Prædiken, Søndag før Kristi Dåb, 3. januar 2021

Epi­stel: 2. Timo­t­heus­brev, kap. 4:5–8.
Evan­ge­li­um: Mar­kus, kap. 1:1–8.

Hele Gud­stje­ne­sten kan ses her:
Søn­dag før Kri­sti Dåb — Gud­dom­me­lig Liturgi
3. janu­ar 2021

Metropolit Josephs Julehilsen 2020

Såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn, den Enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv.
(Joh. 3,16)

Mine kære elskede

San­de­lig, for­di den kær­li­ge Gud for­stod, at den men­ne­ske­li­ge tan­ke ikke kan fat­te Hans natur, tænk­te Han, at det ene­ste, men­ne­sket vil­le kun­ne begri­be, vil­le være Gud i men­ne­ske­lig skik­kel­se. Men­ne­ske kun­ne for­stå men­ne­ske. Hvis de var fæl­les om lidel­sen, vil­le de være fæl­les om forståelsen.

I den gam­le, hel­li­ge Skrift for­tal­te Gud Fader os, at vi er skab­te i Hans bil­le­de, og der­med for­be­red­te Han os på, at Hans Søn, Jesus Kristus, skul­le fødes. Han gjor­de os para­te til at tro, at en dag vil­le Guds Søn kom­me og i sand­hed være et Men­ne­ske, som van­dre­de på jor­den sam­men med os andre.

Bud­ska­bet i Det Gam­le Testa­men­te fra Fade­ren om Søn­nen gjor­de Hans kom­me til en meget vel­kendt sag. Så Han send­te Sin Søn – den bed­ste repræ­sen­tant, Han hav­de – ned på jor­den. Og da Han kom, var der ingen, som hav­de nogen und­skyld­ning for at tviv­le om, at Han var Guds Søn. For vi har aldrig mang­let viden om, at Gud også vil­le bli­ve Men­ne­ske: Han del­te Sit bil­le­de med os. Fade­ren elske­de Sin Søn inder­ligt. Men Han gav Ham til os, for­di Han også elske­de os.

Her vil jeg ger­ne, sam­men med jer, gøre mig tan­ker om, hvor­dan det kun­ne være gået til den­gang. Hvis vi et øje­blik kan fore­stil­le os Fade­ren og Søn­nen lige­som en men­ne­ske­lig søn og hans far, der taler sam­men, før søn­nen for­la­der hjem­met for at dra­ge ud i verden.

I det sce­na­rie kun­ne Gud have sagt: Søn, jeg er vir­ke­lig ked af, at Du tager afsted, og jeg kom­mer helt bestemt til at sav­ne Dig.Jeg elsker Dig af hele mit hjer­te; men jeg ønsker vir­ke­lig, at Du skal tage ned på jor­den for at min­de folk om, at men­ne­sket er skabt ved Dig, efter mit bil­le­de, og at men­ne­sket også er skabt i Dit, Gud Søn­nens, bil­le­de; for enhver ved, at orde­ne ”i vort bil­le­de, så de lig­ner os” blev sagt til Dig, min Søn. Du må tage af sted og lære de arme sjæ­le der­ne­de, hvor­dan de skal leve; og Du må vise dem vej­en, som vil lede dem hjem igen. – Det sid­ste, Fade­ren sag­de til Sin Søn, var: Giv dem al min kærlighed!

Sæt­nin­gen lyder så enkel, men den giver også god mening, både på men­ne­ske­ligt og gud­dom­me­ligt niveau. Og det er, hvad vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel bety­der: Giv dem al min kærlighed!

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um for­tæl­ler os nøj­ag­tigt, hvad det var, Her­ren Jesus gjor­de. Han så, at men­ne­ske­ne øde­lag­de deres egne liv, så Han steg ned fra Him­len for at hjæl­pe dem til at kun­ne brin­ge orden i det. Det er for­må­let med Hans Fød­sel: at lære men­ne­sker, hvor­dan de skal leve.

Hvad lær­te Han os? Vær gode, vær ærli­ge, vær rene, vær ret­fær­di­ge, vær kær­li­ge. – Lad os, som vi nær­mer os høj­ti­den for Kri­sti Fød­sel, ydmy­ge os og huske på den orto­dok­se, krist­ne for­stå­el­se, at men­ne­sket er skabt i Jesu bil­le­de med alle de fysi­ske, intel­lek­tu­el­le og ånde­li­ge egen­ska­ber og evner, Jesus hav­de som Menneske.

Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos sag­de, at Gud ven­te­de læn­ge; og da men­ne­ske­ne efter enhver måle­stok klart stod til at døm­mes for deres mang­len­de for­må­en til at hjæl­pe sig selv, så frel­ste Han dem af Sin nåde ved Kristus.

Det er grun­den til, at før vi kan have nogen som helst mulig­hed for frel­se og lyk­ke, må vi alle sam­men give afkald på enhver illu­sion om at kun­ne frel­se os selv gen­nem den­ne eller hin form for lovly­dig­hed eller god opfør­sel, ved bega­ve­de ana­ly­ser eller soci­al sty­ring, eller ved lydig­hed over for en impo­ne­ren­de pro­fet eller en hel grup­pe af pro­fe­ter, eller gen­nem noget som helst, som er blot og bart men­ne­ske­ligt, og som af sam­me grund ikke har magt til at ændre den men­ne­ske­li­ge natur.

