Jeg er Opstan­del­sen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25)

Kære elske­de Fædre, Brød­re og Søstre, Chri­stos Vosk­re­se, Kristus er opstan­den!

Det­te bud­skab fra mig er ander­le­des, lige­som min 38. Påske sam­men med jer hel­ler ikke er den sam­me. Kri­sti her­li­ge Opstan­del­se er ble­vet vidun­der­ligt ophø­jet i smuk­ke ord og hym­ner fra fra de hel­li­ge Fædre i vor hel­li­ge Orto­dok­se Kir­ke og brin­ger os det Gode Bud­skab om håb, liv og frel­se. Sam­men med dem syn­ger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sand­hed Liv og Opstan­del­se for men­ne­skeslæg­ten!”

Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager dis­se ord og de tan­ker, de står for, ind i vor bevidst­hed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de vide­re­brin­ger tan­ker, og tan­ker er ful­de af kraft.

For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjem­me! Red liv!” Og i Esa­jas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evi­ge og bestan­di­ge del af os, vores inder­ste væsen. Det er et dybe­re ord end ”per­son­lig­hed”. Det peger på dig, i din grund­læg­gen­de stor­hed. Sjæ­len må såle­des leve og vok­se. Hvor­dan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Bud­ska­bet om liv og vækst. Hvor­dan hører man det? Gen­nem øret, natur­lig­vis, for det er hørel­sens vir­ke­må­de.

Men her lig­ger van­ske­lig­he­den. Vi har ten­dens til kun at høre med det ydre øre. Menin­gen prel­ler af på os, efter­la­der måske en lil­le rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt under­be­vid­ste. Når du hører med det indre øre, så fly­der den sand­hed, du lyt­ter til, dybt ind det områ­de inden i dig, hvor du har en leven­de erfa­ring af sand­hed. Så sker der vidun­der­li­ge ting.

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um frem­by­der sto­re rig­dom­me. Alli­ge­vel har nog­le af jer måske, lige­som jeg, gået regel­mæs­sigt i kir­ke i åre­vis uden at bemær­ke noget, der lig­ner en stor beri­gel­se. I har aldrig erfa­ret nogen menings­fuld ændring. Hvor­for? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sin­de udsat jer selv for det hel­li­ge Evan­ge­li­um, har I ladet det kom­me rig­tigt ind i jer, ladet det træn­ge dybt ind i jeres natur?

For det hel­li­ge Evan­ge­li­um er den stør­ste magt i ver­den. Det kan opvæk­ke kræf­ter i os, som vi end ikke vid­ste eksi­ste­re­de. Pro­ble­met med os er, at vi hol­der det på afstand, vi lader det røre ved over­fla­den, men vi luk­ker det ikke vir­ke­ligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!”

Lige meget hvor liv­lø­se vi føler os, mine elske­de ven­ner i den opstand­ne Her­re, lige meget hvor slag­ne vi fore­kom­mer os selv og andre at være, ”som håbets fan­ger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hel­li­ge Evan­ge­li­um som jeres dag­li­ge læs­ning, og det liv vil våg­ne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksem­pli­fi­ce­ret i natu­rens ver­den ved for­års­ti­de: den vidun­der­li­ge kraft til livets for­ny­el­se, over­væl­den­de og smukt.

Vor Her­re Jesus Kristus åben­ba­re­de man­ge gan­ge gen­nem Sit jor­di­ske liv for­må­let med Sin lidel­se og Opstan­del­se, men selv apost­le­ne kun­ne ikke begri­be det. Efter Kri­sti kors­fæ­stel­se luk­ke­de de sig i fortviv­lel­se inde i den Øvre Sal og var ikke vil­li­ge til at tro det gode bud­skab om Frel­se­rens Opstan­del­se, som de Myr­r­ha­bæ­ren­de Kvin­der over­brag­te dem. Men efter deres møde med den opstand­ne Kristus blev deres bedrø­vel­se vendt til glæ­de over at være for­e­ne­de med Her­ren. Smer­ten over Her­rens kors­fæ­stel­se og død blev for­vand­let til jubel over Frel­se­rens sejr, sor­gens sor­te nat blev vendt til Opstan­del­sens dag­gry, som gen­ska­ber hele uni­ver­set. Og den krist­ne tro spred­te sig sej­r­rigt over hele ver­den, hvor den gen­nem mere end 20 århund­re­der har ledt men­ne­skeslæg­tens liv mod frel­se og evig­hed.

Det glæ­des­fyld­te bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se brin­ger håb og trøst i over­flod, selv i vore uro­li­ge tider, hvor men­ne­ske­he­den er pla­get og liden­de, stil­let over­for afsavn og tab, og sam­men gen­nem­går kva­ler og kri­ser. I år er der tal­lø­se tro­en­de over hele ver­den, som til­brin­ger den liv­gi­ven­de Påskes tid i iso­la­tion, man­ge af dem langt bor­te fra deres kære og deres ven­ner. Også under de nuvæ­ren­de, van­ske­li­ge vil­kår, grun­det pan­de­mi­en, fejrer vi de hel­li­ge tje­ne­ster med til­be­del­se i vore kir­ker, men uden at de tro­en­de fysisk er til ste­de. Ikke desto min­dre, I elske­de, vær for­vis­se­de om, at I er med os i ånden, i tan­ke og bøn, og at vi fejrer den­ne vidun­der­li­ge høj­tid sam­men.

Kri­sti Opstan­del­se er genop­ret­tel­sen af men­ne­ske­lig væren, og den er evig­he­dens gave til os alle. ”Jeg er kom­men, for at de skal have liv og have over­flod.” (Joh. 10:10)

Med Guds nåde vil vi og hele ver­den stå imod den­ne prø­vel­se. Det er imid­ler­tid afgø­ren­de vig­tigt, at vi bli­ver stær­ke­re, mens vi over­vin­der den, at vi bli­ver for­e­ne­de og ånde­ligt styr­ke­de og altid har Gud som vor vej­le­der og støt­te. ”Det­te er den sejr, som har sej­ret over ver­den: vor tro”, siger apost­len (1. Joh. 5:4). Ja, mine elske­de, med tro­en på Opstan­del­sen og med bevidst­he­den om Frel­se­rens nær­vær i vore liv vil vi kun­ne kla­re de pro­ble­mer, vort elske­de præ­ste­skab og Stif­tets tro­en­de står over for, og vi vil kun­ne opbyg­ge den lyse frem­tid, vi alle drøm­mer om.

Vi frem­bæ­rer vore bøn­ner for vor Her­re og Frel­ser. – Må Han skæn­ke Sin Opstan­del­ses strå­len­de nåde til alle kir­ker, klo­stre, mis­sio­ner og sko­ler i vort Stift, i USA, Cana­da, Austra­li­en og Euro­pa, og til alle orto­dok­se krist­ne over hele ver­den. Må Han fri os fra prø­vel­ser og skæn­ke os Sin fred og him­mel­ske vel­sig­nel­ser. Må det gode bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se og om livets sejr for evigt give gen­lyd i vore hjer­ter og sjæ­le.

Amen! Chri­stos vosk­re­se! Kristus er opstan­den!

Med kær­lig­hed i den opstand­ne Her­re

sign. + Metro­po­lit Joseph
den hel­li­ge Påske 2020