Den Ortodokse Kirke i Danmark - https://ortodoks.dk

Åndelig vejledning

Af f. Poul Sebbelov

Krist­ne søger i alle livets for­hold, ved hver skridt de tager, vej­led­ning fra Gud. Gud for­lan­ger intet andet af os end det­te: At vi søger at begri­be Hans vil­je med os og gøre den til driv­kraf­ten i vore liv. At vi sæt­ter al kraft ind på at brin­ge vor egen vil­je i over­ens­stem­mel­se med Guds.

Det er ikke enkelt. For hvor skal vi lyt­te efter Guds stem­me? I Bibe­len, som er Guds ord! Men ikke enhver læs­ning er gyl­dig. Det er afgø­ren­de, at vi for­står Skrif­ten ret, og ikke er for raske til at fabri­ke­re vore pri­va­te, hjem­me­strik­ke­de for­tolk­nin­ger. Bibe­len er Kir­kens bog og kan ale­ne læses og for­stås i Kir­ken. Vi må der­for i sid­ste ende tage imod Kir­kens vej­led­ning frem for at insi­ste­re på  vor egen, ofte ind­bild­te, originalitet.

’I sid­ste ende’ vel at mær­ke; for der er natur­lig­vis ikke tale om, at ori­gi­na­li­tet, for­stå­et som selv­stæn­dig tan­ke­virk­som­hed og per­son­li­ge ind­falds­vink­ler, skul­le være for­ka­ste­lig. Der er tale om, at vi læser Bibe­len i Kir­kens fæl­les­skab, både litur­gisk og hver for sig, med det ene for­mål at fat­te Guds ord og leve der­ef­ter.  Vi læser ikke Guds ord for at få dem til at bekræf­te vore skrø­be­lig­he­der og begrænsninger.

Det kan synes van­ske­ligt at begri­be den hel­li­ge Skrift; og end­nu van­ske­li­ge­re at leve efter Guds for­skrif­ter. Vi kan ople­ve det som helt umu­ligt at afgø­re, hvad der i en given situ­a­tion er rig­tigt og for­kert. Hvad vil føre mig vide­re ad Vej­en, som er Kristus, og hvad vil føre mig på vildspor og der­med læn­ge­re bort fra Ham? Hvad vil brin­ge mig nær­me­re Sand­he­den og Lyset, og hvad vil brin­ge mig dybe­re ind i mør­ket? Vil net­op den­ne beslut­ning føre mig til Liv eller død?

I Den Orto­dok­se Kir­ke fin­der vi hjælp til beslut­nin­ger om den ånde­li­ge kurs på for­skel­li­ge måder, som alle ind­går i sam­me hel­hed. I peri­o­der læg­ger vi måske hele væg­ten på fuld del­ta­gel­se i Kir­kens litur­gi­ske og mysti­ske liv; på aktiv med­vir­ken i den fæl­les bøn og på del­ta­gel­se i de hel­li­ge myste­ri­er, frem for alt nad­ve­ren. Det­te liv i sig selv fører os på et dybt plan nær­me­re Sand­he­den og læn­ge­re bort fra råd­vild­hed og forvirring.

Til andre tider væg­ter vi måske sna­re­re den per­son­li­ge for­dy­bel­se i bøn­nen. Ofte vil der for orto­dok­se være tale om Jesus­bøn­nen: Her­re, Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig syn­der. Sam­ling om den per­son­li­ge hjer­tets bøn og stil­hed skær­per vor opmærk­som­hed over for Åndens virk­som­hed i os og gør det kla­re­re, hvil­ke veje, der er gavn­li­ge for os, og hvil­ke, vi skal hol­de os fra.

Atter andre gan­ge læg­ger vi måske stør­re vægt på den intel­lek­tu­el­le beskæf­ti­gel­se med Kir­kens lære og Tra­di­tion. Vi stu­de­rer Bibe­len, teo­lo­gi­en og Kir­kens udvik­ling syste­ma­tisk med de ana­ly­ti­ske, filo­so­fi­ske og sprog­li­ge  hjæl­pe­mid­ler, der står til vores rådig­hed. Også ad den­ne vej kan vi opnå stør­re sik­ker­hed i at bedøm­me, hvad der i en given situ­a­tion er rig­tigt og forkert.

Alt, hvad der oven­for er nævnt, Skrif­ten, det litur­gi­ske liv, den per­son­li­ge bøn og det aka­de­mi­ske stu­di­um, alt det­te kan tje­ne os til ånde­lig vej­led­ning. Der er imid­ler­tid end­nu en form for vej­led­ning, som er helt afgø­ren­de i orto­doks Tra­di­tion, og som både sam­ler og sup­ple­rer alle de øvri­ge. Det dre­jer sig om vores per­son­li­ge for­hold til men­ne­sker, som ud fra deres stør­re erfa­ring og mere omfat­ten­de ind­sigt i det ånde­li­ge liv kan råd­gi­ve os og åbne vore øjne. Det dre­jer sig om det ånde­li­ge faderskab.

