De liturgiske klæder

Af Kris­ta M. West

Før­ste gang, jeg kom ind i en orto­doks kir­ke var dét, jeg lag­de aller­mest mær­ke til, klæ­der­ne. Vist duf­te­de røgel­sen vidun­der­ligt, vist var iko­ner­ne smuk­ke og san­gen inspi­re­ren­de; men de klæ­der! Jeg kun­ne ikke få blik­ket fra de smuk­ke bro­ka­de­stof­fer og det for mig (på det tids­punkt) usæd­van­li­ge snit. Jeg hav­de man­ge spørgs­mål, jeg ger­ne vil­le have svar på. Hvad var det for en besæt­ning hele vej­en rundt på præ­stens kap­pe-agti­ge klæd­ning? Er der altid sam­me antal kors på det klæd­nings­styk­ke, der min­de­de om et sjal? Og hvad betød det alt sam­men?

Ærkebiskop Gabriel

Alt for ofte tager vi bare Den Orto­dok­se Kir­kes litur­gi­ske klæ­der for givet. De udgør en del af vores kir­ke­li­ge Tra­di­tion, som læg­folk hver­ken for­står eller skæn­ker stør­re opmærk­som­hed. Alle véd, hvad en glo­rie eller en ikon er, og hvad de repræ­sen­te­rer. De fle­ste af os ken­der også til i hvert fald vis­se detal­jer i vore omfat­ten­de og for­skel­li­ge musi­kal­ske tra­di­tio­ner. Men jeg har en mistan­ke om, at de fle­ste orto­dok­se krist­ne vil­le have van­ske­ligt ved at benæv­ne det ruder-for­me­de klæd­nings­styk­ke, der hæn­ger ved præ­stens knæ (nav­net er epi­go­na­tion), end­si­ge for­kla­re dets betyd­ning. Men Kir­kens litur­gi­ske klæ­der udgør et smukt og stor­slå­et vid­nes­byrd om vores Tra­di­tion og ufor­an­dre­de tro, og der­for er de nok et nær­me­re bekendt­skab værd.

Fok med ind­sigt mener, at de litur­gi­ske klæ­der, vi bru­ger i vore dage, er udvik­let på basis af verds­li­ge klæ­der i Romer­ri­get i det før­ste og andet århund­re­de. De spe­ci­fik­ke stilar­ter blev knæ­sat som tra­di­tion i det byzan­tin­ske kej­ser­ri­ge, hvor gejst­li­ge var kej­ser­li­ge embeds­mænd og der­for efter loven for­plig­te­de til at bære syn­li­ge tegn på deres embe­de. Det er spæn­den­de at bemær­ke, hvor­dan de for­skel­li­ge klæd­nings­styk­ker fra begyn­del­sen er ble­vet til­lagt sym­bolsk, teo­lo­gisk betyd­ning.

Stik­ha­ri­et, som er basis­styk­ket for al orto­doks, litur­gisk klæd­ning, sym­bo­li­se­rer den krist­nes hvi­de dåbs­klæd­ning og fin­des i dag i et antal for­skel­li­ge vari­a­tio­ner. Præ­stens stik­ha­rion (som også bæres af biskop­pen) er nor­malt lavet af hvidt stof med en deko­ra­tiv besæt­ning nederst hele vej­en rundt. Den bæres under de øvri­ge klæ­der. (Ikke alle stik­ha­ri­er er hvi­de; det er ikke usæd­van­ligt at se præ­stens stik­ha­rion lavet af sam­me stof, som er brugt som foer i de øvri­ge klæd­nings­styk­ker). Dia­ko­nens stik­ha­rion, som er hoved­del­en af dia­ko­nens beklæd­ning, er typisk lavet af litur­gisk orna­men­te­ret bro­ka­de­stof; og det sam­me er til­fæl­det med altertje­ne­rens stik­ha­rion, som er en for­enk­let ver­sion af dia­ko­nens.

Dia­ko­nens ora­rion, præ­stens epi­tra­chli­on og biskop­pens omo­forion er alle tre spe­ci­fik­ke udga­ver af den præ­ste­li­ge sto­la. Den­ne beteg­nes ofte som den uni­ver­sel­le præ­ste­li­ge klæd­ning, for den tje­ner som det før­ste sym­bol på den præ­ste­li­ge tje­ne­ste, dens bærer udfø­rer, hvad enten han er dia­kon, præst eller biskop. Ora­ri­et, epi­tra­chli­et og omo­fori­et har tra­di­tio­nelt fryn­s­er i beg­ge ender og er deko­re­ret med et bestemt antal kors: På epi­tra­chli­et er der syv, seks på for­si­den og på bagstyk­ket ét min­dre, som præ­sten kys­ser, hver gang han iklæ­der sig. Ora­ri­et har lige­le­des syv kors. Omo­fori­et har tre, og der­til fire deko­ra­ti­ve emble­mer.

