Den økumeniske patriark Bartholomæos I’s julebudskab 2004

Til hele Kir­ken: Nåde være med jer, og fred fra Kristus, vor Frel­ser, som fødes i Bet­hle­hem.

Ikon af Kristi FødselKære brød­re og børn i Her­ren; med for­bløf­fel­se og ful­de af undren brin­ges vi, ikke mindst i dis­se dage, ansigt til ansigt med Guds Søn og Ord, som bli­ver men­ne­ske; Han, som fød­tes af en jom­fru og lag­des i dyre­nes kryb­be; det­te ube­gri­be­li­ge, både for men­ne­skeslæg­ten og for eng­le­nes ska­rer. De tro­en­de fejrer høj­ti­de­ligt den glæ­de­li­ge begi­ven­hed, at ved Guds nåde er en Frel­ser født os i dag, neds­te­gen til os fra Sin majestæti­ske højhed. — Sam­ti­digt her­med rystes men­ne­ske­he­den, som har fjer­net sig fra Kristus, af jord­s­kælv, både natur­li­ge, sam­funds­mæs­si­ge og ånde­li­ge rystel­ser; og der­for kom­mer der tumult og van­ske­lig­he­der i livet hos alle, som elsker fre­den.

I vores søgen efter nye omgangs­for­mer og rela­tio­ner, desta­bi­li­se­res de soci­a­le struk­tu­rer; ånde­lig søgen kører af spo­ret i den­ne eller hin selv­de­struk­ti­ve kult; og ufor­ud­se­te natur­ka­ta­stro­fer fore­kom­mer for­skel­li­ge ste­der på jord­klo­den. Overalt omkring os ser vi for­styr­rel­se og for­vir­ring, mord og øde­læg­gel­se; og drøm­men om fred synes at være både uvel­kom­men og under­trykt. Usik­ker­hed, frygt, ned­tryk­t­hed, menings­løs­hed, man­gel på evne til at for­stå, hvad der sker, ofte også ligeg­lad­hed og nog­le gan­ge endog had, alt det­te har fun­det plads i de fle­ste men­ne­skers sjæ­le.

Ånde­ligt vrag­gods
Mil­li­o­ner af vore med­men­ne­sker befin­der sig i kamp, både moralsk og fysisk; og de er fan­get under det­te natur­li­ge, sam­funds­mæs­si­ge og ånde­li­ge vrag­gods. Man­ge er ude af stand til at kla­re van­ske­lig­he­der­ne og lider af for­skel­li­ge sjæle­li­ge eller legem­li­ge ska­der. Man­ge søger efter skyl­di­ge og enga­ge­rer sig i hævnak­tio­ner mod dem, der, efter deres opfat­tel­se, bærer ansva­ret for deres pro­ble­mer. Andre, som ikke har mulig­hed for at kom­me i nær­he­den af de ansvar­li­ge, viser deres util­freds­hed gen­nem ter­r­or­hand­lin­ger, ret­tet mod uskyl­di­ge. Nog­le udnyt­ter lige­frem man­ge­len på sta­bi­li­tet og søger at tje­ne pen­ge på den, på deres med­men­ne­skers bekost­ning. Andre igen har muret sig inde bag deres rig­dom og magt og lever i en helt sær­lig ver­den, hvor de hver­ken mær­ker andres lidel­ser eller har nogen vil­je til at afhjæl­pe den.

Alle dis­se men­ne­sker har ikke hørt om frel­sen ved Kristus, den Nyfød­te. Man­ge gan­ge søger de end ikke frel­se, for­di de er fortviv­le­de og sik­re på, at der ikke fin­des nogen vej ud af ond­ska­bens her­re­døm­me. De stræ­ber efter at løse pro­ble­mer­ne ved hjælp af deres egen, jor­di­ske magt; og ofte tager de til­flugt til de ond­ska­bens mag­ter, som, når de påkal­des, øger både råd­vild­hed og smer­te.

Kære børn i Her­ren, vi tror, og vi véd, at frel­sen ikke fin­des noget andet sted end i Kristus, og at der ikke er noget andet Navn, hvor­ved vi kan frel­ses, end Jesu Kri­sti Navn. Vor over­be­vis­ning lader sig ikke rok­ke af, at ver­dens Frel­ser viste Sig på jor­den som et ydmygt men­ne­ske, som et skrø­be­ligt barn; et lam, som bar ver­dens synd, som fri­vil­ligt under­ka­ste­de Sig Kor­set og end­da døden. Vi rok­kes ikke af, at de fle­ste men­ne­sker ikke vil tage imod bud­ska­bet om kær­lig­hed og ydmyg­hed, det bud­skab som Han har lært os, at vi er nødt til at tage imod for at bli­ve frel­ste.

