* 13 juni 1946 — ☦ 26 okt. 2013
Ærkebiskop Gabriel er død. Må Gud tage imod ham i Sit Rige!
Bed for ham!
☦
In memoriam: Archbishop Gabriel of Comana (1946–2013)
Billeder fra ærkebiskop Gabriels begravelse
* 13 juni 1946 — ☦ 26 okt. 2013 Ærkebiskop Gabriel er død. Må Gud tage imod ham i Sit Rige! Bed for ham! ☦ In memoriam: Archbishop Gabriel of Comana (1946–2013)
Ærkebiskop Gabriels pastoralbrev (hyrdebrev) i anledning af hans fratræden til pension Ærede Fædre! Brødre og Søstre! Alle I børn i den åndelige flok, som Kristus har betroet mig! Jeg må dele en alvorlig beslutning med jer. Som I ved, er jeg angrebet af en brutal sygdom, hvis udvikling ikke tillader mig nogen lindring. Den smerte, som fortærer mig, den er, erfarer jeg, meget vanskelig at overvinde, på trods af at Gud selv har vist os, at lidelsen kan være en kilde til liv. Alligevel har jeg ikke længere styrke til at varetage min ærkepastorale tjeneste, grundet den tilstand af træthed og lidelse, hvori jeg befinder mig, og ligesom den gamle Simeon beder jeg til Herren: Nu lader Du Din tjener fare herfra i fred (Luk. 2,29). Jeg har endvidere, efter at have informeret Stiftsrådet derom, anmodet Hans Hellighed Patriark Bartholomæos I om at måtte trække mig tilbage som pensioneret biskop hjemme hos mig selv i Maastricht og dér fortsætte i min behandling mod sygdommen i fuldkommen ro, sådan som lægerne råder mig til, og i den bøn, som forbliver min eneste trøst. Det er svært for mig at sige ’farvel’ til jer, særligt fordi I uden tvivl ikke alle sammen er rede til at acceptere min afgang. Sandsynligvis kommer jeg til at skuffe mange af jer ved at trække mig tilbage. Men vær forvissede om, at alt hvad jeg gør, gør jeg til bedste for Kirken og mere konkret for vort ærkestift. Det er mit håb, at jeres kærlighed og jeres medfølelse vil tillade jer at acceptere en beslutning, som nu ikke længere kan ændres. I det øjeblik, hvor jeg forlader den mission, jeg modtog for næsten 10 år siden, dels efter Herrens vilje, dels ved jeres valg og med Hans Hellighed den Økumeniske Patriark og hans hellige Synodes velsignelse, tænker jeg på alle jer, som jeg har fået lov at arbejde sammen med: præsterne, diakonerne, munkene og nonnerne og hele lægfolket. Gennem disse lange år er der knyttet bånd imellem os. Jeg har erfaret dyb glæde og er mange gange blevet trøstet, også midt i trængsel og modgang. I dette bevægede øjeblik er den stærkeste følelse i mig hengivenhed og taknemmelighed. Jeg takker Herren for at Han har overøst min tjeneste som ærkebiskop med Sin overstrømmende kærlighed. Selv i den prøvelse, som det nu er blevet mig givet at leve i, betragter jeg mig som ”Herrens elskede discipel”, for som apostlen Paulus siger, ”min magt udøves i magtesløshed” (2. Kor. 12,9). Denne kærlighed i Kristus har vist sig på en levende og konkret facon, særligt igennem jer, elskede brødre og søstre, hvad enten I er tæt på eller på lang afstand, I som har delt glæder og sorger med mig, og som har støttet mig. Sammen har vi gennemlevet mangt og meget. Vi har bedt sammen, vi har arbejdet sammen på vor fælles oplysning og helliggørelse. Sammen har vi sat vort håb til Herren, sammen har vi fået del i Jesus Kristus og dermed i tiden, her og nu, opbygget Den Levende Guds hellige Kirke. Jeg takker Gud, først og fremmest for jer præster, mine brødre og medtjenere ved Herrens Bord. I har alle en plads i mit hjerte. I er livskraften i vort stift, for I bygger det dagligt op, for at det kan blive en levende organisme i harmoni til med én stemme og ét forenet hjerte at lovsynge Faderens og Sønnens og Helligåndens herlige og pragtfulde Navn. Ligeledes takker jeg Herren for mine