Økumenisk Patriark Bartholomæos’ påskebudskab 2007

Fra  +Bart­ho­lo­mæ­os, af Guds nåde Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, Det nye Rom, og Øku­me­nisk Patri­ark:

Nåde til hele Kir­ken, glæ­de, fred og barm­hjer­tig­hed fra Ham, som er opstan­den i her­lig­hed, Kristus, vor Frel­ser

 

Kære med­ce­le­bran­ter

Kære from­me Kir­kens børn, som elsker Gud

 

KRISTUS ER OPSTANDEN!

 

Atter en gang hører vi i vore tro­en­de for­sam­lin­ger den­ne krist­ne hil­sen, fuld af glæ­de. Men man­ge af dis­se vel­ha­ven­de for­sam­lin­ger ser bort fra det meget vir­ke­li­ge spørgs­mål om døden; og de lever, som om døden ikke var til og opstan­del­sen uden mening. Men ”for­fær­den­de er døde­ns myste­rion” som det hed­der hos sangskri­ve­ren, og som det gen­ta­ges i vor dag­li­ge vir­ke­lig­hed.

Vore sinds fred for­tæ­res af frygt for døden, mest påtræn­gen­de hos dem, der har pro­ble­mer med hel­bre­det eller er gam­le, selv om det­te kan lin­dres på man­ge måder. Den fyl­der sjæ­len med irra­tio­nel uro og fører ofte til selv­mord; for den ubarm­hjer­ti­ge man­gel på sik­ker­hed bli­ver ubær­lig.

Kri­sti Opstan­del­se brin­ger den­ne usik­ker­hed til ophør. Døden er ikke læn­ge­re livets her­re; den er ikke den uom­gæn­ge­li­ge afslut­ning på, at vi er til. Vore grav­sten over­skyg­ger ikke for evigt vor væren med uop­hør­lig tavs­hed. Ste­nen, som luk­ke­de for Kri­sti grav, blev rul­let bort; og Kristus trå­d­te sej­re­n­de frem som døde­ns over­mand, uskadt af dens brod, den første­fød­te af de døde. Og fra det øje­blik er gra­vens dør bag Ham for­ble­vet åben for alle.

Fryg­ten for døden er svun­det bort for alle, som vil føl­ge i Kri­sti fod­spor. Alting er ble­vet opfyldt af glæ­de og håb. ”Død, hvor er din brod? Døds­ri­ge, hvor er din sejr?”, sådan spurg­te min for­gæn­ger, Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos, i tri­umf.

For man­ge lyder vore ord sta­dig som ”løs tale” (Luk. 24,11). Athe­ni­en­ser­ne i Pnyx [Are­o­pa­gos, ovs. ] gjor­de nar ad Apost­len Paulus, da han for­tal­te dem om de dødes opstan­del­se. De for­lod ham, alt imens de sar­ka­stisk sva­re­de: ”Det vil vi høre dig tale om en anden gang!” (ApG. 17,32) Og selv apost­le­ne, som fra Her­ren hav­de hørt, at Han skul­le opstå på den tred­je dag, tøve­de med at god­ta­ge de myr­r­ha­bæ­ren­de kvin­ders bud om, at Her­ren var opstan­den.

Men vi, mine brød­re og elske­de børn i Her­ren, vi lever Her­rens evigt nær­væ­ren­de død og ved­va­ren­de opstan­del­se, ikke ale­ne i offe­ret på Golg­ha­ta, som vi ser afbil­det i vore kir­ker, men også i de hel­li­ges liv, tid­li­ge­re som nuvæ­ren­de. Her­ren opstod og skæn­ke­de liv; men Han ved­bli­ver også at skæn­ke opstan­del­se og liv. Døden er nu en gen­nem­gangs­dør til en anden livets til­stand. Den er ophørt med at være et sjæ­le­nes fængsel, en blind­g­y­de, en til­stand af håb­løs­hed. Mure­ne omkring døde­ns fæst­ning er brudt ned, dens por­te er knu­ste; og alle, som efter­føl­ger Kristus kan med Kristus ven­de til­ba­ge til livet.

Tro, mine brød­re og børn, og fat håb! Vær frie for døds­angst og for bekym­rin­ger over livet; for for de tro­en­de, sådan­ne som jer selv, er døden ikke læn­ge­re til. Rens blot jeres sjæ­le og lege­mer, og ind­skriv jer som Kri­sti efter­føl­ge­re, Han, som også er jeres opstan­del­se. Kristus er opstan­den, og I er alle poten­ti­elt opstand­ne. Det gla­de og fry­de­ful­de bud om opstan­del­sen er et bud til jer. Det er ikke noget frem­med eller noget, der ikke angår jer. Jeres mund bur­de være fuld af glæ­de, når I siger: ”Kristus er opstan­den!” For ”Han er san­de­lig opstan­den!”, og vi er opstand­ne med Ham.

Må Hans liv­gi­ven­de nåde, som hel­bre­der det, der er sygt, og brin­ger det til veje, der mang­ler, være med jer alle. Amen.

 

Sign. Påsken 2007

+Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, Bart­ho­lo­mæ­os
Bræn­den­de for­be­der for jer alle hos den opstand­ne Kristus.