Gud søg­te i os at ska­be et sind, som var bevidst om ret­fær­dig­hed, så at når vi var ble­vet over­be­vi­ste om vores uvær­dig­hed og hav­de gjor­de det åben­lyst, at vi var ude af stand til at gå ind i Guds Rige af egen kraft, så kun­ne vi bli­ve i stand til det ved Guds styrke.

Hvad er dagens bud­skab? Jesus Kristus er Gud, i Hvis bil­le­de vi er skabt. Vores liv er er en for­e­ning af ånd, sjæl og lege­me. Før Jesus hav­de men­ne­sker deres samvit­tig­hed, og så fik de Loven. Men Loven kun­ne ikke frel­se nogen. Af egen kraft kan vi ikke unds­lip­pe synd og død. ”Vi syn­de­de som vore fædre, hand­le­de ilde og gud­løst” (Sl. 106,6). Kun Han, som er Gud og Men­ne­ske kan over­vin­de død og synd. Jesus er det ene­ste svar. Han er det ene­ste Men­ne­ske nogen­sin­de, som ikke har nogen synd. Og for­di Han ikke har nogen synd i Sig, er Han immun over­for døden. Her­ren Jesus for­so­ner os med Gud. Han er den Ene­ste, som er fuld­kom­men som Gud og fuld­kom­men som Men­ne­ske. Han tog vor men­ne­ske­li­ge natur på Sig. Han lever i men­ne­sker og gør dem hel­li­ge. Det er ale­ne Her­ren Jesus Kristus, som er vor Gud og Frelser.

Mine kære elske­de, i dag for­vand­ler Her­ren Jesus Sig og påta­ger Sig vor natur. Så lad også os for­vand­le os, lad os bli­ve Ham lig.

Din dag, Her­re, er stor! Lad den ikke være min­dre for os; men lad alle vore dage være vel­sig­ne­de – sådan råb­te hl. Efraim Syreren.

Glæ­de­lig jul!

Med kær­lig­hed i den nyfød­te Kristus, vor Frelser

Sign. + Met. Joseph

Prædiken, Søndag inden Jul, Forfesten til Jul, 20. december 2020

Jesu Kri­sti Slægtstavle.

Præ­di­ken af f. Poul, 20. decem­ber 2020:

Epi­stel: Hebræ­er­bre­vet, kap. 11: 9–10, 17–22, 32–40.
Evan­ge­li­um: Mat­t­hæus, kap. 1:1–25.

Prædiken, De hellige Forfædres Søndag, 13. december 2020

Præ­di­ken af f. Poul, 13. decem­ber 2020:

Epi­stel: Efe­ser­bre­vet, kap. 6:10–17.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 13:10–17.

Prædiken, 26. Søndag efter Pinse, Hellige Nikolaos Undergøreren, 6. december 2020

Fresko af Hl. Nicholas Undergøreren, biskop af Myra, fra Ferapontov-klosteret i Rusland.

Fresko af Hl. Nicho­las Under­gø­re­ren, biskop af Myra, fra Fera­pon­tov-kloste­ret i Rusland.

Læs om hel­li­ge Niko­la­os Undergøreren

Lyt til præ­di­ken af f. Poul, 6. decem­ber 2020:

Epi­stel: Efe­ser­bre­vet, kap. 5:9–19.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 12:16–21.

Prædiken, 25. Søndag efter Pinse, 29. november 2020

Præ­di­ken af f. Poul:

Epi­stel: Efe­ser­bre­vet, kap. 4:1–7.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 10:25–37.

Prædikener 21./22. november 2020: Gudsmoders Indføring i Templet

Gudsmoders Indføring i Templet

Guds­mo­ders Ind­fø­ring i Templet

Præ­di­ken af f. Poul, Guds­mo­ders Ind­fø­ring i Temp­let, 21. novem­ber 2020:

Epi­stel: Hebræ­er­bre­vet, kap. 9:1–7.
Evan­ge­li­um: Luk. 10:38–42 + 11:27–28.

Præ­di­ken af f. Poul, 24. Søn­dag efter Pin­se, Efter­fe­sten til Guds­mo­ders Ind­fø­ring i Temp­let, 22. novem­ber 2020:

Epi­stel: Efe­ser­bre­vet, kap. 2:4–10.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 8:26–39.

Prædiken, 23. Søndag efter Pinse, 15. november 2020

Præ­di­ken af f. Poul:

Epi­stel: Efe­ser­bre­vet, kap. 2:4–10.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 8:26–39.

Prædiken, 22. Søndag efter Pinse, 8. november 2020

Præ­di­ken af f. Poul, 8. novem­ber 2020:

Epi­stel: Gala­ter­bre­vet, kap. 6:11–18.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 16:19–31.

Prædiken, 21. Søndag efter Pinse, 1. november 2020

Præ­di­ken af f. Poul:

Epi­stel: Gala­ter­bre­vet, kap. 2:16–20.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 8:5–15.