Ærkebiskop Gabriel er død

Ærkebiskop Gabriel

* 13 juni 1946 — ☦ 26 okt. 2013

Ærke­bi­skop Gabri­el er død. Må Gud tage imod ham i Sit Rige!

Bed for ham!

In memo­ri­am: Arch­bis­hop Gabri­el of Coma­na (1946–2013)

Bil­le­der fra ærke­bi­skop Gabri­els begravelse

 

Ærkebiskop Gabriel træder tilbage

Ærkebiskop Gabriel

Ærke­bi­skop Gabriel

Ærke­bi­skop Gabri­els pasto­ral­brev (hyr­de­brev) i anled­ning af hans fra­træ­den til pension

Ære­de Fædre! Brød­re og Søstre! Alle I børn i den ånde­li­ge flok, som Kristus har betro­et mig!

Jeg må dele en alvor­lig beslut­ning med jer. Som I ved, er jeg angre­bet af en brutal syg­dom, hvis udvik­ling ikke til­la­der mig nogen lin­dring. Den smer­te, som for­tæ­rer mig, den er, erfa­rer jeg, meget van­ske­lig at over­vin­de, på trods af at Gud selv har vist os, at lidel­sen kan være en kil­de til liv. Alli­ge­vel har jeg ikke læn­ge­re styr­ke til at vare­ta­ge min ærke­pa­sto­ra­le tje­ne­ste, grun­det den til­stand af træt­hed og lidel­se, hvori jeg befin­der mig, og lige­som den gam­le Simeon beder jeg til Her­ren: Nu lader Du Din tje­ner fare her­fra i fred (Luk. 2,29).

Jeg har end­vi­de­re, efter at have infor­me­ret Stifts­rå­det derom, anmo­det Hans Hel­lig­hed Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I om at måt­te træk­ke mig til­ba­ge som pen­sio­ne­ret biskop hjem­me hos mig selv i Maa­stri­cht og dér fort­sæt­te i min behand­ling mod syg­dom­men i fuld­kom­men ro, sådan som læger­ne råder mig til, og i den bøn, som for­bli­ver min ene­ste trøst. Det er svært for mig at sige ’far­vel’ til jer, sær­ligt for­di I uden tvivl ikke alle sam­men er rede til at accep­te­re min afgang. Sand­syn­lig­vis kom­mer jeg til at skuf­fe man­ge af jer ved at træk­ke mig til­ba­ge. Men vær for­vis­se­de om, at alt hvad jeg gør, gør jeg til bed­ste for Kir­ken og mere kon­kret for vort ærke­stift. Det er mit håb, at jeres kær­lig­hed og jeres med­fø­lel­se vil til­la­de jer at accep­te­re en beslut­ning, som nu ikke læn­ge­re kan ændres.

I det øje­blik, hvor jeg for­la­der den mis­sion, jeg modt­og for næsten 10 år siden, dels efter Her­rens vil­je, dels ved jeres valg og med Hans Hel­lig­hed den Øku­me­ni­ske Patri­ark og hans hel­li­ge Syno­des vel­sig­nel­se, tæn­ker jeg på alle jer, som jeg har fået lov at arbej­de sam­men med: præ­ster­ne, dia­ko­ner­ne, mun­ke­ne og non­ner­ne og hele læg­fol­ket. Gen­nem dis­se lan­ge år er der knyt­tet bånd imel­lem os. Jeg har erfa­ret dyb glæ­de og er man­ge gan­ge ble­vet trø­stet, også midt i trængsel og mod­gang. I det­te bevæ­ge­de øje­blik er den stær­ke­ste følel­se i mig hen­gi­ven­hed og tak­nem­me­lig­hed. Jeg tak­ker Her­ren for at Han har overøst min tje­ne­ste som ærke­bi­skop med Sin over­strøm­men­de kær­lig­hed. Selv i den prø­vel­se, som det nu er ble­vet mig givet at leve i, betrag­ter jeg mig som ”Her­rens elske­de discipel”, for som apost­len Paulus siger, ”min magt udø­ves i mag­tes­løs­hed” (2. Kor. 12,9). Den­ne kær­lig­hed i Kristus har vist sig på en leven­de og kon­kret facon, sær­ligt igen­nem jer, elske­de brød­re og søstre, hvad enten I er tæt på eller på lang afstand, I som har delt glæ­der og sor­ger med mig, og som har støt­tet mig. Sam­men har vi gen­nem­le­vet mangt og meget. Vi har bedt sam­men, vi har arbej­det sam­men på vor fæl­les oplys­ning og hel­lig­gø­rel­se. Sam­men har vi sat vort håb til Her­ren, sam­men har vi fået del i Jesus Kristus og der­med i tiden, her og nu, opbyg­get Den Leven­de Guds hel­li­ge Kirke.

