Liturgien

“I og med at Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi er fæl­les­ska­bets hand­len, hvori alle del­ta­ger, er den udtryk for vores san­de væren som “men­ne­ske­li­ge per­so­ner”. Dét græ­ske ord, som mod­sva­rer “per­son”, hed­der pros­opon, og det bety­der egent­lig “ansigt” eller “ansigts­ud­tryk”. Jeg er kun en vir­ke­lig per­son, når jeg ven­der ansig­tet mod andre per­so­ner, når jeg ser dem ind i øjne­ne og lader dem møde mit blik. Med andre ord: der er kun tale om vir­ke­lig per­son­lig­hed, når mindst to per­so­ner taler sam­men. For at være mig selv har jeg behov for jer andre. Hvis dét er, hvad det vil sige at være en per­son, så udtryk­ker vi os net­op som per­so­ner i fæl­les­skab, når vi fejrer Den gud­dom­me­li­ge Litur­gi. Gud­stje­ne­sten er net­op den inder­lig­ste og mest per­son­li­ge hand­ling af alt det, vi men­ne­sker fore­ta­ger os.”

fra artik­len “Det er tid for Her­ren at gri­be ind!”

Oplæg om litur­gi­en på YouTu­be af f. Poul Seb­be­lov til den 9. sam­ta­le­ef­ter­mid­dag, 19. okto­ber 2024, om Den Orto­dok­se Kir­kes tro og prak­sis, base­ret på bogen “Kristus er opstan­den – Orto­doks Kris­ten­dom”: