Aarhus: Den lange vej mod Opstandelsen

Oplæg til sam­ta­le, fre­dag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kir­kes Kloster­kir­ke, Vor Frue Kir­ke­plads 2, 8000 Aar­hus C

Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion anvi­ser en bestemt, vel­de­fi­ne­ret og mar­kant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kri­sti Opstan­del­se, Hans sejr over døden og spræng­nin­gen af døds­ri­gets por­te. Ram­men for de tro­en­des for­be­re­del­se til høj­ti­den er de 40 dage, som udgør Den Sto­re Faste; men vi ind­le­der alle­re­de ind­flyv­nin­gen til Påske gen­nem de 4 søn­da­ge, der lig­ger for­ud for sel­ve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget bety­der og om nog­le af tema­er­ne for de enkel­te søn­da­ge gen­nem mere end 2 måne­ders forberedelse.

Guds­tjenester i Aarhus

Prædiken af f. Poul, Tilgivelsens Søndag – Uddrivelsen af Paradis, 18. februar 2018

Uddrivelsen af Paradis

Uddri­vel­sen af Para­dis.
Kil­de: Oca.org

Epi­stel: Romer­bre­vet, kap. 13:11–4:14.
Evan­ge­li­um: Mat­t­hæus, kap. 6:14–21.

Hellige Andreas af Kretas Bodskanon 2013

Kirkerummet i Gudsmoders Beskyttelses Menighed ved indledningen af Den Store Faste 2013

Den Sto­re Faste er star­tet. Kir­ke­rum­met er klædt i mør­ke far­ver. I den før­ste uge har vi man­dag, tirs­dag, ons­dag og tors­dag aften læst Hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bods­ka­non sam­men med det sto­re kom­plet­to­ri­um. I løbet af tje­ne­ster­ne bad vi Hel­li­ge Efraim Syre­rens Bøn, som vi også beder gen­nem hele fasten.

Patriark Bartholomæos’ fastebudskab 2012

Patriark Bartholomæos d. 1.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.

Nåde og fred fra vor Her­re og Frel­ser Jesus Kristus, og fra Os: bøn­ner, vel­sig­nel­se og tilgivelse.

Lad os, I tro­en­de, med glæ­de tage imod det gud­dom­me­ligt inspi­re­re­de bud­skab om Den Sto­re Faste.

I den sene­re tid bemær­ker vi en øget bekym­ring. Man­ge pro­ble­mer viser sig. Ver­den lider og kræ­ver hjælp. Vi gen­nem­le­ver i sand­hed en gene­rel prø­vel­se. Nog­le kal­der den ”øko­no­misk depres­sion”, andre siger ”poli­tisk kri­se”. For os dre­jer det sig om en ånde­lig afspor­ing. Og der fin­des en behand­ling. Der fore­slås man­ge løs­nin­ger, og man hører for­skel­li­ge syns­punk­ter. Men pro­ble­mer­ne for­bli­ver de sam­me. Folk føler sig svig­te­de og ale­ne. Deres dybe­re væsen bli­ver over­set. De for­bli­ver ned­tryk­te, for­vir­re­de og fortviv­le­de. De løs­nin­ger, der fore­slås, uan­set deres ret­ning og ophav, sæt­ter ikke men­ne­sker fri, for i udgangs­punk­tet pris­gi­ver de os som fan­ger af for­gæn­ge­lig­hed og død.

Kir­ken er Her­ren, Gud-Men­ne­sket Selv, vore sjæ­les Befri­er. Når vi går ind i Kir­kens rum, kom­mer vi ind i en atmos­fæ­re af gud­dom­me­lig trøst, af for­so­ning mel­lem Him­mel og Jord. Vi går ind hos vore egne. Vor ånd fin­der ro. Vi fin­der den him­mel­ske skøn­hed og ånde­lig moden­hed, ”en hel­lig duft, som ræk­ker til ver­dens yder­ste egne”. Kir­ken ken­der alle vore lidel­ser. Og den har styr­ke til at befri os. Kir­ken kal­der os til omven­del­se. Den inde­hol­der ingen løgn, og den gem­mer ingen skjul­te ulykker.