Jeg tak­ker Gud, først og frem­mest for jer præ­ster, mine brød­re og medtje­ne­re ved Her­rens Bord. I har alle en plads i mit hjer­te. I er livs­kraf­ten i vort stift, for I byg­ger det dag­ligt op, for at det kan bli­ve en leven­de orga­nis­me i har­moni til med én stem­me og ét for­e­net hjer­te at lovsyn­ge Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens her­li­ge og pragt­ful­de Navn.

Lige­le­des tak­ker jeg Her­ren for mine betro­e­de med­ar­bej­de­re, diskre­te men effek­ti­ve, besjæ­le­de af en tje­nen­de og usel­visk ånd, som har hjul­pet og omgi­vet mig gen­nem alle åre­ne, det være sig i Stifts­rå­det, i Stiftsad­mi­ni­stra­tio­nen, i Katedralen, på Insti­tut Saint-Ser­ge, i menig­he­der­ne og provsti­er­ne, i Frank­rig som i de øvri­ge lande.

Til sidst tak­ker jeg Her­ren for jer alle, mine brød­re og søstre, elske­de tro­en­de i Ærke­stif­tet. Jeg har altid holdt af at dis­ku­te­re med jer, at udar­bej­de pro­jek­ter og at dele stun­der af ven­skab. Der­til føjer sig alle dem, jeg på et tids­punkt har mødt på mine meget tal­ri­ge pasto­ra­le besøg rundt i Ærke­stif­tet i alle de man­ge lan­de i Vest­eu­ro­pa, hvor vi har menig­he­der og fæl­les­ska­ber. Jeg er jer tak­nem­me­lig, og lige­som apost­len ”kan jeg ikke hol­de op med at tak­ke for jer, når jeg næv­ner jer i mine bøn­ner” (Ef. 1,16).

Når vi taler om aner­ken­del­se og kær­lig­hed, hvor­dan skul­le vi da kun­ne und­gå at næv­ne til­gi­vel­se? Jeg er bevidst om, at når der har været offent­li­ge debat­ter eller pri­va­te dis­kus­sio­ner, lige­som når der er ble­vet truf­fet pasto­ra­le beslut­nin­ger, har vis­se per­so­ner kun­net bli­ve sår­e­de eller bedrø­ve­de. Sand­he­dens bud­skab og tro­skab over for Kir­kens Tra­di­tion er ikke altid vel­kom­ne. Det er en lidel­se for dén, som lyt­ter der­til, og ofte også for dén, som udtryk­ker dem. Jeg har nog­le gan­ge også kun­net tage fejl, for ingen af os er ufejl­bar­li­ge, hel­ler ikke jeres biskop. Jeg er også bevidst om mine egne svag­he­der, og jeg beder om til­gi­vel­se hos Gud og hos jer alle for dét, som har kun­net gøre jer ondt. Jeg beder jer om til­gi­vel­se for mine fejl og mang­ler. Jeg beder jer også om i mit navn at til­gi­ve alle, som har for­nær­met os. Vi accep­te­rer ikke det onde, hel­ler ikke syn­den, især ikke syn­den imod Kir­ken, men vi må til­gi­ve og bede for dem, som er kom­met på afve­je, at de må fin­de til­ba­ge på den ret­te vej. Må den barm­hjer­ti­ge Fader lade os skil­les i fred og forsoning.

