Kortfattet troslære

1.

Orto­dok­se krist­ne hører til i Den Orto­dok­se Kir­ke. “Orto­doks” har to betyd­nin­ger: “den ret­te tro” og “den ret­te lov­pris­ning”.

Den Orto­dok­se Kir­ke er den oprin­de­li­ge Kir­ke, som er grund­lagt af Kristus selv. Vi kal­der også Kir­ken “apo­stolsk”, for­di Kri­sti apost­le gav den en fast ord­ning. I Den Orto­dok­se Kir­ke er apost­le­nes mundt­li­ge og skrift­li­ge under­vis­ning ble­vet beva­ret frem til vore dage – og vil bli­ve beva­ret til alle tider.

Den Orto­dok­se Kir­ke ledes af Kir­kens biskop­per.

Kristus udvalg­te selv apost­le­ne. Apost­le­ne udvalg­te og ind­vie­de ved hånd­spå­læg­gel­se Kir­kens lede­re, som skul­le hjæl­pe dem og fort­sæt­te apost­le­nes ger­ning. Dis­se kal­der vi biskop­per. Biskop­per­ne ind­sat­te nye biskop­per, og sådan er den apo­stol­ske ledel­se via hånd­spå­læg­gel­sen ble­vet beva­ret i Kir­ken som en ubrudt kæde til­ba­ge til Kristus.

Vi kal­der også Kir­ken for “katolsk” eller “almin­de­lig”. Det bety­der, at Kir­ken stræk­ker sig ud over hele ver­den og omfat­ter alle men­ne­sker. For at skel­ne Den Orto­dok­se Kir­ke fra Den Romersk-katol­ske Kir­ke, som har pave­in­sti­tu­tio­nen og også på andre måder skil­ler sig ud fra den oprin­de­li­ge Kir­ke, taler vi nog­le gan­ge om “Øst­kir­ken” eller “Den Græsk-katol­ske Kir­ke”, hvil­ket imid­ler­tid ikke er gan­ske kor­rekt.

2.

Sand­he­den, som er åben­ba­ret os af Gud selv, bli­ver beva­ret og for­mid­let gen­nem den hel­li­ge Tra­di­tion og den hel­li­ge Skrift.

I den hel­li­ge Tra­di­tion beva­res dét, som from­me mænd og kvin­der har fået fra Gud og givet vide­re til Kir­ken i tale og lev­ned.

I den hel­li­ge Skrift beva­res de Guds ord, som er nedskre­vet af de hel­li­ge apost­le og pro­fe­ter under Hel­li­gån­dens vej­led­ning.

Den hel­li­ge Tra­di­tion er ældre end den hel­li­ge Skrift. Vi kan sige det sådan, at Skrif­ten udgør en del af Tra­di­tio­nen.

3.

Enk­lest og bedst lærer vi os den san­de, krist­ne tro i Tros­be­ken­del­sen. Den er udfor­met af de hel­li­ge Fædre på de før­ste af de almin­de­li­ge eller øku­me­ni­ske kir­ke­mø­der. Det er kun i Den Orto­dok­se Kir­ke, Tros­be­ken­del­sen er beva­ret ufor­an­dret i sin rene form.

4.

I Tros­be­ken­del­sen (eller Tros­sym­bo­let) siger vi, at vi tror på Gud, som er én af væsen, men tre Per­so­ner: Gud, Fade­ren; Gud, Søn­nen; og Gud, Hel­li­gån­den.

Der­for kal­des Gud også: Den hel­li­ge Tre­e­nig­hed.

Vi beken­der os også som med­lem­mer af den apo­stol­ske Kir­ke, som vi for­e­nes med ved dåben.

Til sidst beken­der vi, at målet for det jor­di­ske liv er det evi­ge liv i Guds Rige, hvor vi kom­mer hen efter de dødes opstan­del­se og den yder­ste dom.

5.

Den almæg­ti­ge Gud er vor him­mel­ske
Fader
Han er Ska­be­ren af alting, alt det syn­li­ge og usyn­li­ge.

Den usyn­li­ge ver­den omfat­ter eng­le­ne, som Gud først skab­te. Eng­le er åndsvæ­se­ner, Guds sen­de­bud, som har ind­fly­del­se på enkel­te men­ne­sker og på hele befolk­nings­grup­per iføl­ge Guds hel­li­ge vil­je.

Hvert men­ne­ske har en skyt­sen­gel, som beskyt­ter og hjæl­per og ind­g­y­der gode tan­ker.

