Den Ortodokse Kirke i Danmark - https://ortodoks.dk

Vor tro er ej på hvad som helst

Kri­sten tro har grund­læg­gen­de intet til fæl­les med new age. Det påstår gan­ske vist repræ­sen­tan­ter fra new-age-mil­jø­et. Også krist­ne kan ind imel­lem have van­ske­ligt ved at skel­ne. Men reli­gio­ner har for­skel­ligt ind­hold, og dis­se ind­hold lader sig sam­men­lig­ne. Deri lig­ger ikke nogen gen­si­dig uvenlighed.

Vi må hol­de tun­gen lige i mun­den. For den krist­ne tros grund­lag er i abso­lut mod­sæt­ning til hele det tros­mæs­si­ge mil­jø, der kal­des new age. Det­te sid­ste byg­ger på en meta­fy­sik, som er fuld­kom­men ufor­e­ne­lig med den krist­ne for­stå­el­se af ver­den som Guds ska­bel­se fra intet. Ufor­e­ne­lig med den krist­ne tro på Guds per­son­li­ge nær­vær i ska­bel­sen, med tro­en på, at den­ne ver­den skal kom­me til en ende, på dom­me­dag, de dødes opstan­del­se og den kom­men­de, nye ver­den, det ny Jerusalem.

Den krist­ne tro er, med Pet­ter Dass’ ord, tro­en på, at ”Gud er Gud, om alle mand var døde.” Det bety­der, at før ver­den, før ska­bel­sen, er Gud; og hav­de det ikke været for Guds vil­je, så vil­le det skab­te ikke være til. Vi krist­ne tror, at vi er her, for­di Gud vil det. Og vi tror, der er en evig for­skel mel­lem Gud og dét, Han har skabt. Pan­tei­ster­ne i new age tror det stik mod­sat­te. De tror, at der er fuld iden­ti­tet mel­lem Gud og ska­bel­sen, de tror, at alt, hvad der eksi­ste­rer, er ”en del” af Gud; og de tror, at ånde­lig vækst består i at ind­se net­op dét.

Den krist­ne tro er tro­en på en per­son­lig Gud i tre per­so­ner, Fader, Søn og Hel­li­gånd. Det bety­der, at vi kan møde Gud ansigt til ansigt i et per­son­ligt jeg/du for­hold. Det bety­der, at Gud er Ham, vi kan hen­ven­de os til med vore bøn­ner og vore glæ­der og sor­ger. Og det bety­der, at hvert men­ne­ske kan ven­te et sær­ligt og kær­ligt svar fra Gud; for Han ken­der hver af os ved navn og føl­ger opmærk­somt vores vej gen­nem livet. Pan­tei­ster­ne tror det stik mod­sat­te. De tror, at Gud er et uper­son­ligt prin­cip. Føl­ge­lig tror de ikke, der fin­des noget per­son­ligt for­hold mel­lem Gud og det enkel­te men­ne­ske. I ste­det reg­ner de med, at vi med pas­sen­de tek­nik­ker kan skaf­fe os ind­sigt i den uper­son­li­ge, abstrak­te guddommelighed.

Den krist­ne tro er tro­en på, at Gud selv er ble­vet men­ne­ske i Jesus Kristus. Vi tror, at Gud har påta­get Sig vore men­ne­ske­li­ge vil­kår, for at vi kan få del i Hans gud­dom­me­lig­hed ved det per­son­li­ge møde med Kristus. Pan­tei­ster­ne tror der­i­mod, at det sær­li­ge ved Jesus er, at Han er ”én af de oply­ste mestre”, som ved en sær­lig ånde­lig ind­sats har skaf­fet sig ind­sigt i det uper­son­li­ge, gud­dom­me­li­ge princip.

Den krist­ne tro er tro­en på, at lige­som den­ne ver­den har en begyn­del­se, vil den også kom­me til en afslut­ning. Vi tror, at der skal kom­me en ny him­mel og en ny jord, hvor for­gæn­ge­lig­hed og død ikke læn­ge­re skal her­ske. Og vi tror, at i den­ne nye ver­den, hin­si­des dom­me­dag, skal vi hver især ken­de og beva­re vores per­son­lig­hed og leve evigt med Gud. Pan­tei­ster­ne i new age tror det stik mod­sat­te. De tror, at hele ver­den, alt, hvad der er til, alt dét, de krist­ne kal­der ska­bel­sen, er et evigt kredsløb. De tror, at vi atter og atter må kom­me til­ba­ge og begyn­de for­fra i det­te kredsløb i et umå­de­ligt antal gen­føds­ler. Og de tror, at menin­gen, for­må­let med til­væ­rel­sen er at kæm­pe sig ud af kredslø­bet, at bli­ve befri­et fra det legem­li­ge fængsel, for så at kun­ne tage ophold i høje­re, ånde­li­ge, uper­son­li­ge sfæ­rer af intet­hed. Hvor krist­ne stræ­ber mod at stå for Guds ansigt med en fuldt udvik­let per­son­lig­hed efter det­te ene, jor­di­ske liv, dér for­står pan­tei­ster­ne per­son­lig­he­den som et blænd­værk, og de sig­ter føl­ge­lig mod illu­sio­nens ende­li­ge opløs­ning efter en lang ræk­ke genkomster.

Kris­ten­dom og new age er mod­sæt­nin­ger. Vi tror ikke det sam­me. Det har natur­lig­vis føl­ge­virk­nin­ger, når vi omsæt­ter vores tro i prak­sis. Både hos krist­ne og hos pan­tei­ster kan vi tale om ånde­ligt liv; men idet tro­en er afgø­ren­de for­skel­lig, fører den os i vidt for­skel­li­ge ret­nin­ger. Vi er ikke for­ud­sæt­nings­lø­se, når vi begi­ver os ud på den ånde­li­ge vej.

Der er en ver­den til for­skel mel­lem det ånde­li­ge liv, der er ind­ret­tet efter fore­stil­lin­gen om et uper­son­ligt, gud­dom­me­ligt prin­cip, og så det liv, der er ret­tet mod den per­son­li­ge Gud. Pan­tei­ster­ne i new age opfat­ter først og frem­mest ånde­ligt liv som en tek­nisk disci­plin. De fore­stil­ler sig, at hvis man beher­sker en men­tal tek­nik eller en medi­ta­tiv meto­de med til­stræk­ke­lig sik­ker­hed, vil man grad­vis kun­ne til­kæm­pe sig såkaldt ”høje­re bevidst­hed” ind­til man slip­per ende­ligt ud af gen­føds­ler­nes hjul. Vi krist­ne opfat­ter for­hol­det lige omvendt: Det ånde­li­ge liv er hver­ken tek­nik eller medi­ta­tion, men per­son­lig rela­tion. Det krist­ne liv er først og sidst et per­son­ligt for­hold i bøn og kær­lig­hed til Kristus.

New-age-land­ska­bet er præ­get af en lang ræk­ke vari­a­tio­ner over ét og sam­me tema. Tema­et er tek­nik­ker til at træk­ke sig selv op ved håret, ånde­ligt talt. Medi­ta­tions­sy­ste­mer, ånde­drætsø­vel­ser og for­skel­li­ge vari­a­tio­ner af såkald­te tera­pi­er. Den krist­ne tek­nik er den stik mod­sat­te. For den er slet ikke nogen tek­nik, men en bøn. Og bøn sig­ter ikke mod selvf­rel­se, men mod at brin­ge sig i over­ens­stem­mel­se med Guds vilje.

Mang­ler man øvel­se kan det være van­ske­ligt at skel­ne mel­lem kri­sten og pan­tei­stisk prak­sis. Lad mig næv­ne et enkelt, men sigen­de eksem­pel. I den orto­dok­se, krist­ne kir­ke har vi en bøn, som kal­des ”Jesus­bøn­nen”. Den lyder som føl­ger: ”Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig syn­der”. Beder man den­ne bøn opmærk­somt og ved­hol­den­de, vil man opda­ge, at den inde­hol­der en kon­cen­trat af hele den krist­ne tro og lære, og at den er en direk­te vej til et per­son­ligt møde med Kristus selv.

