Søgen efter Gud i den hesychastiske tradition

Af igou­men Symeon, Hl. Silou­ans Klo­ster, Frank­rig

Jeg skal på en enkel måde tage fat på det­te emne, hesy­chas­men, som har at gøre med at søge Gud.

Måske er det til en begyn­del­se vig­tigt at for­sø­ge at give en over­sæt­tel­se, en defi­ni­tion, af ordet hesy­chas­me. Det er et ord af græsk oprin­del­se, og vi kan gen­gi­ve det med fred, tavs­hed, og måske også med hjer­tets stil­hed. Enhver véd, hvor van­ske­ligt det kan være at give en dæk­ken­de over­sæt­tel­se af frem­medord, og der­for fore­slår jeg ikke blot én, men fle­re muli­ge betyd­nin­ger. I hvert fald må man med det­te ord eller begreb, som peger på fred, tavs­hed og ro, pas­se på ikke at for­van­ske dets ind­hold ved over­sæt­tel­sen. For eksem­pel, hvis vi læg­ger vægt  på ordet ro, så dre­jer det sig ikke om den slags ro, som får os til at fal­de i søvn. Der er abso­lut ikke tale om at sove i den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion. Som vi siden skal se, er det tvær­ti­mod en tra­di­tion, der dre­jer sig  om at være aktiv og vågen.

Det er ikke min hen­sigt at give et histo­risk kur­sus i hesy­chas­mens oprin­del­se, men jeg vil ger­ne helt enkelt og hur­tigt angi­ve, hvor­dan hesy­chas­men har udvik­let sig. Hvor­dan og hvor er den kom­met til ver­den? Og jeg sva­rer, at den er ble­vet os givet; lige­som så meget andet er hesy­chas­men ble­vet os givet af Kristus. Gen­nem Den Nye Testa­men­te begri­ber vi Kri­sti hold­ning. Her føl­ger en kort pas­sa­ge fra Evan­ge­li­et, som viser os, hvor­dan Kristus rea­ge­rer, og som kan hjæl­pe os til at for­stå, hvad hesy­chas­me er.

I den­ne pas­sa­ge erin­dres vi om Jesu ind­gang i syna­go­gen i Naza­reth, i Hans hjem­land. Dér taler Han; og Han bli­ver dår­ligt mod­ta­get og dår­ligt for­stå­et. Afslut­nin­gen på epi­so­den lyder sådan her: Da de, der var i syna­go­gen hør­te det, blev de alle ful­de af har­me, og de stod op og drev Ham ud af byen, og de før­te Ham hen til ran­den af det bjerg, deres by var byg­get på; dér vil­le de styr­te Ham ned. Men Han gik Sin vej midt imel­lem dem (Luk. 4: 28–30).

Den sid­ste sæt­ning i den­ne evan­ge­lie­tekst er betyd­nings­fuld: Hesy­cha­sten, dén, der søger at leve i hjer­tets fred, i sjæ­lens ro, fin­der sit for­bil­le­de i den hold­ning, Kristus udvi­ser. Han, som bli­ver angre­bet, dra­get i tvivl og udsat for vold, Han kun­ne gå tværs igen­nem mæng­den, uden at sige noget, uden at vise tegn på aggres­si­vi­tet, for­di Hans hjer­te åben­lyst var opfyldt af fred. Sva­ret på omgi­vel­ser­nes angreb var ale­ne hjer­tets stil­hed, badet ihesy­chia.

Ved at udgå fra stu­di­et og betragt­nin­gen af Kri­sti være­må­de gen­nem Hans jor­di­ske liv har krist­ne, sær­ligt de før­ste mun­ke, søgt at opnå den­ne hesy­chia, den­ne tav­se fred, den­ne hjer­tets stil­hed. Og vi kan sige, at den mona­sti­ske bevæ­gel­se og kloste­ri­de­a­let er alde­les for­bun­det med den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion. Det er gan­ske vist muligt at høre også orto­dok­se krist­ne sige, at der er vis­se mun­ke, der er hesy­cha­sti­ske, og andre, som ikke er det. Men jeg er ikke ret glad for den­ne skel­nen. Mun­ken, som grund­læg­gen­de er et men­ne­ske, der søger Gud, lige­som andre søger efter guld, den­ne munk må nød­ven­dig­vis i sin søgen pas­se­re igen­nem fre­den, stil­he­den og afkal­det, hvil­ket fører andre dyder med sig, som vi sene­re skal se. Jeg skel­ner såle­des ikke mel­lem hesy­cha­sti­ske og ikke-hesy­cha­sti­ske mun­ke. Jeg tror, at de alle fun­da­men­talt er hesy­cha­sti­ske.