Så er da øje­blik­ket kom­met, hvor jeg skil­les fra jer. Hvor­dan skal jeg give udtryk over for jer for alt dét, der er i mit hjer­te? Jeg er over­be­vist om, at min afsked er efter Guds vil­je, og at den, med Guds hjælp, vil bli­ve et gode, både for jer og for mig. Bevar altid, hin­si­des prø­vel­ser af enhver art, til­lid og håb til Guds Ord, som er løf­tet om vor frel­se og vor Kir­kes styr­kel­se. Kir­kens fri­hed og den orto­dok­se tros uni­ver­sa­li­tet er de to skat­te, jeg har søgt at beva­re efter eksemp­let fra mine for­gæn­ge­re i spid­sen for Ærke­stif­tet. Det har jeg gjort, for at det skul­le bli­ve muligt for os at kon­cen­tre­re os om dét, som i Kri­sti discip­les øjne bør udgø­re det ”ene­ste for­nød­ne”: ”Søg først Guds Rige og Hans ret­fær­dig­hed”, som Her­ren selv byder os (Matt. 6,33). Mit sid­ste ord skal være en bøn til jer om at beva­re kær­lig­hed og enhed imel­lem jer. Dét er vor Kir­kes mest dyre­ba­re skat. Må Her­ren vær­di­ges at ”give jer vis­dom­mens ånd” og ”oply­se jeres hjer­ters øjne, så I for­står, hvil­ket håb Han kald­te jer til” (Ef. 1, 17–18).

Må Gud hjæl­pe os og for­bar­me Sig over os! Må Her­rens fred altid være med jer alle! Mod­tag min velsignelse.

Paris, den 8. Janu­ar 2013

Sign. + Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane

Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2012

Kristi Fødsel

”Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn svøbt og lig­gen­de i en kryb­be” (Luk. 2,12)

Kære brød­re og søstre

Det er mig en glæ­de i dag at ønske jer en rig­tig smuk høj­tid ved Her­rens Fød­sel. Som på alle de sto­re høj­ti­der er det et vig­tigt øje­blik, vi er med i. Det er i dag, Her­ren kom­mer til ste­de midt iblandt os, klædt i fat­tig­dom. Han valg­te som Sit føde­sted en ube­mær­ket lands­by på en ukendt egn, og Han fødes af en fat­tig jomfru.

Han, som er uni­ver­sets Ska­ber og guder­nes Gud, den Almæg­ti­ge, Han går ind på at åben­ba­re Sig for men­ne­skers øjne på et sted, hvor fat­ti­ge hyr­der hav­de søgt ly med deres flok, i en sim­pel grot­te. Dér er det, at Maria, som ikke hav­de kun­net fin­de ly noget sted, føder kon­ger­nes Kon­ge, her­rer­nes Herre.

”Thi eder er i dag en Frel­ser født i Davids by, Han er Kristus, Her­ren” (Luk. 2,11) ”Her­ren er Gud, og Han lod det lys­ne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skik­kel­se, som hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re siger, men i en tje­ners skik­kel­se for at skæn­ke fri­hed til dem, som hold­tes fang­ne i træl­dom. Hvem har da et hjer­te, som sover så fast, hvem kun­ne være så utak­nem­lig ikke at fry­de sig, jub­le og strå­le af glæ­de ved en sådan begivenhed?

Alt det­te fin­der sted med en ydmyg­hed, som vi måske kun svagt er kla­re over: Han er Frel­se­ren, Han er Kristus, Han er Her­ren, men hvad sær­ligt er der ved at svø­bes og læg­ges i en kryb­be, hvori består dog det­te tegn?

Brød­re og søstre, gen­nem det­te tegn, det­te myste­ri­um, gives det os at begri­be, at Gud i ydmyg­hed gør Sig til ét med os for vor frel­ses skyld. Og bed­re end­nu, vi anspo­res til at ydmy­ge os for at møde Her­ren. Ved Sit eksem­pel gør Han os begri­be­ligt, at men­ne­skets stolt­hed brin­ges til at vak­le på grund af Guds sin­delag, som lader os øse af Hans sto­re ydmyg­hed for at bli­ve frelste!

Vi skal der­for tage imod Julens høj­tid som en nåde, nem­lig Guds kom­me, Han som for­ned­rer Sig og bli­ver et lil­le barn. Han, som er Guds Ord, affin­der Sig med blot at græ­de på sam­me måde som alle jor­dens børn … Han, som har sæde ved Fade­rens høj­re side, læg­ges på et fat­tigt leje af strå … Han, som er ver­dens Ska­ber, viser Sig for os i et svagt og skrø­be­ligt lege­me for der­ved at tage del i vor smer­te­ful­de menneskelighed …

Ja, vi anspo­res alt­så til at gøre os helt små for at leve af den san­de glæ­de, som kom­mer fra Gud!

Lad os prø­ve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflæg­ge vore kjort­ler af skind og ifø­re os lysets kåbe. Lad os ophø­re med altid at vil­le domi­ne­re vor bro­der med ord, med magt og med opvis­ning i styr­ke. Alt sådant tje­ner til intet! Hvad enten det er i vore fami­li­er, i vore menig­he­der, i stif­tet eller i vore Kir­ker, lad os stop­pe al upas­sen­de tale, al ned­la­den­de hold­ning, enhver demon­stra­tion af magt og domi­nans, og lad os i ste­det bli­ve Guds børn, vir­ke­li­ge men­ne­sker, som spej­ler Her­rens skøn­hed i Hans ydmy­ge nær­vær. Såle­des bli­ver vi frie, idet vi til­pas­ser os vort for­bil­le­de, Jesus, vor Frel­ser, som fød­tes i en kryb­be! Vor hand­len vil da ikke læn­ge­re være sty­ret af nogen grup­pe­moral, ej hel­ler af nogen soci­al eller kir­ke­lig kon­for­mi­tet! Vi vil ikke læn­ge­re stræ­be efter at til­in­tet­gø­re vore brød­re og posi­tio­ne­re os selv som en stærk Kir­ke med man­ge tro­en­de, som uop­hør­ligt skal bevi­se, at vi er de bedste …

Lad os der­for ile hen til Her­rens kryb­be, men lad os ved nåden for­be­re­de os på at nær­me os, så vidt vi for­mår, ved at åbne vore hjer­ter i en leven­de tro og med en bevidst­hed, befri­et for alle stolt­he­dens lænker.

På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyg­hed og ind­ser vore svag­he­der, hvis vi anbrin­ger os ved Guds­bar­nets fød­der, sådan som vi i dyb sand­hed er, så vil det bli­ve os givet at sma­ge dét, som eng­le­ne for­kyn­der for hyr­der­ne i den­ne jule­nat: ”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vilje!”

Det er den­ne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brød­re og Søstre, og jeg for­sik­rer jer om al min kær­lig­hed og om min bøn.

Må Guds ydmyg­hed være jeres glæde!

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane

Påskebudskab 2012 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane – Eksark for Den Økumeniske Patriark

Kristus er opstanden!

Kristus er opstanden!

Kære fædre, Kære brød­re og søstre

Kristus er opstanden!

Stør­re kær­lig­hed har ingen end dén at sæt­te livet til for sine ven­ner (Joh. 15,13)
Thi såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn den enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv (Joh. 3.16)

Når jeg som over­skrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apost­le nog­le timer inden Sin lidel­se, sådan som den hel­li­ge Johan­nes beret­ter, skyl­des det to nøg­le­ord deri, som beg­ge hen­vi­ser til Her­rens Opstan­del­se: kær­lig­hed og liv! For når vi på den dag glæ­der os sam­men med vore fami­li­er, vore menig­he­der og i klo­stre­ne, så er det for­di, Jesus nærer stor kær­lig­hed til hver enkelt af os og skæn­ker os adgang til livet.

Vi har alle brug for kær­lig­hed, og vi er kal­de­de til livet! Det er en uni­ver­sel vir­ke­lig­hed, som deles af alle men­ne­sker på jor­den. Fak­tisk er et liv uden kær­lig­hed meningsløst.

Vi, som er krist­ne, må være vid­ner om kær­lig­he­den. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men end­nu meget mere bør vi leve det. Det er den mest over­be­vi­sen­de måde, vi kan udtryk­ke os på i den sam­men­hæng. Det er dét, Her­ren gjor­de: Han elske­de os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstan­del­se er to sider af det sam­me segl, hvor­med Han én gang for alle har mær­ket vore hjerter.

Ja, Påsken er en meget smuk og stor høj­tid, for den mar­ke­rer en ”pas­sa­ge”, en over­gang, det er betyd­nin­gen af ordet ”Pes­sah” på hebra­isk. Det er en glæ­dens høj­tid, vi ople­ver, for Kristus går sej­r­rig tværs gen­nem døden, og den ”pas­sa­ge” er ende­lig! Men vi skal være opmærk­som­me på, at selv om Jesu Opstan­del­se er en begi­ven­hed, som er histo­risk bevid­net, er den ikke sta­tisk og ej hel­ler stiv­net i tiden. Fra den dag ”pas­se­rer” Her­ren hele tiden gen­nem vore liv, og Han til­by­der os Sin kær­lig­hed, her på jor­den og i det evi­ge liv. Ved hver hæn­del­se i vor hver­dag ræk­ker Her­ren os hån­den os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kær­lig­hed! Men lad os kon­kret se på, hvad det vil sige.

