Patriark Bartholomæus af Konstantinopels Julebudskab 2008

Julen 2008
Bartholomæos
Af Guds nåde ærkebiskop af Konstantinopel, det nye Rom
Og økumenisk patriark
Til hele Kirken: Nåde, fred og barmhjertighed fra vor herligt opstandne Frelser, Kristus

Mine kære og elske­de brød­re og børn i Her­ren.

Julens sto­re og hel­li­ge dag er oprun­den. Den er moder og ophav til alle de høj­ti­der, som kal­der os til at møde Ham, som er evig, Men­ne­ske­søn­nen.

Ved Gud Faders gode vil­je, det­te under­stre­ger Johan­nes af Dama­s­kus, sti­ger Den Enbår­ne Søn, Guds Ord, Han, som er i Fade­rens skød, af sam­me væsen som Fade­ren og Hel­li­gån­den, Han sti­ger ned til os, Hans tje­ne­re. Han, som er fuld­kom­men Gud, bli­ver fuld­kom­ment Men­ne­ske, og Han fører den­ne for­ny­el­ser­nes for­ny­el­se til fuld­kom­men­hed, det ene­ste, som er nyt under solen.

Guds Søns men­ne­ske­vor­del­se er ikke noget sym­bolsk, i mod­sæt­ning til diver­se myto­lo­gi­ske “guder”, som bli­ver men­ne­sker. – Det­te er vir­ke­lig­hed, den i sand­hed nye vir­ke­lig­hed, det ene­ste nye under solen. Det fandt sted i et præ­cist, histo­risk øje­blik, under kej­ser Oktavi­an Augustus omkring år 746 (iføl­ge de sene­ste astro­no­mi­ske bereg­nin­ger) efter Roms grund­læg­gel­se. Det ske­te midt i et nær­me­re angi­vet folk, nem­lig det jødi­ske, af Davids hus og slægt (Luk. 2,4), på et præ­cist angi­vet sted, i Bet­hle­hem i Judæa, og det tjen­te et helt præ­cist for­mål: Ordet blev Men­ne­ske, for at vi kun­ne bli­ve Gud, som det i kort­hed udtryk­kes af Atha­na­sios den Sto­re.

Den­ne begi­ven­hed, Gud-Ordets men­ne­ske­vor­del­se, gør det muligt for os at nå til vor yder­ste græn­se. Den er ikke iden­tisk med det skøn­ne og det gode, som blev lov­prist af de gam­le græke­re, ej hel­ler med filo­sof­fer­nes dyd og ret­fær­dig­hed; hel­ler ikke med afkla­ret­he­den i bud­dhi­ster­nes nir­va­na eller med over­skri­del­sen af skæb­nen, som man også kal­der kar­ma, og som skul­le mulig­gø­re sta­digt skif­ten­de livs­for­mer; ej hel­ler med har­moni­en mel­lem såkaldt mod­sat­te ele­men­ter i en ind­bildt livs­kraft, eller med noget som helst andet.

Den består sna­re­re deri, at Kristus i Sit væsen over­skri­der for­gæn­ge­lig­hed og død. I at vi ind­lem­mes og får del i Hans liv og i Hans gud­dom­me­li­ge her­lig­hed. I at vi af nåde for­e­nes med Gud, Fade­ren i Hel­li­gån­den ved Kristus. Her er vor yder­ste græn­se: Vort per­son­li­ge fæl­les­skab med den tre­e­ni­ge Gud! Kri­sti Fød­sel stil­ler os ikke en fan­ta­si­ens salig­hed eller en abstrakt evig­hed i udsigt. Den læg­ger det bog­sta­ve­lig talt i vore hæn­der at kun­ne tage per­son­ligt del i det gud­dom­me­li­ge liv og i Guds kær­lig­hed i en udvik­ling, som ikke tager ende. Den gør det muligt for os, ikke blot at få bar­ne­kår (Gal. 4,5), men også et bli­ve del­ta­ge­re i gud­dom­me­lig natur (2. Pet. 1,4).

Det er klart, at dis­se sand­he­der fore­kom­mer para­doksa­le i vore dages ver­den­s­oms­pæn­den­de for­vir­ring og kri­se. Det håb, som fler­tal­let blandt men­ne­sker nærer til den­ne ver­dens “gud­dom­me”, demen­te­res på tragisk vis hver ene­ste dag. Den men­ne­ske­li­ge per­son­lig­hed ydmy­ges og knu­ses midt i tal, appa­ra­ter, com­pu­te­re, børs­spe­ku­la­tio­ner og bro­ge­de ban­ne­re, som lover den­ne eller hin menings­lø­se ide­o­lo­gi­ske mulig­hed. Natu­ren van­røg­tes, og mil­jø­et har del i den­ne lidel­se. Ung­dom­men er skuf­fet og gør oprør, de pro­teste­rer mod uret­fær­dig­he­den her og nu og usik­ker­he­den angå­en­de frem­ti­den. Mør­ke, sky­er og mulm(5. Mos 4,11) her­sker i vor ver­den og giver ind­tryk af at kun­ne skju­le det håbets lys, som strøm­mer fra Bet­hle­hem og at kun­ne nedt­o­ne eng­le­nes sang, som bebu­der glæ­de til hele ver­den: Ære være Gud i det høje­ste, fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je.

Alli­ge­vel kal­der Kir­ken os til moden over­vej­el­se, til at ree­va­lu­e­re vore livs pri­o­ri­te­ter og til i vor næste at se Guds bil­le­de åben­ba­ret og vær­digt til respekt. Med sin stær­ke erfa­ring gen­nem mere end 2000 år vil Kir­ken aldrig ophø­re med at for­kyn­de, at Bar­net i kryb­ben i Bet­hle­hem er håbet for ver­dens yder­ste egne, det er livets mening og mål, det er den for­løs­ning, Gud har sendt Sit folk, det vil sige til hele men­ne­ske­he­den.

Fra mar­tyr­tro­nen i den sto­re og hel­li­ge Kri­sti Kir­ke i Kon­stan­ti­nopel ven­der vi os i kær­lig­hed til Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats børn i hele ver­den og til hvert men­ne­ske, som tør­ster efter Gud. Vi ned­kal­der over alle Guds nåde, fred og barm­hjer­tig­hed og Guds enbår­ne Søns frel­sen­de gave, Han, som for os men­ne­sker og for vor frel­se er neds­te­gen fra Him­me­len, Han, som ved Hel­li­gån­den er ble­ven kød ved Jom­fru Maria og er ble­ven Men­ne­ske.

Ham til­kom­mer æren, mag­ten og her­lig­he­den og til­be­del­se til­li­ge med Fade­ren og Hel­li­gån­den i al evig­hed.

Pha­nar, julen 2008

+ Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel

Jeres bræn­den­de for­be­der hos den opstand­ne Kristus

Publi­ce­ret 25. decem­ber 2008