Patriark Bartholomæos’ påskebudskab 2009

Pro­tokol nr. 407

+ Bart­ho­lo­mæ­os, ved Guds nåde ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel, det nye Rom, og øku­me­nisk patri­ark

Sen­der til hele Kir­ken nåde, fred og miskund­hed fra Kristus, Frel­se­ren, opstan­den i her­lig­hed.

Brød­re! Mine elske­de børn i Her­ren:

KRISTUS ER OPSTANDEN!

Med vemod måt­te men­ne­ske­he­den en dag i det 19. århund­re­de høre fra en tragisk filo­sofs mund at: ”Gud er død! Vi har slå­et Ham ihjel … alle er vi hans mor­de­re … og Gud vil for altid være død! Hvad er der­for en kir­ke, om ikke en grav og et grav­min­de over Gud?” — Og så, nog­le årti­er sene­re, fra en nuti­dig kol­le­gas mund hører vi, at ”Gud er død. Mine her­rer, jeg for­kyn­der jer Guds død!”

Dis­se erklæ­rin­ger fra atei­sti­ske filo­sof­fer har vendt op og ned på bevidst­he­den blandt men­ne­sker. De fulg­tes af stor for­vir­ring på det ånde­li­ge, det lit­teræ­re og kun­stens områ­de, og end­da en vis tid inden for teo­lo­gi­en, hvor det, sær­ligt i Vesten, blev til et spørgs­mål om ”Guds døds teo­lo­gi”.

Kir­ken har i sand­hed aldrig haft den mind­ste tvivl om Guds død! Den fandt sted i år 33 efter Kri­sti Fød­sel på Gol­ga­ta i Jeru­sa­lem, mens Pon­ti­us Pila­tus var romersk guver­nør i Judæa. Efter gru­som­me lidel­ser blev Han kors­fæ­stet som en for­bry­der, og om fre­da­gen i den nien­de time opgav Han ånden og råb­te: ”Det er fuld­bragt!” – Det­te er en uigen­dri­ve­lig histo­risk vir­ke­lig­hed: Guds enbår­ne Søn og Ord, Jesus Kristus, vor san­de Gud, døde for alle men­ne­skers skyld! Da Han hav­de påta­get sig alle vore egen­ska­ber: krop og sjæl, vil­je og vir­ke, anstren­gel­se, angst, smer­te, ned­tryk­t­hed, kla­ge og glæ­de, ja alt und­ta­gen synd, påtog Han Sig i sid­ste ende dét, som er det aller­vig­tig­ste for os, det vil sige døden, til og med i dens mest smer­te­ful­de og ydmy­gen­de form: på Kor­set.

Her­til er vi eni­ge med filo­sof­fer­ne. Vi god­ta­ger endog, at kir­ker­ne, temp­ler­ne, er Guds ”gra­ve” og ”grav­min­der”! Men så … vi véd, hvem Han er, Gud, som døde, vi lever med Ham, og vi ærer Ham som ”den Døde, som bærer Livet i Sig selv”! Nog­le timer efter den for­fær­de­li­ge fre­dag, ved dag­gry på ugens før­ste dag, om søn­da­gen, fandt den begi­ven­hed sted, som var målet for den gud­dom­me­li­ge plan: Gen­nem men­ne­ske­vor­del­sen, lidel­sen, kors­fæ­stel­sen og ned­far­ten til døds­ri­get nåe­de vi Opstan­del­sen! – Og den­ne, Opstan­del­sen, den er lige­le­des en histo­risk kends­ger­ning, som ikke lader sig næg­te! Og den kends­ger­ning har direk­te og frel­sen­de virk­ning på os alle. Guds Søn er opstan­den, Han, som også er Men­ne­ske­søn­nen. Guds Søn er opstan­den med hele den men­ne­ske­lig­hed, Han har påta­get Sig: med det lege­me, Han har taget imod gen­nem den alhel­li­ge Gud­fø­de­r­skes blod, og med Sin hel­li­ge sjæl. Han er opstan­den fra de døde, og Han skæn­ker opstan­del­se til hele Adams slægt ved Sin kær­lig­hed til men­ne­ske­ne.