Når vi betrag­ter vore liv, alle men­ne­skers liv på jor­den, fri­stes vi af mis­mod, og vi vil­le kun­ne sige som Præ­di­ke­ren: Det er alt sam­men tom­hed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så man­ge ulyk­ker, så megen knust kær­lig­hed! Alvor­lig syg­dom, det uven­te­de uheld, aldrin­gen, hvori alting er i afta­gen­de, er alle ele­men­ter, som kan gøre os ned­tryk­te. Man­ge unge nærer tvivl om deres frem­tid og gri­bes af æng­stel­se, og nog­le gan­ge søger de erstat­nin­ger uden fremtid.

Stil­let over for en sådan frygt og sådan­ne æng­stel­ser må vi huske på, at inden Påske kom­mer Sto­re Fre­dag med dens lidel­se. Vi må atter tæn­ke på Get­h­se­ma­ne — Min sjæl er dybt bedrø­vet til døden — og på Kors­fæ­stel­sen — Min Gud, hvor­for har Du for­ladt mig? Da for­står vi, at Opstan­del­sen ikke blot er en hyg­ge­lig fami­lie­fest, som vi kan glem­me igen i mor­gen, men et sandt kil­de­væld, en hym­ne til livet og kær­lig­he­den. Når Kristus tog imod lidel­se, for­ned­rel­se (keno­sis) ude­luk­kel­se, afvis­ning, den fryg­te­li­ge ensom­hed, apost­le­nes svigt og ende­lig døden på Kor­set, så er det for, at vi, gen­nem Opstan­del­sens myste­ri­um, som fulg­te, ikke mere skal nære frygt.

Sene­re bli­ver Tho­mas opfor­dret af Frel­se­ren til at læg­ge hån­den på det sår, lan­sen hav­de for­år­sa­get under Kors­fæ­stel­sen. Den gestus gøres på veg­ne af hver ene­ste af os: Ved at berø­re Kri­sti side modt­og apost­len som en gave Guds uen­de­li­ge kær­lig­hed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stam­mer fra man­ge æng­stel­ser og gen­vor­dig­he­der, for­vand­ler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Her­re og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, lige­som til Tho­mas siger Her­ren til hvert men­ne­ske: Hvis du vil, skæn­ker jeg dig min kær­lig­hed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Sali­ge er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29).

Frel­se­rens Opstan­del­se åben­ba­rer da for os det san­de mål for Kor­sets myste­ri­um, nem­lig vor Her­re Jesu over­må­de sto­re kær­lig­hed til os, til alle men­ne­sker på jorden.

Kære fædre, brød­re og søstre

Ved den­ne sto­re og lysen­de høj­tid omfav­ner jeg jer alle med megen kær­lig­hed og glæ­de! Nu er vi opstand­ne med Kristus, vi har set det san­de Lys, og fra nu af er det det gud­dom­me­li­ge liv, som strøm­mer i vore årer.

Kristus er opstanden!
Han er san­de­lig opstanden!

Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Ale­xan­der Nevskij Katedralen, Paris

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane
Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patriark

Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2011

På dagen for vor Her­res Fød­sel har ”Ret­fær­dig­he­dens Sol taget mør­kets dat­ter til ægte” (den syri­ske liturgi).

Se, hvor dag­gry­et bry­der frem ved den mør­ke nats afslut­ning, når Kristus oply­ser hele skab­nin­gen, hvis skøn­hed er beska­di­get af mør­ket fra vore over­træ­del­ser. Lige­som hyr­der­ne ved Bet­hle­hem i de dage fry­der vi os i dag, når vi hører eng­le­ne for­kyn­de, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, det­te Barn, det er Gud selv, som besø­ger os og der­for anta­ger vort kød.

Tak­ket være Fade­rens Elske­de, som viser Sig på jor­den, er vi ikke læn­ge­re ale­ne i den­ne ver­dens kul­de, ”hvor de, som mang­ler brød, har vil­je til at leve, og de, som har brød, ikke læn­ge­re véd, hvor­for de skul­le leve” (Litur­gi­ske præ­di­ke­ner — Jean Corbon).