betroede medarbejdere, diskrete men effektive, besjælede af en tjenende og uselvisk ånd, som har hjulpet og omgivet mig gennem alle årene, det være sig i Stiftsrådet, i Stiftsadministrationen, i Katedralen, på Institut Saint-Serge, i menighederne og provstierne, i Frankrig som i de øvrige lande. Til sidst takker jeg Herren for jer alle, mine brødre og søstre, elskede troende i Ærkestiftet. Jeg har altid holdt af at diskutere med jer, at udarbejde projekter og at dele stunder af venskab. Dertil føjer sig alle dem, jeg på et tidspunkt har mødt på mine meget talrige pastorale besøg rundt i Ærkestiftet i alle de mange lande i Vesteuropa, hvor vi har menigheder og fællesskaber. Jeg er jer taknemmelig, og ligesom apostlen ”kan jeg ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner” (Ef. 1,16). Når vi taler om anerkendelse og kærlighed, hvordan skulle vi da kunne undgå at nævne tilgivelse? Jeg er bevidst om, at når der har været offentlige debatter eller private diskussioner, ligesom når der er blevet truffet pastorale beslutninger, har visse personer kunnet blive sårede eller bedrøvede. Sandhedens budskab og troskab over for Kirkens Tradition er ikke altid velkomne. Det er en lidelse for dén, som lytter dertil, og ofte også for dén, som udtrykker dem. Jeg har nogle gange også kunnet tage fejl, for ingen af os er ufejlbarlige, heller ikke jeres biskop. Jeg er også bevidst om mine egne svagheder, og jeg beder om tilgivelse hos Gud og hos jer alle for dét, som har kunnet gøre jer ondt. Jeg beder jer om tilgivelse for mine fejl og mangler. Jeg beder jer også om i mit navn at tilgive alle, som har fornærmet os. Vi accepterer ikke det onde, heller ikke synden, især ikke synden imod Kirken, men vi må tilgive og bede for dem, som er kommet på afveje, at de må finde tilbage på den rette vej. Må den barmhjertige Fader lade os skilles i fred og forsoning. Så er da øjeblikket kommet, hvor jeg skilles fra jer. Hvordan skal jeg give udtryk over for jer for alt dét, der er i mit hjerte? Jeg er overbevist om, at min afsked er efter Guds vilje, og at den, med Guds hjælp, vil blive et gode, både for jer og for mig. Bevar altid, hinsides prøvelser af enhver art, tillid og håb til Guds Ord, som er løftet om vor frelse og vor Kirkes styrkelse. Kirkens frihed og den ortodokse tros universalitet er de to skatte, jeg har søgt at bevare efter eksemplet fra mine forgængere i spidsen for Ærkestiftet. Det har jeg gjort, for at det skulle blive muligt for os at koncentrere os om dét, som i Kristi disciples øjne bør udgøre det ”eneste fornødne”: ”Søg først Guds Rige og Hans retfærdighed”, som Herren selv byder os (Matt. 6,33). Mit sidste ord skal være en bøn til jer om at bevare kærlighed og enhed imellem jer. Dét er vor Kirkes mest dyrebare skat. Må Herren værdiges at ”give jer visdommens ånd” og ”oplyse jeres hjerters øjne, så I forstår, hvilket håb Han kaldte jer til” (Ef. 1, 17–18). Må Gud hjælpe os og forbarme Sig over os! Må Herrens fred altid være med jer alle! Modtag min velsignelse. Paris, den 8. Januar 2013 Sign. + Ærkebiskop Gabriel af Comane ”Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe” (Luk. 2,12) Kære brødre og søstre Det er mig en glæde i dag at ønske jer en rigtig smuk højtid ved Herrens Fødsel. Som på alle de store højtider er det et vigtigt øjeblik, vi er med i. Det er i dag, Herren kommer til stede midt iblandt os, klædt i fattigdom. Han valgte som Sit fødested en ubemærket landsby på en ukendt egn, og Han fødes af en fattig jomfru. Han, som er universets Skaber og gudernes Gud, den Almægtige, Han går ind på at åbenbare Sig for menneskers øjne på et sted, hvor fattige hyrder havde søgt ly med