Økumenisk Patriark Bartholomæos’ påskebudskab 2008

Bart­ho­lo­mæ­os

Af Guds nåde ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, det nye Rom

Og øku­me­nisk patri­ark

Til hele Kir­ken: Nåde, fred og barm­hjer­tig­hed fra vor her­ligt opstand­ne Frel­ser, Kristus

 

Mine kære og elske­de brød­re og børn i Her­ren

 

Se, vin­te­r­en er omme! Frel­sens for­år er kom­met; blom­ster­ne kom­mer til syne ud over lan­det, tur­tel­du­ens kur­ren høres … vin­stok­ken­ne blom­strer og afgi­ver deres duft. En stor og hel­lig Påske er vok­set over os; og den var­mer og oply­ser hele ver­den og ind­hyl­ler den i strå­leg­lans.

Kristus er opstanden!

 

Vor Gud, Han, som er hin­si­des al lidel­se og er udø­de­lig, som er Kir­kens skøn­ne Brudg­om, vor Her­re Jesus Kristus, vor første­fød­te Bro­der og kære­ste Ven, Han er opstan­den fra de døde og har besej­ret døden ved døden tre dage efter, at Han fra Kor­sets top råb­te: Det er fuldbragt!Dødsriget for­bi­tre­des ved at mod­ta­ge Ham, for Kristus øde­lag­de dets her­re­døm­me. Han ikke ale­ne tøm­te mør­kets boli­ger, som ret var, og skæn­ke­de liv til dem, Han fandt i gra­ve­ne; men til alle, som vil tro på Ham fra da af og ind­til ver­dens ende – ja, til alle som vil leve i Ham og hol­de fast ved tro­en og beken­de Ham til det sid­ste – dem skæn­ker Han evigt liv og opstan­del­sens vis­hed. Kristus, der har ret­fær­dig­he­den som bæl­te om Sine læn­der og tro­fast­hed som bæl­te om Sit liv er opstan­den fra gra­ven. I Sin kær­lig­hed til men­ne­skeslæg­ten har Han oprejst Adam, alles for­fa­der.

 

Se da, mine kære elske­de brød­re og børn, vor sto­re høj­tids høj­de­punkt og for­nem­mel­sen af for­år midt i dens før­ste blom­string, som Kir­ken for­kyn­der som det Gla­de Bud­skab til hele ver­den. Døde­ns tun­ge vin­ter er for­bi! Djæ­vel­ens iskol­de tyran­ni er over­vun­det med kraft. Mør­kets og øde­læg­gel­sens skræm­men­de her­re­døm­me er gjort til intet. Her­ren er Kon­ge og har klæ­det Sig i her­lig­hed.

 

Vi sku­er Jesus, som af Sin frie vil­je og ud af Sin uen­de­li­ge kær­lig­hed lider på Kor­set, dør og begra­ves for os og for vor

frel­ses skyld. Vi har alle­re­de til­bedt Ham som opstan­den fra de døde, og med apost­le­ne og de myr­ra­bæ­ren­de kvin­der har vi fra Hans egen mund hørt orde­ne: Fred være med jer! OgFryd jer, og der­for er vore hjer­ter fyld­te af glæ­de. Og vir­ke­lig, ingen skal tage den glæ­de fra os, for ikke blot vor egen død, men hvert ene­ste men­ne­skes per­son­li­ge død er ble­vet til­in­tet­gjort med kraft. Der­for er det, at vi, som har kors­fæ­stet det gam­le men­ne­skes køde­li­ge sind med dets liden­ska­ber og begæ­rin­ger, og som er døde med Kristus … tror, at vi også skal leve med Ham. For da vi døde med Kristus ved Dåben, blev vi for­e­ne­de med Ham, det vil sige, vi har fået del i Hans opstan­del­se.

Den hel­li­ge Gre­gor Teo­lo­gen udbas­u­ne­rer den­ne sand­hed med stor reto­risk kyn­dig­hed, når han siger: I går blev jeg kors­fæ­stet sam­men med Dig, Kristus; i dag har jeg del i Din her­lig­hed. I går døde jeg sam­men med Dig; i dag opstår jeg sam­men med Dig. Det urgam­le pro­blem, som har pla­get os fra begyn­del­sen, er én gang for alle ble­vet løst af den opstand­ne Her­re. Vor pine er for­bi. Kristus er opstan­den, og livet kan i sand­hed leves! Fra nu af behø­ver vi ikke mere søge efter liv og opstan­del­se. De er ingen uto­pisk drøm. De er en kon­kret, påtag­lig vir­ke­lig­hed. En vir­ke­lig­hed, som har et bestemt ansigt og et bestemt navn, nav­net over alle nav­ne, Jesus Kristus, Ham, for Hvem hvert knæ skal bøje sig, i Him­lem, på jor­den eller under jor­den; og hver tun­ge skal beken­de, at han ale­ne er livets Giver og Her­re, som lever og rege­rer for evigt. Af Sin egen gode vil­je udde­ler Han Sit Rige, Sin her­lig­hed og Sin Faders arv til alle dem, som har del i Hans Kors, hans død og Hans opstan­del­se, for Han er den Første­fød­te blandt man­ge brød­re.

 

Fra vor patri­ar­ka­le og øku­me­ni­ske mar­tyr­tro­ne beder vi Ham inder­ligt, at Han vil skæn­ke ver­den fred; at Han vil oply­se vore sjæ­le med sand­hed og ret­fær­dig­hed; at han vil skæn­ke tål­mo­dig­hed og opmun­tring til dem, som står over for mod­stand; og at Han må skæn­ke alle tro­en­de at sma­ge frel­sen og det evi­ge liv.

Han, som er døde­ns Over­mand og livets Fyr­ste, Hans er æren, her­re­døm­met og her­lig­he­den; og Ham til­be­der vi til­li­ge med fade­ren og Hel­li­gån­den, Nu og altid og i al evig­hed. Amen!

 

Den hel­li­ge Påske 2008

 

+ Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel

Jeres bræn­den­de for­be­der hos den opstand­ne Kristus