Læs om Den Ortodokse Kirkes fejring af Kristi Fødsel
Metropolit Josephs Julebudskab 2023:
Prædiken af f. Poul, Juledag, Kristi Fødsel, 25. december 2023:
Guds Søn blev menneske — Hellige Gregor Palamas:
Kristi Fødsel
I den Ortodokse Kirke fejrer vi Kristi Fødsel som Menneske. Vi glæder os af hjertet over, at den evige Gud, Han, som er født af Faderen før alle tider, lader Sig føde som et lille Barn ind i vor verden af den alhellige Gudsmoder, Jomfru Maria. Vi fryder os ved, at Gud selv tager vore menneskelige vilkår på Sig, for at vi kan få del i Hans guddommelige herlighed. Vi jubler ved julefesten over det under, at Kristus tager vor død og forgængelighed på Sig, for at vi kan få del i Hans Opstandelse og sejr over døden.
Kristi Fødsel er omdrejningspunktet for hele universet. Med Herrens komme forvandles alt og alle. Som det hedder i en tilbagevendende hymne fra julefejringen:
En jomfru føder i dag den Allerhøjeste
Og jorden byder en grotte til den Utilgængelige
Engle og hyrder lovpriser sammen
En stjerne ledte vismænd på færden
Os er nemlig født et lille Barn
Gud fra evighed.
Ortodokse kristne fejrer jul den 24. og 25. december (nogle ortodokse kirker benytter såkaldt ”gammel”, juliansk kalender med 13 dages forskydning; og for dem falder juledagene den 6. og 7. januar). Den 24., samles vi i kirken og læser/synger den særlige juleaftens gudstjeneste. Den varer mellem to og tre timer, og dens læsninger og sange vender atter og atter tilbage til Herrens underfulde Fødsel:
Din Fødsel, Kristus, vor Gud
Lod forstandens lys stråle over verden
For de, som dyrkede stjernerne
Lærte da af en stjerne at tilbede Dig, sandhedens Sol
Og at kende Dig som Solopgangen fra det høje
Herre, ære være Dig!
I Kirkens hymner finder julens glædesbud udtryk; ligesom det fremtræder klart for os i Den Ortodokse Kirkes billede, på juleikonen, der som en teologi i farver manifesterer og forklarer Herrens Fødsel som nærværende og tilgængelig for os.
Midt i billedet, i ikonens centrum, ser vi den Nyfødte, Gud, som er blevet Menneske. Svøbt i hvidt stråler Kristus frem fra mørkets og dødens grotte, Sandhedens Sol stråler midt i natten og spreder mørket. Dyrene, som står omkring Ham, er ikke blot hyggelige ”juledyr”; de advarer os tværtimod mod vor egen tungnemhed, mod at lukke af for Kristus, mod faren for ikke at genkende Ham, når Han kommer til os. Dyrene citerer profeten Esajas, som siger: En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe; men Israel kender intet, mit folk kan intet fatte. (Es 1,3)
Midt i billedet ser vi også Maria, Gudsmoder. Mærkeligt nok er hendes opmærksomhed ikke rettet mod Barnet, snarere skuer hun bekymret ud i verden. For Jomfruen aner allerede dét, som skal komme, dét, som også antydes for os på ikonen: Kristi hvide barnesvøb lader os i et glimt ane den Korsfæstedes ligklæder; og fødselsgrotten lader os ane mørket i den grav, hvor Kristus lægges til hvile for så at opstå på den tredje dag.
Bekymret og sorgfuld er Gudsmoder også over sin ægtemand Josef. Det er ham, vi kan se i nederste venstre hjørne af ikonen. Han sidder og grubler over, hvordan alt dette dog er gået til. Foran Josef står en figur, som ofte tolkes som djævelen selv. Han styrker efter bedste evne Josefs (og mange andres) tvivl: Tro ikke på det! Du og jeg, vi ved nok, hvordan en kvinde bliver frugtsommelig. Fæst ikke lid til de ammestuehistorier om jomfrufødsel. Men af glorien om Josefs hoved ser vi, at han i sidste ende lader troen sejre over tvivlen.