deres flok, i en simpel grotte. Dér er det, at Maria, som ikke havde kunnet finde ly noget sted, føder kongernes Konge, herrernes Herre. ”Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by, Han er Kristus, Herren” (Luk. 2,11) ”Herren er Gud, og Han lod det lysne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skikkelse, som hellige Basilios den Store siger, men i en tjeners skikkelse for at skænke frihed til dem, som holdtes fangne i trældom. Hvem har da et hjerte, som sover så fast, hvem kunne være så utaknemlig ikke at fryde sig, juble og stråle af glæde ved en sådan begivenhed? Alt dette finder sted med en ydmyghed, som vi måske kun svagt er klare over: Han er Frelseren, Han er Kristus, Han er Herren, men hvad særligt er der ved at svøbes og lægges i en krybbe, hvori består dog dette tegn? Brødre og søstre, gennem dette tegn, dette mysterium, gives det os at begribe, at Gud i ydmyghed gør Sig til ét med os for vor frelses skyld. Og bedre endnu, vi anspores til at ydmyge os for at møde Herren. Ved Sit eksempel gør Han os begribeligt, at menneskets stolthed bringes til at vakle på grund af Guds sindelag, som lader os øse af Hans store ydmyghed for at blive frelste! Vi skal derfor tage imod Julens højtid som en nåde, nemlig Guds komme, Han som fornedrer Sig og bliver et lille barn. Han, som er Guds Ord, affinder Sig med blot at græde på samme måde som alle jordens børn … Han, som har sæde ved Faderens højre side, lægges på et fattigt leje af strå … Han, som er verdens Skaber, viser Sig for os i et svagt og skrøbeligt legeme for derved at tage del i vor smertefulde menneskelighed … Ja, vi anspores altså til at gøre os helt små for at leve af den sande glæde, som kommer fra Gud! Lad os prøve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflægge vore kjortler af skind og iføre os lysets kåbe. Lad os ophøre med altid at ville dominere vor broder med ord, med magt og med opvisning i styrke. Alt sådant tjener til intet! Hvad enten det er i vore familier, i vore menigheder, i stiftet eller i vore Kirker, lad os stoppe al upassende tale, al nedladende holdning, enhver demonstration af magt og dominans, og lad os i stedet blive Guds børn, virkelige mennesker, som spejler Herrens skønhed i Hans ydmyge nærvær. Således bliver vi frie, idet vi tilpasser os vort forbillede, Jesus, vor Frelser, som fødtes i en krybbe! Vor handlen vil da ikke længere være styret af nogen gruppemoral, ej heller af nogen social eller kirkelig konformitet! Vi vil ikke længere stræbe efter at tilintetgøre vore brødre og positionere os selv som en stærk Kirke med mange troende, som uophørligt skal bevise, at vi er de bedste … Lad os derfor ile hen til Herrens krybbe, men lad os ved nåden forberede os på at nærme os, så vidt vi formår, ved at åbne vore hjerter i en levende tro og med en bevidsthed, befriet for alle stolthedens lænker. På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyghed og indser vore svagheder, hvis vi anbringer os ved Gudsbarnets fødder, sådan som vi i dyb sandhed er, så vil det blive os givet at smage dét, som englene forkynder for hyrderne i denne julenat: ”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Det er denne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brødre og Søstre, og jeg forsikrer jer om al min kærlighed og om min bøn. Må Guds ydmyghed være jeres glæde! + Ærkebiskop Gabriel af Comane Kære fædre, Kære brødre og søstre Kristus er opstanden! Større kærlighed har ingen end dén at sætte livet til for sine venner (Joh. 15,13) Når jeg som overskrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apostle nogle timer inden Sin lidelse, sådan som den hellige Johannes beretter, skyldes det to nøgleord deri, som begge henviser til Herrens Opstandelse: kærlighed og liv! For når vi på den dag glæder os sammen med vore familier, vore menigheder og i klostrene, så er det fordi, Jesus nærer stor kærlighed til hver enkelt af os og skænker os adgang til livet. Vi har alle brug for kærlighed, og vi er kaldede til livet! Det er en universel virkelighed, som deles af alle mennesker på jorden. Faktisk er et liv uden kærlighed meningsløst. Vi, som er kristne, må være vidner om kærligheden. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men endnu meget mere bør vi leve det. Det er den mest overbevisende måde, vi kan udtrykke os på i den sammenhæng. Det er dét, Herren gjorde: Han elskede os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstandelse er to sider af det samme segl, hvormed Han én gang for alle har mærket vore hjerter. Ja, Påsken er en meget smuk og stor højtid, for den markerer en ”passage”, en overgang, det er betydningen af ordet ”Pessah” på hebraisk. Det er en glædens højtid, vi oplever, for Kristus går sejrrig tværs gennem døden, og den ”passage” er endelig! Men vi skal være opmærksomme på, at selv om Jesu Opstandelse er en begivenhed, som er historisk bevidnet, er den ikke statisk og ej heller stivnet i tiden. Fra den dag ”passerer” Herren hele tiden gennem vore liv, og Han tilbyder os Sin kærlighed, her på jorden og i det evige liv. Ved hver hændelse i vor hverdag rækker Herren os hånden os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kærlighed! Men lad os konkret se på, hvad det vil sige. Når vi betragter vore liv, alle menneskers liv på jorden, fristes vi af mismod, og vi ville kunne sige som Prædikeren: Det er alt sammen tomhed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så mange ulykker, så megen knust kærlighed! Alvorlig sygdom, det uventede uheld, aldringen, hvori alting er i aftagende, er alle elementer, som kan gøre os nedtrykte. Mange unge nærer tvivl om deres fremtid og gribes af ængstelse, og nogle gange søger de erstatninger uden fremtid. Stillet over for en sådan frygt og sådanne ængstelser må vi huske på, at inden Påske kommer Store Fredag med dens lidelse. Vi må atter tænke på Gethsemane — Min sjæl er dybt bedrøvet til døden — og på Korsfæstelsen — Min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Da forstår vi, at Opstandelsen ikke blot er en hyggelig familiefest, som vi kan glemme igen i morgen, men et sandt kildevæld, en hymne til livet og kærligheden. Når Kristus tog imod lidelse, fornedrelse (kenosis) udelukkelse, afvisning, den frygtelige ensomhed, apostlenes svigt og endelig døden på Korset, så er det for, at vi, gennem Opstandelsens mysterium, som fulgte, ikke mere skal nære frygt. Senere bliver Thomas opfordret af Frelseren til at lægge hånden på det sår, lansen havde forårsaget under Korsfæstelsen. Den gestus gøres på vegne af hver eneste af os: Ved at berøre Kristi side modtog apostlen som en gave Guds uendelige kærlighed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stammer fra mange ængstelser og genvordigheder, forvandler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Herre og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, ligesom til Thomas siger Herren til hvert menneske: Hvis du vil, skænker jeg dig min kærlighed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Salige er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29). Frelserens Opstandelse åbenbarer da for os det sande mål for Korsets mysterium, nemlig vor Herre Jesu overmåde store kærlighed til os, til alle mennesker på jorden. Kære fædre, brødre og søstre Ved denne store og lysende højtid omfavner jeg jer alle