Kristi Fødsel - Den Store Vandindvielse - Kristi Dåb - 2013/2014

Kri­sti Fød­sel — Jule­fejring 2013:

Den Sto­re Vand­ind­vi­else og Kri­sti Dåb — 5./6. janu­ar 2014:

Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2012

Kristi Fødsel

”Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn svøbt og lig­gen­de i en kryb­be” (Luk. 2,12)

Kære brød­re og søstre

Det er mig en glæ­de i dag at ønske jer en rig­tig smuk høj­tid ved Her­rens Fød­sel. Som på alle de sto­re høj­ti­der er det et vig­tigt øje­blik, vi er med i. Det er i dag, Her­ren kom­mer til ste­de midt iblandt os, klædt i fat­tig­dom. Han valg­te som Sit føde­sted en ube­mær­ket lands­by på en ukendt egn, og Han fødes af en fat­tig jom­fru.

Han, som er uni­ver­sets Ska­ber og guder­nes Gud, den Almæg­ti­ge, Han går ind på at åben­ba­re Sig for men­ne­skers øjne på et sted, hvor fat­ti­ge hyr­der hav­de søgt ly med deres flok, i en sim­pel grot­te. Dér er det, at Maria, som ikke hav­de kun­net fin­de ly noget sted, føder kon­ger­nes Kon­ge, her­rer­nes Her­re.

”Thi eder er i dag en Frel­ser født i Davids by, Han er Kristus, Her­ren” (Luk. 2,11) ”Her­ren er Gud, og Han lod det lys­ne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skik­kel­se, som hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re siger, men i en tje­ners skik­kel­se for at skæn­ke fri­hed til dem, som hold­tes fang­ne i træl­dom. Hvem har da et hjer­te, som sover så fast, hvem kun­ne være så utak­nem­lig ikke at fry­de sig, jub­le og strå­le af glæ­de ved en sådan begi­ven­hed?

Alt det­te fin­der sted med en ydmyg­hed, som vi måske kun svagt er kla­re over: Han er Frel­se­ren, Han er Kristus, Han er Her­ren, men hvad sær­ligt er der ved at svø­bes og læg­ges i en kryb­be, hvori består dog det­te tegn?

Brød­re og søstre, gen­nem det­te tegn, det­te myste­ri­um, gives det os at begri­be, at Gud i ydmyg­hed gør Sig til ét med os for vor frel­ses skyld. Og bed­re end­nu, vi anspo­res til at ydmy­ge os for at møde Her­ren. Ved Sit eksem­pel gør Han os begri­be­ligt, at men­ne­skets stolt­hed brin­ges til at vak­le på grund af Guds sin­delag, som lader os øse af Hans sto­re ydmyg­hed for at bli­ve frel­ste!

Vi skal der­for tage imod Julens høj­tid som en nåde, nem­lig Guds kom­me, Han som for­ned­rer Sig og bli­ver et lil­le barn. Han, som er Guds Ord, affin­der Sig med blot at græ­de på sam­me måde som alle jor­dens børn … Han, som har sæde ved Fade­rens høj­re side, læg­ges på et fat­tigt leje af strå … Han, som er ver­dens Ska­ber, viser Sig for os i et svagt og skrø­be­ligt lege­me for der­ved at tage del i vor smer­te­ful­de men­ne­ske­lig­hed …

Ja, vi anspo­res alt­så til at gøre os helt små for at leve af den san­de glæ­de, som kom­mer fra Gud!

Lad os prø­ve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflæg­ge vore kjort­ler af skind og ifø­re os lysets kåbe. Lad os ophø­re med altid at vil­le domi­ne­re vor bro­der med ord, med magt og med opvis­ning i styr­ke. Alt sådant tje­ner til intet! Hvad enten det er i vore fami­li­er, i vore menig­he­der, i stif­tet eller i vore Kir­ker, lad os stop­pe al upas­sen­de tale, al ned­la­den­de hold­ning, enhver demon­stra­tion af magt og domi­nans, og lad os i ste­det bli­ve Guds børn, vir­ke­li­ge men­ne­sker, som spej­ler Her­rens skøn­hed i Hans ydmy­ge nær­vær. Såle­des bli­ver vi frie, idet vi til­pas­ser os vort for­bil­le­de, Jesus, vor Frel­ser, som fød­tes i en kryb­be! Vor hand­len vil da ikke læn­ge­re være sty­ret af nogen grup­pe­moral, ej hel­ler af nogen soci­al eller kir­ke­lig kon­for­mi­tet! Vi vil ikke læn­ge­re stræ­be efter at til­in­tet­gø­re vore brød­re og posi­tio­ne­re os selv som en stærk Kir­ke med man­ge tro­en­de, som uop­hør­ligt skal bevi­se, at vi er de bed­ste …

Lad os der­for ile hen til Her­rens kryb­be, men lad os ved nåden for­be­re­de os på at nær­me os, så vidt vi for­mår, ved at åbne vore hjer­ter i en leven­de tro og med en bevidst­hed, befri­et for alle stolt­he­dens læn­ker.

På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyg­hed og ind­ser vore svag­he­der, hvis vi anbrin­ger os ved Guds­bar­nets fød­der, sådan som vi i dyb sand­hed er, så vil det bli­ve os givet at sma­ge dét, som eng­le­ne for­kyn­der for hyr­der­ne i den­ne jule­nat: ”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!”

Det er den­ne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brød­re og Søstre, og jeg for­sik­rer jer om al min kær­lig­hed og om min bøn.

Må Guds ydmyg­hed være jeres glæ­de!

