Aarhus: Den lange vej mod Opstandelsen

Oplæg til sam­ta­le, fre­dag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kir­kes Kloster­kir­ke, Vor Frue Kir­ke­plads 2, 8000 Aar­hus C

Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion anvi­ser en bestemt, vel­de­fi­ne­ret og mar­kant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kri­sti Opstan­del­se, Hans sejr over døden og spræng­nin­gen af døds­ri­gets por­te. Ram­men for de tro­en­des for­be­re­del­se til høj­ti­den er de 40 dage, som udgør Den Sto­re Faste; men vi ind­le­der alle­re­de ind­flyv­nin­gen til Påske gen­nem de 4 søn­da­ge, der lig­ger for­ud for sel­ve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget bety­der og om nog­le af tema­er­ne for de enkel­te søn­da­ge gen­nem mere end 2 måne­ders for­be­re­del­se.

Guds­tjenester i Aar­hus

Prædiken af f. Poul, Tilgivelsens Søndag – Uddrivelsen af Paradis, 18. februar 2018

Uddrivelsen af Paradis

Uddri­vel­sen af Para­dis.
Kil­de: Oca.org

Epi­stel: Romer­bre­vet, kap. 13:11–4:14.
Evan­ge­li­um: Mat­t­hæus, kap. 6:14–21.

Prædiken på Hellige Gregor Palamas' Søndag, 12. marts 2017

Ikon af hellige Gregor Palamas

Ikon af hel­li­ge Gre­gor Pala­mas

Præ­di­ken af f. Lazarus, Hel­li­ge Gre­gor Pala­mas’ Søn­dag, 12. marts 2017:

Epi­stel: Hebræ­er­bre­vet, kap. 1:10–2:3.
Evan­ge­li­um: Mar­kus, kap. 2:1–12.

Prædiken på Ortodoksiens Søndag, 5. marts 2017

Præ­di­ken af f. Poul, Orto­dok­si­ens Søn­dag, 5. marts 2017:

Epi­stel: Hebræ­er­bre­vet, kap. 11:24–26, 32–12:2.
Evan­ge­li­um: Johan­nes, kap. 1:43–51.

Prædiken af f. Poul, Tilgivelsens Søndag, 13. marts 2016

Præ­di­ken af f. Poul, Til­gi­vel­sens Søn­dag, 13. marts 2016:

Epi­stel: Romer­bre­vet, kap. 13:11–14:4.
Evan­ge­li­um: Mat­t­hæus, kap. 6:14–21.

Tilgivelsens Søndag/Uddrivelsen af Paradis - prædiken 2015

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Ærvær­di­ge fædre, kære brød­re og søstre i Kristus

Uddrivelsen af Paradis

Uddri­vel­sen af Para­dis.
Kil­de: Oca.org

Faste­ti­den er kom­men. Tiden til den alvor­li­ge og inder­li­ge kamp mod alt det onde, som rører sig i os, er atter oprun­den. Igen­nem de sid­ste fire uger har vi for­be­redt os på den­ne tid af kir­ke­å­ret. For­be­redt os, ved at imi­te­re Zac­chæus, tol­de­ren som læg­ger alt for­fæn­ge­lig­hed og små­bor­ger­lig­hed bag sig, for blot at få et glimt af Kristus, da Han pas­se­rer for­bi. For­be­redt os, ved at imi­te­re tol­de­ren, der i mod­sæt­ning til den selv­ret­fær­di­ge fari­sæ­er, ikke har noget at rose sig af over­for Gud. For­be­redt os ved at bli­ve som den fortab­te søn, der efter det lan­ge eksil, i syn­dig udsvæ­vel­se, ende­lig begi­ver sig på den lan­ge vej hjem til sin Faders Hus. Og ende­lig, for­be­redt os ved at fæst­ne blik­ket mod det ene­ste, som vir­ke­lig bety­der noget i det krist­ne liv, det som jager alle tan­ker om pre­sti­ge, ære, magt, sta­tus og posi­tion på flugt, nem­lig Den Yder­ste Dom, da Kristus skal kom­me igen for at døm­me os alle efter hvor­dan vi har for­val­tet det liv og den tid, vi har fået givet.

Nu er vi kom­met til Til­gi­vel­sens Søn­dag. Det­te er dagen hvor­på vi aflæg­ger os alle nag, alle de tun­ge læn­ker, som hol­der os fra at møde hin­an­den i kær­lig­hed, og som der­med også hol­der os fra, trods alle de anstren­gel­ser vi ellers måt­te gøre os i faste­ti­den, at møde Gud i kær­lig­hed. Kon­kret fore­går jo den gen­si­di­ge til­gi­vel­se, ved at vi alle fal­der på knæ for hin­an­den og beder om til­gi­vel­se. Der er nok man­ge, både i og uden­for Kir­ken, som ser på den­ne tje­ne­ste, med en vis skep­sis. For hvor­for skal man dog på den­ne dra­ma­ti­ske måde fal­de ned for hin­an­den og sige de sam­me ord til så man­ge men­ne­sker? Og hvor­for skal jeg egent­lig bede nogen om til­gi­vel­se, som jeg hver­ken har for­nær­met eller sår­et, som jeg i det dag­li­ge på alle måder er på god fod med? Er der her blot tale om fari­sæ­isk ritu­a­lis­me, et tomt tea­ter­styk­ke, eller end­nu vær­re, forl­oren from­hed? Det før­ste der er at sige til det, er at vi i vores ufølsom­hed, sel­visk­hed eller vores man­gel på ind­le­vel­se i andre men­ne­sker, gan­ske ofte stø­der og sår­er uden at vil­le det og endog uden vi selv er klar over det. Men der er et andet og langt vig­ti­ge­re aspekt, en grund som er dybe­re end blot vores soci­a­le klod­set­hed. For uan­set hvad jeg gør, om det er ale­ne i mit kam­mer eller om det er i hjer­tets inder­ste, så har det virk­ning ud over hele ver­den, så berø­rer det hvert ene­ste men­ne­ske. Lad os ven­de det om: vi tror jo, og beken­der, og det gør vi alle uden nogen­sin­de at stil­le spørgs­måls­tegn ved det, at vores bøn­ner er med til at gøre ver­den til et bed­re sted, og især at dem vi beder for, har gavn af vores bøn­ner. Men hvad så hvis vi ven­der det om, hvis vi anven­der sam­me logik på de mør­ke tan­ker eller hand­lin­ger som vi ind­la­der os på? Eksi­ste­rer de, i mod­sæt­ning til de gode, blot i et her­me­tisk luk­ket vaku­um? Selv­føl­ge­lig gør de ikke det. Hvis Adams synd mod Gud, som han begik i det skjul­te, til­ba­ge i urti­den, har virk­ning på os i dag, tal­lø­se gene­ra­tio­ner sene­re, hvad så med alt det vi kan sid­de og gøre eller tæn­ke eller plan­læg­ge eller fan­ta­se­re om, når vi tror, at der ingen er som kig­ger. Vi men­ne­sker er alle for­bun­det til hin­an­den, net­op i kraft af, at vi deler den fæl­les natur, men­ne­ske­he­dens natur, og der­for må vi ikke se os selv som adskilt fra hve­ran­dre, hver­ken i det gode, eller det onde vi gør. Det er i sær­de­les­hed sandt, for de som deler menig­hed. I den­ne Kir­ke og i den menig­hed, er vi del af hin­an­den, del af en ånde­lig fami­lie, givet til os af Gud. Og når jeg hand­ler ondt, hvad enten det er at bag­ta­le min nabo, eller gøre nogen fortræd, eller at sur­fe efter ero­ti­ske bil­le­der på inter­net­tet, eller hvad vi nu kan fin­de på af skjul­te eller åben­ba­re syn­der, så ska­der jeg det­te ånde­li­ge fæl­les­skab, så ska­der jeg mine brød­re og søstre i menig­he­den. Ingen er selv­føl­ge­lig ansvar­li­ge for en andens syn­der, men de ånde­li­ge kon­se­kven­ser af syn­den, deles af os alle. Det er vig­tigt, at vi husker på, at der aldrig bare er jeg og mig i livet med Gud. Tænk på Her­rens Bøn, hvor vi jo udtryk­ke­ligt siger vi, os og vores: til­giv os vor skyld, som også vi til­gi­ver vores skyld­ne­re.

Det er i det­te lys, dagens gen­si­di­ge til­gi­vel­se skal ses. Jeg går hen til dig, jeg går dig i møde, og du går mig i møde. Og i det møde lig­ger vores fæl­les beslut­ning om, at lade kær­lig­he­den og til­gi­vel­sen sej­re over syn­den og mør­ket. Det er da en vær­dig start på fasten.

I dag er der dog end­nu et tema, nem­lig Adams for­vis­ning fra Para­dis. For dem der delt­og ved aftentje­ne­sten i går, står dis­se kla­ge­san­ge, som var ind­holdt i stiki­re­ne, som meget repræ­sen­ta­ti­ve for den stem­ning, som også ken­de­teg­ner den­ne ind­gang til faste­ti­den. ”Her­ren dan­ne­de mig af stø­vet og blæ­ste liv og sjæl i mig. Men Satan bedrog mig og skil­te mig fra Guds ære og over­gav mig til jor­dens og døde­ns dyb. Men i Din med­li­den­hed Her­re, kald du mig atter til­ba­ge til livet”. ”I min uly­dig­hed kaste­de jeg den klæd­ning af mig, som Du hav­de vævet til mig, Gud og adlød ikke Dine bud. Men Du Her­re som i de sid­ste tider blev kød af en Jom­fru, kald mig til­ba­ge og bring mig atter ind i Para­dis”. Såle­des er tonen. Og vi ser hvor­dan den­ne Søn­dag lig­ger i for­læn­gel­se af de for­gå­en­de fire. Træ­et som Zac­chæus kla­trer op i, bli­ver et bil­le­de på det livets træ, som vi ellers er ble­vet afskå­ret fra. For det, at Her­ren ser Zac­chæus i træ­et, gør at Han vil gå ind i hans hus, og når Her­ren går ind i et hus, så etab­le­res der et glimt af Para­dis, som vi også skal være vid­ne til i det­te hus sene­re, når vi skal mod­ta­ge Her­ren i den hel­li­ge Nad­ver. Også tol­de­rens indæd­te anger viser hen mod det­te eksil fra Para­dis. Og selv­føl­ge­lig også den fortab­te søn, som bare ønsker at ven­de til­ba­ge til sin Faders Hus. Og den sid­ste dom, den er jo net­op et resul­tat af den­ne for­vis­ning, sam­ti­dig med, at den jo også er net­op det vi beder om, nem­lig vores retur fra eksilet.

Vi skal være opmærk­som­me i den­ne tid. I den­ne tid har Gud givet os befa­lin­ger for hvad vi må spi­se. Ikke for­di noget mad er urent og andet rent. Men for­di Han vil se, om vi vil hol­de Hans bud. Vil vi mon det? Jeg undre­de mig engang over, at jeg under fasten altid hav­de lyst til ting, som jeg nor­malt ikke gad at spi­se. En klog per­son sag­de til mig, helt sim­pelt og uden oms­vøb, ”det er den onde, som kører med dig”. Og der er rig­tigt. Nogen gan­ge tæn­ker jeg, at hvis Gud hav­de givet en faste, som blot gik ud på, at vi ikke måt­te spi­se de røde vingum­mi­bam­ser men ellers alt andet, så vil­le de fle­ste af os nok få en uimod­ståe­lig trang til røde vingum­mi­bam­ser, som vi så gen­nem alle muli­ge men­tale krums­pring, kun­ne over­be­vi­se os selv om, at vi nok godt måt­te sma­ge alli­ge­vel. Vi skal være nid­kæ­re med vores faste.

Lad mig brin­ge til slut et eksem­pel til over­vej­el­se, fra den hel­li­ge Ire­næus. Lige­som Adam blev taget fra den jom­fru­e­li­ge jord i Para­dis, så blev Kristus født af den jom­fru­e­li­ge Maria. Men kon­tra­sten der­ef­ter er slå­en­de. For mens Adam i haven på intet tids­punkt led sult, han kun­ne spi­se af alle træ­er­ne, så sad Kristus i ørke­nen og faste­de. Og mens Adam på fuld mave ind­lod sig på at spi­se af det som Her­ren hav­de for­budt ham, så sva­re­de Her­ren, som sul­te­de, den lum­ske djæ­vel med orde­ne ”men­ne­sket skal ikke leve af brød ale­ne”.