med megen kærlighed og glæde! Nu er vi opstandne med Kristus, vi har set det sande Lys, og fra nu af er det det guddommelige liv, som strømmer i vore årer. Kristus er opstanden! Paris den 2. / 15. April 2012 + Ærkebiskop Gabriel af Comane På dagen for vor Herres Fødsel har ”Retfærdighedens Sol taget mørkets datter til ægte” (den syriske liturgi). Se, hvor daggryet bryder frem ved den mørke nats afslutning, når Kristus oplyser hele skabningen, hvis skønhed er beskadiget af mørket fra vore overtrædelser. Ligesom hyrderne ved Bethlehem i de dage fryder vi os i dag, når vi hører englene forkynde, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, dette Barn, det er Gud selv, som besøger os og derfor antager vort kød. Takket være Faderens Elskede, som viser Sig på jorden, er vi ikke længere alene i denne verdens kulde, ”hvor de, som mangler brød, har vilje til at leve, og de, som har brød, ikke længere véd, hvorfor de skulle leve” (Liturgiske prædikener — Jean Corbon). Ja, vor verden er kold! Og vi søger at varme os ved kilder, som er overfladiske og til ingen nytte. Vi vil leve et kunstigt liv, hvis triste tomhed vi opdager for sent, og sammenkrøbne om os selv falder vi i søvn og glemmer Håbet, som banker på hjertets dør. Men denne verden, det er vor verden, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori mennesker accepterer at hade og dræbe hinanden. Hvori dén, som har alt, uden mindste bekymring eller medlidenhed går forbi dén, som intet har. Hvor en broder bestjæler sin broder for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nogle gamle sten, hvoraf der ved tidernes ende intet vil være tilbage … ”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hvad gør vi som kristne med den nyhed, englene forkynder? Ved Kristi Fødsel er det tid til at vække vore hjerter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måtte være fromme! Det er tid til at vække håbet, til at dele det og få vore brødre til at leve ved det: Ligesom hyrderne må vi med eftertryk forkynde for alle, at med Gud kan alting forandres, alt kan frelses! Dette håb og den glæde, som det fører til, bør stråle ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et virkeligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som verden ikke kan give … Om hver af os viste et kærligt smilende ansigt til den broder, som hungrer efter netop dét … Om hver af os lagde sin kølige hånd på den undertryktes feberhede pande … Om den kærlighed, som er i os, kunne strømme som dåbsvandet og bortvaske alle sår … Om tilgivelsen kunne hæve sig op over den vrede og det had, som er vakt i os af dem, som burde kaldes brødre … Vi bør føle os ansvarlige for Guds gave her ved højtiden for vor Herre Jesu Kristi Fødsel, som aktualiseres på ny. Vi er af væsen forbundne med alle vore brødre og søstre på denne jord, for Herren har skabt os ”i Sit billede og til Sin lighed”, lige meget hvem vi er! Der resterer altid en smule af den oprindelige skønhed, Gud har skænket os! Jul, det er den forundring, Gud frembringer, både hos hyrderne og de vise mænd! Jul, det er betagelsen, når vi står foran fødselsikonen, det er glæden hos børnene og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sorgen over at være forladt og glemt … Det er også kulde og sult, som overmander legemet … Det er også den forkrøblede menneskehed, som ikke længere kan elske … Men jul, det er først og fremmest, at Faderen skænker os Sin elskede Søn! Og at Sønnen, Guds Ord, bliver Menneske, for at mennesket kan blive Gud (Athanasios af Alexandria). Og derfor fødes Han ligesom os, dog uden synd, men Han bærer alle syndens følger lige til døden på et Kors for så meget des bedre at