Budskab fra Patriarken i anledning af indledningen af Den Store og Hellige Faste 2008

Pro­tokol nr. 293

Bart­ho­lo­mæ­os

 

 

Ved Guds nåde Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, Det nye Rom, og Øku­me­nisk Patri­ark

Må vor Her­re, Gud og Frel­ser, Jesu Kri­sti nåde være med hele Kir­ken, til­li­ge med vor bøn, vel­sig­nel­se og til­gi­vel­se

 

Gen­nem Den Sto­re og hel­li­ge Faste kal­der vor Kir­ke os til omven­del­se. Nuti­dens men­ne­ske føler sig bestemt ikke godt til­pas ved at høre det­te kald; for det har væn­net sig til at leve på en måde, som det afgjort ikke ønsker at stil­le spørgs­mål ved. At stil­le sådan­ne spørgs­mål ska­ber fak­tisk en følel­se af usik­ker­hed i men­ne­sket, for det ska­ber risi­ko for, at den ide­o­lo­gi­ske borg, hvori det har søgt til­flugt, rok­kes.

Imid­ler­tid er det til­stræk­ke­ligt at under­sø­ge sagen en smu­le nær­me­re for at bli­ve klar over, at man­ge men­ne­ske­li­ge over­be­vis­nin­ger ikke sva­rer til vir­ke­lig­he­den, at de ikke er frug­ten af ægte, ånde­lig skel­nen, men at de sna­re­re er  udvik­let med hen­blik på at ret­fær­dig­gø­re dét, som væk­ker behag, og alt­så som påskud til at syn­de. Men der er intet mere ska­de­ligt for et men­ne­ske end at fin­de und­skyld­nin­ger for sine hand­lin­ger og ret­fær­dig­gø­re sig ved hjælp af for­ker­te anta­gel­ser; for når sand­he­dens øje­blik oprin­der, er der ingen und­skyld­nin­ger til­ba­ge. Så er der måske ingen tid til­ba­ge til at ændre over­be­vis­ning, det vil sige til at angre de syn­der, vi har begå­et, og hel­ler ikke til at angre de for­ker­te anta­gel­ser, vi har berøm­met for at kun­ne ret­fær­dig­gø­re vor opfør­sel.

Vi som krist­ne er til gen­gæld væn­ne­de til tan­ken om anger og til fak­tisk at angre. Der­for ska­ber Kir­kens kald til omven­del­se ikke uro i os. Men også vi må ind­se, at sand omven­del­se har to mål.

Det før­ste er at give afkald på syn­den, alt­så at beslut­te os for at ophø­re med vore syn­di­ge vaner og hand­lin­ger og at råde bod på deres virk­nin­ger. Eksemp­let med tol­de­ren Zakæus illu­stre­rer glim­ren­de den­ne tan­ke: Ved sit møde med Kristus angrer han oprig­tigt og giver firedob­belt til­ba­ge til dem, han har voldt smer­te.

Det andet mål for omven­del­sen er, at vi grund­læg­gen­de ændrer men­ta­li­tet ved at udskif­te vore egne idéer med tan­ker, som er mere ædle og især mere ophø­je­de iføl­ge Sal­mi­stens ord:han har beredt sit hjer­te til ophø­jet­hed. Også de, som ikke mener at have kon­kre­te syn­der, som tyn­ger deres samvit­tig­hed, bør alli­ge­vel efter­stræ­be det­te andet mål; for vor for­stå­el­se af kær­lig­he­den, for eksem­pel, er fuld af mang­ler lige­som vor for­stå­el­se af, hvad ydmyg­hed er. – Når vi sam­men­lig­ner vor egen ånde­li­ge til­stand med Guds fuld­kom­men­hed, som vi er kal­de­de til at efter­lig­ne, så vil vi afgjort få øje på vore mang­ler og på den uen­de­li­ge vej, som lig­ger for­an os, hvis vi vil gå i fod­spo­re­ne af dem, der efter­lig­ner Kristus.

