Den hellige Silouan - en nutidig helgen

I vor tid æres sta­rets Silou­an, og man beder om hans for­bøn i hele ver­den. I Vesten læses hans værk lige så meget, om ikke mere, af kato­lik­ker, pro­te­stan­ter og ang­li­ka­ne­re som af orto­dok­se. Den­ne uni­ver­sel­le side af sta­rets Silou­an er ikke blot ble­vet bekræf­tet, men på en vis måde også vil­let og frem­met af patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel, som hel­lig­kå­re­de ham den 26. novem­ber 1987.

StSilMon_480
StSilMon_480

Hvor­dan skal vi for­kla­re den ”ære”, der i Vesten vises den­ne bon­de, som er født i lands­by­en Chovsk dybt inde i Rusland i året 1866, og som blev munk på Athos i 1892? Hvor­for opfat­tes han […] som ”en hel­lig, der er for­bløf­fen­de moder­ne”, ”en mysti­ker, der til­hø­rer den evi­ge, uni­ver­sel­le Kir­ke”? Hvad er det ved ham, der berø­rer men­ne­sker så dybt og gør ham til én af vor tids sto­re, en vej­le­der i vor søgen efter Gud, en ledsa­ger i tro­ens opda­gel­ser, en støt­te i lidel­se og angst, en ven i fortviv­lel­sen? Og hvor­for er han møde­sted for fæl­les­skab mel­lem krist­ne af for­skel­li­ge konfessioner?

Uden at sva­re udtøm­men­de, kan vi frem­hæ­ve en ræk­ke ele­men­ter: Hans per­sons men­ne­ske­li­ge nær­hed; dyb­den i hans gud­ser­fa­ring, som er base­ret på ydmyg­hed og på, at han har rejst igen­nem det indre hel­ve­de; auten­ti­ci­te­ten og enkel­he­den i hans vid­nes­byrd; hans kær­lig­heds karak­ter af at være alt­om­fat­ten­de og hans bøn for alle jor­dens skab­nin­ger og fol­keslag (også fjen­der­ne); og ende­lig det kos­mi­ske omfang af hans med­fø­lel­se, som omfat­ter hele skabelsen.

Den men­ne­ske­li­ge nær­hed
Som barn i en typisk, rus­sisk fami­lie på lan­det i det 19. århund­re­de – en from og tal­rig fami­lie – leve­de sta­rets Silou­an et liv, som var helt nor­malt for en ung bon­de den­gang. Efter en yderst rudi­men­tær sko­le­gang (to vintres under­vis­ning) kom han i lære som sned­ker og gjor­de der­ef­ter mili­tærtje­ne­ste. Han var en glad og fysisk stærk ung mand med et blidt og fred­som­me­ligt tem­pe­ra­ment; hvil­ket imid­ler­tid ikke hin­dre­de ham i at kom­me i slags­mål af og til; eller i at gå med piger og spil­le har­moni­ka. Han var en sådan natur­kraft, at man siger, han kun­ne drik­ke tre liter vod­ka uden at gå under bor­det og sæt­te en ome­let af halv­treds æg til livs en påskedag.

På Athos blev der til­stå­et ham helt usæd­van­li­ge nåde­ga­ver, frem for alt dét, at han sku­e­de Kristus. Men han påtog sig også tro­fast den tun­ge opga­ve som for­val­ter, og han var opmærk­som på, hvor for­skel­li­ge de arbej­de­re var, som var under hans opsyn. Han kend­te til deres lidel­ser og pro­ble­mer af enhver art.

