Udtrykket hellighedens kilde optræder i de bønner om nådens virke, vi læser efter at have modtaget Kristi legeme og blod. Men hvad er i virkeligheden denne hellighed? Og hvordan kan vi øse af dén kilde?
Hellighedens store mysterium
Lad os først slå fast, at der er tale om et stort mysterium […] Hellighed er en guddommelig kvalitet; en egenskab ved det guddommelige; den tilhører Skaberen. Man kan ikke beskrive helligheden, og der er intet, man kan sammenligne den med. Netop under Liturgien synger vi: hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige, forbarm Dig over os. Den dybeste kilde til hellighed er den hellige Treenighed, som i sin natur og i sit liv er hellig. Hellig (gr. a‑gios) betyder ikke-jordisk, d.v.s. absolut anderledes. Overskriften på denne artikel peger på, at via Liturgien — den hellige Liturgi, endda Denguddommelige Liturgi — får vi adgang til denne guddommelige egenskab. Vi tager måske alt for let på på det bibelske bud: Vær hellige, som jeg er hellig. Vi glemmer, hvilket privilegium det er for os mennesker, som er skabte, jordiske, at modtage dette som målet for vort liv. Vi glemmer hvilken gave det er, Gud giver os, så at vi kan synge englenes tre-hellige sang og selv forestille disse himmelske væsener. At tage del i Liturgien er at tage del i en guddommelig handling, at være vidne til, hvordan hellighedens uudtømmelige kilde, som er Gud selv, strømmer, kommer til stede og giver sig selv […]
I centrum af dette mysterium er der en udveksling af liv mellem Gud og os. Gud gennemtrænger vor væren med Sin, så at Hans liv bliver vores — så at vi lever Hans liv. Han ofrer sig, vi overgiver os til Ham, og når vi med hele vor væren tager imod dette, ændrer vort liv sig lidt efter lidt og bliver helligt. Som gud-menneskelig organisme fornyer Kirken Ny Testamentes Pagt ved Kristi blod; Denne kalk er den nye Pagt i mit blod (Luk. 22, 20). Gud bliver de troendes føde, som vi synger Påskelørdag i den sang, der dén dag erstatter Kerubhymnen. Den nye Pagt hedder det, for det evige liv er atter tilgængeligt for mennesker, hvilket det ikke var før Kristi offer. Helligheden føjer intet til, som ikke er naturligt for mennesket; det menneske, som ikke øser af hellighedens kilde er i virkeligheden ikke et naturligt menneske. Helligheden er langt fra at være noget ekstra, ligesom glasuren på en kage — den er selve substansen i det sandt og enkelt menneskelige liv, og altså i det virkeligt personlige liv hos hvert menneske.
Kristus har sagt: Guds brød er det brød, som kommer ned fra himmelen og giver verden liv. Det liv, der er tale om, er ikke noget tidsbegrænset, mendet evige liv. Folkene i skaren sagde til Kristus: Herre, giv os altid det brød; og Jesus svarede dem: Jeg er livets brød. Dén, som kommer til mig, skal ikke hungre; og dén, som tror på mig, skal aldrig tørste (Joh. 6, 33 — 35).
Og lidt efter siger Han endnu mere direkte: Dette er det brød, som kommer ned fra himmelen for at man skal spise af det og ikke dø […] Om nogen spiser af dette brød, skal han leve til evig tid […] Dén, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv (Joh. 6, 51,52 og 54). Vi tager del i den udødelighed, Han har i sig.
Hellighedens Kilde
Forvandlingen af [Liturgiens] vin og brød finder sted i et givet øjeblik, men dette øjeblik giver os alligevel adgang til begivenheder hinsides tid og rum. Modtag mig i dag som deltager i Din hemmelighedsfulde nadver. Og Han ofrer Sig i evighed for at helliggøre dem, der har del i Hans fællesskab. Evigheden slår følge med tiden. Ånden slår følge med materien og forvandler denne: brødet bliver guddommeligt. Det drejer sig ikke om en forvandling til guddommelig natur, for kun Skaberen selv er uskabt Gud; men for mennesker er det muligt at blive guddommeliggjorte gennem deltagelse i Skaberens energier og liv. Når vi spiser dette kød og drikker dette blod, er Han i os og vi i Ham. Han er i os, Han, den uendelige, som er uden rumlige grænser — og vi er i Ham.
Menneskenes forvandling finder sted meget mere gradvist og langsomt end forvandlingen af nadverelementerne, for mennesket har en fri vilje. Brødets og vinens helliggørelse garanteres af selve det faktum, at Liturgien er en Kirkens handling, uanset den enkelte deltagers eller den celebrerende præsts synder. Men helliggørelsen af dem, der deltager i Liturgien og endog dem, der modtager den hellige nadver, garanteres ikke af selve dét, at de deltager. Vi synger: Vi har modtaget den Hellige Ånd. Ånden er hellighedens Kilde […], men det betyder ikke, at vi automatisk helliggøres. For at sakramentet skal være virksomt, er det ikke nok, at vi gransker de liturgiske og kanoniske forskrifter. Vi må gøde jorden. Det afhænger af den enkelte og af helheden, om helligheden meddeles under Liturgien af Ordet og af det guddommelige legeme og blod.
