Økumenisk Patriark Bartholomæos’ påskebudskab_2003

Her­re, Du har hel­bredt men­ne­skeslæg­ten fra dens fald, Du har gen­skabt den ved Dit gud­dom­me­li­ge blod”; sådan syn­ger Hl Johan­nes af Dama­s­kus til vor Her­re Jesus Kristus, som blev kors­fæ­stet, har lidt og er opstan­den fra de døde. Og en anden sangskri­ver udbry­der: “Du blev fan­get, jeg skam­mer mig ikke over det; Du blev slå­et, jeg næg­ter det ikke; Du blev nag­let til Kor­set, jeg skju­ler det ikke. Det er i Din opstan­del­se, jeg fin­der stolt­hed; for Din død gav mig liv, almæg­ti­ge Her­re, Du, som elsker men­ne­ske­ne, ære være Dig.”

Gen­nem århund­re­der­ne har men­ne­ske­he­den gen­tag­ne gan­ge lagt an til sit eget fald. Hver ene­ste gang, men­ne­sker ind­ta­ger en hold­ning af stolt­hed og babelsk tan­ke­gang — dvs. til­reg­ner sig gud­dom­me­lig­ge egen­ska­ber or udskif­ter Guds lov med men­ne­ske­li­ge ønsker og ambi­tio­ner — ven­der den babel­ske for­vir­ring til­ba­ge, råb mod råb, mis­for­stå­el­ser, mod­sæt­nin­ger og øde­læg­gel­ser. Man­ge har lagt vel­ha­ven­de riger øde, for­di de vil­le gøre dem end­nu stør­re. Man­ge har øde­lagt sig selv, for­di deres mål var sat i ind­bildsk stolt­hed. Man­ge er ble­vet ydmy­ge­de, når de sat­te deres egen sta­tur imod Guds moral­lov. Man­ge, som har øde­lagt andre med ønsket om at her­ske over dem, har i sid­ste ende måt­tet kon­sta­te­re, at den ska­de, de til­fø­je­de sig selv, blev stør­re end den, de har for­år­sa­get.

I mod­sæt­ning til alle, som ved hoven­hed, stolt­hed, ambi­tion og lig­nen­de ego­cen­tri­ske impul­ser har frem­pro­vo­ke­ret ver­dens øde­læg­gel­se, godt­og vor Her­re Jesus Kristus med over­væl­den­de ydmyg­hed at under­ka­ste Sig alt, hvad den­ne ver­dens fyr­ste og hans hjæl­pe­re hav­de i sin­de at udsæt­te Ham for for at gøre Ham ti