De før­ste mun­ke, de før­ste ere­mit­ter – vi véd, at mun­ke­væ­se­net tog sin begyn­del­se i det 4. århund­re­de med mænd og kvin­der, blandt hvil­ke Hl. Anti­ni­os er den højest ære­de – de drog ud i ørke­nen for at søge Gud. Og vi ser straks, at der er et mål med hesy­chas­men. Målet er at opda­ge Gud, Det er, som jeg tid­li­ge­re har sagt, at møde Gud. Hesy­cha­sten er et men­ne­ske, som læn­ges, hans hjer­te er fyldt af længsel efter Gud, og der­for for­sø­ger han at fin­de ud af, hvor­dan han kan fri­gø­re sit hjer­te for liden­ska­ber, så han kan møde Gud.

De før­ste mun­ke gik ud i ørke­nen, og det­te er karak­te­ri­stisk. Ørke­nen er, som vi véd, retrætens og tavs­he­dens sted. Den er, på en vis måde, det mod­sat­te af byens tur­bu­lens. Ensom­he­den og iso­la­tio­nen er fri­vil­lig, og den bli­ver ét af de ste­der, hvor hesy­cha­sten kan møde Gud. Vi kan ikke møde Gud i travlhed og rast­løs­hed. Det siger Gud selv til os i vis­se tek­ster fra Gl. Testa­men­te. Gud for­kla­rer pro­fe­ten Eli­as: Jeg er ikke i stormen, jeg er ikke i lyng­lim­te­ne, jeg er ikke i den rasen­de hvir­vel­vind; men jeg er måske i den let­te bri­se, som du hører (jf 1. Kong. 19: 11–13).

Vi kan kun møde Gud i stil­he­den, og en munk må enten gå ud i ørke­nen, eller han må søge indre stil­hed og ensom­hed. Når jeg hen­vi­ser til mun­ke, er det for­di alt det­te kom­mer fra kloster­tra­di­tio­nen; men natur­lig­vis kan enhver, som læn­ges efter at møde Gud, leve iføl­ge den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion. En læg­mand kan udmær­ket være hesy­chast.

Til at begyn­de med var kloster­be­væ­gel­sen hoved­sa­ge­ligt ”ere­mi­tisk”; og sær­ligt de før­ste mun­ke var ene­bo­e­re. Den udvik­ling, som fulg­te efter, gik meget hur­tigt og kom til at sæt­te fokus på at leve i fæl­les­ska­ber. Det­te er udtalt hos Hl. Basi­li­os i det 4. århund­re­de og hos Hl. Theo­dor Stu­dit­ten i det 9. århund­re­de og hos fle­re end­nu. De orga­ni­se­re­de kloster­li­vet og for­mu­le­re­de reg­ler for, hvor­dan man kun­ne leve i fæl­les­skab med andre i søgen efter Gud. Ud af det­te vok­se­de der klo­stre, sådan som vi ken­der dem, og som fører tra­di­tio­nen vide­re i vor tid.

Der er såle­des to strøm­nin­ger: Ere­mit­ter­ne, som kon­kret træk­ker sig til­ba­ge i total eller så godt som total afson­dret­hed og ensom­hed, og på den anden side dem, der lever i kloster­fæl­les­ska­ber. Beg­ge strøm­nin­ger søger det sam­me, og beg­ge føl­ger den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion, men ikke blot og bart som en meto­de. Jeg er meget til­ba­ge­hol­den­de med at bru­ge ordet meto­de, for her må vi være for­sig­ti­ge. Hesy­chas­men kan ikke være en meto­de i betyd­nin­gen en tek­nik, sådan som vi risi­ke­rer at for­stå den i vor tid. Her kan der opstå uklar­hed.

Det moder­ne men­ne­ske er som fortabt, han søger – det gør vi alle og har gjort det, så læn­ge vi har levet i den­ne ver­den – han søger at fin­de sig selv. Vi glem­mer, at det er ved at ven­de os til Ham, der har skabt os, til Gud, vor Ska­ber, at vi kan fin­de os selv. Men vi gen­nem­le­ver den­ne søgen i en sådan anspændt­hed og i en sådan adspredt­hed, at vi søger at eks­pe­ri­men­te­re med alle muli­ge mid­ler for at nå der­til, at vi kan fin­de os selv.

