Metropolit Josephs Påskebudskab 2022, oplæst af f. Poul, Påskemorgen, Søndag den 24. april 2022.
| ||
Jeg er Opstandelsen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25) Kære elskede Fædre, Brødre og Søstre, Christos Voskrese, Kristus er opstanden! Dette budskab fra mig er anderledes, ligesom min 38. Påske sammen med jer heller ikke er den samme. Kristi herlige Opstandelse er blevet vidunderligt ophøjet i smukke ord og hymner fra fra de hellige Fædre i vor hellige Ortodokse Kirke og bringer os det Gode Budskab om håb, liv og frelse. Sammen med dem synger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sandhed Liv og Opstandelse for menneskeslægten!” Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager disse ord og de tanker, de står for, ind i vor bevidsthed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de viderebringer tanker, og tanker er fulde af kraft. For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjemme! Red liv!” Og i Esajas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evige og bestandige del af os, vores inderste væsen. Det er et dybere ord end ”personlighed”. Det peger på dig, i din grundlæggende storhed. Sjælen må således leve og vokse. Hvordan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Budskabet om liv og vækst. Hvordan hører man det? Gennem øret, naturligvis, for det er hørelsens virkemåde. Men her ligger vanskeligheden. Vi har tendens til kun at høre med det ydre øre. Meningen preller af på os, efterlader måske en lille rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt underbevidste. Når du hører med det indre øre, så flyder den sandhed, du lytter til, dybt ind det område inden i dig, hvor du har en levende erfaring af sandhed. Så sker der vidunderlige ting. Det hellige Evangelium frembyder store rigdomme. Alligevel har nogle af jer måske, ligesom jeg, gået regelmæssigt i kirke i årevis uden at bemærke noget, der ligner en stor berigelse. I har aldrig erfaret nogen meningsfuld ændring. Hvorfor? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sinde udsat jer selv for det hellige Evangelium, har I ladet det komme rigtigt ind i jer, ladet det trænge dybt ind i jeres natur? For det hellige Evangelium er den største magt i verden. Det kan opvække kræfter i os, som vi end ikke vidste eksisterede. Problemet med os er, at vi holder det på afstand, vi lader det røre ved overfladen, men vi lukker det ikke virkeligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” Lige meget hvor livløse vi føler os, mine elskede venner i den opstandne Herre, lige meget hvor slagne vi forekommer os selv og andre at være, ”som håbets fanger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hellige Evangelium som jeres daglige læsning, og det liv vil vågne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksemplificeret i naturens verden ved forårstide: den vidunderlige kraft til livets fornyelse, overvældende og smukt. Vor Herre Jesus Kristus åbenbarede mange gange gennem Sit jordiske liv formålet med Sin lidelse og Opstandelse, men selv apostlene kunne ikke begribe det. Efter Kristi korsfæstelse lukkede de sig i fortvivlelse inde i den Øvre Sal og var ikke villige til at tro det gode budskab om Frelserens Opstandelse, som de Myrrhabærende Kvinder overbragte dem. Men efter deres møde med den opstandne Kristus blev deres bedrøvelse vendt til glæde over at være forenede med Herren. Smerten over Herrens korsfæstelse og død blev forvandlet til jubel over Frelserens sejr, sorgens sorte nat blev vendt til Opstandelsens daggry, som genskaber hele universet. Og den kristne tro spredte sig sejrrigt over hele verden, hvor den gennem mere end 20 århundreder har ledt menneskeslægtens liv mod frelse og evighed. Det glædesfyldte budskab om Kristi Opstandelse bringer håb og trøst i overflod, selv i vore urolige tider, hvor menneskeheden er plaget og lidende, stillet overfor afsavn og tab, og sammen gennemgår kvaler og kriser. I år er der talløse troende over hele verden, som tilbringer den livgivende Påskes tid i isolation, mange af dem langt borte fra deres kære og deres venner. Også under de nuværende, vanskelige vilkår, grundet pandemien, fejrer vi de hellige tjenester med tilbedelse i vore kirker, men uden at de troende fysisk er til stede. Ikke desto mindre, I elskede, vær forvissede om, at I er med os i ånden, i tanke og bøn, og at vi fejrer denne vidunderlige højtid sammen. Kristi Opstandelse er genoprettelsen af menneskelig væren, og den er evighedens gave til os alle. ”Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod.” (Joh. 10:10) Med Guds nåde vil vi og hele verden stå imod denne prøvelse. Det er imidlertid afgørende vigtigt, at vi bliver stærkere, mens vi overvinder den, at vi bliver forenede og åndeligt styrkede og altid har Gud som vor vejleder og støtte. ”Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro”, siger apostlen (1. Joh. 5:4). Ja, mine elskede, med troen på Opstandelsen og med