Påskebudskab 2010 fra Hans Eminence ærkebiskop Gabriel af Comane, Eksark for den økumeniske patriark

Kære brød­re og søstre

Kristus er opstan­den!

Det er mig en glæ­de at hen­ven­de mig til jer med det­te gla­de udråb, hvor­med vi alle, efter gam­mel tra­di­tion, hil­ser hve­ran­dre ved den­ne lysen­de og skøn­ne påske­høj­tid!

Ja! Må Her­ren være vor glæ­de! Må Han oply­se vore hjer­ter og hele vor væren i det øje­blik, hvor vi for­står, at vi ikke læn­ge­re er læn­ke­de af syn­den, og at ang­sten for døden er ble­vet gjort til intet. Vi har stort behov for en opstan­del­se, der er lige så fuld af kraft og tegn på håb som dén, der blev discip­le­ne til del på den tred­je dag, for at kun­ne ret­te alle de for­ker­te tan­ker, vi gør os om lidel­sen og kor­set, og for at opstan­del­sen må bli­ve en tro­ens kil­de for os. For det er ale­ne ved Opstan­del­sen, at vi ikke ale­ne kan begri­be, hvor­dan Kri­sti Kors kan tje­ne os som til­gi­vel­se for vore syn­der, men også med glæ­de udhol­de Kor­sets lidel­ser. Da er lidel­sen ikke læn­ge­re lidel­se, men fæl­les­skab i her­lig­hed, sådan som den hel­li­ge apo­stel Paulus siger: ”Vi lider med Ham, så vi også kan her­lig­gø­res med Ham” (Rom. 8,17).

Kære brød­re og søstre, vi elsker alle fri­he­den, vi mær­ker inden i os selv, hvor vig­tig den er i vore liv. Nuvel, her skæn­ker Kristus os mulig­he­den for at leve med den­ne fri­hed! Det er vir­ke­lig af kær­lig­hed, Han lod Sig kors­fæ­ste og læg­ge i gra­ven. Lad os for­stå det ret! Her er der tale om meget mere end en for­so­ning, for det er ful­den­del­sen af frel­sen i sin hel­hed. De hel­li­ge Fædre for­kla­rer os det: Inkar­na­tio­nens myste­rie slut­ter ikke med Kors­fæ­stel­sens for­so­ning og fri­kø­bel­sen ved blo­det, for Kristus måt­te sti­ge ned i døds­ri­gets under­ste dyb for at befri Adams slægt fra ”syn­dens og døde­ns lov” (Rom. 8,2), den slægt, som befandt sig ”i mør­ke og døde­ns skyg­ge” (Luk. 1,79).

Såle­des gør Kristus, den ny Adam, døde­ns over­mand, os til nye men­ne­sker ved Sin Opstan­del­se, Han giver os evnen til at ken­de og elske Gud til­ba­ge, så vi atter kan leve med Gud og bli­ve frel­ste: ”Ordet blev men­ne­ske, for at vi kun­ne bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te i Ham!” (hl. Atha­na­sios den Sto­re). Men, brød­re og søstre, vi skal ikk­ke lade os nøje med en glad fest, som kun varer kort, vi skal gøre det­te Opstan­del­sens myste­rie til vort liv. Vi skal inte­gre­re i hele vor væren og i hele vort liv, fra nu af og i den­ne ver­den, det fry­de­ful­de udråb, vi udveks­ler i dis­se dage: ”Kristus er opstan­den!” Og vi skal tro og hand­le der­ef­ter, for som apost­len Paulus siger: ”Hvis Kristus ikke er opstan­den, så er jeres tro for­gæ­ves, så er I end­nu sta­dig i jeres syn­der” (1. Kor. 15,17).

Hvad skal vi da gøre? Vi har man­ge mulig­he­der til rådig­hed for at kon­kre­ti­se­re vort fæl­les­skab med Gud. Husk på Sto­re Tors­dag! På den dag for­kla­re­de Jesus Sine apost­le alt om, hvad der skul­le ske de kom­men­de dage; men Han nøje­des ikke med en teo­re­tisk for­kla­ring. Han skæn­ke­de dem, inden timen var kom­met, at kun­ne være fuldt for­e­ne­de med Ham i dét, som alle­re­de var frel­sen, ved at give dem Sit dyre­ba­re Lege­me og Sit dyre­ba­re Blod. I den mysti­ske nad­ver er Kristus på sam­me tid ofret og opstan­den, død og leven­de! Husk på, at dis­se er Hans egne ord: ”Det­te er mit Lege­me, som bry­des for jer, det­te er mit Blod, som udg­y­des for jer!”.

Det er ind­ly­sen­de, at Her­ren ikke kun­ne tale såle­des, uden at være sik­ker på, hvad der siden skul­le ske. Her har vi ikke at gøre med en eller anden myto­lo­gi, men med Opstan­del­sens kon­kre­te vir­ke­lig­hed: Hver gang, vi nær­mer os den hel­li­ge Kalk og sma­ger dens dyre­ba­re ind­hold, aflæg­ger vi syn­den og ifø­rer os Kri­sti strå­len­de skøn­hed. Et sådant myste­rie er det, som er ble­vet muligt ved Her­rens ene­stå­en­de, sto­re nåde og Hans uud­si­ge­li­ge kær­lig­hed til men­ne­ske­ne!

Det­te er, uden mind­ste tvivl, den mest vidun­der­li­ge føl­ge af vor Her­re og Frel­ser Jesu Kri­sti død og Opstan­del­se. Samt­li­ge sakra­men­ter er for­bund­ne med det­te, med den gud­dom­me­li­ge Euka­ri­sti, og vi nyder godt af de frel­sen­de frug­ter fra den skøn­ne høj­tid, vi fejrer på den­ne hel­li­ge dag, når vi nær­mer os den hel­li­ge Kalk og mod­ta­ger de hel­li­ge Gaver. Lad os der­for ikke tøve! Kom, og drik af frel­sens kil­de, lad os sluk­ke tør­sten med den gud­dom­me­li­ge kær­lig­heds bæger, og lad os leve det nye liv, som der gives os del i. Men det er ikke nok at være for­bru­ger, for det søm­mer sig ikke at beri­ge sig med Guds nåde blot for sin egen skyld. Den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed, som skæn­kes os, det er sel­ve Guds væren. Men i Gud er kær­lig­he­den gen­si­dig i en aldrig ophø­ren­de bevæ­gel­se mel­lem de tre gud­dom­me­li­ge Per­so­ner!

Efter­som vi er gud­dom­me­lig­gjor­te ved Opstan­del­sen, lad os så hand­le logisk og dele ud af den kær­lig­hed, vi har fået for intet … Det er bestemt ikke altid let, men vi er på den­ne jord for at lære af vor ene­ste Her­re og Her­sker, Jesus Kristus. Lad os der­for bede såle­des til Ham: ”Her­re, lær mig at elske! Lær mig at leve som opstan­den! Oprejs mig i Dit lys sam­men med alle mine brød­re, og giv mig uop­hør­ligt at kun­ne syn­ge: ”Kristus er opstan­den fra de døde, ved døden besej­red’ Han døden, og til dem i gra­ve­ne gav Han liv!”

Med den­ne hyl­dest, fuld af glæ­de og håb, sen­der jeg jer al min kær­lig­hed.

+ Gabri­el
Ærke­bi­skop af Coma­ne
Eks­ark for den Øku­me­ni­ske Patri­ark

Hl. Ale­xan­der Nevskij Kated­ral
Påsken 2010