Ja, vor ver­den er kold! Og vi søger at var­me os ved kil­der, som er over­fla­di­ske og til ingen nyt­te. Vi vil leve et kun­stigt liv, hvis tri­ste tom­hed vi opda­ger for sent, og sam­men­krøb­ne om os selv fal­der vi i søvn og glem­mer Håbet, som ban­ker på hjer­tets dør. Men den­ne ver­den, det er vor ver­den, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori men­ne­sker accep­te­rer at hade og dræ­be hin­an­den. Hvori dén, som har alt, uden mind­ste bekym­ring eller med­li­den­hed går for­bi dén, som intet har. Hvor en bro­der bestjæ­ler sin bro­der for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nog­le gam­le sten, hvoraf der ved tider­nes ende intet vil være tilbage …

”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!” Hvad gør vi som krist­ne med den nyhed, eng­le­ne for­kyn­der? Ved Kri­sti Fød­sel er det tid til at væk­ke vore hjer­ter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måt­te være from­me! Det er tid til at væk­ke håbet, til at dele det og få vore brød­re til at leve ved det: Lige­som hyr­der­ne må vi med efter­tryk for­kyn­de for alle, at med Gud kan alting for­an­dres, alt kan frelses!

Det­te håb og den glæ­de, som det fører til, bør strå­le ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et vir­ke­ligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som ver­den ikke kan give … Om hver af os viste et kær­ligt smi­len­de ansigt til den bro­der, som hungrer efter net­op dét … Om hver af os lag­de sin køli­ge hånd på den under­tryk­tes feber­he­de pan­de … Om den kær­lig­hed, som er i os, kun­ne strøm­me som dåbsvan­det og bortva­ske alle sår … Om til­gi­vel­sen kun­ne hæve sig op over den vre­de og det had, som er vakt i os af dem, som bur­de kal­des brødre …

Vi bør føle os ansvar­li­ge for Guds gave her ved høj­ti­den for vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel, som aktu­a­li­se­res på ny. Vi er af væsen for­bund­ne med alle vore brød­re og søstre på den­ne jord, for Her­ren har skabt os ”i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed”, lige meget hvem vi er! Der reste­rer altid en smu­le af den oprin­de­li­ge skøn­hed, Gud har skæn­ket os!

Jul, det er den forun­dring, Gud frem­brin­ger, både hos hyr­der­ne og de vise mænd! Jul, det er beta­gel­sen, når vi står for­an fød­selsi­ko­nen, det er glæ­den hos bør­ne­ne og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sor­gen over at være for­ladt og glemt … Det er også kul­de og sult, som over­man­der lege­met … Det er også den for­krøb­le­de men­ne­ske­hed, som ikke læn­ge­re kan elske … Men jul, det er først og frem­mest, at Fade­ren skæn­ker os Sin elske­de Søn! Og at Søn­nen, Guds Ord, bli­ver Men­ne­ske, for at men­ne­sket kan bli­ve Gud (Atha­na­sios af Ale­xan­dria). Og der­for fødes Han lige­som os, dog uden synd, men Han bærer alle syn­dens føl­ger lige til døden på et Kors for så meget des bed­re at kun­ne fri os fra synd og død.

Hvor­dan skal vi da gen­nem­le­ve julen? Helt enkelt, lad os ved­hol­den­de og para­te tage imod Guds kær­lig­hed! Lad os lige­le­des have et åbent blik for det men­ne­ske, som lider, ofte uskyl­digt … Lad os sim­pelt hen være ved­hol­den­de i kærlighed!

Grot­ten i Bet­hle­hem skæn­ker os håb: ”Sæt dit håb til Her­ren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Her­ren!” (Sal­me 26/27, 14). Det er med stor kær­lig­hed, brød­re og søstre, at jeg ønsker jer en glæ­de­lig fest for Her­rens Fødsel.

Må vor Her­re Jesus Kristus, Han hvis Fød­sel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæ­de, og må Han sæn­ke Sin frel­sen­de nåde ned over os! Amen.

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nevskij Katedralen
Julen 2011

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane
Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patriark

 

Læs også Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.‘s jule­bud­skab 2011 (engelsk)

Ærkebiskop Gabriel udnævnt til Ridder af Den Hellige Grav

Ærkebiskop Gabriel udnævnes som ridder af Den Hellige Grav

Søn­dag den 30. Okto­ber deko­re­re­de Hans Hel­lig­hed, Patri­ark af Jeru­sa­lem, Theo­fi­los III, Hans Emi­nen­ce Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne, Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patri­ark med det sær­li­ge kors som Rid­der af Den Hel­li­ge Grav.