Den ånde­li­ge fader – eller den ånde­li­ge moder, for det kan lige så vel være en kvin­de – er en per­son, som på en sær­lig måde for­mid­ler Hel­li­gån­dens vir­ke. Ofte, men langt fra altid, vil det være en præst, og den ånde­li­ge vej­led­ning vil da være umid­del­bart for­bun­det med skrif­te­må­lets myste­rion. Det kan også være en munk eller non­ne eller en læg­mand; for i mod­sæt­ning til biskop­pen og præ­sten er den ånde­li­ge fader eller moder ikke inde­ha­ver af noget offi­ci­elt embe­de i kirken.

Der­for er der hel­ler ingen, der kan skri­ve ’ånde­lig vej­le­der’ på sit dørskilt. Det lader sig ikke gøre at gå på kur­sus og få diplom som ’ånde­lig vej­le­der’. Ingen kan ad de kir­ke­li­ge kana­ler ordi­ne­res til den­ne tje­ne­ste. Ånde­lig fader er dén, der gen­nem bøn og aske­se har fået skæn­ket per­son­lig erfa­ring af Hel­li­gån­dens vir­ke, og som af Gud har mod­ta­get evnen til at for­mid­le det­te til sine ånde­li­ge børn. En sådan per­son er et kraft­cen­ter, hvor­fra der udgår bøl­ger af ånde­ligt liv, som sæt­ter sig dybe spor blandt men­ne­sker omkring ham eller hende.

Det er afgø­ren­de vig­tigt for Kir­ken med balan­cen mel­lem det ’offi­ci­el­le’ kir­ke­li­ge liv, de hel­li­ge myste­ri­er, litur­gi­en, teo­lo­gi­en, præ­di­ken osv. og så det ånde­li­ge fader­skab. Det­te sid­ste er ikke nogen mod­sæt­ning til ’det insti­tu­tio­nel­le’; men det ånde­li­ge fader­skab over­skri­der insti­tu­tio­nen inde­fra og gør Kir­ken til et fæl­les­skab af per­son­lig­he­der, som bærer og spej­ler Gud på hver deres ene­stå­en­de måde, men som dog er ét.

Hvor­dan er da for­hol­det mel­lem den ånde­li­ge vej­le­der og dén, der søger hans vej­led­ning? Den ånde­li­ge fader, på rus­sisk sta­rets, på græsk geron, påta­ger sig et væl­digt ansvar og en svær byr­de. For i sin bøn og for­bøn bærer han sine ånde­li­ge børns syn­der og skrø­be­lig­he­der frem for Gud lige ind­til dom­mens dag.  Ånde­ligt fader­skab dre­jer sig på ingen måde om intel­lek­tu­el råd­giv­ning, men om med­fø­lel­se og med­le­ven i et dybt per­son­ligt for­hold. Et for­hold, som må være gen­si­digt; for den ånde­li­ge fader kan kun være til vir­ke­lig hjælp for det men­ne­ske, som ydmygt og ærligt åbner sit hjer­te i kær­lig­hed og tillid.

Dén, der søger vej­led­ning hos en ånde­lig fader, må være beslut­tet på at ind­gå i et for­plig­ten­de, per­son­ligt lydig­heds­for­hold. Og han må nære et oprig­tigt ønske om at leve sit liv efter Guds vil­je. Opsø­ger man den ånde­li­ge vej­le­der ale­ne for at søge sin selv­fø­lel­se bekræf­tet, vil mødet formént­lig være til rin­ge nytte.

Ånde­lig vej­led­ning er en tje­ne­ste i ydmyg­hed og stil­hed. Det kan  være van­ske­ligt at fin­de vej til det men­ne­ske, der net­op for mig kan bli­ve Guds tale­rør. — Men Hel­li­gån­dens vir­ke er ikke énstren­get: Hvis vi lyt­ter efter, kan Gud tale til os gen­nem helt ’almin­de­li­ge’ men­ne­sker. Den vej­led­ning, vi såle­des mod­ta­ger, skal vi være opmærk­som­me over­for, uden der­for at opgi­ve vor søgen efter et egent­ligt ånde­ligt venskab.

Nog­le møder deres ånde­li­ge vej­le­der gan­ske få gan­ge, ja, måske blot én gang i livet. Andre etab­le­rer et livslangt, regel­mæs­sigt for­hold. Her kan ikke gives abso­lut­te reg­ler, selv om et for­hold over tid nok er det almindeligste.

Rela­tio­nen mel­lem den ånde­li­ge fader og hans ’børn’ ræk­ker, som nævnt, ud over døde­ns græn­ser. Lyt til de mær­ke­li­ge og trøste­ri­ge ord, Hl Ser­a­fim af Sarov (rus­sisk ånde­lig fader, 19. årh.) fik hug­get ind på sin gravsten:

Når jeg er død, kom da til min grav, jo ofte­re jo bed­re. Hvad der end tyn­ger din sjæl, hvad der end er sket dig, så kom til mig, som da jeg leve­de, og knæl på jor­den og kast al din bit­ter­hed fra dig på min grav. Sig mig alt, og jeg vil høre på dig, og al bit­ter­hed vil for­la­de dig. Og tal til mig nu, som du gjor­de, da jeg leve­de. For jeg lever og skal leve i evighed.