger­ning, den glæ­de, vil jeg ger­ne dele med jer alle i den kær­lig­hed, jeg har til jer. Jeg vil opmun­tre jer til at leve af det­te gud­dom­me­lig fæl­les­skab, det vil sige til at lade hele jeres væsen næres og opbyg­ges ved at til­eg­ne jer Opstan­del­sens nåde fra Her­ren, ved at tage imod Hans barm­hjer­ti­ge kær­lig­hed. På den måde vil vi ikke mere være læn­ke­de af vore svag­he­der, men være for­bund­ne med Kristus ved fri­he­dens ufor­gæn­ge­li­ge bånd, som vil hol­de os oprej­ste i den opstand­ne Her­res Lys. Hver enkelt af os, som lever den­ne uud­si­ge­li­ge erfa­ring og bli­ver bevidst om sit væsens­mæs­si­ge bånd til hele men­ne­ske­he­den, kan da, ved ydmygt at udø­ve kær­lig­hed, træk­ke alle men­ne­sker på jor­den med sig hen imod frel­sen!

På den­ne vel­sig­ne­de Kri­sti Opstan­del­ses dag ret­ter jeg det til­li­dens og håbets bud­skab til jer, som Her­ren selv ret­te­de til de myr­ra­bæ­ren­de kvin­der og gen­nem dem til alle Sine discip­le: ”Frygt ikke!” Nej, vær ikke ban­ge! Vær ikke ban­ge for livet! Livet er uen­de­lig smukt, for det er et spejl af Guds uud­si­ge­li­ge skøn­hed, det er bil­le­det på den ikon, hvor vi ser den sej­re­n­de Kristus, som gri­ber vore fald­ne for­fædre, Adam og Eva, ved hån­den og træk­ker dem ud af hel­ve­de – og her gæl­der det også vort hel­ve­de! – for at skæn­ke dem det Liv, som bli­ver deres liv og vort liv. For ”det­te er den forjæt­tel­se, som Her­ren selv til­sag­de os: det evi­ge liv” (1. Joh. 2,25)

Kristus er opstan­den! 

Han er san­de­lig opstan­den!

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nevskij Katedralen 14./27. april 2008

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne

Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patri­ark