Den Ortodokse Kirke i Danmark - https://ortodoks.dk

Det er tid for Herren at gribe ind!”

Nad­ver­g­ud­stje­ne­sten eller den jor­di­ske himmel.

Af biskop Kal­li­stos (Ware)

Nad­ve­ren er et ved­va­ren­de under”, siger én, som blev en en frem­træ­den­de præst, Hl. Johan­nes af Kron­stadt. For­må­let med vores kon­gres [orto­doks kon­gres i Bel­gi­en, okt. 2000; red.] er net­op at få åbnet øjne­ne, så vi med ny klar­hed kan begri­be dyb­den og de revo­lu­tio­ne­ren­de kon­se­kven­ser af det ved­va­ren­de under, som nad­ve­ren er. For nu at benyt­te Pla­tons ord: “Filo­so­fi­en begyn­der med evnen til at undres.” Måt­te Kristus, vor ypper­ste­præst, lade vor undren over nad­ver­li­tur­gi­ens under vok­se i dis­se eftertan­kens og glæ­dens dage.

Et ved­va­ren­de under.
Lad os begyn­de med at huske på den rig­ti­ge betyd­ning af ordet “litur­gi”. Man siger af og til, at det græ­ske ord lei­tour­gia bety­der ergon tou laou, “fol­kets vir­ke”. Det fore­kom­mer mig, at der er en tvivl­s­om ety­mo­lo­gi på spil her, men ikke desto min­dre er det en udmær­ket teo­lo­gisk måde at nær­me sig sagen på. På klas­sisk græsk er “litur­gi” en fæl­les hand­ling, noget, der udfø­res af fle­re men­ne­sker efter ind­byr­des afta­le, og som ikke lader sig gøre iso­le­ret, men net­op kun i fæl­les­skab. Når nad­ver­g­ud­stje­ne­sten der­for kal­des “Litur­gi”, vil det sige, at den altid af natur fin­der sted i fæl­les­skab. Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi [Den orto­dok­se Kir­kes beteg­nel­se for nad­ver­g­ud­stje­ne­sten, red.] har ude­luk­ken­de akti­ve del­ta­ge­re, ikke pas­si­ve tilskuere.

I og med at Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi er fæl­les­ska­bets hand­len, hvori alle del­ta­ger, er den udtryk for vores san­de væren som “men­ne­ske­li­ge per­so­ner”. Dét græ­ske ord, som mod­sva­rer “per­son”, hed­der pros­opon, og det bety­der egent­lig “ansigt” eller “ansigts­ud­tryk”. Jeg er kun en vir­ke­lig per­son, når jeg ven­der ansig­tet mod andre per­so­ner, når jeg ser dem ind i øjne­ne og lader dem møde mit blik. Med andre ord: der er kun tale om vir­ke­lig per­son­lig­hed, når mindst to per­so­ner taler sam­men. For at være mig selv har jeg behov for jer andre. Hvis dét er, hvad det vil sige at være en per­son, så udtryk­ker vi os net­op som per­so­ner i fæl­les­skab, når vi fejrer Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi. Gud­stje­ne­sten er net­op den inder­lig­ste og mest per­son­li­ge hand­ling af alt det, vi men­ne­sker fore­ta­ger os.

Vi” og “jeg” i den litur­gi­ske bøn.
Den “fæl­les-per­son­li­ge” ånd i Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi viser sig der­ved, at med meget sjæld­ne und­ta­gel­ser læses alle gud­stje­ne­stens bøn­ner i fler­tal og ikke i éntal. Pro­no­mi­net “vi” benyt­tes frem­for “jeg”. På den måde respek­te­rer Litur­gi­en ånden i Her­rens Bøn (“Fader Vor”), som Frel­se­ren har givet os som ret­tes­nor for, hvor­dan vi med ord kan hen­ven­de os til Gud. I “Fader Vor” fore­kom­mer “vi” fem gan­ge, “vor” to gan­ge, “vore” to gan­ge, men ikke én ene­ste gang optræ­der “min”, “mig” eller “mine”. []

