1. februar: Den hellige Brigid af Kildare

Tro­pa­rion, 8. tone:

I dig, ærvær­di­ge moder, spej­les det gud­dom­me­li­ge bil­le­de klart
For Kri­sti lig­heds skyld tog du kor­set op og fulg­te Ham
Ved dit liv lærer du os ikke at give agt på det for­gæn­ge­li­ge kød
Men langt sna­re­re bekym­re os om sjæ­len, som lever hin­si­des døden
Der­for fry­der du dig i ånden med Him­me­lens eng­le, Hel­li­ge Brigid

Kon­takion, 3. tone:

Gud­dom­me­ligt rustet med ånde­lig ren­hed
Holdt du som spyd i din hånd den uop­hør­li­ge bøn
Med det gen­nem­bo­re­de du dæmo­ner­nes ska­rer
Hel­li­ge moder, ære­ri­ge Bri­gid
Bed uop­hør­ligt til Kristus
For os alle.

Den hel­li­ge Bri­gid leve­de i Irland fra ca. 450 (452 eller 456) til 523. Der fin­des bjer­ge af legen­de­stof om hen­de, men kun et lil­le muld­var­pe­skud af facts.

Hun blev født i nær­he­den af Kil­da­re, belig­gen­de 55 km syd­vest for Dub­lin. Hen­des mor, Broi­c­sech, var kri­sten træl hos hen­des far, den heden­ske Dub­t­hach. Som lil­le pige hjalp hun sin mor med at vog­te og mal­ke kvæ­get på slet­ter­ne omkring Kil­da­re. Hun var et bemær­kel­ses­vær­digt klogt og smukt barn; leg­en­den for­tæl­ler, at hun alle­re­de som barn var så from, at der brænd­te en klar lue over det hus, hvori hun opholdt sig. Fade­ren, der natur­lig­vis ikke var blind for sin dat­ters sto­re kva­li­te­ter, for­søg­te at få hen­de rigt gift, men hen­des stær­ke kal­del­se fra Gud fik ham til at opgi­ve sit fore­ha­ven­de og sæt­te hen­de fri til at væl­ge slø­ret, hvil­ket abso­lut ikke var nemt, selv ikke for kvin­der af for­nem byrd, under den før­ste krist­ne tid i Irland. Den hel­li­ge Patri­ck (ca. 390 — ca. 461), Irlands natio­na­le skyts­hel­gen og før­ste krist­ne mis­sio­nær, som døb­te hen­de, siger om kvin­der­nes van­ske­li­ge situ­a­tion i sine Con­fes­sio­nes, at de jom­fru­er, der ønsker at vie deres liv til Kristus, som oftest bli­ver for­fulgt af deres fædre, og at det især er trælkvin­der­ne, der lider under fædre­nes for­bud og tvang.

Med Guds hjælp lyk­kes det, som nævnt, for Bri­gid at sæt­te sin vil­je igen­nem. Hun aflæg­ger sine kloster­løf­ter for biskop­pen som helt ung og grund­læg­ger det før­ste irske non­ne­klo­ster i 490 (sene­re omdan­net til dob­belt­klo­ster for både non­ner og mun­ke) på et lil­le styk­ke land, der iføl­ge leg­en­den blev hen­de givet af kon­gen af Lein­ster. Ste­det blev kaldt Cell-Dara, Egens Kir­ke, nuti­dens Kil­da­re, hvor der i dag lig­ger en kir­ke, oprin­de­ligt fra 1200-tal­let: St Brigid’s Cat­hed­ral, og et rundtårn fra 1100-tal­let til hen­des min­de og ære.

Bri­gid bar en klæd­ning, der viste hun var viet til Kristus, måske i stil med den, vi ser på iko­nen *. Hun leve­de et liv i bøn og fat­tig­dom i fæl­les­skab med lige­sin­de­de kvin­der, men nok ikke over­ve­jen­de kon­tem­p­la­tivt ori­en­te­ret og langt fra luk­ket ude fra ver­den. Vi må sna­re­re fore­stil­le os hen­de ofte på far­ten i sin ”strids­vogn” i Her­rens tje­ne­ste afsted til syge og liden­de, dem der mest behø­ve­de hen­des hjælp, eller i sam­ta­le med for­bi­pas­se­ren­de, mens hun røg­te­de køer­ne. Det lil­le sam­fund blev vel­kendt for sin gæst­fri­hed, sine gav­mil­de almis­ser samt Bri­gids miraku­lø­se hel­bre­del­ser af syge og omven­del­se af syndere.

Der er ingen tvivl om, at hun og de andre non­ner spil­le­de en meget betyd­nings­fuld rol­le for krist­nin­gen af Irland: For en kvin­de ”kan træn­ge ind på områ­der, hvor mænd ikke kan kom­me”. Det siges fx, at en hedensk høv­ding, der næg­te­de at lade sig døbe af hl. Patri­ck, lod sig omven­de til kri­sten­dom­men under ind­fly­del­se af Brigid.

Bri­gid-kul­tens stær­ke vækst og vidt­strak­te udbre­del­se tyder på, at der er tale om en ægte over­na­tur­lig vir­ke­lig­hed bag den.

Hen­des discip­le drog ud og grund­lag­de klo­stre i hele Irland, og i løbet af mid­delal­de­ren blev hun kendt som den gæli­ske Maria. Hen­des ry nåe­de langt ud over Irland til hele Euro­pa i syd såvel som i nord. Hun figu­re­rer på Lis­b­jerg altret, et af de dan­ske ”gyld­ne altre”* fra ca.1140, som i dag kan ses på Natio­nal­mu­se­et i Køben­havn. Hun hører til Irlands natio­nal­hel­ge­ner og lig­ger begra­vet sam­men med hl. Patri­ck i Down­pa­tri­ck. Leg­en­den frem­hæ­ver hen­de som beskyt­ter af fat­ti­ge, krøblin­ge og børn. Der fin­des et relik­vieskrin med hen­des sko på Natio­nal­mu­se­et i Dub­lin, og der er sta­dig tra­di­tion for at flet­te siv­kors afte­nen før hen­des nav­nedag den 1. febru­ar og få det vel­sig­net ved litur­gi­en den føl­gen­de dag for der­ef­ter at anbrin­ge det i huset eller kostal­den for at sik­re tryg­hed og godt liv hele året.

I tidens løb er der dig­tet man­ge bøn­ner og hym­ner i hen­des navn og til hen­des ære, fx føl­gen­de fra 600-tal­let: ”Bri­gid, du, for evigt gyl­dentskin­nen­de flam­me, led os til Evig­he­dens Rige, til den blæn­den­de, strå­len­de sol.” Man­ge også nye­re for­fat­te­re har, på bag­grund af det omfat­ten­de legen­de­stof, for­talt om hen­des liv.

Hel­li­ge Bri­gid bed til Gud for os!

Kil­de: The Irish Saints :  Short bio­grap­hies of the prin­ci­pal Irish saints from the time of St. Patri­ck to that of St. Lau­ren­ce O’Toole (by Dap­h­ne D.C. Pochin Mould, B.Sc., Ph.D.; Dub­lin Clon­mo­re and Rey­nolds LTD. Lon­don, Burnsand Oates LTD., 1964)

* Ikon af Bri­git­te Gami­chon, Frank­rig, fra 1995.