Alle eng­le blev skabt gode. Men nog­le af dem brug­te deres frie vil­je til hov­mo­digt at rej­se sig imod Guds vil­je. Der­for faldt de dybt og blev onde. Dis­se onde eng­le søger bestan­digt at lok­ke men­ne­sker til sig og bort fra Gud.

Efter den usyn­li­ge ver­den skab­te Gud den syn­li­ge ver­den og men­ne­sket i Sit eget bil­le­de, alt­så med fri vil­je. Og selv om men­ne­sket faldt for den ondes fri­stel­ser, for­ka­ste­de Gud ikke men­ne­sket, men vil­le hjæl­pe det på fode igen.

6.

Der­for send­te Gud Sin enbår­ne Søn, vor Her­re

Jesus Kristus
Han blev ved Hel­li­gån­den født af Jom­fru Maria.
Kristus gav os Sit Evan­ge­li­um, det gla­de bud­skab om frel­sen og om Guds Rige.
Han ofre­de sig fri­vil­ligt på kor­set for at for­so­ne men­ne­sket med Gud.
Han opstod fra de døde, besej­re­de djæ­vel­en og døden, og gav også os del i opstan­del­sen fra døde.
Han fór op til him­me­len og åbne­de atter Him­me­ri­gets port, som på grund af syn­den hav­de været luk­ket for os.

7.
På pin­se­da­gen send­te Kristus

Hel­li­gån­den


Hel­li­gån­den blev sendt til discip­le­ne. Han for­e­ner os med Kristus på sam­me måde, som man poder en gren på et træ. Gre­nen suger livs­kraft fra træ­et og begyn­der at leve sam­me liv som træ­et På til­sva­ren­de måde får det men­ne­ske, som er for­e­net med Kristus, sin livs­kraft fra Ham og begyn­der at leve Hans evi­ge liv.

8.

Hel­li­gån­dens nåde eller Guds kraft får vi del i gen­nem

De hel­li­ge myste­ri­er
Myste­ri­er­ne eller sakra­men­ter­ne har Jesus Kristus selv givet os. Der reg­nes nor­malt med syv, og det er dem, der for­mid­ler Guds frel­se til os:

1. I dåben ren­ses men­ne­sket for syn­den, fødes til nyt, ånde­ligt liv og bli­ver kri­sten.

2. Ved myronsal­vel­sen får den døb­te fra Hel­li­gån­den styr­ke til at stå imod fri­stel­ser­ne og leve det nye liv i Kir­kens fæl­les­skab.

3. Ved Her­rens hel­li­ge nad­ver får den krist­ne del i Kri­sti Lege­me og Blod, for­e­nes sjæle­ligt og legem­ligt med Ham og får der­med del i det evi­ge liv.

4. Ved bodens eller skrif­te­må­lets myste­rion får det men­ne­ske, som med oprig­tig anger beken­der sine syn­der, gen­nem skrif­te­fa­de­ren til­gi­vel­se af Kristus selv.

5. Ved præ­ste­o­r­di­na­tio­nen får den mand, som er udvalgt af Hel­li­gån­den, gen­nem biskop­pens hånd­spå­læg­gel­se fuld­magt til at for­ret­te de hel­li­ge myste­ri­er og lede menig­he­den.

6. I ægte­ska­bets myste­rion vies mand og kvin­de af Kristus selv til fæl­les liv efter Guds bud.

7. Ved syge-sal­vel­sen får den, der er syg, styr­ke fra Gud og kan bli­ve hel­bredt på ånd og lege­me.


9.

Frel­sen for­mid­les gen­nem de hel­li­ge myste­ri­er.
Og dis­se for­val­tes af

Kir­ken
Der­for må dén, som vil frel­ses fra syn­den og mør­ket, til­hø­re Kri­sti Kir­ke.

Kir­ken er én, for­di den har en ene­ste grund­vold og et ene­ste hoved, Jesus Kristus. De enkel­te med­lem­mer af Kir­ken for­e­nes ved kær­lig­he­den.

Kir­ken er hel­lig, for­di den er Kri­sti hel­li­ge lege­me, hvori Hel­li­gån­den bor.

Kir­ken er almin­de­lig eller katolsk, for­di den stræk­ker sig ud over hele ver­den.

De, som er gået bort fra det jor­di­ske liv, hører ikke der­med op med at være med­lem­mer af Kir­ken. De er blot flyt­tet fra Kir­kens syn­li­ge, jor­di­ske del til dens usyn­li­ge, him­mel­ske del.

10.

