Af igoumen Symeon, Hl. Silouans Kloster, Frankrig
Jeg skal på en enkel måde tage fat på dette emne, hesychasmen, som har at gøre med at søge Gud.
Måske er det til en begyndelse vigtigt at forsøge at give en oversættelse, en definition, af ordet hesychasme. Det er et ord af græsk oprindelse, og vi kan gengive det med fred, tavshed, og måske også med hjertets stilhed. Enhver véd, hvor vanskeligt det kan være at give en dækkende oversættelse af fremmedord, og derfor foreslår jeg ikke blot én, men flere mulige betydninger. I hvert fald må man med dette ord eller begreb, som peger på fred, tavshed og ro, passe på ikke at forvanske dets indhold ved oversættelsen. For eksempel, hvis vi lægger vægt på ordet ro, så drejer det sig ikke om den slags ro, som får os til at falde i søvn. Der er absolut ikke tale om at sove i den hesychastiske tradition. Som vi siden skal se, er det tværtimod en tradition, der drejer sig om at være aktiv og vågen.
Det er ikke min hensigt at give et historisk kursus i hesychasmens oprindelse, men jeg vil gerne helt enkelt og hurtigt angive, hvordan hesychasmen har udviklet sig. Hvordan og hvor er den kommet til verden? Og jeg svarer, at den er blevet os givet; ligesom så meget andet er hesychasmen blevet os givet af Kristus. Gennem Den Nye Testamente begriber vi Kristi holdning. Her følger en kort passage fra Evangeliet, som viser os, hvordan Kristus reagerer, og som kan hjælpe os til at forstå, hvad hesychasme er.
I denne passage erindres vi om Jesu indgang i synagogen i Nazareth, i Hans hjemland. Dér taler Han; og Han bliver dårligt modtaget og dårligt forstået. Afslutningen på episoden lyder sådan her: Da de, der var i synagogen hørte det, blev de alle fulde af harme, og de stod op og drev Ham ud af byen, og de førte Ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; dér ville de styrte Ham ned. Men Han gik Sin vej midt imellem dem (Luk. 4: 28–30).
Den sidste sætning i denne evangelietekst er betydningsfuld: Hesychasten, dén, der søger at leve i hjertets fred, i sjælens ro, finder sit forbillede i den holdning, Kristus udviser. Han, som bliver angrebet, draget i tvivl og udsat for vold, Han kunne gå tværs igennem mængden, uden at sige noget, uden at vise tegn på aggressivitet, fordi Hans hjerte åbenlyst var opfyldt af fred. Svaret på omgivelsernes angreb var alene hjertets stilhed, badet ihesychia.
Ved at udgå fra studiet og betragtningen af Kristi væremåde gennem Hans jordiske liv har kristne, særligt de første munke, søgt at opnå denne hesychia, denne tavse fred, denne hjertets stilhed. Og vi kan sige, at den monastiske bevægelse og klosteridealet er aldeles forbundet med den hesychastiske tradition. Det er ganske vist muligt at høre også ortodokse kristne sige, at der er visse munke, der er hesychastiske, og andre, som ikke er det. Men jeg er ikke ret glad for denne skelnen. Munken, som grundlæggende er et menneske, der søger Gud, ligesom andre søger efter guld, denne munk må nødvendigvis i sin søgen passere igennem freden, stilheden og afkaldet, hvilket fører andre dyder med sig, som vi senere skal se. Jeg skelner således ikke mellem hesychastiske og ikke-hesychastiske munke. Jeg tror, at de alle fundamentalt er hesychastiske.
De første munke, de første eremitter – vi véd, at munkevæsenet tog sin begyndelse i det 4. århundrede med mænd og kvinder, blandt hvilke Hl. Antinios er den højest ærede – de drog ud i ørkenen for at søge Gud. Og vi ser straks, at der er et mål med hesychasmen. Målet er at opdage Gud, Det er, som jeg tidligere har sagt, at møde Gud. Hesychasten er et menneske, som længes, hans hjerte er fyldt af længsel efter Gud, og derfor forsøger han at finde ud af, hvordan han kan frigøre sit hjerte for lidenskaber, så han kan møde Gud.