Om nogen er hellig, lad ham komme! I modsat fald, lad ham omvende sig!
(Didache, 10)
De forberedende bønner [til Liturgien] har karakter af bod. De rydder terrænet, og de gør os i stand til at bede om at blive helliggjorte. Kristus har udgydt sit blod til syndernes forladelse; når vi modtager kommunionen, gentages dette løfte fra Herren. Vi kommer til Liturgien med os selv som offergaver. Faktisk er netop mit liv også offergave: Vi frembærer for Dig Dine egne gaver af dét, som er Dit, på alles vegne og for alle. Vi kommer ikke med noget nyt, men vi kommer af vor frie vilje. Naturligvis er jeg ansvarlig for mine synder og for at have overtrådt Guds forbud, men selv mine synder udslettes ved at den guddommelige nåde tager dem på sig. Sammen med menighedens brød og vin frembærer jeg mig selv [som offergave]. For at mit væsen kan være parat til at tage imod det guddommelige liv, for at dette sandere liv kan modtages i mig, må jeg kæmpe mod syndens styrke og vanetænkning […]
Helligheden gennem Liturgien
Hl, Kyrillos af Jerusalem giver følgende forklaring på et udråb i Liturgien, Det hellige for de hellige: “Offergaverne er hellige, efter at Hellig’ Ånden er udgydt over dem, og I er hellige, efter at den nåde er blevet jer til del at kunne modtage Hellig’ Ånden. Altså svarer de hellige ting og de hellige personer til hinanden. Herefter siger I [i Liturgien], én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus. For sandelig, kun én er hellig af natur; vi er også hellige, visselig ikke af natur, men ved deltagelse, ved askese og bøn” (Mystagogisk Katekese 15, 19). Graden af vores deltagelse afhænger lige så meget af os selv som af Gud. Helliggørelsen kan ikke påtvinges nogen, den må modtages af mennesker […]
Den askese og bøn, Hl. Kyrillos nævner, er elementer, der er nødvendige under og før Liturgien. Fader Sophrony siger: “Vi må leve Liturgien med bevidst forståelse. På den måde åbner Liturgien sig for os og kommer til at omfatte hele vores liv; Liturgien indeholder hele vores væren, vendt mod Gud på alle niveauer. Hvis vi lever med i den af hele vort væsen, gør Liturgien det muligt for os at leve i sand guddommelig handlen, som i sig bærer den synlige verden, men som også overskrider denne verdens grænser uendeligt.” Man kommer udhungret til måltidet, man søger Gud med hele sit væsen, og man afviser den falske mæthed, lige meget fra hvilken anden kilde, man får den tilbudt.
Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter Dig, o Gud
(Sl. 42, 2).
Verset kan bruges om munken i ørkenen. Ligesom hjorten angribes af slangernes gift, angribes munken af dæmonernes gift; og derfor længes han efter “om lørdagen og om søndagen at komme til kilden, d.v.s. til Herrens legeme og blod, for at blive renset for den ondes bitterhed,” siger den Hl. Paemen. Denne renselse er begyndelsen til helliggørelsen, og den berører hele vor væren. Kristi legeme og blod nærer både krop og sjæl. Når jeg af og til hører nogen anklage Den ortodokse Kirke for at praktisere en “primitiv“gudstjeneste med ofre og ritualer, der er “så fysiske”, så svarer jeg, at jeg har en primitiv krop, og at vor Gud ikke foragter dén. Helligheden er altomfattende, og den udvirker helbredelse af hele mennesket.
Liturgien er på samme tid personlig og fælles handling.
Liturgien reaktiverer Kristi lidelse og opstandelse: Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker denne kalk, forkynder I Herrens død, indtil den dag, Han kommer(1. Kor. 1, 26); og vi “ihukommer” endda Hans fremtidige komme. I Liturgien, ikke mindst i Basilios den Stores, følger vi således Herrens bud: “Gør dette til min ihukommelse”. Liturgi reaktualiserer også Pinsen. Det er afgørende, at Liturgien er en handling, Kirken som sådan foretager. Præsterne forestår, på biskoppens vegne, gudstjenesten sammen med de troende. Liturgi betyder “fælles handling”, “folkets virke”. Vores modtagelse af de hellige gaver har en helt personlig karakter, hvilket understreges ved, at hver enkelt modtager nadveren med navns nævnelse; men dette forhold trækker intet fra Liturgiens aspekt af fællesskab. Tværtimod, den enkelte helliggøres for så vidt vedkommende er delagtig i Kristi legeme. I Trosbekendelse kalder vi Kirken “hellig”; men helligheden er ikke en statisk størrelse, den er dynamisk: Hellig’ Ånden “bor i Kirken”, som Hl. Silouan siger. […]
Denne enhed af kærlighed og tro indebærer, at det er forsamlingen, hele menigheden, der helliggøres, og altså ikke de enkelte medlemmer hver for sig. “Og alle vi, som spiser af samme Brød og drikker af samme Kalk, giv Herre, at vi må forenes med hverandre i Hellig’ Åndens samfund, og at delagtigheden i Din Kristi legeme og blod ikke må blive nogen iblandt os til dom eller fordømmelse …” Det eukaristiske fællesskabs liv afspejler Treenighedens liv via fælles delagtighed og indbyrdes hjælp.
