Den Ortodokse Kirke i Danmark - https://ortodoks.dk

25. januar: Hellige Gregor Teologen (af Nazianz)

Hel­li­ge Gre­gor, den­ne mand, hvis sjæl er af Him­len, og hvis mund er hel­lig­gjort af Hel­li­gån­dens ild, træng­te så dybt ind i de gud­dom­me­li­ge myste­ri­er, at han ene af alle Fædre­ne blev kendt vær­dig til at kal­des Teo­lo­gen, lige­som Johan­nes, den højt elske­de discipel. Det bety­der, at han ikke er dén, der gør det til sin pro­fes­sion at under­vi­se i dog­mer­ne, men dén, der, efter at have lut­ret sin sjæl, er ble­vet for­e­net med Gud ved Hans nåde og der­på ven­der sig til fol­ket lige­som Moses for at give dem del i Guds ord og med­dele dem lyset.

I lig­hed med hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re og hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos over­går hel­li­ge Gre­gors liv langt en enkel beskri­vel­se, det præ­sen­te­rer sig sna­re­re for os som pro­to­ty­pen på kri­sten hel­lig­hed; og hans udø­de­li­ge vær­ker, uover­truf­ne i skøn­hed og dyb­de, udgør det mest vær­di­ge smyk­ke på Gud Ordets Brud [som er Kirken]

[ … ]

Fra Gre­gors fød­sel , i år 329, sør­ge­de hans mor for at ple­je de hel­li­ge dyders frø i ham, og der­for frem­vi­ste bar­net snart en gam­mel mands vis­dom, en stor lyst til stu­di­er og en uimod­ståe­lig drag­ning mod for­dy­bel­se og bøn. En nat så han i drøm­me to rene jom­fru­er, som viste sig for ham, klædt i hvidt og med ansig­tet kysk dæk­ket af et slør. De kær­teg­ne­de ham blidt, mens de beret­te­de for ham, at den ene af dem var ren­he­den og den anden kysk­he­den, vor Her­re, Jesu Kri­sti ledsa­ge­re og ven­ner af dem, som afstår fra ægte­ska­bet for at leve et him­melsk liv. De for­ma­ne­de mig til at for­e­ne mit hjer­te og min ånd med deres, så at de kun­ne fyl­de mig med jom­fru­e­lig­he­dens glans og føre mig frem for den hel­li­ge Tre­e­nig­heds lys; sådan skri­ver hel­li­ge Gre­gor i et selv­bi­o­gra­fisk digt. Han fat­te­de fra da af den beslut­ning at vie sit liv til Gud i jom­fru­e­lig­hed, og han lag­de afstand til alle den­ne ver­dens glæ­der og adspredelser.

[ … ]

[Efter man­ge års stu­di­er ] vend­te hel­li­ge Gre­gor hjem til Kap­pa­doki­en i år 359, 30 år gam­mel, og på det­te tids­punkt modt­og han den hel­li­ge dåb. Fra da af var der ikke læn­ge­re tale om at ret­te blik­ket imod viden­ska­ber­ne og spro­gets skøn­hed. Af hele sit hjer­te stræb­te han ale­ne efter at leve for Gud, efter alle­re­de her på jor­den at skue Hans Rige og Hans her­lig­hed, og han fri­gjor­de sin tan­ke for enhver bin­ding til den­ne ver­den. Til sine dages ende leve­de han i streng legem­lig aske­se, på trods af, at syg­dom ofte kom på tværs af hans vir­ke, hvil­ket han bar med glæde.

Hel­li­ge Gre­gor udgød tårer i stor mæng­de, når han løf­te­de sin bøn op imod Gud, eller når han for­dy­be­de sig i den hel­li­ge Skrift for at fyl­de sig med Guds ord. Og fra da af stil­le­de han den strå­len­de vel­ta­len­hed, han hav­de opnå­et igen­nem sine stu­di­er, i Gud Ordets tje­ne­ste. Men frem for alt var det hans ønske uden hin­drin­ger at kun­ne hel­li­ge sig besku­el­sen [af Gud] i tavs­hed og langt fra ver­den. Det var der­for, han i hast slut­te­de sig til hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re på den­nes retræte i Iris­da­len, for at de dér sam­men kun­ne leve et liv i lig­hed med eng­le­nes og i over­ens­stem­mel­se med de pla­ner, de hav­de fostret under deres tid sam­men i Athen [stu­di­e­ti­den]

Sam­men træng­te de, som med ét sind, ind i Guds myste­ri­er, sam­men blev de ført til besku­el­se af det him­mel­ske liv, til fore­gri­bel­se af de udvalg­tes enhed og glæ­de i Guds Rige; og såle­des modt­og de fra Her­ren en ufor­lig­ne­lig ind­sigt i myste­ri­et om men­ne­sket og dets væsen og i kun­sten at lut­re sjæ­len for dens liden­ska­ber. Der­for kun­ne de, trods deres unge alder og det kor­te åre­mål i kloster­li­vet, i fæl­les­skab udar­bej­de De Mona­sti­ske Reg­ler, som siden da er for­ble­vet den grund­læg­gen­de for­fat­ning for det orto­dok­se klosterliv.