Ved at se lidt nær­me­re på det viser det sig, at de få ste­der i litur­gi­en, hvor der fore­kom­mer “jeg” i ste­det for “vi”, ikke i egent­lig for­stand hører til gud­stje­sten. For eksem­pel reci­te­rer præ­sten en bøn lige før Den sto­re Ind­gang, mens Kerubhym­nen syn­ges, og her bru­ges fle­re gan­ge “jeg”; men den bøn er ble­vet føjet til Litur­gi­en på et tids­punkt, hvor præ­stens bøn­ner ikke læn­ge­re blev sagt højt og hør­ligt for fol­ket, men “hem­me­ligt” og med lav stem­me. Den er der­for egent­lig en del af præ­stens pri­va­te andagt, hvil­ket for­kla­rer, hvor­for han benyt­ter før­ste per­son éntal.

End­vi­de­re siger vi sta­dig “Jeg tror ”, når vi frem­si­ger Tros­be­ken­del­sen. I sin oprin­de­li­ge form, sådan som den er ved­ta­get af de Øku­me­ni­ske Kon­ci­ler [åre­ne 325 og 381, red.], ind­led­tes beken­del­sen med “Vi tror ” Efter­føl­gen­de er Tros­be­ken­del­sen så ble­vet benyt­tet til at beken­de tro­en i for­bin­del­se med dåb, på den måde, at dåbs­kan­di­da­ten for sit per­son­li­ge ved­kom­men­de gav udtryk for sin tro og der­for tal­te i éntal, “Jeg tror …” Da Tros­be­ken­del­sen så blev ind­fø­jet i Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, beva­re­de man entals­for­men. Vil­le det ikke være udmær­ket, hvis vi orto­dok­se vend­te til­ba­ge til den oprin­de­li­ge form, “Vi tror ”, sådan som man har gjort adskil­li­ge ste­der i det krist­ne Vesten?

Ende­lig reci­te­rer man, i kir­ker af sla­visk tra­di­tion, umid­del­bart før fol­kets kom­mu­ni­on den­ne bøn: “Jeg tror, Her­re, og beken­der, at Du i sand­hed er Kristus, den leven­de Guds Søn ” Men den­ne bøn, lige­som de to føl­gen­de, hører strengt taget ikke til den fæl­les gud­stje­ne­ste, men til de bøn­ner, hver enkelt tro­en­de bør læse før mod­ta­gel­se af nad­ve­ren; og der­for bru­ges pro­no­mi­net “jeg” natur­ligt her.

Euka­ri­stiens karak­ter af fællesskab.
Lad os se lidt mere detal­je­ret på Euka­ri­stiens [nav­net “Euka­ri­sti” benyt­tes ofte i orto­doks sam­men­hæng om hele nad­ver­g­ud­stje­ne­sten, red.] karak­ter af fæl­les­skab, som er sam­men­fat­tet ved bru­gen af pro­no­mi­net “vi”.

1) Helt i begyn­del­sen af den euka­ri­sti­ske tje­ne­ste, end­nu før han går ind i alter­rum­met og ifø­rer sig de litur­gi­ske klæ­der, læser den præst, der fore­står tje­ne­sten, de ind­le­den­de, for­be­re­den­de bøn­ner; der­ef­ter gør han front mod vest og bøjer sig for menig­he­den, som for deres del bøjer sig for ham. I min menig­hed i Oxford er der, mesten­dels, på det­te tids­punkt end­nu ingen til ste­de, så det er kun eng­le­ne , der bøjer sig til svar. Og lige før Den sto­re Ind­gang ven­der præ­sten sig igen mod vest og bøjer sig, stå­en­de i mid­ter­dø­re­ne, for menig­he­den, som bøjer sig for ham. Og en tred­je gang, lige før nad­ver­mod­ta­gel­sen, gen­ta­ger det sam­me sig. Hvad er menin­gen med dis­se tre gan­ge gen­tag­ne og gen­si­di­ge bøj­nin­ger? Er det blot og bart udveks­ling af høflig­hed? Nej, det er meget mere end dét. Når præ­sten bøjer sig mod menig­he­den, siger han, højt eller i sit hjer­te: “Til­giv mig”; og når menig­he­den bøjer sig mod præ­sten, siger også de, højt eller i hjer­ter­ne: “Til­giv os”; og de gen­si­di­ge svar lyder, højt eller stil­le: “Må Gud til­gi­ve dig (jer).”

