Metropolit Josephs Påskebudskab 2020

Jeg er Opstan­del­sen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25)

Kære elske­de Fædre, Brød­re og Søstre, Chri­stos Vosk­re­se, Kristus er opstan­den!

Det­te bud­skab fra mig er ander­le­des, lige­som min 38. Påske sam­men med jer hel­ler ikke er den sam­me. Kri­sti her­li­ge Opstan­del­se er ble­vet vidun­der­ligt ophø­jet i smuk­ke ord og hym­ner fra fra de hel­li­ge Fædre i vor hel­li­ge Orto­dok­se Kir­ke og brin­ger os det Gode Bud­skab om håb, liv og frel­se. Sam­men med dem syn­ger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sand­hed Liv og Opstan­del­se for men­ne­skeslæg­ten!”

Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager dis­se ord og de tan­ker, de står for, ind i vor bevidst­hed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de vide­re­brin­ger tan­ker, og tan­ker er ful­de af kraft.

For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjem­me! Red liv!” Og i Esa­jas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evi­ge og bestan­di­ge del af os, vores inder­ste væsen. Det er et dybe­re ord end ”per­son­lig­hed”. Det peger på dig, i din grund­læg­gen­de stor­hed. Sjæ­len må såle­des leve og vok­se. Hvor­dan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Bud­ska­bet om liv og vækst. Hvor­dan hører man det? Gen­nem øret, natur­lig­vis, for det er hørel­sens vir­ke­må­de.

Men her lig­ger van­ske­lig­he­den. Vi har ten­dens til kun at høre med det ydre øre. Menin­gen prel­ler af på os, efter­la­der måske en lil­le rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt under­be­vid­ste. Når du hører med det indre øre, så fly­der den sand­hed, du lyt­ter til, dybt ind det områ­de inden i dig, hvor du har en leven­de erfa­ring af sand­hed. Så sker der vidun­der­li­ge ting.

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um frem­by­der sto­re rig­dom­me. Alli­ge­vel har nog­le af jer måske, lige­som jeg, gået regel­mæs­sigt i kir­ke i åre­vis uden at bemær­ke noget, der lig­ner en stor beri­gel­se. I har aldrig erfa­ret nogen menings­fuld ændring. Hvor­for? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sin­de udsat jer selv for det hel­li­ge Evan­ge­li­um, har I ladet det kom­me rig­tigt ind i jer, ladet det træn­ge dybt ind i jeres natur?

For det hel­li­ge Evan­ge­li­um er den stør­ste magt i ver­den. Det kan opvæk­ke kræf­ter i os, som vi end ikke vid­ste eksi­ste­re­de. Pro­ble­met med os er, at vi hol­der det på afstand, vi lader det røre ved over­fla­den, men vi luk­ker det ikke vir­ke­ligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!”

Lige meget hvor liv­lø­se vi føler os, mine elske­de ven­ner i den opstand­ne Her­re, lige meget hvor slag­ne vi fore­kom­mer os selv og andre at være, ”som håbets fan­ger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hel­li­ge Evan­ge­li­um som jeres dag­li­ge læs­ning, og det liv vil våg­ne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksem­pli­fi­ce­ret i natu­rens ver­den ved for­års­ti­de: den vidun­der­li­ge kraft til livets for­ny­el­se, over­væl­den­de og smukt.

Vor Her­re Jesus Kristus åben­ba­re­de man­ge gan­ge gen­nem Sit jor­di­ske liv for­må­let med Sin lidel­se og Opstan­del­se, men selv apost­le­ne kun­ne ikke begri­be det. Efter Kri­sti kors­fæ­stel­se luk­ke­de de sig i fortviv­lel­se inde i den Øvre Sal og var ikke vil­li­ge til at tro det gode bud­skab om Frel­se­rens Opstan­del­se, som de Myr­r­ha­bæ­ren­de Kvin­der over­brag­te dem. Men efter deres møde med den opstand­ne Kristus blev deres bedrø­vel­se vendt til glæ­de over at være for­e­ne­de med Her­ren. Smer­ten over Her­rens kors­fæ­stel­se og død blev for­vand­let til jubel over Frel­se­rens sejr, sor­gens sor­te nat blev vendt til Opstan­del­sens dag­gry, som gen­ska­ber hele uni­ver­set. Og den krist­ne tro spred­te sig sej­r­rigt over hele ver­den, hvor den gen­nem mere end 20 århund­re­der har ledt men­ne­skeslæg­tens liv mod frel­se og evig­hed.