Sta­rets Silou­an er, kort sagt,  tæt på os på grund af sit enk­le liv, som  var for­ank­ret i vir­ke­lig­he­den og i det kon­kre­te. Og han er det så meget mere, som fader Sop­hro­nij, hans bio­graf m.m., frem­stil­ler ham med megen ædru­e­lig­hed, på en måde og i en stil, som aldrig for­fal­der til den for­kær­lig­hed for det fan­ta­sti­ske og det miraku­lø­se, man kan fin­de i byzan­tin­ske helgenbiografier.

silouan
silou­an

En dyb erfa­ring af Gud
Sta­rets Silou­an opnå­e­de en usæd­van­ligt dybt­gå­en­de erfa­ring af Gud, hvil­ket mod slut­nin­gen af hans liv gav ham en frem­træ­den­de sta­tur. Hvis hans ydre liv var helt og alde­les ordi­nært, så var hans indre liv det helt mod­sat­te. Det var fra begyn­del­sen præ­get af den dyna­mik, som iføl­ge ham selv er ker­nen i ånde­lig vækst og bevæ­gel­se. En grund­læg­gen­de dyna­mik, hvis frem­stil­ling i detal­jer har vist sig som en stor hjælp for man­ge, som søger Gud.

Det dre­jer sig om en bevæ­gel­se i tre tem­pi, hvori­gen­nem men­ne­sket bevæ­ger sig fra at være et ”indi­vid”, cen­tre­ret om sig selv, til at være en ”per­son” i fæl­les­ska­bet, og som i sti­gen­de grad vir­ke­lig­gør Guds bil­le­de i sig ved at til­eg­ne sig Helligånden.

Det før­ste sta­di­um er den omkost­nings­frie mod­ta­gel­se af nåden, som får men­ne­sket til at ”opda­ge en helt anden bolig inden i sig selv”. Det­te giver glæ­de, mål­ret­tet­hed og ånde­lig vir­ke­lyst. Andet sta­di­um er tabet af nåden. Det­te er ken­de­teg­net ved en følel­se af at være for­ladt af Gud, hjer­tet er tørt og luk­ket, sjæ­len er uro­lig og for­mør­ket og et let byt­te for liden­ska­ber, man er kørt fast i hver­da­gen og fri­stes til fortviv­lel­se. Det tred­je sta­di­um er gen­er­hver­vel­sen af nåden gen­nem arbej­de på indre for­vand­ling, ved aske­se og ved afslø­ring af de liden­ska­ber, der står i vej­en for det gud­dom­me­li­ge Lys. Det­te fin­der sted med alle de mid­ler, Den hel­li­ge Skrift og Kir­kens Tra­di­tion til­by­der: gen­nem anger, sta­dig omven­del­se, bøn og faste og over­hol­del­se af Kri­sti bud. Og især fin­der det hos Hl. Silou­an sted (det­te er ker­nen i hans lære) ved at til­eg­ne sig ydmyg­hed; ”aske­tisk” ydmyg­hed via vor egen, fort­sat­te ind­sats; ”Kristus-lig­nen­de” ydmyg­hed ved Hel­li­gån­dens gave og vor per­son­li­ge til­eg­nel­se af denne.

”Dén, der ken­der Hel­li­gån­den, og har lært ydmyg­hed af Ham, han er ble­vet sin Her­re lig, Jesus Kristus, Guds Søn”, skri­ver Hl. Silou­an. Og han fort­sæt­ter: ”Hvis blot ver­den for­stod, hvil­ken kraft, der er i Kri­sti ord: ’Lær af mig, for jeg er sagt­mo­dig og ydmyg af hjer­tet’, så vil­le hele ver­den og hele uni­ver­set opgi­ve al anden kund­skab for at søge den­ne ene, gud­dom­me­li­ge indsigt.”

Den­ne ånde­li­ge dyna­mik, som vi gen­fin­der mar­kant i Ånde­li­ge Homi­li­er, som til­skri­ves Hl. Maka­rios af Ægyp­ten, er net­op den vir­ke­lig­hed, Hl. Silou­an lever i med en inten­si­tet, som mod­sva­res af de nåde­ga­ver, Gud overø­ser ham med. Hans udvik­ling er såle­des mar­ke­ret af en ræk­ke begi­ven­he­der, som er sta­di­er på hans vej: Hans før­ste omven­del­se som 19-årig; erfa­rin­gen af syn­den (han ”ken­der” en pige uden at være gift med hen­de, og han er tæt på at slå en ung mand fra lands­by­en ihjel under et slags­mål) ; afrej­sen mod Athos, hvor han mod­ta­ger den nåde at se Kristus kom­me til syne i en sand oplys­ning; åre­ne med indre mør­ke, hvor han kæm­per imod stolt­he­den og dæmo­ner­ne, som angri­ber ham. Her giver Kristus ham de kend­te ord, som gør det muligt for ham at van­dre ad ydmyg­he­dens vej, de ord, som er ble­vet en kil­de til oplys­ning og trøst for utal­li­ge men­ne­sker: ”Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de; og fortvivl ikke!” Bevæb­net med det­te ”tera­pe­u­ti­ske værk­tøj”, som også er et ånde­ligt sværd, kla­trer Hl. Silou­an gen­nem en peri­o­de på fem­ten år trin for trin op ad him­melsti­gen, for så de sid­ste fem­ten år af sit liv at leve i ”høje sfæ­rer af hel­lig utilgængelighed”.