Frel­sens ind­hold
Vi har Frel­se­rens eksem­pel for øje og ind­ser den frel­sen­de magt, der er i ydmyg­hed og kær­lig­hed — dis­se to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber hos Gud, som den fald­ne men­ne­ske­lig­hed har så van­ske­ligt ved at efter­lig­ne – som fri­vil­ligt lader sig kors­fæ­ste. I stor kær­lig­hed og ydmyg­hed gen­ta­ger vi for alle Kri­sti frel­sen­de bud­skab, som Han prok­la­me­re­de, ikke ale­ne i ord, men også sat­te i værk ved at ofre Sig lige ind­til døden, den død, som blev besej­ret af Opstan­del­sen. For kær­lig­he­dens offer beseg­les af Kri­sti død; men for­vand­lin­gen af ver­den ful­den­des ikke ved at Han, som elsker ver­den, dør, men ved at Hans død besej­res gen­nem Opstan­del­sen. Det­te er ind­hol­det i den frel­se, vi taler om: Døden vil aldrig få magt over os, for Jesus Kristus, den Nyfød­te, har trå­dt døden under fode og til­in­tet­gjort dens magt.

Os er i dag en Frel­ser født. Han kom ikke med den styr­ke, som men­ne­sker værds­æt­ter, med Han kom med den egen­skab, hvor­ud­fra Hans magt strå­ler, Han kom med den magt, der lig­ger i den Almæg­ti­ge Majestæts ydmyg­hed, med den ufor­lig­ne­li­ge styr­ke i den kær­lig­hed, der ofres usel­visk og uden skjul­te moti­ver. — Vi gør os ingen illu­sio­ner og nærer ingen fal­ske håb om at ver­den i sin hel­hed snart vil tage imod dis­se sand­he­der. Men vi véd, og vi prok­la­me­rer, at hvis ver­den ikke tager imod dem og sæt­ter dem i værk, vil den fort­sæt­te med at pines af gen­si­dig øde­læg­gel­se, af moralsk afspor­ing, af livets menings­løs­hed, af løgn og af smer­te.

Født i vore hjer­ter
Der­for appel­le­rer vi, i stor kær­lig­hed og ydmyg­hed, først til de tro­en­de om at luk­ke Kristus ind til at fødes i vore hjer­ter; ikke som en blot og bar følel­ses­mæs­sig begi­ven­hed af verds­lig eufori, eller som en kortva­rig, udfly­den­de ople­vel­se, men som en radi­kal for­vand­ling af vores sjæl, som en gen­fød­sel i Kristus. En for­vand­ling, der er sådan, at de gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, kær­lig­hed og ydmyg­hed, kom­mer til at udgø­re de bæren­de ele­men­ter i vores liv. — Og vide­re opfor­drer vi, med en sådan bræn­den­de kær­lig­hed og ydmyg­hed, alle vore med­men­ne­sker, hvad enten de ken­der Krti­stus eller ej, til at nær­me sig Jesus Kristus, som for deres frel­ses skyld fød­tes som et lyde­frit lam, at nær­me sig Ham, for fra Ham at mod­ta­ge hjer­tets fred, ind­sigt i livets mening, smer­tens for­svin­den og evigt liv og glæ­de sam­men med Ham, umi­ste­ligt liv og glæ­de, som over­går enhver for­stand.

Må Kristus høre for­bøn­ner­ne fra sin alre­ne moder, som gav sit eget lege­me til Frel­se­ren, fra vore hel­li­ge fædre, Johan­nes Kryso­st­o­mos og Gre­gor Teo­lo­gen, hvis hel­li­ge relik­vi­er for nyligt er ble­vet givet til­ba­ge til vor Kir­ke, og fra alle Sine hel­li­ge, og må Han fødes i vore hjer­ters kryb­be og bo der altid, så at vi kan leve med Ham i glæ­de over Hans nær­vær, Hans ufat­te­li­ge kær­lig­hed og over­væl­den­de ydmyg­hed.

Sign.
Jeres ivri­ge for­be­der hos Gud, Bart­ho­lo­mæ­os, ved Guds nåde ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, det nye Rom, øku­me­nisk patri­ark.