I nederste højre hjørne ser vi nogle kvinder, som er i færd med at vaske, pleje og ordne den Nyfødte. For Kristus, Sandhedens Sol og Guds Søn, Han, som er sand Gud af sand Gud, Han har påtaget Sig vor menneskelighed, Han er blevet sandt Menneske, med alt hvad det indebærer af behov for pleje og omsorg, af sult og tørst. Gud selv har fuldt og helt taget det lille barns hjælpeløshed på Sig.
I ikonens øvre del ser vi englene og hyrderne, som sammen lovpriser Gud: Himmel og jord jubler som med én stemme over det ubegribelige mysterie: Ordet ved Hvem alt er blevet til, Han, som er menneskenes Lys, er selv blevet Menneske. Himmel og jord fryder sig sammen over Guds Søn, som bliver Menneskesøn for vor frelses skyld.
Og vi ser vismændene fra Østerland, disse astrologer, datidens videnskabelige autoriteter, ile frem imod den Nyfødte for at tilbede Ham. For Guds visdom véd at gøre brug af al menneskelig indsigt og af alt det skabte, så at det peger hen på Gud selv. Det er vismændene, om hvem vi derfor i hymnen synger: De, som dyrkede stjernerne, lærte da af en stjerne at tilbede Dig, Sandhedens Sol!
Tre grupper er da samlet i tilbedelse: Englene, som repræsenterer den himmelske verden, hyrderne, som henviser til den jødiske del af Kirken, og vismændene, der symboliserer de hedninge, som ved Herren fødsel kommer til tro på Kristus og bliver del af Hans Kirke, hvori Himmel og jord forenes i lovsang. Alle ledes de til Kristus af den himmelske stjerne, som springer ud øverst i billedet fra den halvcirkel, som symboliserer Guds Rige; og stjernen stråler ned i den mørke grotte, hvor Kristus fødes.
Alle i Guds Kirke tager til alle tider imod Ham, som kommer. Vi følger, lige som de vise mænd, Guds ledestjerne, for at den må føre os til Sandhedens Sol og til det evige liv. Ligesom jorden byder en grotte til den Utilgængelige, som vi synger i hymnen, sådan byder også vi vore hjerters grotte og åbner den for Guds Søn. Og når vi således tager imod Ham, spreder han selv det mørke, som er i vore hjerter, for han er livets Lys.
Kirkens gudstjenester, dens hymner og bønner samt de hellige ikoner, alt dette i forening gør Herrens fødsel nærværende for de troende. Men det kræver forberedelse og vågen opmærksomhed at åbne hjerterne for Kristi komme. Derfor er der i Den Ortodokse Kirke en 40 dages fasteperiode som optakt til julefejringen. Fasten indledes den 15. november og brydes juledag, den 25. december, efter liturgien. Julefasten er mindre streng end påskefasten; men begge udspringer de af Kirkens erfaring gennem to tusinde år, at vil vi begribe højtidens væsen og høre dens bud, må vi gøre os rede og ikke lade alting drukne og overdøve af uafbrudt larm og evig jagt på verdslige nydelser og oplevelser.
Nogle undrer sig måske over de ortodokses faste, ikke mindst her i tiden op til jul, som ellers er de store og mange julefrokosters tid. Omvendt undrer ortodokse kristne sig over, at så mange mennesker igen og igen fejrer fødselsdagsfesten endnu inden festens Midtpunkt, vor Herre Jesus Kristus, selv er kommet til stede. Ja, nogle tager i den grad forskud på højtiden, at de er overmætte af både mad og indtryk og knap nok orker mere, når juledag endelig oprinder.
Juledag fuldender vi fejringen af højtiden for Herrens Fødsel i kødet. Det gør vi med Basilios den Stores Liturgi, som er den ortodokse nadvergudstjeneste; og efter at have modtaget Herrens Legeme og Blod bryder vi fasten og spiser julemiddag. Der er forskellige skikke i forskellige lande. Danske ortodokse har danske juletraditioner og kan gerne bryde fasten med and, flæskesteg, rødkål og risalamande.