Det glæ­des­fyld­te bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se brin­ger håb og trøst i over­flod, selv i vore uro­li­ge tider, hvor men­ne­ske­he­den er pla­get og liden­de, stil­let over­for afsavn og tab, og sam­men gen­nem­går kva­ler og kri­ser. I år er der tal­lø­se tro­en­de over hele ver­den, som til­brin­ger den liv­gi­ven­de Påskes tid i iso­la­tion, man­ge af dem langt bor­te fra deres kære og deres ven­ner. Også under de nuvæ­ren­de, van­ske­li­ge vil­kår, grun­det pan­de­mi­en, fejrer vi de hel­li­ge tje­ne­ster med til­be­del­se i vore kir­ker, men uden at de tro­en­de fysisk er til ste­de. Ikke desto min­dre, I elske­de, vær for­vis­se­de om, at I er med os i ånden, i tan­ke og bøn, og at vi fejrer den­ne vidun­der­li­ge høj­tid sam­men.

Kri­sti Opstan­del­se er genop­ret­tel­sen af men­ne­ske­lig væren, og den er evig­he­dens gave til os alle. ”Jeg er kom­men, for at de skal have liv og have over­flod.” (Joh. 10:10)

Med Guds nåde vil vi og hele ver­den stå imod den­ne prø­vel­se. Det er imid­ler­tid afgø­ren­de vig­tigt, at vi bli­ver stær­ke­re, mens vi over­vin­der den, at vi bli­ver for­e­ne­de og ånde­ligt styr­ke­de og altid har Gud som vor vej­le­der og støt­te. ”Det­te er den sejr, som har sej­ret over ver­den: vor tro”, siger apost­len (1. Joh. 5:4). Ja, mine elske­de, med tro­en på Opstan­del­sen og med bevidst­he­den om Frel­se­rens nær­vær i vore liv vil vi kun­ne kla­re de pro­ble­mer, vort elske­de præ­ste­skab og Stif­tets tro­en­de står over for, og vi vil kun­ne opbyg­ge den lyse frem­tid, vi alle drøm­mer om.

Vi frem­bæ­rer vore bøn­ner for vor Her­re og Frel­ser. – Må Han skæn­ke Sin Opstan­del­ses strå­len­de nåde til alle kir­ker, klo­stre, mis­sio­ner og sko­ler i vort Stift, i USA, Cana­da, Austra­li­en og Euro­pa, og til alle orto­dok­se krist­ne over hele ver­den. Må Han fri os fra prø­vel­ser og skæn­ke os Sin fred og him­mel­ske vel­sig­nel­ser. Må det gode bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se og om livets sejr for evigt give gen­lyd i vore hjer­ter og sjæ­le.

Amen! Chri­stos vosk­re­se! Kristus er opstan­den!

Med kær­lig­hed i den opstand­ne Her­re

sign. + Metro­po­lit Joseph
den hel­li­ge Påske 2020

Påskebudskab 2012 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane – Eksark for Den Økumeniske Patriark

Kristus er opstanden!

Kristus er opstan­den!

Kære fædre, Kære brød­re og søstre

Kristus er opstan­den!

Stør­re kær­lig­hed har ingen end dén at sæt­te livet til for sine ven­ner (Joh. 15,13)
Thi såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn den enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv (Joh. 3.16)

Når jeg som over­skrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apost­le nog­le timer inden Sin lidel­se, sådan som den hel­li­ge Johan­nes beret­ter, skyl­des det to nøg­le­ord deri, som beg­ge hen­vi­ser til Her­rens Opstan­del­se: kær­lig­hed og liv! For når vi på den dag glæ­der os sam­men med vore fami­li­er, vore menig­he­der og i klo­stre­ne, så er det for­di, Jesus nærer stor kær­lig­hed til hver enkelt af os og skæn­ker os adgang til livet.

Vi har alle brug for kær­lig­hed, og vi er kal­de­de til livet! Det er en uni­ver­sel vir­ke­lig­hed, som deles af alle men­ne­sker på jor­den. Fak­tisk er et liv uden kær­lig­hed menings­løst.