Ethvert med­lem af Kir­ken, som ønsker at få del i det evi­ge liv må

Føl­ge efter Kristus

Kri­sti efter­føl­gel­se bety­der at have fast tro på Ham som vor Frel­ser og at føl­ge Hans eksem­pel, aldrig at tøve med at gøre Hans vil­je, at for­sa­ge sig selv og utræt­te­ligt kæm­pe mod de onde til­bø­je­lig­he­der og bestan­digt for­bed­re sig. Intet af det­te er muligt uden Guds nåde.

Af kær­lig­hed til os lod Kristus sig fri­vil­ligt kors­fæ­ste. Dét er Hans sto­re kær­lig­heds­ger­ning. Der­for bør vi vise vor kær­lig­hed til Ham og vor vil­je til at føl­ge Hans bud ved at hand­le i kær­lig­hed mod vore med­men­ne­sker. Vi skal da ikke und­la­de at ofre dét, som er os selv til behag, vore egne ønsker, og i yder­ste fald endog vort eget liv. Hel­ler ikke det­te kan fin­de sted, uden at vi får hjælp og styr­ke fra Kristus selv.

Gen­nem bøn­nen står vi i sta­dig for­bin­del­se med Kristus. I bøn­nen lov­pri­ser vi Guds fuld­kom­men­hed, tak­ker Ham for Hans sto­re god­hed og beder Ham om hjælp med vore ånde­li­ge og legem­li­ge behov.

Uden bøn kan vi ikke lære Gud at Ken­de!

Til den indre bøn hører den ydre bøn, for Gud har skabt os med både sjæl og lege­me. Der­for beder vi ikke blot med tan­ken, men benyt­ter sam­ti­digt både ord, bevæ­gel­ser og hand­lin­ger. Kor­sets tegn er de krist­nes hel­li­ge tegn. Når vi gør kor­sets tegn, min­des vi Den Kors­fæ­ste­de og giver udtryk for vor vil­je til at over­gi­ve os til Ham. Også bøj­nin­ger hører med til bøn­nen. Nog­le gan­ge bøjer vi kun nak­ken, andre gan­ge hele over­krop­pen, og end­nu andre gan­ge bøjer vi os helt til jor­den.

11.

Der er men­ne­sker, som har ofret hele deres liv til at føl­ge efter Kristus. En del af dis­se har Gud udvalgt som

Kir­kens hel­li­ge

Den frem­me­ste blandt dis­se er selv­føl­ge­lig Jesu moder, vor alhel­li­ge Guds­mo­der, Jom­fru Maria. Blandt de hel­li­ge fin­der vi også pro­fe­ter­ne, apost­le­ne, kir­ke­fædre­ne, mar­ty­rer­ne, beken­der­ne, hel­bre­der­ne og man­ge ere­mit­ter og mun­ke, som har truk­ket sig til­ba­ge til klo­stre­ne eller til øde­mar­ken for helt at kun­ne vie sig til bøn­nen og kam­pen mod det onde.

De hel­li­ges for­bøn­ner er stær­ke, alle­re­de mens de lever på jor­den; men når de efter døden farer op til him­len, får de end­nu mere styr­ke. Der­for ærer og hyl­der vi dem og beder dem om for­bøn­ner og hjælp i vore egne bøn­ner.

Den nåde, som Gud har ladet de hel­li­ge få del i, angår hele men­ne­sket, både sjæl og lege­me. Der­for er også deres jor­di­ske lev­nin­ger eller relik­vi­er hel­li­ge.

Vi ærer også bil­le­der af Kristus, Guds­mo­der, eng­le og de hel­li­ge. De kal­des iko­ner, og vi har dem i vore hjem som tegn på, at vi altid tager imod de hel­li­ge bud­brin­ge­re, Gud sen­der os. Når vi beder, stil­ler vi os for­an iko­ner­ne. De er syn­li­ge bil­le­der af Guds usyn­li­ge nåde og af Guds ved­va­ren­de, usyn­li­ge nær­vær. Der­for er iko­ner­ne hel­li­ge.

12.

Vi beder også for de døde. Bøn­nen for de døde for­e­ner os med dem, vi elsker her på jor­den. Kær­lig­he­den dør aldrig. Bøn­nen for de døde for­e­ner os med dem, lige­som bøn­nen til eng­le­ne og til de hel­li­ge for­e­ner den jor­di­ske del af Kir­ken med den him­mel­ske. I Kri­sti lys og kær­lig­hed for­e­nes alt og alle til én stor enhed — til Kristus selv, Hans hel­li­ge Kir­ke.

efter Tito Col­li­an­der
(finsk teo­log og skøn­lit­terær for­fat­ter 1904 — 1989)
fra: Orto­doks Bøn­ne­bok, Oslo 2002
for­dan­sket af redak­tio­nen