De første munke gik ud i ørkenen, og dette er karakteristisk. Ørkenen er, som vi véd, retrætens og tavshedens sted. Den er, på en vis måde, det modsatte af byens turbulens. Ensomheden og isolationen er frivillig, og den bliver ét af de steder, hvor hesychasten kan møde Gud. Vi kan ikke møde Gud i travlhed og rastløshed. Det siger Gud selv til os i visse tekster fra Gl. Testamente. Gud forklarer profeten Elias: Jeg er ikke i stormen, jeg er ikke i lynglimtene, jeg er ikke i den rasende hvirvelvind; men jeg er måske i den lette brise, som du hører (jf 1. Kong. 19: 11–13).
Vi kan kun møde Gud i stilheden, og en munk må enten gå ud i ørkenen, eller han må søge indre stilhed og ensomhed. Når jeg henviser til munke, er det fordi alt dette kommer fra klostertraditionen; men naturligvis kan enhver, som længes efter at møde Gud, leve ifølge den hesychastiske tradition. En lægmand kan udmærket være hesychast.
Til at begynde med var klosterbevægelsen hovedsageligt ”eremitisk”; og særligt de første munke var eneboere. Den udvikling, som fulgte efter, gik meget hurtigt og kom til at sætte fokus på at leve i fællesskaber. Dette er udtalt hos Hl. Basilios i det 4. århundrede og hos Hl. Theodor Studitten i det 9. århundrede og hos flere endnu. De organiserede klosterlivet og formulerede regler for, hvordan man kunne leve i fællesskab med andre i søgen efter Gud. Ud af dette voksede der klostre, sådan som vi kender dem, og som fører traditionen videre i vor tid.
Der er således to strømninger: Eremitterne, som konkret trækker sig tilbage i total eller så godt som total afsondrethed og ensomhed, og på den anden side dem, der lever i klosterfællesskaber. Begge strømninger søger det samme, og begge følger den hesychastiske tradition, men ikke blot og bart som en metode. Jeg er meget tilbageholdende med at bruge ordet metode, for her må vi være forsigtige. Hesychasmen kan ikke være en metode i betydningen en teknik, sådan som vi risikerer at forstå den i vor tid. Her kan der opstå uklarhed.
Det moderne menneske er som fortabt, han søger – det gør vi alle og har gjort det, så længe vi har levet i denne verden – han søger at finde sig selv. Vi glemmer, at det er ved at vende os til Ham, der har skabt os, til Gud, vor Skaber, at vi kan finde os selv. Men vi gennemlever denne søgen i en sådan anspændthed og i en sådan adspredthed, at vi søger at eksperimentere med alle mulige midler for at nå dertil, at vi kan finde os selv.
Hesychasmen er ikke en metode i samme forstand, som der findes en metode til at lære engelsk, eller som der findes alle mulige metoder, som fører til ét bestemt resultat, hvis de ellers bruges rigtigt. Nej, hesychasmen er slet ikke af dén karakter. Hesychasme er en bestemt holdning; og det er ikke fordi munken trækker sig tilbage til ørkenen, det er ikkefordi munken flygter fra verden, det er ikke fordi munken søger stilheden, at han finder Gud. Metoden er ikke noget magisk. Den er en støtte, men den forudsætter en kærlighedens anspændelse, et dybfølt ønske om at møde Gud; og metoden finder så sin plads i det øjeblik, munken søger at leve i denne hesychia.
Munken skal, som sagt, leve i stilhed, i en vis tilbagetrukkethed, og han skal bede. Han må praktisere den bøn, vi kalder for hjertebønnen eller jesusbønnen. Denne bønsform er helt tæt forbundet med den hesychastiske tradition. Hvad er det for en bøn? – Vi siger igen og igen, mens vi bruger den bedekrans, som vi altid har i hånden, bønnens ord: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over os! Sådan er den fulde ordlyd; men bønnen kan gøres enklere endnu, fx ved simpelt hen at sige Herre eller Jesus.
Grækerne siger Kyrie eleison: Herre forbarm Dig. Det er den samme ordlyd i en lidt anden form. Men den gentagne bøn, som munken benytter, er ikke et blot og bart middel, som efter 200 eller 300 gentagelser får os til at møde Gud. Den er noget andet: Den er helt enkelt et råb i kærlighed; for når vi elsker hinanden, elsker vi også at udtale hinandens navn. Kærlighed udtrykkes, som vi véd, i ord, men det er de enkleste og mest fordringsløse ord. Når et par mødes og beslutter at gifte sig, véd vi, at kærligheden giver dem mulighed for at mødes ved hjælp af ord. Begge vil de, helst uden ophør, fortælle den anden, at han/hun elsker hende/ham. Men hvis vi genser det samme par hen imod livets afslutning, så taler de ikke længere, de ser bare på hinanden. Det blotte blik er tilstrækkeligt til at vise den kærlighed, som lever i tavshed og fred i et hjerte, som er helt befriet for alt dét der bekymrede det i begyndelsen.