Den­ne tre­fol­di­ge, gen­si­di­ge til­gi­vel­se har afgø­ren­de betyd­ning for vores for­stå­el­se af Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi. For uden gen­si­dig til­gi­vel­se kan der slet ikke være tale om en fuld gud­stje­ne­ste­fejring i ordets san­de og dybe betyd­ning. Hvis vi ikke ind­le­der den litur­gi­ske færd i til­gi­vel­sens ånd, kom­pro­mit­te­rer vi dens natur af fæl­les­skab, dens sobor­nost, alvor­ligt, for så ophø­rer gud­stje­ne­sten med at være udtryk for kær­lig­hed mel­lem men­ne­sker. Præ­sten har behov for læg­fol­kets til­gi­vel­se, og fol­ket har behov for præ­stens til­gi­vel­se. For ingen af dem kan hand­le uden den anden part. []

2) Euka­ri­stiens karak­ter af gen­si­dig­hed under­stre­ges mest åben­lyst umid­del­bart før reci­ta­tio­nen af Tros­be­ken­del­sen, når dia­ko­nen udbry­der: “Lad os elske hve­ran­dre, så vi med én stem­me kan beken­de”; og menig­he­den sva­rer: “Fade­ren og Søn­nen og Hel­lig’Ån­den, den uad­skil­le­li­ge Tre­e­nig­hed af ét og sam­me væsen!” — Uden sam­hø­rig­hed, som viser sig i gen­si­dig kær­lig­hed, kan der hver­ken bli­ve tale om nogen sand beken­del­se af tro­en på den tre­e­ni­ge Gud eller om nogen sand fejring af Den gud­dom­me­li­ge Liturgi.

3) Euka­ri­stiens ånd af fæl­les­skab strøm­mer lige­le­des fra den dia­log, der går umid­del­bart for­ud for ana­fora­en [litur­gi­ens cen­tra­le del]: “Vor Her­re, Jesu Kri­sti nåde  være med jer”; “Og med din ånd”; “Lad os opløf­te vore hjer­ter”; “Lad os tak­ke Her­ren”; “Det er vær­digt og ret!” Med Johan­nes Chryso­st­o­mos’ ord: “Når vi ind­le­der de fryg­tind­g­y­den­de myste­ri­er, beder præ­sten for fol­ket, og fol­ket beder for præ­sten; det sid­ste er det præ­ci­se ind­hold i orde­ne “og med din ånd”. I den euka­ri­sti­ske hand­ling del­ta­ger alle i fæl­les­skab. For det er ikke præ­sten, der ale­ne yder tak­si­gel­se, men hele fol­ket tager, sam­men med ham, del i tak­si­gel­sen. Efter at præ­sten har opfor­dret til tak­si­gel­se, giver de tro­en­de deres til­slut­ning ved at sva­re, “det er vær­digt og ret!” Og først da påbe­gyn­des den euka­ri­sti­ske handling.”

Vi kan udvi­de den­ne tan­ke fra Johan­nes Chryso­st­o­mos og sige, at præ­sten på en måde beder om fol­kets til­la­del­se, før han begyn­der at reci­te­re ana­fora­en, og at han ikke kan kom­me vide­re, før end den­ne til­la­del­se er givet med orde­ne “det er vær­digt og ret!” Bøn­nen om hel­lig­gø­rel­se er lige så vel fol­kets bøn, som den er præ­stens, for fol­kets akti­ve samtyk­ke er uomgængeligt.

Hvis nu alt, hvad vi har sagt om Litur­gi­ens karak­ter af fæl­les­skab, er sandt, så stil­les vi over­for føl­gen­de spørgs­mål: Hvor­dan kan vi, vore dages orto­dok­se, øge læg­fol­kets akti­ve del­ta­gel­se i nad­ver­fejrin­gen? Hyp­pig nad­ver­del­ta­gel­se er afgjort én måde, hvor­på vi kan styr­ke for­nem­mel­sen af dyna­misk enga­ge­ment. Vil­le det ikke også være nyt­tigt at give menig­he­den mulig­hed for at syn­ge i langt høje­re grad end hidtil — i hvert fald vis­se ste­der i gud­stje­ne­sten? Og fred­skys­set, lige før Tros­be­ken­del­sen, skul­le det ikke, som i old­kir­ken, udveks­les i hele menig­he­den og ikke kun blandt præ­ster­ne? Og skul­le det ikke være den sam­le­de menig­hed, der frem­sag­de det tredob­bel­te Amen efter epi­k­le­sen [bøn­nen om Hel­lig’ Åndens kom­me, red.]?

Ære være Gud i det høje­ste og på jor­den fred.
Lad os, for bed­re at begri­be den indre betyd­ning af Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, kon­cen­tre­re os om en pas­sa­ge helt fra begyn­del­sen af gud­stje­ne­sten; den reci­te­res kort før den ind­le­den­de vel­sig­nel­se. Den gør det muligt for os at for­stå det følgende.

Når for­be­re­del­sen af offer­ga­ver­ne [prosko­mi­di­en] er afslut­tet står præ­sten for­an alte­ret, og med løf­te­de hæn­der prok­la­me­rer han: “Ære være Gud i det høje­ste og på jor­den fred i men­ne­sker, i hvem Han har vel­be­hag!” Det er eng­le­nes ord ved Kri­sti fød­sel (Luk. 2, 14), og de min­der os om, at hver ene­ste Litur­gi er end­nu en jule­dag (lige­som hver Litur­gi også er et Golg­ha­ta og en påske). Mere præ­cist angi­ver orde­ne de to niveau­er, hvor­på den gud­dom­me­li­ge litur­gi fejres: i him­len, “i det høje­ste”, og her­ne­de, “på jorden”.

Vi sam­men­stil­le­de to niveauer:

Den jor­di­ske Litur­gi Den him­mel­ske Liturgi,

På nær­me­re angiv­ne ste­der, Overalt,

I et givet øje­blik, I evigheden,

Med ord og gester, I tavshed,

Ver­balt, Onto­lo­gisk [knyt­tet til vort inder­ste væsen, red.]

Præst og folk ofrer brød og vin, Kristus ofrer Sig Selv,

Under epi­k­le­sen og ana­fora­en for­e­nes dis­se to niveau­er i litur­gi­en: vore gaver absor­be­res i Kri­sti given sig Selv og assi­mi­le­res deri; der­ved bli­ver brø­d­et og vinen Kri­sti Lege­me og Blod. Det er lige så rig­tigt at sige, at vi sti­ger op til him­len, som at sige, at him­len kom­mer ned på jor­den, for udtryk­ke­ne “sti­ge op” og “kom­me ned” er meta­fori­ske, og lige meget, hvil­ken meta­for der benyt­tes, er menin­gen den samme.

Him­me­len på jorden”
Den bed­ste og dybe­ste måde at tale om Litur­gi­en på er beskri­ve den som “him­me­len på jor­den”. Hl. Ger­ma­nus af Kon­stan­ti­nopel skri­ver i ind­led­nin­gen til sin Kom­men­tar til Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, at “Kir­ken er en jor­disk him­mel, hvori Gud bor og vir­ker”. Eller som de rus­si­ske udsen­din­ge udtryk­te det, da de for fyrst Vla­di­mir skul­le beskri­ve den gud­stje­ne­ste, de hav­de over­væ­ret i Hagia Sofia: “Vi vid­ste ikke, om vi var i him­me­len eller på jorden”.

De hel­li­ge iko­ner har net­op, som deres litur­gi­ske funk­tion, at ska­be en for­nem­mel­se af, at him­me­len er på jor­den. Via iko­ner­ne bli­ver de med­lem­mer af kir­ken, som befin­der sig i him­me­len, akti­ve del­ta­ge­re i vor jor­di­ske gud­stje­ne­ste, mens kir­kens mure åbner sig mod evig­he­den. Iko­nen er en dør, som giver adgang til det him­mel­ske Rige og den kom­men­de evighed.

Litur­gi­ens enhed af him­melsk og jor­disk udtryk­kes visu­elt i en sce­ne, man nog­le gan­ge kan se som fre­ske nederst i kup­len i byzan­tin­ske kir­ker. Vi kan klart se en frem­stil­ling af Den sto­re Ind­gang: per­so­ner, klædt som dia­ko­ner og præ­ster, frem­bæ­rer de hel­li­ge gaver, som er dæk­ket af et klæ­de; andre per­so­ner, klædt som under-dia­ko­ner bærer pro­ces­sions­lys og andre litur­gi­ske rek­vi­sit­ter; og i døren ind til alter­rum­met står biskop­pen og ven­ter på dem. Men når vi ser nær­me­re efter, opda­ger vi, at de, der er klædt som dia­ko­ner og præ­ster, alle sam­men er eng­le, og at biskop­pen er Kristus selv! Som det hed­der i for­bin­del­se med Den sto­re Ind­gang under De for­u­dind­vie­de gavers Litur­gi: “Nu tje­ner de him­mel­ske mag­ter usyn­ligt Gud sam­men med os”.

Lad os da, hver gang vi tager del i Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, sige i vore hjer­ter: “Det­te er him­me­len på jor­den; vi, den syn­li­ge menig­hed, er kom­met til ste­de ved en hand­ling, som er langt hin­si­des os; vi er på mystisk vis til ste­de ved Kir­kens him­mel­ske gud­stje­ne­ste. Og hele Kir­ken beder sam­men med os: de hel­li­ge, eng­le­ne, Guds­mo­der og Kristus selv”.

Den usyn­li­ge præst.
Efter at præ­sten har sagt de ord, vi hæf­te­de os ved, “Ære være Gud i det høje­ste”, siger dia­ko­nen til ham: “Det er tid for Her­ren at gri­be ind!” Her har vi en anden sæt­ning, som kan hjæl­pe os til at begri­be den egent­li­ge mening med den gud­dom­me­li­ge litur­gi. De græ­ske udtryk, der bru­ges, kan fak­tisk over­sæt­tes på to måder; enten som jeg net­op har gjort det, med “Det er tid for Her­ren at gri­be ind!”, eller, som det er til­fæl­det i adskil­li­ge litur­gi­ske tra­di­tio­ner, med en sæt­ning, som siger næsten det mod­sat­te: “Det er tid for os at tje­ne Her­ren”, eller noget lig­nen­de med sam­me ind­hold. Egent­lig dre­jer det sig om et citat fra Sal­mer­nes Bog, sal­me 118 (119) vers 126; og de fle­ste bibe­lover­sæt­tel­ser [også den dan­ske fra 1931, red.] benyt­ter den først­nævn­te over­sæt­tel­se. Det er også dén, jeg per­son­ligt fore­træk­ker, for den har et dybt og mæg­tigt indhold.

Det er tid for Her­ren at gri­be ind!” Det­te udbrud lærer os, at den euka­ri­sti­ske Litur­gi ikke kan redu­ce­res til blot og bart ord, men at den er hand­ling; og end­vi­de­re, at det ikke i før­ste ræk­ke er os, der hand­ler, men Her­ren. Den vir­ke­li­ge præst ved hver ene­ste Euka­ri­sti er Kristus selv, den usyn­li­ge præst; og vi, præ­ster­ne og læg­fol­ket, gør ikke andet end at tje­ne sam­men med Ham. Den­ne sand­hed kom­mer stærkt til udtryk i dén [“stil­le”] bøn, præ­sten beder, mens Kerubhym­nen syn­ges: “Thi Du, Kristus, vor Gud, er både dén, som ofrer og dén, som ofres, dén, der mod­ta­ger og dén, der udde­les.” Kristus er på sam­me tid præst og offer. Kri­sti direk­te del­ta­gel­se i den euka­ri­sti­ske hand­ling fin­der også udtryk i den hil­sen, præ­ster­ne udveks­ler i for­bin­del­se med fred­skys­set: “Kristus er iblandt os.” []

Lad os da også, hver gang vi tager del i Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, sige til os selv: “Med hjer­tets øjne ser jeg Her­ren, Jesus Kristus, stå for­an alte­ret. Det er Hans hånd, som vel­sig­ner brø­d­et og vinen; og det er Ham, der ræk­ker hån­den ud for at give mig den hel­li­ge nadver”.

Euka­ri­stien som Pinse.
Ind­til vide­re har vi især gjort over­vej­el­ser over Den gud­dom­me­li­ge Litur­gis kri­sto­lo­gi­skekarak­ter. Nu er det tid til, at vi også ser på gud­stje­ne­stens pne­u­ma­to­lo­gi­ske [ånde­li­ge, i til­knyt­ning til Hel­lig’Ån­den, red.] dimen­sion. I vores sakra­ments-teo­lo­gi, og i alle dele af den krist­ne lære, bør vi und­gå “kri­st­o­mo­nis­me” [ude­luk­ken­de at tale om Kristus, red.]. “Tænk aldrig på Søn­nen uden også at tæn­ke på Hel­lig’Ån­den”, siger Hl. Gre­gor af Nys­sa; og Hl. Ire­næus af Lyon taler om Søn­nen og Hel­lig’Ån­den som “Fade­rens to hæn­der”, og Fade­ren bru­ger altid beg­ge hæn­der sam­ti­digt. Det krist­ne liv leves lige­ligt under Kor­sets og under pin­se­un­de­rets tegn; det har, på én og sam­me tid, del i Kri­sti blo­di­ge og glor­vær­di­ge lidel­se og i ildt­un­ger­ne på den halv­treds­indsty­ven­de dag.

Vi må sæt­te dis­se betragt­nin­ger i for­bin­del­se med Euka­ri­stien, med “salen oven­på”, salen, hvor Påske­må­l­ti­det spi­ses og nad­ve­ren indstif­tes; men også med pin­sens “sal oven­på”. Der er to for­mer for “real­præ­sens” i euka­ri­stien: Kri­sti Lege­me og Blod er vir­ke­ligt til ste­de, men det er Hel­lig’Ån­den også — og her taler vi om en anden form for til­ste­de­væ­rel­se, for Hellig´Ånden har ikke inkar­ne­ret sig og har der­for hver­ken lege­me eller blod, men Han er ikke desto min­dre umid­del­bart til ste­de. Der er såle­des også to for­mer for fæl­les­skab i Euka­ri­stien: fæl­les­ska­bet i Kristus, men også fæl­les­ska­bet i Hellig?Ånden (jvf. 2. Kor. 13,13: “Her­ren Jesu Kri­sti Nåde, Guds kær­lig­hed og Hel­lig’Ån­dens sam­fund være med eder!”)

Der er fire momen­ter i den euka­ri­sti­ske Litur­gi, hvor Hel­lig’ Åndens nær­vær og akti­vi­tet sær­ligt understreges:

1) Efter Den sto­re Ind­gang siger dia­ko­nen, med de ord, ærke­eng­len benyt­ter ved Bebu­del­sen (Luk. 1, 35), til præ­sten: “Hel­lig’Ån­den skal kom­me over dig, og den Høje­stes kraft skal over­skyg­ge dig”. Præ­sten sva­rer: Må Hel­lig’Ån­den bistå os alle vort livs dage”. Her har vi en gri­ben­de tan­ke, som vi gør klogt i at huske på hele tiden: under den euka­ri­sti­ske Litur­gi er Hel­lig’Ån­den vores syl­lei­tour­gos, vor ledsa­ger i gud­stje­ne­sten, vor medcelebrant.

2) Høj­de­punk­tet for Hel­lig’Ån­dens del­ta­gel­se i den euka­ri­sti­ske Litur­gi fin­der vi afgjort iepi­k­le­sen [bøn­nen umid­del­bart efter “indstif­tel­ses­or­de­ne”, red.]. I den­ne tri­ni­ta­ri­ske bøn beder vi Fade­ren om at sen­de Hel­lig’Ån­den over brø­d­et og vinen og gøre dem til Kri­sti Lege­me og Blod. Dén, som ind­vi­er de hel­li­ge gaver, er såle­des ikke præ­sten, ej hel­ler præst og menig­hed i for­e­ning, men Hellig?Ånden. Det er det sam­me, som Johan­nes af Dama­s­kus sag­de, da han skul­le for­kla­re den euka­ri­sti­ske hel­lig­gø­rel­ses væsen: “Hvis I skul­le spør­ge “hvor­dan”, er det nok for jer at vide, at det sker ved Hel­lig’Ån­den”. Det er net­op Hel­lig’ Åndens opga­ve at gøre Kri­sti nær­vær til en leven­de og ved­va­ren­de vir­ke­lig­hed i Kir­ken (jvf. Joh. 16, 13 — 14, om Hel­lig’Ån­dens kom­me). Det er dét, Hel­lig’Ån­den fore­ta­ger sig overalt og hele tiden i det krist­ne liv, men i sær­lig grad under hel­lig­gø­rel­sen i for­bin­del­se med Eukaristien.