Et enkelt og auten­tisk vid­nes­byrd
Hl. Silou­ans ind­fly­del­se har at gøre med, at der hos ham er over­ens­stem­mel­se mel­lem ord og ger­ning. Det­te vak­te opsigt, alle­re­de på Athos. Til folk, som undre­de sig over at se, hvor­dan ”lær­de” pil­grim­me ile­de afsted for at møde Silou­an (”for han læser jo ikke bøger”), sva­re­de fader Met­ho­dios: ”Han læser intet men gør alt; mens andre læser meget, men intet gør.”Som biskop Kal­li­stos (Ware) har under­stre­get, var han meget langt fra at for­sø­ge på at være ”ori­gi­nal” ved at udtæn­ke en ny og sær­lig teo­lo­gisk vision; ”han for­søg­te slet og ret at være et tro vid­ne om den leven­de bøn­stra­di­tion, som for­me­de ham gen­nem de seks og fyr­re år, han opholdt sig på Athos.”

Sta­rets Silou­an er såle­des et sand­fær­digt vid­ne, for så vidt som han brin­ger os i for­bin­del­se med Kristus, ikke ved hjælp af en dok­trin eller teo­lo­gi­ske syste­mer og udred­nin­ger, men via en direk­te erfa­ring, dybest i hans væsen, af Gud og ved per­son­ligt at gen­nem­le­ve Kir­kens og Tra­di­tio­nens lære. I lig­hed med de hel­li­ge – sådan som han for­stod dem, men uden at reg­ne sig selv iblandt dem – taler Silou­an kun om dét, han har set og ken­der til i Hel­li­gån­den, om dét, han har gjort til vir­ke­lig­hed i sit eget liv og gen­nem­le­vet i hele sin væren, i krop, sjæl og ånd.

Bed­re end­nu: Sta­rets Silou­an taler om sin ånde­li­ge erfa­ring og sit for­hold til Gud med enk­le ord, uden hver­ken den jar­gon eller det teo­lo­gi­ske fil­ter, der er hos Kir­ke­fædre­ne, som dog alli­ge­vel er nær­væ­ren­de. Ord med en helt evan­ge­lisk frisk­hed, som stam­mer fra at have hørt Guds Ord i tro, at have ”tyg­get drøv” på Evan­ge­li­et, sær­lig Johan­nes’ Evan­ge­li­um, og fra uop­hør­lig læs­ning af Sal­mer­ne. Med for­bav­sen­de fri­hed erklæ­rer Hl. Silou­an: ”Hel­li­gån­den bevæ­ger sig fra Skrif­ten over i sjæ­len.” Og han påkal­der en inder­lig­gø­rel­se af og en kos­misk for­nem­mel­se for nad­ver­li­tur­gi­en, når han, hin­si­des enhver ritu­a­lis­me, til­fø­jer: ”I kir­ker­ne fejrer vi litur­gi, og Hel­li­gån­den er til ste­de. Men sjæ­len er den bed­ste Kir­ke for Gud; for det men­ne­ske, der beder i sin sjæl, bli­ver hele ver­den til Kirke.”

