Prædiken ved Pinse

Kirkerummet - Pinsesøndag 2017

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Ærvær­di­ge fædre, kære brød­re og søstre i Kristus

Jeg vil udg­y­de min Ånd over alle men­ne­sker. Jeres søn­ner og døtre skal pro­fe­te­re, jeres gam­le skal have drøm­me, jeres unge skal se syner. Selv over jeres træl­le og trælkvin­der vil Jeg udg­y­de Min Ånd i de dage.

Sådan hør­te vi i går ved våge­nat­stje­ne­sten læs­nin­gen fra Joels Bog. Og sådan læser man hos fle­re af de gam­le pro­fe­ter. Vi læser om hvor­dan Gud skal udg­y­de Sin Ånd over men­ne­ske­ne som strøm­me af vand, der væl­der fra temp­let ud over den tør­re jord, som vand der i hver enkelt bli­ver til et kil­de­væld i sig selv, som vel­sig­nel­sen der tager sin bolig i de tro­en­de og gør pro­fe­ter og præ­ster af hele fol­ket. Lige fra Mose­loven til pro­fe­ter­ne fin­der vi den­ne tale om udg­y­del­sen af den Hel­li­ge Ånd.

Men hvad bety­der det da, den­ne Pin­se, den­ne Hel­li­gån­dens kom­me? Den kan fore­kom­me fjer­nt, som et æte­risk kon­cept, en teo­lo­gisk tan­ke eller en bibelsk bil­led­ta­le. Vi har net­op fejret Påsken og Him­mel­far­ten og umid­del­bart har vi ikke nogen pro­ble­mer med at oprid­se dis­se fester og deres vig­tig­hed i frel­ses­ger­nin­gen. De er jo ander­le­des kor­por­li­ge i deres natur. Men det bli­ver lidt svæ­re­re med Pin­sen. Kir­kens fød­sels­dag har nogen kaldt den. Og det er da også sandt, at man kan tale om Kir­kens grund­læg­gel­se på den­ne dag, men hvor­dan og hvorfor?

Som med så meget andet for­står man først Pin­sens betyd­ning for Kir­ken, når man ser hvad den betød for det gam­le Isra­el. For lige­som Påsken, så kan også Pin­sen spo­res til­ba­ge til gam­le ager­brugs­fe­ster. Påsken som en slags for­års­fest hvor arbej­det i mar­ken kun­ne begyn­de og Pin­sen som en høst­fest, der ful­den­der det arbej­de, en fest som mar­ke­re­de førs­te­grø­den, årets tid­lig­ste høst. Såle­des blev det i Guds for­syn, at Påsken, som tid­li­ge­re var en fejring af over­gan­gen fra vin­ter til for­år, blev en fejring af over­gan­gen fra Egyp­ten til det forjæt­te­de land. Og Pin­sen blev trans­fi­gu­re­ret fra at være en fejring af mod­ta­gel­sen af Guds gaver i form af høsten, til at være fejrin­gen af over­dra­gel­sen af Loven til Moses på bjer­get. Og ende­lig, med Kristus blev det sådan, at over­gan­gen til det hel­li­ge land blev ful­dendt i Kri­sti over­gang fra døden til livet ved Påsken og over­dra­gel­sen af loven blev ful­dendt i det, at Gud ved Pin­sen giver os Ånden, den lov der bor i men­ne­skets hjerte.

Pen­te­ko­ste er græsk og bety­der halv­treds. Det­te tal er ikke uden betyd­ning. For det før­ste gik der iføl­ge tra­di­tio­nen halv­treds dage fra udgan­gen af Egyp­ten til Moses modt­og loven. Vi som orto­dok­se krist­ne er godt bekendt med den litur­gi­ske uge. Vi ved at lør­dag er Sab­bat­ten, den syven­de dag, hvor Gud hvi­le­de efter Sit ska­ber­værk var ful­dendt. Og på den­ne sam­me Sab­bat var det, at Kristus hvi­le­de efter at have ful­dendt Sin lidel­se. Men vi ved også, at dagen i dag er otten­de­da­gen, både den før­ste dag i ugen, i den nye begyn­del­se og sam­ti­dig den dag som står uden­for ska­bel­sens syv dage, den før­ste dag i evig­he­den. Men den­ne sym­bo­lik er kraf­tig for­stær­ket med Pin­sen, for her er der tale om syv gan­ge syv dage, syv alt­så som pegen­de på ska­bel­sen, på kos­mos. Syv gan­ge syv giver som bekendt 49. Og her­til læg­ges så den sid­ste, den halv­treds­indsty­ven­de dag, den sid­ste og den før­ste dag, den dag som er abso­lut hin­si­des alt det skab­te, en dag ene og ale­ne for Gud og Hans Kirke.