Net­op den­ne bøn, Jesus­bøn­nen, er der udbredt begej­string for i mil­jø­er med til­knyt­ning til new age. Men desvær­re på et helt for­kert grund­lag. For begej­strin­gen udsprin­ger af en gan­ske over­fla­disk sam­men­lig­ning med et medi­ta­tions­tek­nisk fæno­men. Det­te består i sta­dig gen­ta­gel­se af én eller anden ”hel­lig lyd” med det for­mål at høj­ne bevidst­he­den. Jeg har bemær­ket, hvor­dan frem­træ­den­de repræ­sen­tan­ter for pan­tei­s­men med det­te udgangs­punkt ana­ly­se­rer sig frem til, at den krist­ne bøn skul­le være et spørgs­mål om vis­se sær­li­ge lyd­bøl­gers fre­kven­ser. Væk er det per­son­li­ge for­hold mel­lem Gud og den beden­de. Jeg har set over­vej­el­ser i ram­me alvor, om det er til­rå­de­ligt at benyt­te Jesus­bøn­nens dan­ske ord­lyd, eller om det kun er de græ­ske og kir­kesla­vi­ske vari­an­ter, der ram­mer de ret­te fre­kven­ser til at høj­ne bevidstheden.

Den type sam­men­kob­lin­ger, som her blot er anty­det, er ikke sjæld­ne. De fore­går ofte på et meget sofi­sti­ke­ret niveau. Men for­e­ne­li­ge med kri­sten tro er de ikke. De er tvær­ti­mod leven­de eksemp­ler på, at den krist­ne tro ikke har spor til fæl­les med panteismen.

Skal vi, som er af kri­sten tro, da på for­hånd ude­luk­ke enhver dia­log med pan­tei­ster­ne i new age? Ja og nej. For som krist­ne skal vi natur­lig­vis tage alle men­ne­skers ånde­li­ge længsel og erfa­ring alvor­ligt. Vi må være vil­li­ge til at sam­ta­le. Men sam­ti­digt må vi være vil­li­ge til at kal­de tin­ge­ne ved deres ret­te navn. Og vi må afvi­se de utal­li­ge invi­ta­tio­ner til syn­kre­tis­me, til at gå ind på den tan­ke­gang, at vi alle ”i vir­ke­lig­he­den” tror det sam­me, men blot kal­der det noget for­skel­ligt. Syn­kre­tis­men mun­der kort for­talt ud i, at enhver bli­ver salig i sin tro. Den krist­ne tro er helt mod­sat, for vi tror, at frel­sen er ulø­se­ligt knyt­tet til Kristus. ”Der fin­des ikke noget andet navn under him­len, hvor­ved vi frel­ses”, skri­ver apost­len Peter.

Vi må ikke være uven­li­ge og afvi­sen­de over for men­ne­sker, som ikke er krist­ne. Vi må hel­ler ikke afvi­se deres erfa­rin­ger som vær­di­lø­se eller ugyl­di­ge. Men vi må føre klar, kri­sten tale: Det ånde­li­ge liv består ikke i ånde­drætsø­vel­ser, man­tra­er, cha­kra-bevidst­gø­rel­ser, ener­giba­ner og hvad det alt sam­men hed­der i det pan­tei­sti­ske uni­vers. For os er ånde­ligt liv det per­son­li­ge for­hold til Kristus og del­ta­gel­sen i kir­kens sakra­men­ter. For ånde­lig vækst og hel­lig­gø­rel­se er ikke per­son­lig­he­dens bort­s­melt­ning i det sto­re intet. Hel­lig­gø­rel­se er, kri­stent for­stå­et, det stik mod­sat­te: Vækst føl­ger ikke af tek­ni­ske krums­pring, men ale­ne af, at vi knyt­tes sta­dig tæt­te­re til Kristus.