En kær­lig­hed, som er uni­ver­sel
Mod slut­nin­gen af sit liv var Hl. Silou­an ble­vet i den grad ”kri­sti­fi­ce­ret” ved Hel­li­gån­den, at han i sit hjer­te bar dét, som Jesus Kristus sam­men­fat­te­de og antog i Sin per­son: Den fuld­kom­men­gjor­te Adam. Her er det slå­en­de at se, hvil­ken bevidst­hed, den ube­læ­ste Silou­an, der ikke brød sig om avi­ser, og som var rejst direk­te fra det land­li­ge Rusland til Athos, at se hvil­ken bevidst­hed han hav­de om men­ne­skers og fol­keslags lidel­ser overalt på jor­den. Den vision af Kristus, han modt­og under en afteng­ud­stje­ne­ste, var ble­vet opta­get i ham og inder­lig­gjort gen­nem års aske­tisk kamp, keno­se, og ophol­den sig under ”dob­belt ild”: fra nåden og fra det indre hel­ve­de. Alt det­te hav­de ført ham til kær­lig­he­dens fyl­de og fuldkommenhed.

Stil­let over for de fris­tel­ser og de for­søg på at flyg­te fra den vir­ke­li­ge ver­den, som fore­kom­mer i alle reli­gi­øse tra­di­tio­ner, er sta­rets Silou­ans besked klar: Det men­ne­ske, som skæn­kes den nåde at gen­nem­le­ve en omfat­ten­de, mystisk erfa­ring, må ikke luk­ke sig inde i sin ekst­a­se. Han kan glem­me ver­den for en tid for bed­re at kun­ne give sig hen til betragt­nin­gen af Gud, men han må ikke syn­ke helt hen i den. Han må kom­me til sig selv, han må tæn­ke på men­ne­sker og på ska­bel­sen: ”Dén, som har erfa­ret Gud ved Hel­li­gån­den, han beder og fæl­der tårer for hele ver­den”; og ”at bede for men­ne­ske­ne er det sam­me som at udg­y­de sit blod.”

Sta­rets Silou­an er dyk­ket helt ned i myste­ri­et, som er livet i Kristus, og han har med­fø­lel­se med alt og alle; med men­ne­sker, der ikke ken­der Gud, og som lider og er berø­vet nåden på grund af deres stolt­hed; og med fol­keslag, der støn­ner under smer­te, hunger­s­nød og kri­ge. ”Hans erfa­ring af Hel­li­gån­den for­bød ham at luk­ke Kir­ken om sig selv, for hele ver­den og alle men­ne­sker er i Kir­ken”, erklæ­rer Oli­viér Clé­ment. ”For Silou­an er alle men­ne­sker Guds børn og bære­re af Helligånden.”

Hl. Silou­an gen­ta­ger side efter side: Den sjæl, som er gjort leven­de ved Hel­li­gån­den, sør­ger, når den ser næsten lide. Den ønsker for næsten og for hele ver­den den sam­me nåde, som den selv har mod­ta­get. Den vil, at alle men­ne­sker skal ken­de sam­me salig­hed, at de skal omven­de sig og se Guds her­lig­hed, at de skal opda­ge Hans barm­hjer­tig­hed og Hans frel­se, så at alt ondt kan bli­ve jaget bort fra den­ne jord og fre­den her­ske. Kær­lig­he­den, den san­de kær­lig­hed, tåler ikke, at én ene­ste sjæl går fortabt: ”Vor næste er vort eget liv. Her­lig­gjor­te bli­ver de, som har båret hele ver­dens lidel­ser, for­di de var ful­de af Kri­sti kær­lig­hed.” Der­for den bræn­den­de bøn, som gen­gi­ves på iko­ner af Hl. Silou­an: ”Nådi­ge Her­re, hør min bøn; giv, at alle jor­dens fol­keslag må ken­de Dig ved Helligånden.”

At elske sine fjen­der
Kær­lig­hed til andre men­ne­sker, også til sine fjen­der (Matt. 5:44). For, sådan siger sta­rets Silou­an, det er let at elske en hel­gen, men hvad med en stor syn­der, én, der for­nær­mer og forag­ter os, én, der gør os ondt og for­føl­ger Kir­ken? At være kri­sten bety­der at føl­ge Kristus, som døde på kor­set for at frel­se Sine fjen­der (Luk. 9: 45–56), som Han til­gav. At elske sine fjen­der vil sige at have med­fø­lel­se med dem, at være klar over, at de lider vold­somt på grund af deres liden­ska­ber, og der­for at bede for dem.