Udmær­kel­sen blev over­rakt i patri­ar­ka­tet på dagen, som afslut­te­de Ærke­stif­tets pil­grims­rej­se til Det hel­li­ge Land under det besøg, Ærke­bi­skop Gabri­el aflag­de hos patri­ar­ken for at tak­ke den­ne for ven­lig mod­ta­gel­se. Ærke­bi­skop Gabri­el blev her ledsa­get af fle­re præ­ster samt af Hiero­di­a­kon Athanasios.

Ved over­ræk­kel­sen under­stre­ge­de patri­ar­ken, at den­ne ære­ful­de udmær­kel­se kun udde­les af Jerus­a­lems Patri­ar­kat, Kir­ker­nes moder, ved helt sær­li­ge lej­lig­he­der, og at den til­de­les Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne i aner­ken­del­se af hans pasto­ra­le ind­sats som Ærke­bi­skop og for hans vid­nes­byrd om Orto­dok­si­en i Vesteuropa.

Hans Emi­nen­ce Ærke­bi­skop Gabri­el tak­ke­de, meget rørt, Hans Hel­lig­hed og sag­de, at han, på veg­ne af Ærke­stif­tet, for­plig­te­de sig til aktivt at støt­te patri­ar­ka­tet i form af hjælp til én eller fle­re unge fra Jeru­sa­lem, som måt­te ønske at kom­me til Paris for at stu­de­re ved Insti­tut Saint Serge.

Kil­der:
Ærke­stif­tets hjemmeside
Jerus­a­lems Patri­ar­kats hjemmeside

Over­sat og for­kor­tet af redaktionen.

Ærkebiskop Gabriels brev til den nye patriark i Moskva

Paris, den 28. janu­ar 2009

Deres Hel­lig­hed!

Metropolit Kirill, Patriark Alexis II og Ærkebiskop Gabriel i oktober 2007.

Metro­po­lit Kirill, Patri­ark Ale­xis II og Ærke­bi­skop Gabri­el i okto­ber 2007.

Mod­tag mine var­me lykønsk­nin­ger ved Deres valg til den patri­ar­ka­le Tro­ne i byen Moskva under Guds beskyt­tel­se. Ved Guds vil­je og den kir­ke­li­ge for­sam­lings valg er De ble­vet betro­et ror­pin­den på den rus­si­ske, orto­dok­se Kir­kes skib. Jeg tviv­ler ikke om, at Hel­li­gån­dens nåde vil være med Dem i den van­ske­li­ge opga­ve, der ven­ter Dem som førstemand.

Jeg ønsker for Deres Hel­lig­hed, at De må have fysisk og ånde­lig styr­ke og kraft til­li­ge med rige­lig gud­dom­me­lig hjælp i Deres tje­ne­ste for den utal­li­ge flok af den rus­si­ske orto­dok­se Kir­kes ånde­li­ge børn.

Som De er klar over, er der en kom­pleks histo­rie, når det gæl­der rela­tio­ner­ne mel­lem det ærke­stift, som Guds for­syn har betro­et mig, og så den sto­re rus­si­ske Kir­ke, som jeg nærer dyb respekt for.

Jeg er over­be­vist om, at Deres omsorg for at sik­re den kir­ke­li­ge enhed og de gode rela­tio­ner mel­lem alle orto­dok­se tro­en­de, som bor i Vest­eu­ro­pa, efter en kort tid vil gøre det muligt at defi­ne­re de måder, hvor­på vi i fæl­les­skab kan ord­ne de spørgs­mål, som end­nu for­mør­ker vore relationer.

Jeg for­sik­rer Dem, at jeg er rede til, i en kon­struk­tiv og respekt­fuld dia­log, at gøre alt, hvad der er muligt for atter at søge gen­si­dig for­stå­el­se og for at regu­le­re de spørgs­mål og van­ske­lig­he­der, som fort­sat består.

Jeg ønsker for Dem, at Her­ren, ved for­bøn­ner­ne fra de hel­li­ge hie­rar­ker og under­gø­re­re fra Moskva, må skæn­ke Dem et langt liv i spid­sen for den ånde­li­ge flok, Kristus har betro­et Dem.

Jeg befa­ler mig til Deres hel­li­ge bøn­ner for den høje­ste Guds alter.

Med respekt­fuld kær­lig­hed i Herren

Sign. + Gabri­el, ærke­bi­skop af Comane
Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patriark

Fra vort ærke­stifts hjem­mesi­de: www.exarchat.eu
over­sat fra fransk