Hvem er Gudsmoders Beskyttelses Menighed?

Guds­mo­ders Beskyt­tel­se er en orto­doks, kri­sten menig­hed. Menig­he­dens for­stan­der og præst er fader Poul Seb­be­lov.

Menig­he­den er en del af Det Skan­di­na­vi­ske Provsti under ledel­se af fader Angel Velit­chkov fra Sto­ck­holm i Sve­ri­ge.

Provstiet er en del af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat. Eks­ar­ka­tet ledes af Hans Emi­nen­ce Ærke­bi­skop Johan­nes af Cha­rioupo­lis, som resi­de­rer i Paris, Frank­rig.

Eks­ar­ka­tet er en del af Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat under ledel­se af Hans Hel­lig­hed Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I.

Guds­mo­ders Beskyt­tel­se fejrer guds­tjenester iføl­ge Den Orto­dok­se Kir­kes kalen­der (se gud­stje­ne­ste­li­sten). Menig­he­dens litur­gi­ske sprog er dansk.

 

For­må­let med en menig­hed er at give mulig­hed for regel­mæs­sigt gud­stje­ne­ste­liv. Cen­tralt står natur­lig­vis den ugent­li­ge fejring af Den hel­li­ge Litur­gi eller nad­ver­g­ud­stje­ne­ste samt det orto­dok­se kir­ke­års høj­ti­der og fester for Kristus, Guds­mo­der og Kir­kens hel­li­ge.

Som den første og ene­ste orto­dok­se menig­hed benyt­ter vi ale­ne dansk som gud­stje­ne­stesprog. Fler­tal­let af menig­he­dens med­lem­mer er dan­ske eller dansk­ta­len­de; og vi læg­ger afgø­ren­de vægt på at være loka­le.

I artik­len neden­for er der gjort mere udfør­ligt rede for Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses histo­rie til­ba­ge fra etab­le­rin­gen i janu­ar 2002 samt for de afgø­ren­de grun­de til, at den­ne menig­heds­dan­nel­se fandt sted.

 

1. Guds­mo­ders Beskyt­tel­se er en selv­stæn­dig menig­hed. Den blev oprin­de­ligt etab­le­ret i janu­ar 2002 som fili­al af en stør­re menig­hed i Oslo, Nor­ge. Gen­nem fire år har det­te ini­ti­a­tiv vist sin bære­dyg­tig­hed; og i decem­ber 2005 beslut­te­de ærke­bi­skop Gabri­el at til­de­le den hid­ti­di­ge fili­al sta­tus af egent­lig menig­hed med egen ledel­se. Menig­he­den er en del af den kir­ke­li­ge enhed, som kal­des Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat. Det­te er kir­ke­ret­ligt knyt­tet til Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat, men ejer en bety­de­lig grad af selv­sty­re i sit kir­ke­li­ge liv. Per­spek­ti­vet for stif­tet er etab­le­rin­gen af en egent­lig, selv­stæn­dig orto­doks Kir­ke i Vest­eu­ro­pa. Det fore­kom­mer os natur­ligt og rig­tigt, at dan­ske og skan­di­na­vi­ske orto­dok­se brin­ger sig inden for det­te per­spek­tivs ram­mer.

2. Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses menig­hed og med­lem­mer er ikke gæster i den­ne eller hin ”udland­skir­ke”. Det er afgø­ren­de for ini­ti­a­tiv­ta­ger­ne at arbej­de for, at vort kir­ke­li­ge liv bli­ver tæt knyt­tet til vor egen kul­tu­rel­le og sprog­li­ge bag­grund. Vi tror, at hvis vi ikke tager hul på den­ne udvik­ling, så risi­ke­rer vi på det over­ord­ne­de niveau, at Orto­dok­si­en i al frem­tid vil være noget del­vist frem­med og ekso­tisk; og på det per­son­li­ge plan vil man­ge fort­sat ople­ve en spalt­ning mel­lem kir­ke­li­vet på den ene side og “resten af livet”, fami­liært, kul­tu­relt, poli­tisk o.s.v. på den anden. For slet ikke at tale om alle dem, der på for­hånd opgi­ver at nær­me sig Den Orto­dok­se Kir­ke p.g.a. pro­ble­mer med sprog og kul­tur.

3. Guds­mo­ders Beskyt­tel­se vil med andre ord ger­ne med­vir­ke til at base­re den vide­re orto­dok­se udvik­ling her i lan­det på et alle­re­de eksi­ste­ren­de fæl­les­skab, nem­lig det, der natur­ligt eksi­ste­rer mel­lem krist­ne, der taler nogen­lun­de sam­me sprog og har stort set sam­me histo­ri­ske og kul­tu­rel­le bag­grund. Dis­se grund­læg­gen­de ele­men­ter kon­sti­tu­e­rer langt hen ad vejen sel­ve vor måde at opfat­te alle ting på, både de verds­li­ge og de kir­ke­li­ge. Det bety­der natur­lig­vis ikke, at dis­se ele­men­ter så har “for­trin­s­ret” for den krist­ne tro; men det bety­der, at vi kun vir­ke­ligt kan begri­be og udtryk­ke kri­sten­dom­men gen­nem vort moder­mål. Der­for er det vig­tigt for os efter bedste evne at frem­me en pro­ces, der ger­ne skul­le gøre Orto­dok­si­en til en natur­lig del af den dan­ske og nor­di­ske kri­sten­dom.

4. Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses virk­som­hed er del af et endog meget lang­sig­tet per­spek­tiv. Vi befin­der os, og vil i man­ge år frem­over befin­de os, i et afhæn­gig­heds­for­hold til den rus­si­ske tra­di­tion, som i det­te århund­re­de har bragt Orto­dok­si­en til­ba­ge til Vesten. I mangt og meget vil vi nød­ven­dig­vis læn­ge end­nu frem­stå som en “mini­ma­lud­ga­ve” af den fuldt orke­stre­re­de Orto­dok­si. Vi har den opfat­tel­se, at den­ne man­gel kan opve­jes af enga­ge­ment, inder­lig­hed og hårdt arbej­de. Og så kan vi, trods mang­ler­ne, glæ­de os over, at f. Johan­nes’ sto­re arbej­de i Hl. Niko­lai Menighet gen­nem mere end 20 år med at over­sæt­te Kir­kens litur­gi­ske tek­ster til norsk nu også kan kom­me os i Dan­mark til gode.

5. Dan­nel­sen af Guds­mo­ders Beskyt­tel­se er ikke et udtryk for fjend­skab mod alle­re­de eksi­ste­ren­de, orto­dok­se menig­he­der i Dan­mark. Dis­se består hoved­sa­ge­ligt af rus­se­re og har på for­skel­lig vis tæt til­knyt­ning til Rusland og den rus­si­ske kul­turkreds. De har der­for, af helt natur­li­ge årsa­ger, ikke den sto­re inter­es­se i udvik­lin­gen hen imod en lokalt base­ret, dansk­spro­get menig­hed. Og omvendt kan det for dan­ske orto­dok­se være for­bun­det med sto­re van­ske­lig­he­der at skul­le leve stør­ste­delen af deres gud­stje­ne­ste­liv i et uden­land­sk mil­jø og på et frem­med sprog. Vi ken­der fle­re, der har givet op af net­op dis­se grun­de.

6. En fransk kloster­for­stan­der spurg­te sidst i 1980-erne sin ånde­li­ge fader, hvad den­ne men­te om mulig­he­der­ne for at etab­le­re et fransk­spro­get, orto­dokst kloster på lan­det i det nord­li­ge Frank­rig. “Det er et fuld­kom­men ure­a­li­stisk pro­jekt”, lød svaret,“bare se at kom­me i gang”. Klo­stret lever nu, mere end ti år der­ef­ter, i bedste vel­gå­en­de og vækst. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt håber ini­ti­a­tiv­ta­ger­ne, at der med Guds hjælp og Guds­mo­ders for­bøn­ner må kun­ne rap­por­te­res noget til­sva­ren­de om Guds­mo­ders Beskyt­tel­se efter en årræk­ke.