bevidstheden om Frelserens nærvær i vore liv vil vi kunne klare de problemer, vort elskede præsteskab og Stiftets troende står over for, og vi vil kunne opbygge den lyse fremtid, vi alle drømmer om. Vi frembærer vore bønner for vor Herre og Frelser. – Må Han skænke Sin Opstandelses strålende nåde til alle kirker, klostre, missioner og skoler i vort Stift, i USA, Canada, Australien og Europa, og til alle ortodokse kristne over hele verden. Må Han fri os fra prøvelser og skænke os Sin fred og himmelske velsignelser. Må det gode budskab om Kristi Opstandelse og om livets sejr for evigt give genlyd i vore hjerter og sjæle. Amen! Christos voskrese! Kristus er opstanden! Med kærlighed i den opstandne Herre sign. + Metropolit Joseph  Kristus er opstanden! Kære fædre, Kære brødre og søstre Kristus er opstanden! Større kærlighed har ingen end dén at sætte livet til for sine venner (Joh. 15,13) Når jeg som overskrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apostle nogle timer inden Sin lidelse, sådan som den hellige Johannes beretter, skyldes det to nøgleord deri, som begge henviser til Herrens Opstandelse: kærlighed og liv! For når vi på den dag glæder os sammen med vore familier, vore menigheder og i klostrene, så er det fordi, Jesus nærer stor kærlighed til hver enkelt af os og skænker os adgang til livet. Vi har alle brug for kærlighed, og vi er kaldede til livet! Det er en universel virkelighed, som deles af alle mennesker på jorden. Faktisk er et liv uden kærlighed meningsløst. Vi, som er kristne, må være vidner om kærligheden. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men endnu meget mere bør vi leve det. Det er den mest overbevisende måde, vi kan udtrykke os på i den sammenhæng. Det er dét, Herren gjorde: Han elskede os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstandelse er to sider af det samme segl, hvormed Han én gang for alle har mærket vore hjerter. Ja, Påsken er en meget smuk og stor højtid, for den markerer en ”passage”, en overgang, det er betydningen af ordet ”Pessah” på hebraisk. Det er en glædens højtid, vi oplever, for Kristus går sejrrig tværs gennem døden, og den ”passage” er endelig! Men vi skal være opmærksomme på, at selv om Jesu Opstandelse er en begivenhed, som er historisk bevidnet, er den ikke statisk og ej heller stivnet i tiden. Fra den dag ”passerer” Herren hele tiden gennem vore liv, og Han tilbyder os Sin kærlighed, her på jorden og i det evige liv. Ved hver hændelse i vor hverdag rækker Herren os hånden os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kærlighed! Men lad os konkret se på, hvad det vil sige. Når vi betragter vore liv, alle menneskers liv på jorden, fristes vi af mismod, og vi ville kunne sige som Prædikeren: Det er alt sammen tomhed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så mange ulykker, så megen knust kærlighed! Alvorlig sygdom, det uventede uheld, aldringen, hvori alting er i aftagende, er alle elementer, som kan gøre os nedtrykte. Mange unge nærer tvivl om deres fremtid og gribes af ængstelse, og nogle gange søger de erstatninger uden fremtid. Stillet over for en sådan frygt og sådanne ængstelser må vi huske på, at inden Påske kommer Store Fredag med dens lidelse. Vi må atter tænke på Gethsemane — Min sjæl er dybt bedrøvet til døden — og på Korsfæstelsen — Min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Da forstår vi, at Opstandelsen ikke blot er en hyggelig familiefest, som vi kan glemme igen i morgen, men et sandt kildevæld, en hymne til livet og kærligheden. Når Kristus tog imod lidelse, fornedrelse (kenosis) udelukkelse, afvisning, den frygtelige ensomhed, apostlenes svigt og endelig døden på Korset, så er det for, at vi, gennem Opstandelsens mysterium, som fulgte, ikke mere skal nære frygt. Senere bliver Thomas opfordret af Frelseren til at lægge hånden på det sår, lansen havde forårsaget under Korsfæstelsen. Den gestus gøres på vegne af hver eneste af os: Ved at berøre Kristi side modtog apostlen som en gave Guds uendelige kærlighed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stammer fra mange ængstelser og genvordigheder, forvandler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Herre og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, ligesom til Thomas siger Herren til hvert menneske: Hvis du vil, skænker jeg dig min kærlighed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Salige er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29). Frelserens Opstandelse åbenbarer da for os det sande mål for Korsets mysterium, nemlig vor Herre Jesu overmåde store kærlighed til os, til alle mennesker på jorden. Kære fædre, brødre og søstre Ved denne store og lysende højtid omfavner jeg jer alle med megen kærlighed og glæde! Nu er vi opstandne med Kristus, vi har set det sande Lys, og fra nu af er det det guddommelige liv, som strømmer i vore årer. Kristus er opstanden! Paris den 2. / 15. April 2012 + Ærkebiskop Gabriel af Comane | ||