Hesy­chas­men er ikke en meto­de i sam­me for­stand, som der fin­des en meto­de til at lære engelsk, eller som der fin­des alle muli­ge meto­der, som fører til ét bestemt resul­tat, hvis de ellers bru­ges rig­tigt. Nej, hesy­chas­men er slet ikke af dén karak­ter. Hesy­chas­me er en bestemt hold­ning; og det er ikke for­di mun­ken træk­ker sig til­ba­ge til ørke­nen, det er ikkefor­di mun­ken flyg­ter fra ver­den, det er ikke for­di mun­ken søger stil­he­den, at han fin­der Gud. Meto­den er ikke noget magisk. Den er en støt­te, men den for­ud­sæt­ter en kær­lig­he­dens anspæn­del­se, et dyb­følt ønske om at møde Gud; og meto­den fin­der så sin plads i det øje­blik, mun­ken søger at leve i den­ne hesy­chia.

Mun­ken skal, som sagt, leve i stil­hed, i en vis til­ba­ge­truk­ket­hed, og han skal bede. Han må prak­ti­se­re den bøn, vi kal­der for hjer­tebøn­nen eller jesus­bøn­nen. Den­ne bøns­form er helt tæt for­bun­det med den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion. Hvad er det for en bøn? – Vi siger igen og igen, mens vi bru­ger den bede­krans, som vi altid har i hån­den, bøn­nens ord: Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over os! Sådan er den ful­de ord­lyd; men bøn­nen kan gøres enk­le­re end­nu, fx ved sim­pelt hen at sige Her­re eller Jesus.

Græker­ne siger Kyrie elei­son: Her­re for­barm Dig. Det er den sam­me ord­lyd i en lidt anden form. Men den gen­tag­ne bøn, som mun­ken benyt­ter, er ikke et blot og bart mid­del, som efter 200 eller 300 gen­ta­gel­ser får os til at møde Gud. Den er noget andet: Den er helt enkelt et råb i kær­lig­hed; for når vi elsker hin­an­den, elsker vi også at udta­le hin­an­dens navn. Kær­lig­hed udtryk­kes, som vi véd, i ord, men det er de enk­le­ste og mest for­drings­lø­se ord. Når et par mødes og beslut­ter at gif­te sig, véd vi, at kær­lig­he­den giver dem mulig­hed for at mødes ved hjælp af ord. Beg­ge vil de, helst uden ophør, for­tæl­le den anden, at han/hun elsker hende/ham. Men hvis vi gen­ser det sam­me par hen imod livets afslut­ning, så taler de ikke læn­ge­re, de ser bare på hin­an­den. Det blot­te blik er til­stræk­ke­ligt til at vise den kær­lig­hed, som lever i tavs­hed og fred i et hjer­te, som er helt befri­et for alt dét der bekym­re­de det i begyn­del­sen.

Mun­ken gen­nem­le­ver den sam­me bevæ­gel­se og vir­ke­lig­gør, på sin egen måde gan­ske vist, den­ne erfa­ring. Han må tie, han må bevæ­ge sig frem imod tavs­he­den, og han må atter og atter udta­le kær­lig­he­dens navn, Jesus: Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over os!Det dre­jer sig om en kær­lig­hed­ser­klæ­ring. Vi gen­ken­der Gud, og vi siger til Ham: For­barm Dig over mig! Ikke med en neder­la­gets hold­ning, hvori vi ned­tam­pes af Gud, det er ikke dét, det dre­jer sig om, på ingen måde! Vi ind­ser sim­pelt hen i ydmyg­hed, at vi ikke véd, hvor­dan man elsker. Det­te er grun­den: Vi véd ikke, hvor­dan man elsker, men vi vil ger­ne elske, og der­for er det, vi siger: For­barm Dig, for­barm Dig over os, hjælp os at elske. For hvis vi vil elske Gud, så må Han, som har skabt os, og som selv er Kær­lig­hed, Han må vise os den Kær­lig­hed og give os del i den, Han må lede os til Sig. Der fin­des ikke nogen anden hjælp.

Alt­så anstren­ger den hesy­cha­sti­ske munk sig gen­nem hele sit liv med at bede til Kristus, den Kristus, som har sagt: Bed uden ophør(jf Luk. 18:1). Og vi kun­ne sva­re Ham: Men hvor­dan Her­re? Hvor­dan kan jeg bede uden ophør?Hvad bety­der den­ne opfor­dring til bøn uden ophør?