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne

Podcast: Prædiken – Søndag inden jul 2012

Præ­di­ken ved f. dia­kon Lazarus Kold Chri­sten­sen på søn­da­gen før jul, 23. decem­ber 2012.

Epi­stel: Hebræ­er­bre­vet, kap. 11:9–10, 17–40

Evan­ge­li­um: Mat­t­hæus, kap. 1:1–25

Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2011

På dagen for vor Her­res Fød­sel har ”Ret­fær­dig­he­dens Sol taget mør­kets dat­ter til ægte” (den syri­ske litur­gi).

Se, hvor dag­gry­et bry­der frem ved den mør­ke nats afslut­ning, når Kristus oply­ser hele skab­nin­gen, hvis skøn­hed er beska­di­get af mør­ket fra vore over­træ­del­ser. Lige­som hyr­der­ne ved Bet­hle­hem i de dage fry­der vi os i dag, når vi hører eng­le­ne for­kyn­de, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, det­te Barn, det er Gud selv, som besø­ger os og der­for anta­ger vort kød.

Tak­ket være Fade­rens Elske­de, som viser Sig på jor­den, er vi ikke læn­ge­re ale­ne i den­ne ver­dens kul­de, ”hvor de, som mang­ler brød, har vil­je til at leve, og de, som har brød, ikke læn­ge­re véd, hvor­for de skul­le leve” (Litur­gi­ske præ­di­ke­ner — Jean Cor­bon).

Ja, vor ver­den er kold! Og vi søger at var­me os ved kil­der, som er over­fla­di­ske og til ingen nyt­te. Vi vil leve et kun­stigt liv, hvis tri­ste tom­hed vi opda­ger for sent, og sam­men­krøb­ne om os selv fal­der vi i søvn og glem­mer Håbet, som ban­ker på hjer­tets dør. Men den­ne ver­den, det er vor ver­den, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori men­ne­sker accep­te­rer at hade og dræ­be hin­an­den. Hvori dén, som har alt, uden mind­ste bekym­ring eller med­li­den­hed går for­bi dén, som intet har. Hvor en bro­der bestjæ­ler sin bro­der for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nog­le gam­le sten, hvoraf der ved tider­nes ende intet vil være til­ba­ge …

”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!” Hvad gør vi som krist­ne med den nyhed, eng­le­ne for­kyn­der? Ved Kri­sti Fød­sel er det tid til at væk­ke vore hjer­ter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måt­te være from­me! Det er tid til at væk­ke håbet, til at dele det og få vore brød­re til at leve ved det: Lige­som hyr­der­ne må vi med efter­tryk for­kyn­de for alle, at med Gud kan alting for­an­dres, alt kan frel­ses!

Det­te håb og den glæ­de, som det fører til, bør strå­le ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et vir­ke­ligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som ver­den ikke kan give … Om hver af os viste et kær­ligt smi­len­de ansigt til den bro­der, som hungrer efter net­op dét … Om hver af os lag­de sin køli­ge hånd på den under­tryk­tes feber­he­de pan­de … Om den kær­lig­hed, som er i os, kun­ne strøm­me som dåbsvan­det og bortva­ske alle sår … Om til­gi­vel­sen kun­ne hæve sig op over den vre­de og det had, som er vakt i os af dem, som bur­de kal­des brød­re …

Vi bør føle os ansvar­li­ge for Guds gave her ved høj­ti­den for vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel, som aktu­a­li­se­res på ny. Vi er af væsen for­bund­ne med alle vore brød­re og søstre på den­ne jord, for Her­ren har skabt os ”i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed”, lige meget hvem vi er! Der reste­rer altid en smu­le af den oprin­de­li­ge skøn­hed, Gud har skæn­ket os!

Jul, det er den forun­dring, Gud frem­brin­ger, både hos hyr­der­ne og de vise mænd! Jul, det er beta­gel­sen, når vi står for­an fød­selsi­ko­nen, det er glæ­den hos bør­ne­ne og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sor­gen over at være for­ladt og glemt … Det er også kul­de og sult, som over­man­der lege­met … Det er også den for­krøb­le­de men­ne­ske­hed, som ikke læn­ge­re kan elske … Men jul, det er først og frem­mest, at Fade­ren skæn­ker os Sin elske­de Søn! Og at Søn­nen, Guds Ord, bli­ver Men­ne­ske, for at men­ne­sket kan bli­ve Gud (Atha­na­sios af Ale­xan­dria). Og der­for fødes Han lige­som os, dog uden synd, men Han bærer alle syn­dens føl­ger lige til døden på et Kors for så meget des bed­re at kun­ne fri os fra synd og død.

Hvor­dan skal vi da gen­nem­le­ve julen? Helt enkelt, lad os ved­hol­den­de og para­te tage imod Guds kær­lig­hed! Lad os lige­le­des have et åbent blik for det men­ne­ske, som lider, ofte uskyl­digt … Lad os sim­pelt hen være ved­hol­den­de i kær­lig­hed!

Grot­ten i Bet­hle­hem skæn­ker os håb: ”Sæt dit håb til Her­ren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Her­ren!” (Sal­me 26/27, 14). Det er med stor kær­lig­hed, brød­re og søstre, at jeg ønsker jer en glæ­de­lig fest for Her­rens Fød­sel.

Må vor Her­re Jesus Kristus, Han hvis Fød­sel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæ­de, og må Han sæn­ke Sin frel­sen­de nåde ned over os! Amen.

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nevskij Katedralen
Julen 2011

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne
Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patri­ark

 

Læs også Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.‘s jule­bud­skab 2011 (engelsk)

25. december: Vor Herre Jesu Kri­sti køde­lige Fød­sel

Læs om Kri­sti Fød­sel