Kir­ken siger hele sand­he­den. Og den opfor­drer os til at se sand­he­den i øjne­ne, sådan som den er. Til at ind­se, at vi er jord og støv. I hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bods­ka­non er der tale om ange­rens tårer, om den ånde­li­ge sorgs hul­ken, om smer­ten fra vore sår. Men sjæ­lens ro og ånde­lig sund­hed føl­ger efter det­te. Vi har vor Ska­ber og Frel­ser. Af Sin over­strøm­men­de nåde har Han sat os i skel­let mel­lem ufor­gæn­ge­lig­hed og døde­lig­hed. Han har ikke for­ladt os. Han er kom­met, og Han har frelst os. Ved Kor­set har Han til­in­tet­gjort døden. Han har skæn­ket os køde­ts uforgængelighed.

Siden vi nu er pode­de på Kristus, hvor­for bekym­rer vi os da til ingen nyt­te? Hvor­for iler vi ikke hen til Ham? Kir­ken befat­ter sig ikke med og over­la­der os hel­ler ikke til for­gæn­ge­lig­hed. Kir­ken ken­der men­ne­skets dybe­ste behov, og den kom­mer os til hjælp og sæt­ter os fri. Vi har behov for føde. Men ”men­ne­sket lever ikke af brød ale­ne” (Matt. 4,4). Vi har også brug for ånde­lig for­stå­el­se, men vi er ikke ule­gem­li­ge. I Kir­ken fin­der vi hele livets fyl­de og for­stå­el­se i gud-men­ne­ske­lig balance.

Bor­te fra Gud for­dær­ves og øde­læg­ges men­ne­sker. Dér, hvor mate­ri­el rig­dom og over­flod råder, vin­der også skan­da­lø­se fris­tel­ser og mørk for­vir­ring frem. Dér, hvor men­ne­sker lever, som det pas­ser sig, og mod­ta­ger alt i tak­nem­me­lig­hed og tak­si­gel­se, dér hel­lig­gø­res alting. Lidet vel­sig­nes som til­stræk­ke­ligt, og det for­gæn­ge­li­ge iklæ­des ufor­gæn­ge­lig­he­dens pragt. Men­ne­sker tager imod det flyg­ti­ge som en Guds gave. Og alle­re­de her og nu næres vi af vort pant på det evi­ge liv. Ikke blot løses pro­ble­mer­ne, men prø­vel­ser­nes smer­te for­vand­les til livs­kraft og giver anled­ning til lov­pris­ning. Når det­te fin­der sted i os, når men­ne­sker fin­der hvi­le og per­son­lig frel­se ved at over­la­de alt til Kristus, vor Gud, da oply­ses men­ne­skets sjæl. Da ken­der vi os selv og hele ver­den. Da lever vi i til­lid til Den Almæg­ti­ges kær­lig­hed. Det­te giver den tro­en­de styr­ke. Og det for­mid­les, ved en usyn­lig strå­ling, som en styr­kel­se for alle, som hungrer og tør­ster efter sandheden.

Hele ver­den har brug for den frel­se, som stam­mer fra Ska­be­ren. Hele ver­den har brug for tro­ens nær­vær og de hel­li­ges sam­fund. Lad os tak­ke vor Her­re og Gud for alle Hans vel­ger­nin­ger og for tiden nu med Den Sto­re Faste. Det er en tid, som er vel­kom­men, det er omven­del­sens tid. Lad os kryd­se Fastens oce­an søn­der­knu­ste og med beken­del­se af vore syn­der, for at vi kan nå frem til den glæ­de, som er uden ende, over vor Her­re, Gud og Frel­ser Jesu Kri­sti Opstandelse.

Ham være lov og pris til evig tid. Amen!

Sign. Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os af Konstantinopel
Bræn­den­de for­be­der for jer alle hos Gud.