[ … ]

[Til­ba­ge i sin hjem­by] blev Gre­gor ordi­ne­ret til præst af sin far [som bar sam­me navn og var biskop af Nazi­anz] på trods af, at han fore­trak det kon­tem­p­la­ti­ve liv. Taget på sen­gen af den­ne ordi­na­tion, som af en slags ”tyran­ni”, flyg­te­de Gre­gor der­på til Pon­tus for dér at mild­ne smer­ten i sel­skab med hans kære Basi­li­os. Man­ge bebrej­de­de den­gang den hel­li­ge, og man­ge bebrej­der ham fort­sat og ankla­ger ham for doven­skab eller for at have en svag karakter.

Men dét er ikke sandt. Hvor­dan skul­le man kun­ne tviv­le om den sjæle­li­ge balan­ce og styr­ke hos en per­son med en sådan ånde­lig kraft, at han helt fra ung­dom­men af hav­de opnå­et en salig util­nær­me­lig­hed og beher­skel­se af alle sjæ­lens kræf­ter? Det er sna­re­re på sin plads i Gre­gor at se et slå­en­de eksem­pel på den over­or­dent­li­ge for­fi­nel­se og følsom­hed, de hel­li­ge opnår, når de nær­mer sig Gud. Som han selv for­kla­rer i sin Apo­lo­ge­ti­ske Dis­kurs, flyg­te­de han ikke fra den præ­ste­li­ge tje­ne­ste af frygt, men på grund af en for­stær­ket bevidst­hed om det for­fær­den­de ansvar, en sjæle­hyr­de har, og især på grund af, at han hel­le­re vil­le for­e­ne sig med Gud, og der­i­gen­nem med alle men­ne­sker, i det kon­tem­p­la­ti­ve liv:

Intet fore­kom­mer mig at være bed­re end at luk­ke san­ser­nes dør, at for­la­de kødet [lege­met] og den­ne ver­den, at sam­le sig i sig selv og ikke læn­ge­re hol­de kon­takt med men­ne­ske­li­ge ting ud over det abso­lut nød­ven­di­ge; at sam­ta­le med sig selv og med Gud, med det sig­te at leve oven over den syn­li­ge vir­ke­lig­hed, for såle­des på sig selv at kun­ne bære de gud­dom­me­li­ge spejl­bil­le­der ufor­van­ske­de, uden iblan­ding af den­ne ver­dens flyg­ti­ge for­mer. I sand­hed at bli­ve, og altid på vej til at bli­ve, et sandt, uplet­tet spejl for Gud og dét, der hører Gud til, ved at føje lys til lys, ved at erstat­te for­vir­ring med klar­hed, ved fra nu af at glæ­de sig ved håbet om det kom­men­de livs goder,for at ledsa­ge eng­le­ne i deres rund­kreds og bli­ve på jor­den efter at have for­ladt jor­den og være ble­vet opløf­tet ved Hel­li­gån­den. Hvis nogen iblandt jer er ful­de af den længsel, så véd han, hvad jeg mener, og han vil til­gi­ve mig dét, jeg alle­re­de har lidt. (Discours 2,7 in: Mig­ne: PG 35, 413 –416)

[Ad lan­ge omve­je ender hel­li­ge Gre­gor som ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel. Her udvik­ler han til fuld­kom­men­hed sin teo­lo­gi med sær­lig vægt på den hel­li­ge Tre­e­nig­hed. Han spil­ler en afgø­ren­de rol­le i den ende­li­ge over­vin­del­se af ari­a­ner­nes lære, og hans vir­ke kro­nes ved ind­kal­del­se af Det Andet Øku­me­ni­ske Kon­cil, år 381, som mar­ke­rer den ari­an­ske vrang­læ­res ende­ligt og fast­slår Tros­be­ken­del­sens for­mu­le­ring om Hel­li­gån­den. Året efter trak hel­li­ge Gre­gor sig til­ba­ge til sin iso­le­re­de ejen­dom nær Nazi­anz, hvor han til­brag­te sine sid­ste år ale­ne og i tavs­hed. Han døde år 391.]

Over­sat fra fransk, Le Synaxai­re de Macai­re, moi­ne de Simo­nos-Petras, Edi­tion To Peri­vo­li Tis Panag­hi­as, The­s­sa­lo­nique 1998. For­kor­tet og bear­bej­det af red.

Publi­ce­ret 24/1–09