Iføl­ge Evan­ge­li­et er kær­lig­hed til fjen­der­ne det høje­ste i livet; og for Hl. Silou­an er det­te det ende­li­ge kri­te­ri­um for ”den ret­te tro”, det ubarm­hjer­ti­ge baro­me­ter for, hvor rent vort ånde­li­ge liv er, og det uom­gæn­ge­li­ge mål for, hvil­ken grad af fæl­les­skab, vi har med Gud, og for, i hvil­ket omfang nåden er til ste­de i os. Med andre ord: Kær­lig­hed til vore fjen­der er det vid­nes­byrd om Kir­kens sand­hed, der går for­ud for og er hin­si­des alle ritu­a­ler, teo­lo­gi­ske tan­ke­sy­ste­mer og mysti­ske erfa­rin­ger. På det­te punkt er sta­rets Silou­an kate­go­risk: Dén, der for­mår at elske sine fjen­der, ken­der Her­ren, Jesus Kristus, i ånd og sand­hed. Dén der­i­mod, som ikke for­mår det­te, er fort­sat i døde­ns vold; Guds nåde og kær­lig­hed er ikke i fuldt mål i ham, og han ken­der end­nu ikke Gud, sådan som Han er. Ander­le­des udtrykt: Et sådant men­ne­ske er, med f. Sop­hro­ni­js ord, end­nu ikke fuld­kom­men ”orto­doks” i det­te ords dybe­ste betyd­ning. Og sta­ret­sen til­fø­jer: ”Den sjæl, der ikke har kær­lig­hed til sine fjen­der, får aldrig fred. Den piner sig selv og for­år­sa­ger lidel­se for andre.”

Her berø­rer vi det dybe ind­hold i Kri­sti andet bud: ”Du skal elske din næste som dig selv”, sådan som sta­rets Silou­an for­står og mod­ta­ger det­te. Orde­ne ”som dig selv” peger ikke så meget på den grad, i hvil­ken vi skal elske næsten; de peger på men­ne­ske­he­dens onto­lo­gi­ske, væsens­mæs­si­ge, énhed, som er ble­vet split­tet ved syn­de­fal­det, men gene­tab­le­ret af Kristus. At elske sin næste som sig selv er da at elske ham eller hen­de som væren­de ens eget liv. Fader Sop­hro­nij skri­ver om det­te i sin lære­mesters ånd: ”Det vil sige, at hele men­ne­ske­he­den vir­ke­lig lever, som var de ét ene­ste liv og én ene­ste natur i en mæng­de per­so­ner. Hvis hver enkelt men­ne­ske­lig per­son, som er skabt i Tre­e­nig­he­dens bil­le­de, når frem til i sin egen eksi­stens at ind­lem­me og ind­be­fat­te den men­ne­ske­li­ge væren i sin hel­hed, på sam­me måde som hver per­son i Tre­e­nig­he­den er bære­re af hele den gud­dom­me­li­ge værens fyl­de, så vil vi ikke læn­ge­re kun­ne betrag­te alt det onde, som fin­der sted i ver­den, som om det var noget uden for os selv. Det vil da bli­ve til vor egen ondskab.

Sta­rets Silou­an min­der os hele tiden om føl­gen­de: Ingen frel­ses ale­ne! Min frel­se angår ikke blot mig selv, den er ikke mit lil­le, indi­vi­du­el­le anlig­gen­de. Frel­sen er en onto­lo­gisk begi­ven­hed, som angår hele men­ne­ske­he­den, den hele Adam. Og ikke blot dét; frel­sen angår også skab­nin­gen i dens hel­hed, den angår alt, hvad Gud har skabt. Silou­an føl­ger i Hl. Isak Syre­rens fod­spor, når han omta­ler, hvor­dan han over­væl­des af bedrø­vel­se, efter at han helt unød­ven­digt har revet et blad af et træ; eller de tårer, der strøm­mer fra ham i tre dage, for­di han har slå­et en flue, der irri­te­re­de ham, ihjel eller hældt kogen­de vand over nog­le fla­ger­mus for at slip­pe af med dem. Han skri­ver: ”Siden den dag har jeg ikke gjort nogen skab­ning ondt. Guds Hel­li­gånd lærer os at elske alt leven­de.” Det­te sid­ste får nog­le til i sta­rets Silou­an (lige­som i Frans af Asis­si) at se en ”øko­lo­gisk helgen”.