Det dre­jer sig ikke om, at Kristus skul­le sige til os: Tal til mig hele tiden; for Han har sagt:Når I beder, må I ikke lade mun­den løbe, som hed­nin­ge­ne gør; thi de mener, de bli­ver bøn­hørt for deres man­ge ord (Matt. 6:7). Vi taler alt for ofte for at kræ­ve noget af Gud, kræ­ve og atter kræ­ve. Ind imel­lem må Han stop­pe vat i ører­ne og sige: Hold op! Hold op med altid at afkræ­ve mig ét eller andet!

Det fore­kom­mer mig, at når Kristus, vor Gud, siger til os, at vi skal bede uden ophør, så opfor­drer Han os til altid at betrag­te Ham og læn­ges hen imod Ham. Det er dét, som er bøn­nen. Den har ikke nød­ven­dig­vis nogen ydre for­mu­le­ring. En sådan kræ­ves gan­ske vist også, men det afgø­ren­de, og her ven­der jeg til­ba­ge til dét, jeg sag­de i begyn­del­sen, det afgø­ren­de er hjer­tets hold­ning. Det gæl­der om at læn­ges efter Her­ren. Det er i den­ne længsel, den uop­hør­li­ge bøn fin­der sted. Jesus­bøn­nen, hjer­tebøn­nen, som vi bru­ger, hjæl­per os med det­te, for den er helt enkel. Bøn­nen bli­ver i sand­hed en vane, en indre kal­den, som vi må sva­re på.

Når unge mun­ke kom­mer til mit klo­ster, siger de til mig: Lær mig så at bede. De véd ikke, hvor­dan de skal bede, så i til­kyt­ning til litur­gi­en, når de iklæ­des mun­ked­rag­ten, giver jeg dem en bede­krans og siger: Begynd så at bede. For­di de er unge mun­ke, ful­de af længsel, ener­gi­ske og ild­ful­de, vil de have det stær­ke­st tæn­ke­li­ge og tæt­test muli­ge bøns­møn­ster. Det lader jeg dem så få. Og så, fjor­ten dage eller tre uger sene­re, kom­mer de og ban­ker på døren til min cel­le og siger: Jeg kom­mer ingen veg­ne! For de har ikke for­stå­et, at det ikke dre­jer sig om en meto­de. De udmat­ter sig selv ved stæ­digt at gen­ta­ge den­ne påkal­del­se, hvil­ket oven i købet kan være far­ligt. En sådan frem­gangs­må­de har ingen som helst inter­es­se på det ånde­li­ge plan, og på det fysi­ske kan den udgø­re en fare. De har ikke for­stå­et, at man må begyn­de helt stil­fær­digt med en hjer­tets hold­ning, som er sty­ret af længsel efter Gud.

I vir­ke­lig­he­den skal man måske sim­pelt hen udta­le nav­net Jesus. Vi véd, hvil­ken vægtnav­net har i de ånde­li­ge tra­di­tio­ner. Så vi behø­ver blot at udta­le det­te navn og fal­de natur­ligt ind i det, helt roligt, uden ønske om at præ­ste­re noget sær­ligt. Vor bøn må, for at kun­ne være sand og hesy­cha­stisk, være ydmyg. Ydmyg­hed er fuld­kom­men uom­gæn­ge­lig. Vi må, skridt for skridt, lære at bli­ve ydmy­ge. Det er gan­ske åben­bart, at ingen af os, som lever her på jor­den, er fuld­kom­men ydmy­ge. Ingen! Vi er lær­lin­ge i både kær­lig­hed og ydmyg­hed. Det vil­kår må vi accep­te­re, sam­ti­digt med at vi kæm­per for at opnå den størst muli­ge ydmyg­hed, som vil gøre det san­de møde med Gud muligt for os. Det er én blandt en ræk­ke andre uom­gæn­ge­li­ge hold­nin­ger hos den hesy­cha­sti­ske munk, at han beder Gud om ydmyg­hed.