Munken gennemlever den samme bevægelse og virkeliggør, på sin egen måde ganske vist, denne erfaring. Han må tie, han må bevæge sig frem imod tavsheden, og han må atter og atter udtale kærlighedens navn, Jesus: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over os!Det drejer sig om en kærlighedserklæring. Vi genkender Gud, og vi siger til Ham: Forbarm Dig over mig! Ikke med en nederlagets holdning, hvori vi nedtampes af Gud, det er ikke dét, det drejer sig om, på ingen måde! Vi indser simpelt hen i ydmyghed, at vi ikke véd, hvordan man elsker. Dette er grunden: Vi véd ikke, hvordan man elsker, men vi vil gerne elske, og derfor er det, vi siger: Forbarm Dig, forbarm Dig over os, hjælp os at elske. For hvis vi vil elske Gud, så må Han, som har skabt os, og som selv er Kærlighed, Han må vise os den Kærlighed og give os del i den, Han må lede os til Sig. Der findes ikke nogen anden hjælp.
Altså anstrenger den hesychastiske munk sig gennem hele sit liv med at bede til Kristus, den Kristus, som har sagt: Bed uden ophør(jf Luk. 18:1). Og vi kunne svare Ham: Men hvordan Herre? Hvordan kan jeg bede uden ophør?Hvad betyder denne opfordring til bøn uden ophør?
Det drejer sig ikke om, at Kristus skulle sige til os: Tal til mig hele tiden; for Han har sagt:Når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningene gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord (Matt. 6:7). Vi taler alt for ofte for at kræve noget af Gud, kræve og atter kræve. Ind imellem må Han stoppe vat i ørerne og sige: Hold op! Hold op med altid at afkræve mig ét eller andet!
Det forekommer mig, at når Kristus, vor Gud, siger til os, at vi skal bede uden ophør, så opfordrer Han os til altid at betragte Ham og længes hen imod Ham. Det er dét, som er bønnen. Den har ikke nødvendigvis nogen ydre formulering. En sådan kræves ganske vist også, men det afgørende, og her vender jeg tilbage til dét, jeg sagde i begyndelsen, det afgørende er hjertets holdning. Det gælder om at længes efter Herren. Det er i denne længsel, den uophørlige bøn finder sted. Jesusbønnen, hjertebønnen, som vi bruger, hjælper os med dette, for den er helt enkel. Bønnen bliver i sandhed en vane, en indre kalden, som vi må svare på.
Når unge munke kommer til mit kloster, siger de til mig: Lær mig så at bede. De véd ikke, hvordan de skal bede, så i tilkytning til liturgien, når de iklædes munkedragten, giver jeg dem en bedekrans og siger: Begynd så at bede. Fordi de er unge munke, fulde af længsel, energiske og ildfulde, vil de have det stærkest tænkelige og tættest mulige bønsmønster. Det lader jeg dem så få. Og så, fjorten dage eller tre uger senere, kommer de og banker på døren til min celle og siger: Jeg kommer ingen vegne! For de har ikke forstået, at det ikke drejer sig om en metode. De udmatter sig selv ved stædigt at gentage denne påkaldelse, hvilket oven i købet kan være farligt. En sådan fremgangsmåde har ingen som helst interesse på det åndelige plan, og på det fysiske kan den udgøre en fare. De har ikke forstået, at man må begynde helt stilfærdigt med en hjertets holdning, som er styret af længsel efter Gud.
I virkeligheden skal man måske simpelt hen udtale navnet Jesus. Vi véd, hvilken vægtnavnet har i de åndelige traditioner. Så vi behøver blot at udtale dette navn og falde naturligt ind i det, helt roligt, uden ønske om at præstere noget særligt. Vor bøn må, for at kunne være sand og hesychastisk, være ydmyg. Ydmyghed er fuldkommen uomgængelig. Vi må, skridt for skridt, lære at blive ydmyge. Det er ganske åbenbart, at ingen af os, som lever her på jorden, er fuldkommen ydmyge. Ingen! Vi er lærlinge i både kærlighed og ydmyghed. Det vilkår må vi acceptere, samtidigt med at vi kæmper for at opnå den størst mulige ydmyghed, som vil gøre det sande møde med Gud muligt for os. Det er én blandt en række andre uomgængelige holdninger hos den hesychastiske munk, at han beder Gud om ydmyghed.
