Guds Søn blev men­ne­ske
for at vise os hvil­ke høj­der Han fører os op til,
for at vi ikke skal blæ­se os op og tro, at vi selv kan over­vin­de træl­dom­men under djæ­vel­en,
for at Han, som har to natu­rer, kun­ne bli­ve mel­lem­mand og for­e­ne beg­ge natu­rer,
for at løse os fra syn­dens læn­ker,
for at vise Guds kær­lig­hed til os,
for at vise os hvil­ken bund­løs ond­skab, vi var fal­det i, hvil­ket kræ­ve­de at Gud blev men­ne­ske,
for at bli­ve et for­bil­le­de i for­ned­rel­sen, som er knyt­tet til legem­lig­hed og lidel­se,
for at bli­ve et læge­mid­del mod hov­mo­det,
for at vise, at Gud skab­te vor natur god,
for at bli­ve leder for det nye liv, bekræf­te opstan­del­sen og gøre ende på fortviv­lel­sen,
for, som Men­ne­ske­søn, at tage del i døden og gøre men­ne­ske­ne til Guds søn­ner og del­ta­ge­re i gud­dom­me­lig udø­de­lig­hed,
for at vise, at men­ne­ske­na­tu­ren ale­ne af alt, som er til, er skabt i Guds bil­le­de, at den er så nært beslæg­tet med Gud, at den kan for­e­nes med Ham i en per­son,
for at hædre lege­met, og net­op det døde­li­ge lege­me,
for at de hov­mo­di­ge ånder ikke skul­le tro, at de er rene­re end men­ne­sket og bli­ve gud­dom­me­li­ge på grund af deres ule­gem­lig­hed og til­sy­ne­la­den­de udø­de­lig­hed,
for at for­e­ne men­ne­sket med Gud, de som af natu­ren er adskilt, blev Kristus mel­lem­mand mel­lem de to naturer.

Hel­li­ge Gre­gor Pala­mas
(1296–1359)