1. september - Det Ny Kirkeår

Kirkens liturgiske år indrammes af Maria, Gudsmoder: Den første af de store højtider er Gudsmoders Fødsel (den 8. september), og den sidste er Gudsmoders Hensoven (den 15. august). Det er ikke noget tilfælde. For vi tænker på Kirken, og på vort liv i dén, i Jomfruens billede. Vort liv ligner hendes liv: Ligesom Maria fødes vi under syndens vilkår. Som Maria modtager også vi Guds sendebud; og som Maria siger vi ”ja” til Guds plan med os, selv om vi langt fra forstår den. Som Maria siger vi ”ja” til, at Kristus tager Sin bolig i os; og som Maria gemmer vi livet igennem Guds ord i vore hjerter, og vi grunder over dem, indtil den dag, vi forlader det jordiske liv for med Kristus at træde ind i Guds Rige.

Vi tager hul på et nyt kirkeår. Kirkeåret er alt andet og uendeligt mere omfattende end et antal datoer i vor civile kalender, hvor der sådan tilfældigt er blandet nogle kirkelige højtidsdage ind imellem forretningsaftaler, tandlægetider og familiefødselsdage. Kirkeåret er Kirkens virksomhed på stor skala: Kirkens rytme og vekslen mellem bøn og faste, mellem hverdag og højtid er en helliggørelse af selve tiden, dagenes herliggørelse og forklarelse. Ligesom forgængelighedens jordiske rum i Kirken forvandles til himmelsk herlighed, sådan forvandles den jordiske tid, som svinder bort, til himmelsk evighed og herlighed gennem kirkeårets kæde af højtider.

Et nådeår fra Herren! Årets rytme er Kirkens måde at organisere dens fælles bøn og lovprisning på. Det er en struktur, som gør det muligt for hver enkelt af os at blive podet på et meget gammelt træ, et træ med dybe rødder, hvis krone og grene bæres oppe af Kristi Kirkes årtusindlange erfaring med, hvordan vi kan frembære vor bøn for Gud, og hvordan der kan skabes genkendelige rammer for vort møde med Herren. Kirkeårets gang og liturgiske indretning har derfor det dobbelte formål, at det lader os leve med i Kristi fødsel, liv, død og opstandelse, og at det knytter troende i alle generationer til Kirkens uforanderlige Tradition og lader hver enkelt af os erfare Helligåndens virke.

Vi har tillid til Kirkens dybe, liturgiske erfaring. Derfor har vi ikke travlt med at bringe nyskabelser til torvs, vi har ingen hast med, som man siger, at tilpasse Kirkens liv og rytme til såkaldt ”moderne menneskers” vaner og krav, sprog og skikke. Snarere tænker vi os det lige omvendt: At vi selv, efterhånden som vi drages ind i Kirkens liv og rytme, bliver forvandlede til Kristi billede. Gennem kirkeåret får vi del i Kristi eget liv, vi gennemlever med Ham undfangelse og fødsel, lidelse og død, opstandelse og sejr over døden. Vi får del i alt dette, og ikke som tilskuere eller udenforstående, men som lemmer på Kristi mystiske Legeme. Det betyder, at ved hver bøn, vi beder i Kirkens fællesskab, har vi del i Kristi egen bøn, så sandt Han er Hovedet og vi legemet. Vor deltagelse og medleven i kirkeårets liturgiske forløb og i Kirkens mysterier udvirker Kristi undfangelse og vækst, død og opstandelse, inden i os, i vore hjerters dyb.

Troparion ved kirkeårets begyndelse, 2. tone:

Du, som skabte hele verden;
Du, som behersker vejrlig og tider,
velsign årets krone og begyndelse,
som Du i godhed giver os del i.
Giv fred til det troende folk, som tilhører Dig,
og frels os, Herre, for Gudsmoders forbønners skyld.

Kontakion ved kirkeårets begyndelse, 4. tone:

Tidernes Skaber og Herre, Gud for hele verden,
Du, som overgår al skabning i sandhed,
velsign Du årets gang og frels i Din store kærlighed
alle dem, der tjener Dig, vor eneste Herre,
alle, som i gudsfrygt råber til Dig, vor Forløser:
Skænk os alle et år i velgang og velsignelse.