Vi elsker en rus­sisk hel­lig fra sid­ste [for­ri­ge] århund­re­de, Hl. Ser­a­fim af Sarov, en yderst ydmyg mand. En dag for­kla­re­de han en anden, som var kom­met til ham for at sæt­te sig ind i det hesy­cha­sti­ske liv, hvor­dan man skal leve i den­ne Guds stil­hed. Han udtal­te sig med føl­gen­de sæt­ning: Søg først fre­den i dit hjer­te, så vil tusin­der bli­ve frelst omkring dig. Hvad bety­der den­ne sæt­ning? Det er vig­tigt at for­stå den. Når Hl. Ser­a­fim kan sige: Søg først fre­den i dit eget hjer­te, så vil tusin­der bli­ve frelst omkring dig, så er det for­di, han er nået til enden af den vej, som vi søger. Han har ved hele sit liv vist os, hvor nød­ven­digt det er at være ydmyg, at god­ta­ge at være lil­le, ingen­ting vide, ikke ken­de Gud, især ikke at eje Gud og end

ikke for­sø­ge at eje Ham, hvil­ket vil­le være en grund­læg­gen­de fejl. Vi må gå ydmyg­he­dens vej, og dét har Hl. Ser­a­fim gjort. Vi må gå over­gi­vel­sens vej, for hvad er ydmyg­hed andet end den objek­ti­ve afslø­ring af, hvad vi er: fat­ti­ge, blot­te­de, uden kær­lig­hed. Det er en ind­sigt, som kan føre os til fortviv­lel­se, men så er vi ikke på ret­te spor. Afslø­rin­gen må gen­nem ydmyg­hed føre os til fred. Og den ene­ste muli­ge vej der­til er, at vi over­gi­ver os i Guds hånd.

Når jeg opda­ger, at jeg er fat­tig, må det ikke få mig til at fortviv­le eller brin­ge mig i oprør. Det er ikke den rig­ti­ge løs­ning; for i for­hold til hvem fortviv­ler jeg eller gør oprør? I for­hold til mig selv, men ikke til min Ska­ber. Hvis jeg imid­ler­tid kan se med ydmyg­hed på min egen svag­hed, hvis jeg kan und­gå oprø­ret, hvis jeg vir­ke­lig kan ven­de mig til Gud i til­lid og sige til Ham: Jeg er lil­le og svag; men Du for­mår alt; tag mig i hån­den, og led mig … så vil den­ne over­gi­vel­se, som er anden eta­pe på vej­en (ydmyg­hed først, der­næst over­gi­vel­se), over­gi­vel­sen vil føre mig til stil­he­den, til hjer­tets fred, for­di jeg ende­lig befin­der mig i Hans hånd, i hån­den på den Ene­ste, som for­mår at skæn­ke mig den­ne fred, Han, som selv er Kær­lig­he­den, i hån­den på vor Gud. – Sådan er den måde, hvor­på den hesy­cha­sti­ske tra­di­tion efter Hl. Ser­a­fim af Sarovs eksem­pel, kan leves.

Jeg skal ikke gøre den­ne frem­stil­ling alt for lang, men slut­te med et bibelsk, mere præ­cist et evan­ge­lisk eksem­pel, som I måske ken­der. Det gæl­der epi­so­den, hvor Jesus er hjem­me hos Sine ven­ner, Lazarus, Martha og Maria, jøder, som elske­de Her­ren og ofte invi­te­re­de Ham. I epi­so­den her siges der ikke meget om Lazarus, men mere om søstre­ne Martha og Maria. Den ene af dem, Martha, har travlt, hun laver mad,bevæger sig omkring, dæk­ker bord; vi kan se for os, hvor­dan det går for sig. Den anden, Maria, sid­der ved Her­rens fød­der og fore­ta­ger sig ikke andet end at betrag­te Ham og lyt­te til Ham. Og Martha, som dæk­ker bord, går hen til Jesus og siger: Hør nu her! Hvad laver hun dér? Sig dog til hen­de, at hun skal hjæl­pe mig! Og Her­ren sva­rer: Martha, du gør dig bekym­ring og uro med man­ge ting, men hun har valgt den gode del (jf. Luk. 10: 38–42).

Med andre ord: I den­ne pas­sa­ge fra Evan­ge­li­et om Mart­has og Mari­as ople­vel­se giver Her­ren os et råd: Pas på med unø­dig fore­tagsom­hed! Han siger ikke, at den­ne fore­tagsom­hed ikke skul­le være udtryk for gæst­fri­hed, han bebrej­der ikke Martha, som har lavet maden, noget. Han siger helt enkelt: Vær opmærk­som­me! Maria har valgt den gode del.

Lad os for­sø­ge, hver og én af os, for vi har givet­vis både en Martha og en Maria ind­ven­dig, lad også os for­sø­ge at væl­ge den gode del.

Over­sat fra fransk og bear­bej­det af redak­tio­nen.

Bragt før­ste gang i Kir­ke­bla­det nr. 37, 1996