Til­gi­vel­sen og fasten går hånd i hånd. Det før­ste Her­ren gør før sit offent­li­ge vir­ke, er at faste i ørke­nen. Og det sid­ste Han gør, når Han hæn­ger der, på det san­de Livets Træ, nem­lig Kor­set, er at bede Sin him­mel­ske Fader, om at til­gi­ve dem, som søger at dræ­be Ham. Og det er net­op fra den posi­tion, fasten­de, tør­sten­de, til­gi­ven­de, at Han kan sige de ord, som fyl­der så meget, de ord, som giver alle, jer, mig, Adam og Eva og hele skab­nin­gen håb og styr­ke til at begyn­de vores faste, vores rej­se til­ba­ge fra eksilet. De ord, som vi på den anden side af fastens lan­ge rej­se skal høre end­nu tyde­li­ge­re, men som vi alle­re­de nu aner, nem­lig Her­rens ord til røve­ren ”I dag skal du være med mig i Para­dis”.

Amen

af f. dia­kon Lazarus – holdt søn­dag den 22.februar 2015.

Hellige Andreas af Kretas Bodskanon 2013

Kirkerummet i Gudsmoders Beskyttelses Menighed ved indledningen af Den Store Faste 2013

Den Sto­re Faste er star­tet. Kir­ke­rum­met er klædt i mør­ke far­ver. I den før­ste uge har vi man­dag, tirs­dag, ons­dag og tors­dag aften læst Hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non sam­men med det sto­re kom­plet­to­ri­um. I løbet af tje­ne­ster­ne bad vi Hel­li­ge Efraim Syre­rens Bøn, som vi også beder gen­nem hele fasten.

Prædiken – Den Fortabte Søns Søndag 2013

Ikon af Den Fortabte Søns Søndag

Den Fortab­te Søns Søn­dag. Kil­de: oca.org

Præ­di­ken af f. dia­kon Lazarus Kold Chri­sten­sen. Den Fortab­te Søns Søn­dag, 3. marts 2013.

Læs­nin­ger:

1. Kor­int­her­brev, kap. 6:12–20

Lukas, kap. 15:11–32

Patriark Bartholomæos’ fastebudskab 2012

Patriark Bartholomæos d. 1.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.

Nåde og fred fra vor Her­re og Frel­ser Jesus Kristus, og fra Os: bøn­ner, vel­sig­nel­se og til­gi­vel­se.

Lad os, I tro­en­de, med glæ­de tage imod det gud­dom­me­ligt inspi­re­re­de bud­skab om Den Sto­re Faste.

I den sene­re tid bemær­ker vi en øget bekym­ring. Man­ge pro­ble­mer viser sig. Ver­den lider og kræ­ver hjælp. Vi gen­nem­le­ver i sand­hed en gene­rel prø­vel­se. Nog­le kal­der den ”øko­no­misk depres­sion”, andre siger ”poli­tisk kri­se”. For os dre­jer det sig om en ånde­lig afspor­ing. Og der fin­des en behand­ling. Der fore­slås man­ge løs­nin­ger, og man hører for­skel­li­ge syns­punk­ter. Men pro­ble­mer­ne for­bli­ver de sam­me. Folk føler sig svig­te­de og ale­ne. Deres dybe­re væsen bli­ver over­set. De for­bli­ver ned­tryk­te, for­vir­re­de og fortviv­le­de. De løs­nin­ger, der fore­slås, uan­set deres ret­ning og ophav, sæt­ter ikke men­ne­sker fri, for i udgangs­punk­tet pris­gi­ver de os som fan­ger af for­gæn­ge­lig­hed og død.

Kir­ken er Her­ren, Gud-Men­ne­sket Selv, vore sjæ­les Befri­er. Når vi går ind i Kir­kens rum, kom­mer vi ind i en atmos­fæ­re af gud­dom­me­lig trøst, af for­so­ning mel­lem Him­mel og Jord. Vi går ind hos vore egne. Vor ånd fin­der ro. Vi fin­der den him­mel­ske skøn­hed og ånde­lig moden­hed, ”en hel­lig duft, som ræk­ker til ver­dens yder­ste egne”. Kir­ken ken­der alle vore lidel­ser. Og den har styr­ke til at befri os. Kir­ken kal­der os til omven­del­se. Den inde­hol­der ingen løgn, og den gem­mer ingen skjul­te ulyk­ker.

Kir­ken siger hele sand­he­den. Og den opfor­drer os til at se sand­he­den i øjne­ne, sådan som den er. Til at ind­se, at vi er jord og støv. I hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non er der tale om ange­rens tårer, om den ånde­li­ge sorgs hul­ken, om smer­ten fra vore sår. Men sjæ­lens ro og ånde­lig sund­hed føl­ger efter det­te. Vi har vor Ska­ber og Frel­ser. Af Sin over­strøm­men­de nåde har Han sat os i skel­let mel­lem ufor­gæn­ge­lig­hed og døde­lig­hed. Han har ikke for­ladt os. Han er kom­met, og Han har frelst os. Ved Kor­set har Han til­in­tet­gjort døden. Han har skæn­ket os køde­ts ufor­gæn­ge­lig­hed.

Siden vi nu er pode­de på Kristus, hvor­for bekym­rer vi os da til ingen nyt­te? Hvor­for iler vi ikke hen til Ham? Kir­ken befat­ter sig ikke med og over­la­der os hel­ler ikke til for­gæn­ge­lig­hed. Kir­ken ken­der men­ne­skets dybe­ste behov, og den kom­mer os til hjælp og sæt­ter os fri. Vi har behov for føde. Men ”men­ne­sket lever ikke af brød ale­ne” (Matt. 4,4). Vi har også brug for ånde­lig for­stå­el­se, men vi er ikke ule­gem­li­ge. I Kir­ken fin­der vi hele livets fyl­de og for­stå­el­se i gud-men­ne­ske­lig balan­ce.

Bor­te fra Gud for­dær­ves og øde­læg­ges men­ne­sker. Dér, hvor mate­ri­el rig­dom og over­flod råder, vin­der også skan­da­lø­se fri­stel­ser og mørk for­vir­ring frem. Dér, hvor men­ne­sker lever, som det pas­ser sig, og mod­ta­ger alt i tak­nem­me­lig­hed og tak­si­gel­se, dér hel­lig­gø­res alting. Lidet vel­sig­nes som til­stræk­ke­ligt, og det for­gæn­ge­li­ge iklæ­des ufor­gæn­ge­lig­he­dens pragt. Men­ne­sker tager imod det flyg­ti­ge som en Guds gave. Og alle­re­de her og nu næres vi af vort pant på det evi­ge liv. Ikke blot løses pro­ble­mer­ne, men prø­vel­ser­nes smer­te for­vand­les til livs­kraft og giver anled­ning til lov­pris­ning. Når det­te fin­der sted i os, når men­ne­sker fin­der hvi­le og per­son­lig frel­se ved at over­la­de alt til Kristus, vor Gud, da oply­ses men­ne­skets sjæl. Da ken­der vi os selv og hele ver­den. Da lever vi i til­lid til Den Almæg­ti­ges kær­lig­hed. Det­te giver den tro­en­de styr­ke. Og det for­mid­les, ved en usyn­lig strå­ling, som en styr­kel­se for alle, som hungrer og tør­ster efter sand­he­den.

Hele ver­den har brug for den frel­se, som stam­mer fra Ska­be­ren. Hele ver­den har brug for tro­ens nær­vær og de hel­li­ges sam­fund. Lad os tak­ke vor Her­re og Gud for alle Hans vel­ger­nin­ger og for tiden nu med Den Sto­re Faste. Det er en tid, som er vel­kom­men, det er omven­del­sens tid. Lad os kryd­se Fastens oce­an søn­der­knu­ste og med beken­del­se af vore syn­der, for at vi kan nå frem til den glæ­de, som er uden ende, over vor Her­re, Gud og Frel­ser Jesu Kri­sti Opstan­del­se.

Ham være lov og pris til evig tid. Amen!

Sign. Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel
Bræn­den­de for­be­der for jer alle hos Gud.