Felo­ni­on har sin oprin­del­se i romersk over­tøj fra gam­mel tid, en stor, rum­me­lig kap­pe til rej­se- og vin­ter­brug. Den bli­ver let den mest iøj­ne­fal­den­de del af præ­stens klæ­der: En stor kap­pe-lig­nen­de klæd­ning, som er åben for­til for at let­te bevæ­ge­lig­he­den. På rygsi­den af felo­ni­et er anbragt et stort kors eller en bro­de­ret Kristus-ikon.

Resten af den præ­ste­li­ge klæd­ning består af man­chet­ter eller epi­ma­nikia, bæl­te eller zone; og af epi­go­na­tion. Man­chet­ter­ne lader til at være kom­met til sene­re end de øvri­ge dele (i det sjet­te århund­re­de) som en litur­gisk efter­lig­ning af en detal­je i de byzan­tin­ske kej­sers klæd­ning. Det står uklart, hvor­når epi­go­na­tion, som ofte beteg­nes som en æres­be­vis­ning, kom i brug. I vore dage kan det tje­ne som sym­bol på for­skel­li­ge måder: på præ­stens teo­lo­gi­ske uddan­nel­se, som tegn på hans myn­dig­hed til at tage skrif­te­mål eller som hæder­s­tegn for fortjenst­fuld ind­sats. Det besked­ne bæl­te eller zone er en prak­tisk for­an­stalt­ning for at hol­de sam­men på de frit fly­ven­de gevand­ter.

I lig­hed med alle de tra­di­tio­ner, som ledsa­ger den orto­dok­se gud­stje­ne­ste, fun­ge­rer de litur­gi­ske klæ­der som en kon­kre­ti­se­ring af vores teo­lo­gi. Litur­gi­ske klæ­der er en yderst sti­li­se­ret og gam­mel­dags ver­sion af vores hver­dag­støj. Der­for kan vi opfat­te klæ­der­ne som ét af de man­ge sym­bo­ler, Kir­ken giver os for Kri­sti gen­løs­ning af den mate­ri­el­le ver­den: Efter Adams og Evas fald blev de nødt til at ifø­re sig klæ­der for at skju­le deres nøgen­hed; og Kir­ken har taget dis­se besked­ne klæ­der og for­vand­let og for­kla­ret dem i en sådan grad, at de kan anven­des i lov­pris­nin­gen og til­be­del­sen af Gud. Den måde, hvor­på de litur­gi­ske klæ­der mod­sva­rer vor meget men­ne­ske­li­ge trang til at gøre Her­rens her­lig­hed og kon­ge­vær­dig­hed syn­li­ge gen­nem Hans præ­ster, reflek­te­rer læren om Ska­be­rens inkar­na­tion. Var Gud, Ordet, ikke ble­vet men­ne­ske, hav­de der ikke været nogen hel­lig­gø­rel­se af men­ne­ske­li­ge ting og føl­ge­lig hel­ler ikke noget behov for her­lig­gjor­te klæ­der. De litur­gi­ske klæ­der tje­ner, lige­som iko­ner, som en påmin­del­se om vores smuk­ke og stor­slå­e­de kald som orto­dok­se krist­ne, nem­lig at ære Gud med hele vor væren, krop, sind og sjæl.

Der­for: Næste gang, du kom­mer ind i en orto­doks kir­ke, mærk duf­ten af røgel­se, se på iko­ner­ne og lyt til san­gen. Men tag dig også tid til at stu­de­re præ­stens og dia­ko­nens klæd­ning, alter­du­gen, stof­fet, der dæk­ker kal­ken; og tænk på det frel­sens myste­ri­um, som dis­se ”sto­fi­ko­ner” frem­stil­ler, et myste­ri­um, som bedst udtryk­kes ved bøn­ner­ne under præ­stens iklæd­ning:

Jeg vil glæ­de mig høj­lig i Her­ren, min sjæl skal jub­le i min Gud; thi Han klæd­te mig i frel­sens klæ­der, hyl­led mig i ret­færds kap­pe, som en brudg­om, der bin­der sit hoved­bind, som bru­den, der fæst­ner sine smyk­ker.