Kirken er Kristi legeme, ganske ligesom brødet bliver Kristi legeme. Liturgien er Herrens fortsatte, legemlige nærvær på jorden. Kirkens medlemmer viderefører Kristi nærvær og Hans frelsende virke blandt mennesker. Apostlen går så vidt som til at sige, at de lidelser, de kristne udstår for Kirken, opfylder dét, som mangler i Kristi trængsler (Kol. 1, 24).
Liturgien er for verdens helliggørelse
Dette sidste får os til at slutte, at Liturgien medfører hele verdens helliggørelse. Kristus har udgydt sit blod “for jer (disciplene) og for mange”, det vil sige for de troende, som er knyttet til Kristus og videre for utallige mennesker, “for mange” — altså for Kirken og for hele verden. Kirken er menneskehedens førstegrøde, og helliggørelsen af Kirkens medlemmer er surdejen i den fornyede menneskeheds dej. Her står vi over for et mysterium om væsensenheden i den menneskelige natur, som Kristus har taget på sig, og dette mysterium rækker videre end til det blotte faktum, at vi beder for verden under Liturgien. Men samtidigt kan vi gøre Liturgien til en lejlighed til at bede for verden. “Hele verden” nævnes adskillige gange i de liturgiske bønner […] Verdens historie skrider frem uden at flertallet så meget som véd, at Liturgien finder sted. Men menneskehedens skæbne afhænger i højere grad af vor Liturgie end af politiske aktiviteter. “Når jeg fejrer Liturgien, beder jeg selvfølgelig for hele verden; og jeg er overbevist om, at lige så længe dette kærlighedens offer fortsat gennemføres i denne verden, vil verdens overlevelse være sikker” (arkemandrit Sophrony) […]
Læserne erindrer Kristi, den Opstandnes, møde med Lukas og Kleofas, sådan som Lukas beretter det (Luk. 24, 13 — 35). Også i vor tid genkendes Herren “ved brødets brydelse”. Men de mennesker, der ikke selv kommer til nadverbordet, enten af uvidenhed eller fordi de at én eller anden grund ikke vil, de kan genkende Herren “undervejs”, netop fordi der ét eller andet sted, i en gade, ligger en kirke, hvor mysteriet fejres, hvor Kristus inkarnerer sig i brød og vin og tager bolig i mennesker. “Dét, apostlen Peter siger om det kongelige præsteskab (1. Pet. 2, 9), kan virkeliggøres ved vores deltagelse i Liturgien. I skal nære alvorlig frygt for at gå til Liturgien, som var den en vane. I skal hver gang anstrenge jer for så dybt, som det er muligt, at gennemleve dét, Kristus gennemlevede under Det sidste Måltid, da Han indstiftede det store mysterium, som Eukaristiens sakramente er. På den måde bliver Liturgien til frelse, ikke blot for jer, men for alle, som tager del i den. Det er ikke forbeholdt præster i hjertet at gennemleve Guds lidelser for den verden, der er syndens og dødens bytte” (arkemandrit Sophrony). […]
“Liturgien skaber kristne”.
Dette fører os, afslutningsvis, til at betænke, at den helliggørelse, der finder sted i Liturgien, berører skabelsen i dens helhed: nadverens gaver er skabelsens førstegrøde; verdens forklarelse har taget sin begyndelse i Kristi inkarnationslegeme, men den fortsættes ved brugen af skabelsens elementer i sakramenterne. Hele skabelsen indeholdes og helbredes i sakramenterne: dyrene, planterne, mineralerne og til og med stjernernes støv. Kristus, som “bevarer og opretholder alle ting” (Kyrillos af Alexandria), forener sig med brød og vin, og derved bliver selve elementerne levendegørende og helliggørende.
Kristus er Vejen, i så høj grad, at Han gør Sig til “fortæring på rejsen” […] Hvilken frivillig fornedrelse! “Han har villet, at Hans hellige ofren sig selv skulle være Kirkens daglige offer; og at Kirken, som er Hans legeme, af Ham kan lære at ofre sig” (Augustin: Guds Stad, X). Som konklusion vil jeg citere en martyr (Hl. Felix), som på spørgsmål angående den kristne gudstjeneste svarede: “De kristne skaber Liturgi, og Liturgien skaber kristne; den ene kan ikke eksistere uden den anden.” Denne vekselvirkning gør vores Liturgi til en hellighedens kilde.