Vi, som er krist­ne, må være vid­ner om kær­lig­he­den. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men end­nu meget mere bør vi leve det. Det er den mest over­be­vi­sen­de måde, vi kan udtryk­ke os på i den sam­men­hæng. Det er dét, Her­ren gjor­de: Han elske­de os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstan­del­se er to sider af det sam­me segl, hvor­med Han én gang for alle har mær­ket vore hjer­ter.

Ja, Påsken er en meget smuk og stor høj­tid, for den mar­ke­rer en ”pas­sa­ge”, en over­gang, det er betyd­nin­gen af ordet ”Pes­sah” på hebra­isk. Det er en glæ­dens høj­tid, vi ople­ver, for Kristus går sej­r­rig tværs gen­nem døden, og den ”pas­sa­ge” er ende­lig! Men vi skal være opmærk­som­me på, at selv om Jesu Opstan­del­se er en begi­ven­hed, som er histo­risk bevid­net, er den ikke sta­tisk og ej hel­ler stiv­net i tiden. Fra den dag ”pas­se­rer” Her­ren hele tiden gen­nem vore liv, og Han til­by­der os Sin kær­lig­hed, her på jor­den og i det evi­ge liv. Ved hver hæn­del­se i vor hver­dag ræk­ker Her­ren os hån­den os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kær­lig­hed! Men lad os kon­kret se på, hvad det vil sige.

Når vi betrag­ter vore liv, alle men­ne­skers liv på jor­den, fri­stes vi af mis­mod, og vi vil­le kun­ne sige som Præ­di­ke­ren: Det er alt sam­men tom­hed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så man­ge ulyk­ker, så megen knust kær­lig­hed! Alvor­lig syg­dom, det uven­te­de uheld, aldrin­gen, hvori alting er i afta­gen­de, er alle ele­men­ter, som kan gøre os ned­tryk­te. Man­ge unge nærer tvivl om deres frem­tid og gri­bes af æng­stel­se, og nog­le gan­ge søger de erstat­nin­ger uden frem­tid.

Stil­let over for en sådan frygt og sådan­ne æng­stel­ser må vi huske på, at inden Påske kom­mer Sto­re Fre­dag med dens lidel­se. Vi må atter tæn­ke på Get­h­se­ma­ne — Min sjæl er dybt bedrø­vet til døden — og på Kors­fæ­stel­sen — Min Gud, hvor­for har Du for­ladt mig? Da for­står vi, at Opstan­del­sen ikke blot er en hyg­ge­lig fami­lie­fest, som vi kan glem­me igen i mor­gen, men et sandt kil­de­væld, en hym­ne til livet og kær­lig­he­den. Når Kristus tog imod lidel­se, for­ned­rel­se (keno­sis) ude­luk­kel­se, afvis­ning, den fryg­te­li­ge ensom­hed, apost­le­nes svigt og ende­lig døden på Kor­set, så er det for, at vi, gen­nem Opstan­del­sens myste­ri­um, som fulg­te, ikke mere skal nære frygt.

Sene­re bli­ver Tho­mas opfor­dret af Frel­se­ren til at læg­ge hån­den på det sår, lan­sen hav­de for­år­sa­get under Kors­fæ­stel­sen. Den gestus gøres på veg­ne af hver ene­ste af os: Ved at berø­re Kri­sti side modt­og apost­len som en gave Guds uen­de­li­ge kær­lig­hed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stam­mer fra man­ge æng­stel­ser og gen­vor­dig­he­der, for­vand­ler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Her­re og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, lige­som til Tho­mas siger Her­ren til hvert men­ne­ske: Hvis du vil, skæn­ker jeg dig min kær­lig­hed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Sali­ge er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29).

Frel­se­rens Opstan­del­se åben­ba­rer da for os det san­de mål for Kor­sets myste­ri­um, nem­lig vor Her­re Jesu over­må­de sto­re kær­lig­hed til os, til alle men­ne­sker på jor­den.

Kære fædre, brød­re og søstre

Ved den­ne sto­re og lysen­de høj­tid omfav­ner jeg jer alle med megen kær­lig­hed og glæ­de! Nu er vi opstand­ne med Kristus, vi har set det san­de Lys, og fra nu af er det det gud­dom­me­li­ge liv, som strøm­mer i vore årer.

Kristus er opstan­den!
Han er san­de­lig opstan­den!

Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Ale­xan­der Nevskij Katedralen, Paris

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne
Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patri­ark