Jesu grav, Josefs ”nye grav­min­de”, er fra da af for altid tom. Frem for et monu­ment over døden er den et monu­ment over sej­ren over døden, den er en kil­de til liv. Den ufat­te­li­ge Ret­fær­dig­he­dens Sol har i strå­leg­lans løf­tet Sig over gra­ven, og Han skæn­ker evigt varen­de fred, glæ­de, hvi­le: evigt liv! Ja, kir­ker­ne er Guds ”gra­ve”. Men det er tom­me gra­ve, ful­de af lys, af livets duf­te, af for­å­rets påske­duft; de strøm­mer over af ind­ta­gen­de skøn­hed, de bøjer sig under her­lig­he­dens myr­ter og håbets blom­ster; de er gra­ve, ful­de af liv og kil­de til liv.

Guds død har for­vand­let døds­ri­gets mag­ter, døden er ble­vet til en blot og bar begi­ven­hed, der fører men­ne­sket til liv og eksi­stens. Kir­ker­ne, dis­se Guds ”gra­ve”, er por­te, som er vidt åbne for Guds kær­lig­hed, vidt åbne døre til Bru­de­kam­me­ret, Hans Søns, der som en Brudg­om er kom­met ud fra gra­ven, og de tro­en­de, som går ind deri for at fejre, at døden er besej­ret ved døden, at døds­ri­get er gjort til intet, og at det­te er begyn­del­se på det evi­ge liv. Og de lovsyn­ger med jubel Ham, som har udvir­ket det­te, for Han er vore fædres Gud, den ene­ste vel­sig­ne­de og høj­lo­ve­de!

Hvil­ken lyk­ke, der­for, at Gud er død! For Hans død er ble­vet vort liv og vor opstan­del­se. Hvil­ken lyk­ke, at der ud over ver­den fin­des så man­ge monu­men­ter for Ham, så man­ge hel­li­ge kir­ker, hvor alle frit kan træ­de ind, alle, som lider og er træt­te og ikke fin­der trøst, for dér at læg­ge byr­den af angst og anstren­gel­se, af frygt og usik­ker­hed, fra sig og bli­ve befri­et fra døden. Hvil­ken lyk­ke, at der fin­des kir­ker for den kors­fæ­ste­de, døde, opstand­ne og evigt leven­de Kristus, hvor men­ne­sket af i dag, det men­ne­ske, som er fortviv­let, som er ble­vet bed­ra­get af alle ido­ler­ne, af alle de ”beskyt­te­re”, som hol­der hans hjer­te fan­gent, det vil sige pen­ge­ne, ide­o­lo­gi­er­ne, filo­so­fi­en, meta­fy­sik­ken og alle det­te århund­re­des øvri­ge hule bed­rag, hvor det men­ne­ske kan fin­de til­flugt, trøst og frel­se.

Fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, Moder­kir­ken, som helt og fuldt lever med i lidel­sen, smer­ten, Kor­set og døden, men også i Guds opstan­del­se, Han, som blev Men­ne­ske, sen­der vi af hjer­tets dyb påske­hil­sen og vel­sig­nel­se; vi omfav­ner jer alle i den opstand­ne Kri­sti kær­lig­hed, Han, som opstod fra de døde og er evigt leven­de og leven­de­gø­ren­de for men­ne­ske­ne. Hans er her­lig­he­den og mag­ten, Ham til­kom­mer ære og til­be­del­se, til­li­ge med Fade­ren og Hel­li­gån­den i al evig­hed, Amen!

Den hel­li­ge Påske 2009
+ Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel
Bræn­den­de for­be­der for jer alle hos den opstand­ne Kristus