kunne fri os fra synd og død. Hvordan skal vi da gennemleve julen? Helt enkelt, lad os vedholdende og parate tage imod Guds kærlighed! Lad os ligeledes have et åbent blik for det menneske, som lider, ofte uskyldigt … Lad os simpelt hen være vedholdende i kærlighed! Grotten i Bethlehem skænker os håb: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!” (Salme 26/27, 14). Det er med stor kærlighed, brødre og søstre, at jeg ønsker jer en glædelig fest for Herrens Fødsel. Må vor Herre Jesus Kristus, Han hvis Fødsel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæde, og må Han sænke Sin frelsende nåde ned over os! Amen. Paris, Hellige Alexander Nevskij Katedralen + Ærkebiskop Gabriel af Comane
Læs også Patriark Bartholomæos d. 1.‘s julebudskab 2011 (engelsk) Søndag den 30. Oktober dekorerede Hans Hellighed, Patriark af Jerusalem, Theofilos III, Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane, Eksark for Den økumeniske Patriark med det særlige kors som Ridder af Den Hellige Grav. Udmærkelsen blev overrakt i patriarkatet på dagen, som afsluttede Ærkestiftets pilgrimsrejse til Det hellige Land under det besøg, Ærkebiskop Gabriel aflagde hos patriarken for at takke denne for venlig modtagelse. Ærkebiskop Gabriel blev her ledsaget af flere præster samt af Hierodiakon Athanasios. Ved overrækkelsen understregede patriarken, at denne ærefulde udmærkelse kun uddeles af Jerusalems Patriarkat, Kirkernes moder, ved helt særlige lejligheder, og at den tildeles Ærkebiskop Gabriel af Comane i anerkendelse af hans pastorale indsats som Ærkebiskop og for hans vidnesbyrd om Ortodoksien i Vesteuropa. Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel takkede, meget rørt, Hans Hellighed og sagde, at han, på vegne af Ærkestiftet, forpligtede sig til aktivt at støtte patriarkatet i form af hjælp til én eller flere unge fra Jerusalem, som måtte ønske at komme til Paris for at studere ved Institut Saint Serge. Kilder: Oversat og forkortet af redaktionen. Paris, den 28. januar 2009 Deres Hellighed! Modtag mine varme lykønskninger ved Deres valg til den patriarkale Trone i byen Moskva under Guds beskyttelse. Ved Guds vilje og den kirkelige forsamlings valg er De blevet betroet rorpinden på den russiske, ortodokse Kirkes skib. Jeg tvivler ikke om, at Helligåndens nåde vil være med Dem i den vanskelige opgave, der venter Dem som førstemand. Jeg ønsker for Deres Hellighed, at De må have fysisk og åndelig styrke og kraft tillige med rigelig guddommelig hjælp i Deres tjeneste for den utallige flok af den russiske ortodokse Kirkes åndelige børn. Som De er klar over, er der en kompleks historie, når det gælder relationerne mellem det ærkestift, som Guds forsyn har betroet mig, og så den store russiske Kirke, som jeg nærer dyb respekt for. Jeg er overbevist om, at Deres omsorg for at sikre den kirkelige enhed og de gode relationer mellem alle ortodokse troende, som bor i Vesteuropa, efter en kort tid vil gøre det muligt at definere de måder, hvorpå vi i fællesskab kan ordne de spørgsmål, som endnu formørker vore relationer. Jeg forsikrer Dem, at jeg er rede til, i en konstruktiv og respektfuld dialog, at gøre alt, hvad der er muligt for atter at søge gensidig forståelse og for at regulere de spørgsmål og vanskeligheder, som fortsat består. Jeg ønsker for Dem, at Herren, ved forbønnerne fra de hellige hierarker og undergørere fra Moskva, må skænke Dem et langt liv i spidsen for den åndelige flok, Kristus har betroet Dem. Jeg befaler mig til Deres hellige bønner for den højeste Guds alter. Med respektfuld kærlighed i Herren Sign. + Gabriel, ærkebiskop af Comane Fra vort ærkestifts hjemmeside: www.exarchat.eu | ||