24. september: Vor Hellige, Gudbærende fader Silouan fra Athos

Hellige Silouan

Hel­li­ge Silouan

Den Hel­li­ge Silou­an — en nuti­dig helgen

Fast­hold din tan­ke på hel­ve­de, og opgiv ikke håbet

Kri­sten ydmyg­hed og keno­se iflg. den hel­li­ge Silouan

”Ortodoks” er ikke det samme som ”russisk”

af f. Poul

I Kri­ste­ligt Dag­blad den 27. maj står at læse en arti­kel med den­ne over­skrift: ”Rusland slår til mod reli­gi­øse for­nær­mel­ser”. Anled­nin­gen er, at en ny såkaldt blas­fe­mi­lov er på vej dér i lan­det. Efter den skal det kun­ne give fle­re års fængsel at ”kræn­ke reli­gi­øse følel­ser”. Artik­len anfø­rer, at den rus­si­ske kir­ke anser loven ”som et nød­ven­digt værn mod mang­len­de respekt for essen­ti­el­le rus­si­ske vær­di­er”. Vide­re hed­der det, at ”den orto­dok­se kir­ke har pres­set på for at få loven ved­ta­get”, for­di kir­ken i Rusland, iføl­ge en eks­pert på områ­det, ser det som sin sær­li­ge opga­ve ”at opbyg­ge et sundt rus­sisk sam­fund, base­ret på de sær­li­ge rus­si­ske værdier”.

Jeg ser ingen grund til at anfæg­te artik­lens fak­ti­ske oplys­nin­ger. Desvær­re! Her­un­der at de rus­si­ske myn­dig­he­der benyt­ter nog­le tos­se­de pigebørn, de såkald­te ”Pus­sy Riot’s” bar­n­ag­ti­ge demon­stra­tion med ulov­lig ind­træn­gen i en kir­ke som påskud til at skrue sig op på de helt høje moral­ske kotur­ner, så at for­ar­gel­sen, helt ude af pro­por­tion med over­træ­del­sen som den er, slet ingen ende vil tage.

Imid­ler­tid kun­ne omtal­te arti­kel desvær­re give nog­le læse­re det ind­tryk, at der skul­le eksi­ste­re en uom­gæn­ge­lig og natur­gi­ven alli­an­ce mel­lem orto­doks kri­sten tro og kir­ke på den ene side og en auto­ri­tær poli­tisk sty­re­form på den anden. Der er der­for grund til at fast­slå: Der er ingen som helst teo­lo­gisk eller kir­ke­ret­lig sam­men­hæng mel­lem den orto­dok­se kir­ke og tro og så et under­tryk­ken­de, ufrit sam­fund uden ytrings­fri­hed. Ingen!

At man skul­le kun­ne lov­gi­ve imod at ”kræn­ke reli­gi­øse følel­ser” er både hyk­le­risk og menings­løst. Især i en kri­sten kon­tekst. Kri­sti kir­ke er vok­set frem af, at Guds søn lod sig håne, spot­te og gøre til lat­ter for til sidst at bli­ve slå­et ihjel af de magt­ha­ve­re, som men­te, at Kristus kræn­ke­de deres ”reli­gi­øse følel­ser” og brag­te sam­fun­dets orden i fare, hvor­for han skul­le døm­mes til døden for ”blas­fe­mi”.

Der er grund til at være på vagt, hver gang ét eller andet poli­tisk mag­tap­pa­rat søger at spæn­de kris­ten­dom og kir­ke for deres vogn for at få bed­re kon­trol med fol­kesla­ge­ne. Som nu i Rusland. Og der er grund til at være opmærk­som på, at orto­doks kir­ke og tro på ingen måde er noget, Rusland og rus­ser­ne har ene­ret på. Det er slet og ret noget vrøvl i en lov­giv­ning at vil­le sam­men­kob­le orto­dok­se ”reli­gi­øse følel­ser” og ”sær­li­ge rus­si­ske værdier”.

Den orto­dok­se kir­ke i Dan­mark og til­sva­ren­de kir­ker og menig­he­der i en lang ræk­ke vest­eu­ro­pæ­i­ske lan­de er sam­let i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat med hoved­sæ­de i Paris. Vi er orto­dok­se krist­ne på de vil­kår, der er gæl­den­de i vore respek­ti­ve lan­de, vi ind­går natur­ligt i den kul­tu­rel­le og kir­ke­li­ge kon­tekst, der her­sker i Vesten. Vi del­ta­ger i den demo­kra­ti­ske debat i vore hjem­lan­de, og vi kun­ne ikke drøm­me om kræ­ve sær­lig lov­giv­ning til beskyt­tel­se af vore egne eller andres ”reli­gi­øse følelser”.

Den blas­fe­mi­lov­giv­ning, som lader til at være på vej i Rusland, lig­ner desvær­re dén, vi ken­der fra en ræk­ke mus­lim­ske lan­de, hvor cen­su­ren her­sker, og hvor reli­gi­øse over­dom­me­res radar over­vå­ger alt og alle. En sådan knæg­tel­se af ytrings­fri­he­den er ikke karak­te­ri­stisk for den orto­dok­se tro. Selv om den til­sy­ne­la­den­de er karak­te­ri­stisk for tidens poli­ti­ske strøm­ning i Rusland. Men ”orto­doks” og ”rus­sisk” er, som alle­re­de sagt, ikke identiske.