En aktu­el og nuti­dig hel­gen
Der er nog­le, der mener, at Gud har givet Vesten sta­rets Silou­an som hel­gen og fører på frel­sens vej, på sam­me måde som Han har givet Rusland Hl. Ser­a­fim af Sarov og Græken­land Hl. Nekta­rios af Ægi­na. Bort­set fra, at den er for­sim­plet og ske­ma­tisk, har den­ne påstand noget sandt ved sig. Hl. Silou­an er, via sin alt­om­fat­ten­de kær­lig­hed, som ikke ude­luk­ker noget eller nogen, via sin bøn for hele ver­dens frel­se, via dyb­den i sin euka­ri­sti­ske vision, som omfat­ter hele skab­nin­gen, via sit kend­skab til men­ne­ske­hjer­tets afgrun­de og til den indre vej, som fører til ”erhver­vel­sen af Hel­li­gån­den” – via alt det­te har sta­rets Silou­an haft betyd­ning for utal­li­ge men­ne­sker, som tak­ket være hans skrif­ter og hans bøn har gen­fun­det Gud og Kristus, uddy­bet deres tro, ændret deres liv og, for nog­les ved­kom­men­de, mod­ta­get kald til kloster­li­vet. Men det er ikke alt. Silou­an er, som det er ble­vet udtrykt, også ble­vet til ”ét af de pej­le­mær­ker, som står på det muli­ges grund, alt imens det udrå­ber og for­be­re­der mor­gen­da­gens åndelighed.”

Iføl­ge fader Porp­hy­rij, for­stan­der for Kovilj-klo­stret i Ser­bi­en, er ”Silou­ans vid­nes­byrd så vig­tigt, for­di han, som et for­vand­let (trans­fi­gu­re­ret) men­ne­ske, med­vir­ker til hele sam­fun­dets og hele uni­ver­sets for­vand­ling. Han er et sandt men­ne­ske, sådan som kun de hel­li­ge kan være det, og der­for er han en kil­de tiil trøst i vores ver­den, som er mær­ket af utal­li­ge kon­flik­ter og spæn­din­ger; mel­lem fol­keslag, mel­lem køn­ne­ne og inden i hvert enkelt menneske.”

I en tid, hvor der er røre i den øku­me­ni­ske bevæ­gel­se, hvor vis­se mil­jø­er (ikke mindst orto­dok­se) ten­de­rer mod en hår­de­re kurs hvad angår det kon­fes­sio­nel­le og iden­ti­tets­ska­ben­de, hvor natio­na­lis­men og de ”stam­me-etni­ske” liden­ska­ber for­vær­res, i alt det­te fore­kom­mer sta­rets Silou­an at være en for­mid­ler, et pro­fe­tisk møde­sted, hvor alle slags split­tel­ser og had kan over­vin­des; over­vin­des inde­fra ved en hjer­tets for­vand­ling. I for­hold til for­nuf­tens kri­se og til de skuf­fel­ser, moder­ni­te­ten og dens tals­mænd fører med sig, er Hl. Silou­an, med Oli­viér Clé­ments ord, ”et frem­træ­den­de vid­ne om kri­sten­he­dens nuvæ­ren­de for­vand­ling, når Gud ful­den­der åben­ba­rin­gen af Sit navn via den fuld­kom­ne for­ned­rel­se på kor­set, og vi begri­ber, at hel­ve­de, hvor­til Kristus bestan­digt farer ned, ikke fører os til intet­hed, men til håb.”

Tek­sten er før bragt i ”Kirkebladet”nr. 88 i 2001.

Fra: SOP nr. 255. Over­sat fra fransk, let for­kor­tet og bear­bej­det af redaktionen.

Se også: