Økumenisk Patriark Bartholomæos’ julebudskab 2006

+ Bart­ho­lo­mæ­os, af Guds nåde Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, Det ny Rom, og Øku­me­nisk Patri­ark  sen­der

 

Til hele Kir­ken nåde, fred og barm­hjer­tig­hed

Fra Kristus, vor Frel­ser, som fødes i Bet­hle­hem.

Gud på jor­den, men­ne­sket i Him­me­len; et strå­len­de sam­spil er skabt.
(hl. Johan­nes Chryso­st­o­mos).

 

Brød­re og søstre, mine elske­de børn i Her­ren!

Det er van­ske­ligt for den men­ne­ske­li­ge tan­ke at fat­te den sto­re for­an­dring, Kri­sti fød­sel har med­ført for den­ne ver­den. Han, som fødes i kryb­ben i Bet­hle­hem, var ikke et barn som de børn, der fødes hver dag. Han er hele den­ne ver­dens Ska­ber, som sti­ger ned til Sin skab­ning for at løf­te skab­nin­gen derop, hvor­fra den er fal­det.

Iføl­ge Ska­be­rens hen­sigt, som er fuld af kær­lig­hed, er men­ne­sket bestemt til at gud­dom­me­lig­gø­res. Imid­ler­tid afveg men­ne­sket, ved egen fejl, fra den vej, som var ble­vet det anvist, og blev der­ved under­lagt for­gæn­ge­lig­hed og død. Og for at men­ne­sket kun­ne gen­vin­de gud­dom­me­lig­gø­rel­sens mulig­hed, måt­te Gud bli­ve men­ne­ske. For det er ikke muligt for det fald­ne men­ne­ske, neds­un­ket i dynd, for­gæn­ge­ligt og syn­digt som det er, af egen kraft at over­skri­de sin for­gæn­ge­li­ge natur og atter iklæ­de sig gud­dom­me­lig­hed.

Den mest græn­se­over­skri­den­de men­ne­ske­li­ge fore­stil­lings­ev­ne vil­le imid­ler­tid aldrig tur­de tæn­ke sig, at en så uven­tet hæn­del­se skul­le fin­de sted. Pro­fe­ter­ne, som var inspi­re­re­de af Hel­li­gån­den, er de ene­ste, som har for­ud­sagt, at det­te, ved Guds nåde, skul­le ske. Og vir­ke­lig, Jule­nat blev det uven­te­de vir­ke­lig­hed. Gud på jor­den, men­ne­sket i Him­me­len,råb­te den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos i undren.

Den­ne ver­dens­hi­sto­ri­ske begi­ven­hed er ikke uden ind­virk­ning på vore liv. Og vor inter­es­se for den begræn­ser sig ikke til for­bi­gå­en­de fest­lig­he­der. Vi må i alvor betrag­te den nye situ­a­tion: Kri­sti fød­sel giver os mulig­hed for at over­skri­de vor døde­lig­hed, at sti­ge op til Him­le­ne, at leve med Kristus, at for­so­ne os med Gud, at glæ­de os over at være Hans børn og leve for evigt i Hans kær­lig­heds uudtøm­me­li­ge fryd.

Lad os, sam­men med eng­le­ne og de hel­li­ge, glæ­de os i ånden over Guds vel­vil­je over for men­ne­sker; og lad os fra den­ne dag begyn­de et nyt liv, som er den men­ne­ske­v­ord­ne Guds kal­den vær­digt. Den­ne hæn­del­se, som ven­der op og ned på alt, også selv om den fin­der sted usyn­ligt og i ydmyg­hed, har fuld­kom­men for­vand­let hele ver­den og i sær­de­les­hed hvert enkelt men­ne­skes frem­tid. Vi må ikke være blin­de for, hvor vig­tig den er, blot for­di den fandt sted langt bor­te fra al offent­lig­hed i ydmyg­hed og enkel­hed i en grot­te. Vi må hel­ler ikke fejre hæn­del­sen på en over­fla­disk, lar­men­de måde, som om den var en for­bi­gå­en­de fest, der ikke hav­de anden betyd­ning i vore liv end at være en popu­lær for­nø­jel­se.

Hvis dét, som fandt sted ved vor Her­re, Jesu Kri­sti fød­sel er usyn­ligt for for­gæn­ge­li­ge, men­ne­ske­li­ge øjne, er der dém, som ved Guds nåde har kun­net se det. De brin­ger os beret­nin­gen om dybt­gå­en­de hæn­del­ser og om den mysti­ske for­vand­ling, der fin­der sted med ver­den. Såle­des skrev vor for­gæn­ger (på patri­ark­tro­nen), den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos, over­væl­det af dét, han har begre­bet:

”Eng­le syn­ger med men­ne­sker, men­ne­sker kom­mer i sel­skab med eng­le, med dyder og de høje­ste him­mel­ske væse­ner. Hvil­ket skue kun­ne være stør­re og mere gud­dom­me­ligt end at se (…) Gud for­e­net med men­ne­sker, djæ­vel­en gjort til skam­me, dæmo­ner­ne på flugt, døden over­vun­det, para­dis åbent, for­ban­del­sen ned­brudt, syn­den for­vist, fejl­en bortj­a­get, sand­he­den til­ba­ge, Guds ord sået og frugt­bart overalt, det him­mel­ske liv plan­tet på jor­den, eng­le bestan­digt sti­gen­de ned til jor­den, mag­ter og myn­dig­he­der, som lærer sig men­ne­ske­ne at ken­de, besid­del­sen her og nu af de goder, som fæst­nes i os ved håbet om kom­men­de goder.”

Må vi, brød­re og søstre, se håbet om kom­men­de goder vir­ke­lig­gjort i vore liv ved for­bøn­ner­ne fra den hel­li­ge (Johan­nes Chryso­st­o­mos), som med alle de hel­li­ge beder til Her­ren for os. I det kom­men­de år fejrer vi 1600-året for hans hen­soven. Der­for prok­la­me­rer Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat år 2007 som Johan­nes Chryso­st­o­mos’ år, for at opfor­dre de tro­en­de til at stu­de­re hans værk og hans liv.

 

Brød­re og søstre:

Kristus fødes! lov­pris Ham!
Kristus fra Him­me­len; gå Ham i møde!
Kristus på jor­den; ophøj Ham!

Gud, som elsker men­ne­ske­ne, så at Han for os fød­tes i kødet ved jule­tid; Ham ærer, tak­ker, for­her­li­ger og til­be­der vi i al evig­hed. Amen.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os, jeres utræt­te­li­ge for­be­der hos Gud.