Og der er san­de­lig tale om en ful­den­den­de begi­ven­hed, når Kristus sen­der Ånden. For der­ef­ter er der ikke mere i Guds frel­ses­ger­ning. Alt hvad Han kun­ne gøre for os er gjort. Her­fra slut­ter al histo­rie som har nogen essen­ti­el betyd­ning for de krist­ne og det næste der skal ske, det ene­ste vi ven­ter, er Kri­sti Gen­komst og Dom­men. Det for­kla­rer også, hvor­for pro­fe­ti­er­ne om Åndens udg­y­del­se næsten altid lig­ger side om side med pro­fe­ti­er om ver­dens ende. Med Åndens kom­me er Kir­ken grund­lagt, men ikke så meget det insti­tu­tio­nel­le aspekt, som at Guds rige er kom­met ind i den­ne ver­den, at vi ser kimen til Guds rige vok­se iblandt os ved Åndens liv­gi­ven­de gaver.

Så vi fejrer alt­så Tals­man­dens kom­me, Guds rige kom­met til­ste­de i blandt os, Kir­kens fød­sel. Men af og til synes jeg der mang­ler et aspekt i fejrin­gen: Vi mang­ler loven. I dag er også dagen hvor loven blev givet. For nyligt hav­de jeg den dis­kus­sion med en bro­der, som man også tit har med sig selv: er al den­ne lov ikke afskaf­fet, har Kristus ikke gjort op med den? Og jeg sva­re­de, og vil fort­sæt­te med at sva­re, både ham og mig selv: Nej, den er ikke afskaf­fet. Tvær­ti­mod. Vi skal opfyl­de loven, vi skal bede, faste, ofre, give almis­ser og så vide­re og til­med skal vi gøre det med sam­me iver som Kristus gjor­de, ful­de af Ånd og kær­lig­hed. Vores ret­fær­dig­hed skal over­sti­ge fari­sæ­er­nes, og vores lovly­dig­hed de skrift­klo­ges. Og det kan vi for­di vi har en Trø­ster, en For­ta­ler, en Hel­li­gånd til hjælp. Ser I brød­re og søstre, vi føl­ger ikke loven for at mild­ne en vred og tyran­nisk gud, vi føl­ger loven som Han har givet os for­di vi lever i evig tak­nem­me­lig­hed over at Han har udvalgt os, givet Sin Søn for os og udg­ydt Sin Ånd over os. Vi elsker, for­di Han elske­de os først.

Og ende­lig så spør­ger vi os selv hvor­dan alt det­te, den­ne strå­len­de Pin­se, skal kom­me til udtryk i vores dag­lig­dag, i fami­li­en og menig­he­den? Skal vi styr­te omkring i såkaldt hel­lig ekst­a­se som vi kan se nogen krist­ne gøre? Eller skal vi lade os fuld­stæn­digt opslu­ge af lovens bog­stav som andre igen gør? Nej vi skal leve i tak­nem­me­lig­hed over Guds under­ger­nin­ger, som frem­me­de i den­ne ver­den og bor­ge­re i den næste. Vi skal vise ver­den, at Her­rens åg er let, og loven er en fryd. Vi skal lære af pro­fe­ten Eli­as, som fandt Gud i den stil­le bri­se og dog var opslugt af nid­kær­hed for Guds hus. Vi skal tak­ke Her­ren for den Leven­de Ånds vir­ke hver dag i vores menig­hed, hvad enten den kom­mer til udtryk ved de små børns leg på trap­pen eller ved han som i man­ge år tro­fast er kom­met til Kir­ken på Her­rens dag.

Hvis vi kan opfyl­de loven, og endog gøre det med kær­lig­hed og jubel­sang, så kan vi bli­ve kil­de­væld der fly­der over med det leven­de vand. Ser I, får vi givet den Hel­li­ge Ånd, så kan vi også give Ham til andre. I det mål som vi bærer Hel­li­gån­den, i det mål berø­rer vi også dem omkring os. I det mål som kil­den strøm­mer fra os, i det mål er vi i stand til at lade men­ne­sker drik­ke fra Her­rens kil­de. At være en sand, kri­sten pro­fet, er ikke at spå om frem­ti­den eller at true med kom­men­de straf, men der er, at vid­ne om Her­rens mæg­ti­ge ger­nin­ger, i ver­den og i os selv.

Brød­re og søstre, det er Pin­se, drik ivrigt fra tro­ens kalk, fra him­me­lens kil­de, fra det leven­de vand og gen­tag med Ånden som i det aller­sid­ste kapi­tel i hele Bibe­len siger: Kom! Den der tør­ster skal kom­me; og den der vil, skal få livets vand for intet!

Amen

af f. dia­kon Lazarus
Søn­dag den 3. juni 2012