Hans Hellighed Patriark Bartholomæos I’s Julebudskab 2007

Patri­ar­kens Jule­bud­skab 2007

Pro­tokol nr. 1330

+Bart­ho­lo­mæ­os
Ved Guds nåde Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, Det Ny Rom, og Øku­me­nisk Patri­ark

Må nåde og fred fra Kristus, vor Frel­ser, Han som fødes i Bet­hle­hem, være med hele Kir­ken.

Kristus fødes; lov­pris Ham!
Kristus fra Him­me­len, gå Ham i møde.

Mine kære brød­re og børn i Her­ren

Det er med stor glæ­de, vor Kir­ke kal­der os til at lov­pri­se Gud, grun­det Kri­sti nær­vær på jord, én af den hel­li­ge Tre­e­nig­heds Per­so­ner, som ud af kær­lig­hed har anta­get en skik­kel­se, som på én og sam­me tid er gud­dom­me­lig og men­ne­ske­lig.

Vi må med den stør­ste opmærk­som­hed tæn­ke over den san­de og leven­de­gø­ren­de betyd­ning af, at Guds Søn og Ord bli­ver Men­ne­ske. Inkar­na­tio­nen åben­ba­rer først og frem­mest for men­ne­ske­he­den, at Gud er per­son­lig, at Han viser Sig for os som en Per­son, der kan sam­men­lig­nes med men­ne­sker, der er skabt som per­so­ner, og at Han der­næst omfat­ter os med Sin kær­lig­hed.

Dis­se to fak­ta, Guds per­son­lig­hed og kær­lig­hed, udtryk­ker nog­le grund­læg­gen­de sand­he­der ved tro­en, sand­he­der, som vi ofte har hørt tale om, men hvis ind­fly­del­se på vore liv ikke er så stor, som den bur­de være. San­de­lig, der er man­ge af os, som ikke bærer præg af Kri­sti bro­der­li­ge for­hold eller Hans uen­de­li­ge kær­lig­hed til os. Der­for gen­gæl­der vi ikke Hans kær­lig­hed, som vi bur­de. Gjor­de vi det, vil­le det bli­ve muligt for os i kær­lig­he­dens fæl­les­skab, og af nåde, også at få del i Hans øvri­ge egen­ska­ber.

De, som ikke har lært Kristus at ken­de, og som der­for kom­mer på afve­je i deres søgen efter en uper­son­lig enhed, som de tager for at være Gud, de kan und­skyl­des for ikke at ken­de til Guds Per­son og kær­lig­hed. Der­i­mod har vi orto­dok­se krist­ne ingen som helst und­skyld­ning for at føl­ge dem i deres udsigts­lø­se søgen. I ste­det for at søge den per­son­li­ge Gud, i ste­det for at nær­me sig Ham ved Jesus Kristus, som selv er kom­met os nær, så søger dis­se vild­led­te men­ne­sker des­pe­rat at bli­ve guder ved deres egne kræf­ter. De gør lige­som Adam, som under ind­fly­del­se af den onde ånd tro­e­de at kun­ne opnå det­te.

Men den san­de og per­son­li­ge Gud – som vi ikke kan ken­de uden ved Jesus Kristus, som af kær­lig­hed til os lod Sig føde i en grot­te — Han har lovet os søn­ne­for­hold, til­ba­ge­ven­den til Fade­ren og gud­dom­me­lig­gø­rel­se i Kristus ved Hans nåde. Ale­ne i Kristus opfyl­des men­ne­skers håb om at over­skri­de for­gæn­ge­lig­he­den og ensom­he­den i et liv, som er blot­tet for kær­lig­hed, for i ste­det at kun­ne tage del i det kær­lig­he­dens fæl­les­skab, som er mel­lem gud­dom­me­li­ge og men­ne­ske­li­ge per­so­ner, og som fører til evig­hed og ufor­gæn­ge­lig­hed.

Lad os ven­de vore hjer­ters blik til Jesus Kristus, som nyligt er født og lagt i en kryb­be. Lad os elske Ham af hele vort hjer­te, af hele vort sind og af alt vort væsen, idet vi for­står, hvor meget Han elsker os. Det er ale­ne ved kær­lig­hed til Jesus Kristus, at vi af nåde kan få del i Hans gud­dom­me­li­ge natur, lige som Han af kær­lig­hed tager vor men­ne­ske­li­ge natur på Sig. Ingen antro­po­cen­trisk anstren­gel­se, ingen medi­ta­tion, ingen sjæle­lig udskej­el­se, ingen ekst­a­se eller nogen som helst anden erfa­ring, som er frem­med for den krist­ne tro, vil kun­ne føre til at møde den san­de, per­son­li­ge kær­lig­he­dens Gud, men vil føre til et end­nu dybe­re, iskoldt mør­ke, til den evi­ge forta­bel­ses nat, til en følel­se af fuld­kom­men og uud­grun­de­lig tom­hed.

Der­for, kære børn i Her­ren, elsk Kristus, som af kær­lig­hed til men­ne­ske­ne og for vor frel­ses skyld er ble­vet Men­ne­ske. Kend Hans kær­lig­heds fæl­les­skab med Fade­ren og Hel­li­gån­den; for intet er søde­re end den per­son­li­ge Guds kær­lig­hed.

Den sto­re bud­brin­ger om Guds kær­lig­hed, han, som iden­ti­fi­ce­re­de Gud og kær­lig­he­den, Johan­nes Teo­lo­gen og Evan­ge­li­sten, har skre­vet de subli­me ord: Gud er kær­lig­hed. Siden skrev apost­len Paulus, som elske­de Gud lige til enden, dis­se bræn­den­de ord: Hvem kan skil­le os fra Guds kær­lig­hed? Hver­ken fortviv­lel­se eller sværd, hver­ken død eller nogen anden kær­lig­hed kan være stær­ke­re end den kær­lig­hed, vi har til Kristus. – Til min­de om den hel­li­ge apo­stel Paulus’ ord og vir­ke, som var inspi­re­re­de af kær­lig­hed, og i anled­ning af 2000-året for hans fød­sel, erklæ­rer vi året 2008 hel­li­get Apost­len Paulus.

Vi udtryk­ker det fader­li­ge og hjerte­li­ge ønske, at Kristus Jesus, som fød­tes i en grot­te af kær­lig­hed og for vor frel­ses skyld, at Han må høre for­bøn­ner­ne fra Sin jom­fru­e­li­ge Moder, fra vor for­gæn­ger Johan­nes Chryso­st­o­mos, hvem det for­gang­ne år var hel­li­get, fra vor for­gæn­ger, den hel­li­ge Nip­hon, som gen­skab­te og for anden gang grund­lag­de det hel­li­ge, patri­ar­ka­le, stavro­pe­gi­ske Dio­ny­sios Klo­ster på Athos, og hvis 500-års døds­dag vi min­des i år, fra de hel­li­ge apost­le Johan­nes og Paulus, de frem­træ­den­de bud­brin­ge­re om Guds kær­lig­hed, og fra alle Sine hel­li­ge, og gøre hvert hjer­te til Sin kryb­be, og at Han vil åben­ba­re alle Sin kær­lig­heds ansigt; og vi påkal­der over jer alle Hans nåde og uen­de­li­ge barm­hjer­tig­hed.

Vi ønsker for jer, at I må have en glæ­de­lig jul, en fred­fyldt og vel­sig­net tid mel­lem jul og Her­rens Dåb, og et godt nytår med rige frug­ter, både ånde­ligt og mate­ri­elt.

Sign. Pha­nar, julen 2007
+ Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel
Jeres bræn­den­de for­be­der hos Gud