3) Tals­man­dens nær­vær til­ken­de­gi­ves end­vi­de­re umid­del­bart før præ­ster­nes kom­mu­ni­on. Præ­sten tager et styk­ke af offer­brø­d­et og læg­ger det i kal­ken, idet han siger: “Hel­lig’Ån­dens fyl­de”; og der­ef­ter hæl­der dia­ko­nen varmt vand i kal­ken, mens også han end­nu engang næv­ner den tred­je Per­son i Tre­e­nig­he­den og siger: “Tro­ens var­me, fyldt af Hel­lig’Ånd, Amen”.

4) Ende­lig syn­ger menig­he­den (koret) i tak­si­gel­sen, der føl­ger efter nad­ve­ren: “Vi har set det san­de lys, vi har mod­ta­get den Hellig’Ånd”. Når vi tager imod Kristus, tager vi sam­ti­digt imod Ånden. Det­te illu­stre­res fint ved en dis­kus­sion, som fandt sted i Kon­stan­ti­nopel i 1440-erne, kort før det byzan­tin­ske riges sam­men­brud. Der var nog­le præ­ster, som, når de hav­de sagt den sæd­van­li­ge for­mu­lar ved nad­ver­u­de­lin­gen: “Guds tje­ner, N., mod­ta­ger Kri­sti hel­li­ge og dyre­ba­re Lege­me og Blod ”, begynd­te at til­fø­je orde­ne: “Mod­tag Hel­lig’Ån­den”. Det­te gav anled­ning til en kon­tro­vers, hvor man bad Hl. Mar­kus af Efesos være opmand. Han sva­re­de, at til­fø­jel­sen var rime­lig på det teo­lo­gi­ske plan, for når vi mod­ta­ger Kristus, mod­ta­ger vi også Hel­lig’Ån­den. Men han lag­de til, at det ikke var rime­ligt på det litur­gi­ske plan, for det er ikke pas­sen­de at lave om på Litur­gi­ens tra­di­tio­nel­le form.

Sjæl­dent er Hel­lig’Ån­dens nær­vær ble­vet udtrykt med bed­re ord end hos Hl. Efraim Syreren:

Se, Ild og Ånd i det skød, som bar dig;
Se, Ild og Ånd i den flod, hvor du blev døbt;
Ild og Ånd i vor dåb,
I Brø­d­et og i Kal­ken, Ild og Hellig’Ånd;
I jeres Brød skju­ler sig en Ånd, som ikke lader sig spise;
I jeres vin er der kastet en Ild, som ikke lader sig drikke;
Ånd i jeres Brød, Ild i jeres vin;
Et fjer­nt under, og dog mod­ta­get af vore læber”.

O. Fuld­kom­ne kærlighed!”
Det­te er den euka­ri­sti­ske Litur­gis san­de natur: den er fæl­les hand­ling; den er en hand­ling, som på sam­me tid er jor­disk og him­melsk; den er Her­rens hand­ling og Hel­lig’Ån­dens hand­ling. Vi lag­de ud med Johan­nes af Kron­stadts ord: “Nad­ve­ren er et ved­va­ren­de under”. Lad os så slut­te med noget andet, han har sagt: “Orde­ne Tag og spis … Drik alle her­af inde­hol­der Guds afgrunds­dybe kær­lig­hed til men­ne­ske­ne. O, fuld­kom­ne kær­lig­hed, o, kær­lig­hed, som omfat­ter alt, o, uimod­ståe­li­ge kær­lig­hed! Hvad giver vi Gud til gen­gæld for dén kærlighed?”