Når vi ser på, hvor­dan det står til med vor indre fred, ind­ser vi, at vi er langt fra den Kri­sti fred, som over­går enhver for­stand. På spørgs­må­let om, i hvor høj grad vi over­gi­ver vort liv til Guds For­syn, kon­sta­te­rer vi med bekla­gel­se, at vi ofte over­væl­des af æng­stel­se og tvivl om frem­ti­den, som om vi var lidet­tro­en­de eller lige­frem ikke-tro­en­de. I al almin­de­lig­hed opda­ger vi, når vi  under­sø­ger, hvor ren vor samvit­tig­hed er, at vi meget ofte er uden for­stå­el­se for, at vis­se hold­nin­ger kan ska­de vor indre til­stand alvor­ligt, og at vi oven i købet ofte anser dis­se for at være sun­de. Det vil­le der­for være bed­re at oply­se vor bevidst­hed med Fædre­nes og Evan­ge­liets kla­re lære, så at bedøm­mel­sen af os selv og vore mang­ler kan bli­ve mere kor­rek­te og mere i over­ens­stem­mel­se med Guds vil­je. Siden intet men­ne­ske kan påstå at være fuld­kom­ment i bedøm­mel­sen af sig selv, kan ingen hæv­de, at han ikke har behov for et for­ny­et, mere oplyst sind og for for­vand­ling og for­bed­ring af sin tæn­ke­må­de, det vil sige for omven­del­se.

Der­for må vi for­stå, at vor Orto­dok­se Kir­ke, som kal­der os til omven­del­se, ikke blot opfor­drer os til selv­be­brej­del­se. Gan­ske vist er selv­kri­tik nød­ven­dig, et søn­der­knust hjer­te er nød­ven­digt, lige­som ange­rens tårer er nød­ven­di­ge, men alt det­te er ikke til­stræk­ke­ligt. End­vi­de­re har vi behov for den glæ­de, der kom­mer af Guds til­gi­vel­se, for følel­sen af at være befri­e­de for de syn­dens læn­ker, som har tyn­get os, og for for­nem­mel­sen af Guds kær­lig­hed til os. Vor anger er ikke noget, som berø­ver os glæ­den ved livet, så at vi skul­le være mod­vil­li­ge, når vi hører kal­det til at angre. Ange­ren er en kata­r­sis og en oplys­ning af vore sind, den er en mere bræn­den­de kær­lig­hed i os til Kristus og Hans ska­bel­se. Den er fri­he­den og glæ­den i den nye ska­bel­se, som vi går ind i gen­nem ved­va­ren­de omven­del­se.

Han, som uden ophør angrer, gør uop­hør­ligt frem­skridt. Han glæ­der sig bestan­digt over nye høj­der, og han til­freds­stil­les løben­de ved en dybe­re for­stå­el­se af alting. Ved at skif­te sind og opfat­tel­se for­står den angren­de bed­re ver­den i sin hel­hed, han opnår stør­re vis­dom, for­stand og ånde­lig ind­sigt. Han løf­tes op og bli­ver ven med Kristus. Der­for bur­de kal­det til omven­del­se bli­ve godt mod­ta­get af de klo­ge­ste men­ne­sker, de, som for­står at værds­æt­te den dybe men­ne­ske­li­ge for­bed­ring, som føl­ger af ange­rens gen­fød­sel.

Der­for, mine brød­re og elske­de børn i Her­ren, lad også os tage imod det kald til anger, som Kir­ken ret­ter til os. Lad os ren­se os for de syn­der, vi har begå­et, ved skrif­te­må­let og i øvrigt ved dybt at ransa­ge vor måde at se tin­ge­ne på, så at alle vore dom­me og tan­ker må kom­me fra Gud, må være rene, san­de og ret­fær­di­ge.

Til sidst ønsker vi fader­ligt for jer, at al Her­rens hjælp må være med jer på ange­rens vej og gen­nem hele jeres nye liv i Kristus.

Den hel­li­ge og Sto­re Faste 2008
Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel
Bræn­den­de for­be­der hos Gud for jer alle