De nye hellige

5 per­so­ner fra Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat af Rus­sisk Tra­di­tion i Paris blev i 2004 kano­ni­se­ret som hel­li­ge af Patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel: Non­nen, moder Maria (Skob­tsova), pro­top­res­byter (ærke­præst) Alek­sej Med­ved­kov, præ­sten Dimi­trij Klepi­nin, dia­ko­nen Jurij Skob­tsov og læg­man­den Ilja Fundaminskij.

Først i febru­ar 2004 modt­og Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kats hoved­sæ­de i Paris offi­ci­elt brev fra Kon­stan­ti­nopel Patri­ar­kats hel­li­ge Syno­de: I bre­vet bekendt­gjor­des, at syno­den den 16. janu­ar d.å. hav­de ind­lem­met nav­ne­ne på 5 per­so­ner blandt de hel­li­ge. Det dre­jer sig om per­so­ner af rus­sisk oprin­del­se, som leve­de og afslut­te­de deres liv i Vest­eu­ro­pa i 30erne og 40erne i sid­ste århundrede.

I den offi­ci­el­le kano­ni­se­ring­ser­klæ­ring hed­der det: “Pro­top­res­byter Alek­sej Med­ved­kov, fader Dimi­trij Kepi­nin, non­nen Maria Skob­tsova og hen­des søn, Jurij Skob­tsov og Ilja Fun­da­min­skij udmær­ke­de sig ved et aske­tisk og hel­ligt lev­ned. Ved deres vær­di­ge liv og som gode, per­son­li­ge for­bil­le­der tjen­te de til gavn for man­ge tro­en­de. Under Anden Ver­denskrig udholdt de man­ge lidel­ser og blev under­ka­stet tor­tur, som de udholdt med fast­hed. Såvel mens de end­nu var i live som efter deres død blev de af Gud kendt vær­di­ge til under­ger­nin­ger­nes gave.

Anmod­nin­gen om kano­ni­se­ring af de fem tro­ens for­bil­le­der blev over­dra­get til Patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel af eks­ar­ka­tets leder, ærke­bi­skop Gabri­el. Efter at have stu­de­ret ærke­bi­skop­pens brev “beslut­te­de Syno­den i ple­num, at fader Dimi­trij Klepi­nig, non­nen Maria Skob­tsova og hen­des søn, Jurij Skob­tsov, og Ilja Fun­da­min­skij, som hav­de levet deres liv i hel­lig­hed og var ble­vet vær­di­get mar­ty­rer­nes krans, skul­le æres blandt Kir­kens sali­ge mar­ty­rer og hel­li­ge, at de skal æres af de tro­en­de, og at man skal syn­ge hym­ner og san­ge for dem hvert år den 20. juli.”

Pro­top­res­byter Alek­sej Iva­novitsj Med­ved­kov blev født den 1. juli 1867 i Smo­lensk­om­rå­det i en præ­ste­fa­mi­lie. I 1889 afslut­te­de han sine stu­di­er på Skt. Peters­borgs Ånde­li­ge Semi­nar. Sene­re tjen­te han som læser i en kir­ke i Skt. Peters­borg. 1895 blev han dia­ko­n­or­di­ne­ret og i 1896 præ­ste­o­r­di­ne­ret. I 23 år tjen­te han der­ef­ter i en lokal menig­hed. Efter Revo­lu­tio­nen blev han arre­ste­ret af bol­sje­vik­ker­ne, pisket og dømt til døden. Men hans æld­ste dat­ter gik i for­bøn for ham, og f. Alek­sej red­de­de livet, men var halvt lam i ansig­tet efter tor­tu­ren. I 1919 rej­ste han til Est­land, hvor han tog mine­ar­bej­de for at brød­fø­de fami­li­en, og sene­re arbej­de­de han som nat­te­vagt. I 1929 flyt­te­de han til Frank­rig. Her gjor­de han tje­ne­ste ved Hl Alek­s­an­der Nevskij Katedralen i Paris og sene­re i Hl Niko­lai Kir­ke i provin­sen. Han døde af kræft den 22. august 1934. Nære ven­ner for­tæl­ler, at han afte­nen før sin død “sang kir­ke­li­ge san­ge med kraf­tig røst og næste mor­gen fred­fyldt og umær­ke­ligt van­dre­de til vor Her­re.” Under begra­vel­sen var det, som om alle, der fulg­te fader Alek­sej det sid­ste styk­ke vej, blev fyld­te af “en lys ro og føl­te, at hans sjæl ikke gik ned i den mør­ke grav, men til Her­rens strå­len­de sale.” Fader Alek­sej blev begra­vet dér, hvor han hav­de gjort tje­ne­ste; men i 1956 skul­le den­ne grav­plads sløj­fes, og da fandt man hans lev­nin­ger ufor­dær­ve­de. Han blev gravlagt på ny på kir­ke­går­den St. Gene­viève-de-Bois uden for Paris.

Præ­sten Dimi­trij Andre­je­vitsj Klepi­nin blev født i 1904 i en arki­tekt­fa­mi­lie i Pja­ti­gorsk. Efter Revo­lu­tio­nen emi­gre­re­de fami­li­en til Kon­stan­ti­nopel og siden til Beo­grad. I 1920erne var han med­lem af den rus­si­ske stu­den­ter­be­væ­gel­se. Han afslut­te­de sine stu­di­er ved St. Ser­ge Insti­tut­tet i Paris i 1929. I 1937 gif­te­de han sig, og sene­re blev han præst. han var, sam­men med moder Maria, én af grund­læg­ger­ne af “Den Orto­dok­se Ger­ning”, en kari­ta­tiv og kul­tu­rel orga­ni­sa­tion med det for­mål at hjæl­pe rus­si­ske emi­gran­ter. De drev et bofæl­les­skab og her­berg i Rue Lour­mel i Paris, og f. Dimi­trij var for­stan­der for kir­ken dér. Han var også aktiv i mod­stands­be­væ­gel­sen, og den 3. febru­ar 1943 blev han arre­ste­ret af Gesta­po sam­men med de andre med­ar­bej­de­re i orga­ni­sa­tio­nen og sat i kon­cen­tra­tions­lejr. Sene­re end­te han i en underjor­disk lejr i Buchenwald, hvor han under­gik mang­fol­di­ge ydmy­gel­ser, inden han døde den 8. febru­ar 1944.

Non­nen Maria (med det civi­le navn Elisa­beth Jurjev­na Skob­tsova, født Pilen­ko) blev født den 21. decem­ber 1891 i Riga. Hun var den før­ste kvin­de, som fuld­før­te stu­di­er på Skt. Peters­borg Ånde­li­ge Aka­de­mi. I 1921 emi­gre­re­de hun og flyt­te­de til Paris. Hun blev non­ne i 1932. Hun blev valgt som sekre­tær for den rus­si­ske stu­den­ter­be­væ­gel­se i Frank­rig, først med provin­sen som sit områ­de, der­næst, i 1933, leder for det cen­tra­le sekre­ta­ri­at for mis­sion og soci­alt arbej­de. Siden grund­lag­de hun en orga­ni­sa­tion for vel­gø­ren­hed og kul­tur og oplys­ning blandt rus­si­ske emi­gran­ter (“Den Orto­dok­se Ger­ning”) i Rue Lour­mel, Paris (se oven­for). I 1943 blev hun arre­ste­ret af fasci­ster­ne på grund af del­ta­gel­se i mod­stand­s­kam­pen og for at have skjult jøder. Hun døde den 30. eller 31. marts 1945 i kon­cen­tra­tions­lej­ren Ravensbrück.

Hypo­di­a­kon Georg (Jurij Dani­e­lovitsj) Skob­tsov blev født den 27. febru­ar 1921. Han var søn af Elisa­beth Skob­tsko­va, den sene­re non­ne, moder Maria. Han tog del i arbej­det i “Den Orto­dok­se Ger­ning” og døde som mar­tyr den 10. febru­ar 1944 i en nazi­stisk lejr.

Ilja Isi­dor­ovitsj Fun­da­min­skij blev født i 1880 i en vel­stå­en­de jødisk fami­lie i Moskva. Han blev med­lem af det soci­al-revo­lu­tio­næ­re par­ti og var også med i ter­r­or­or­ga­ni­sa­tio­ner. Tog uddan­nel­se i Hei­del­berg og Ber­lin 1900 — 1902. Han delt­og i orga­ni­se­rin­gen af mari­ne-opstan­den i 1905 og flyt­te­de til Frank­rig i 1907. Efter opret­tel­sen af det leni­ni­sti­ske dik­ta­tur emi­gre­re­de han atter en gang til Frank­rig i 1919. Her vir­ke­de han som histo­ri­ker, publi­cist og redak­tør. Han var én af grund­læg­ger­ne af “Den Orto­dok­se Kul­tur­liga” i 1930. Sam­men med sin kone, Ama­lie Osipov­na Fun­da­min­skij, hjalp han et stort antal rus­si­ske emi­gran­ter i Frank­rig. Han var også med i stu­den­ter­be­væ­gel­sen og i “Den Orto­dok­se Ger­ning”. Han afslog at for­la­de Frank­rig ved fasci­ster­nes ind­march, og han end­te sit liv i tysk kon­cen­tra­tions­lejr den 19. novem­ber 1942 efter at være ble­vet døbt kort forinden.

Se også:

• Beskri­vel­se på engelsk af gud­stje­ne­sten i for­bin­del­se med kanoniseringen