Vi elsker en russisk hellig fra sidste [forrige] århundrede, Hl. Serafim af Sarov, en yderst ydmyg mand. En dag forklarede han en anden, som var kommet til ham for at sætte sig ind i det hesychastiske liv, hvordan man skal leve i denne Guds stilhed. Han udtalte sig med følgende sætning: Søg først freden i dit hjerte, så vil tusinder blive frelst omkring dig. Hvad betyder denne sætning? Det er vigtigt at forstå den. Når Hl. Serafim kan sige: Søg først freden i dit eget hjerte, så vil tusinder blive frelst omkring dig, så er det fordi, han er nået til enden af den vej, som vi søger. Han har ved hele sit liv vist os, hvor nødvendigt det er at være ydmyg, at godtage at være lille, ingenting vide, ikke kende Gud, især ikke at eje Gud og end
ikke forsøge at eje Ham, hvilket ville være en grundlæggende fejl. Vi må gå ydmyghedens vej, og dét har Hl. Serafim gjort. Vi må gå overgivelsens vej, for hvad er ydmyghed andet end den objektive afsløring af, hvad vi er: fattige, blottede, uden kærlighed. Det er en indsigt, som kan føre os til fortvivlelse, men så er vi ikke på rette spor. Afsløringen må gennem ydmyghed føre os til fred. Og den eneste mulige vej dertil er, at vi overgiver os i Guds hånd.
Når jeg opdager, at jeg er fattig, må det ikke få mig til at fortvivle eller bringe mig i oprør. Det er ikke den rigtige løsning; for i forhold til hvem fortvivler jeg eller gør oprør? I forhold til mig selv, men ikke til min Skaber. Hvis jeg imidlertid kan se med ydmyghed på min egen svaghed, hvis jeg kan undgå oprøret, hvis jeg virkelig kan vende mig til Gud i tillid og sige til Ham: Jeg er lille og svag; men Du formår alt; tag mig i hånden, og led mig … så vil denne overgivelse, som er anden etape på vejen (ydmyghed først, dernæst overgivelse), overgivelsen vil føre mig til stilheden, til hjertets fred, fordi jeg endelig befinder mig i Hans hånd, i hånden på den Eneste, som formår at skænke mig denne fred, Han, som selv er Kærligheden, i hånden på vor Gud. – Sådan er den måde, hvorpå den hesychastiske tradition efter Hl. Serafim af Sarovs eksempel, kan leves.
Jeg skal ikke gøre denne fremstilling alt for lang, men slutte med et bibelsk, mere præcist et evangelisk eksempel, som I måske kender. Det gælder episoden, hvor Jesus er hjemme hos Sine venner, Lazarus, Martha og Maria, jøder, som elskede Herren og ofte inviterede Ham. I episoden her siges der ikke meget om Lazarus, men mere om søstrene Martha og Maria. Den ene af dem, Martha, har travlt, hun laver mad,bevæger sig omkring, dækker bord; vi kan se for os, hvordan det går for sig. Den anden, Maria, sidder ved Herrens fødder og foretager sig ikke andet end at betragte Ham og lytte til Ham. Og Martha, som dækker bord, går hen til Jesus og siger: Hør nu her! Hvad laver hun dér? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig! Og Herren svarer: Martha, du gør dig bekymring og uro med mange ting, men hun har valgt den gode del (jf. Luk. 10: 38–42).
Med andre ord: I denne passage fra Evangeliet om Marthas og Marias oplevelse giver Herren os et råd: Pas på med unødig foretagsomhed! Han siger ikke, at denne foretagsomhed ikke skulle være udtryk for gæstfrihed, han bebrejder ikke Martha, som har lavet maden, noget. Han siger helt enkelt: Vær opmærksomme! Maria har valgt den gode del.
Lad os forsøge, hver og én af os, for vi har givetvis både en Martha og en Maria indvendig, lad også os forsøge at vælge den gode del.
Oversat fra fransk og bearbejdet af redaktionen.
Bragt første gang i Kirkebladet nr. 37, 1996
Guds Uskabte Lys, Jesus-bønnen, Legemets Helliggørelse og Hesychasmen – Hellige Gregor Palamas – Prædiken af f. Poul, 31. marts 2024: