Af biskop Kallistos Ware
[Nedenstående tekst er et indlæg af biskop Kallistos, Oxford, England, som blev holdt på en konference i Bose, Italien i 1998 i anledning af 60-års dagen for Hl. Silouans død.
Litteraturhenvisningerne i teksten gælder alle: Archimandrite Sophrony (Sakharov); Saint Silouan the Athonite, Monastery of St. John the Baptist, Tolleshunt Knights, 1991. Værket anbefales på det varmeste til videre læsning]
Tradition og personlig erfaring i Hl. Silouans liv
I Paris i slutningen af fyrrerne, da arkemandrit fader Sophronij netop var vendt tilbage fra Athos, viste han den russiske teolog Vladimir Lossky nogle manuskripter fra sin læremester, starets Silouan. Fader Sophronij havde utvivlsomt det håb, at Lossky ville hjælpe ham med at få staretsens skrifter udgivet; og at Lossky måske selv ville bidrage med en introduktion eller kommentar. Men fader Sophronij blev skuffet. Lossky returnerede manuskripterne med følgende kommentar: “Jeg kan ikke få øje på nogen dogmatisk vision i dette her.” Lossky betvivlede hverken staretsens inderlighed eller personlige hellighed; men han kunne ikke i Hl. Silouans skrifter finde nogen særlig originalitet eller noget nyt og markant teologisk synspunkt. Fader Sophronij måtte således give afkald på Losskys hjælp og handle selv.
Ved første øjekast forekommer Losskys afgørelse meget overraskende. Ikke mindst når man tænker på den enorme indflydelse, Hl. Silouans skrifter har fået fra de først udkom i 1952; og på, hvordan Silouan har talt direkte og skelsættende til hjertet hos mænd og kvinder i sidste halvdel af det 20. århundrede; på hvilken bemærkelsesværdig facon han har markeret sig som en hellig af vor tid, en helgen uden grænser! Men fra en anden vinkel er Losskys opfattelse forståelig: Mange af Hl. Silouans afgørende, intuitive indsigter er blevet udviklet metodisk af hans discipel, fader Sophronij, men selv var staretsen på ingen måde en systematisk tænker. Han havde ingen ambitioner om at være “original” i betydningen at kunne sige noget nyt eller overraskende. Han foregav ikke at kunne tilbyde en egen “dogmatisk vision”. Han prøvede slet og ret at vidne sandfærdigt om dén levende bønstradition, der havde formet ham selv i de 46 år, han levede på Det hellige Bjerg.
Hl. Silouan var imidlertid i højeste grad “original”, hvis vi med denne betegnelse forstår en person, der relaterer sig til det oprindelige, til de første og autentiske kilder. Han bestræbte sig på slet og ret at vidne om den Tradition, han havde modtaget, og derfor gen-levede han samtidigt denne Tradition som sin personlige erfaring. I sine skrifter gentog han ikke bare mekanisk, hvad andre havde lært ham, men han gjorde deres lære til sin egen. Én af de røde tråde i hans tankegang er, at han lægger vægt på nødvendigheden af direkte erfaring. “De hellige taler om dét, de faktisk har set, og om dét, de véd”, siger han [p.358]; og dette gælder sandelig også alt, hvad han selv har skrevet (selv om han aldrig har rost sig af at være hellig). Det er en side af Den hellige Silouans karakter, som hans ven, fader Methodios, har noteret sig. Der var en anden munk fra Panteleimon-klostret, som under en samtale med fader Methodios udtrykte sin undren over at se, hvordan kultiverede besøgende anstrengte sig for at kunne mødes med starets Silouane: “Jeg spørger mig selv, hvorfor de går til ham. Jeg har indtryk af, at han slet ikke læser noget”. “Han læser intet, men gør alt. Der er andre, som læser meget, men ingenting gør”, svarede fader Methodios [p.74].
Ligesom alle de troende, der gen-lever Traditionen som personlig erfaring, valgte Hl. Silouan visse temaer fra alt dét, han havde modtaget. Der er tre temaer, der er særligt fremtrædende i hans skrifter:
1) Bønnen for hele verden, som er knyttet til en intens bevidsthed om, at vi mennesker er ét i “Adam, vor forfader”. Det er dén tanke, Hl. Silouan har koncentreret i sætningen “Vor broder er vort liv”. [p.371]
2) Kærligheden til fjender. Uden den form for kærlighed, understregede Hl. Silouan, er der ingen nåde. “Guds nåde er ikke i det menneske, som ikke elsker sine fjender.” [p.276] Starets Silouan gav denne tanke en central og mere afgørende position, end den har noget sted i den patristiske tradition.
3) Kristus-lignende ydmyghed; et udtryk som kommer igen og igen i hans skrifter. Dette indebærer deltagelse i Kristi nedfart til helvede: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivlikke.” [p.42] Det er det tredje tema, jeg vil koncentrere mig om.
Neden under disse tre temaer, især de to sidste, ligger der en særlig måde at nærme sig Frelserens person på: Kristus må elskes og efterfølges i sin kenose, i sin given-afkald på sig selv og i sin ydmygelse. – Her finder vi måske grunden til, at V. Lossky ikke kunne se værdien i Hl. Silouans skrifter. I sin egen undervisning giver Lossky kun en meget lille plads til erfaringen af at være forladt af Gud, af ringhed og af nedfarten til helvede sammen med Kristus. “Vi må hæve os over disse tilstande”, skriver Lossky, “Tørheden er en ofte forekommende fare på vejen; men den er en tilfældig overgang, den må ikke blive en permanent holdning.” (The Mystical Theology of the Eastern Church, London 1957). Når Hl. Silouan imidlertid sagde: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke”, så talte han bestemt ikke om en “tilfældig overgang”. Lossky overdriver forskellen mellem Vest og Øst, når han i samme passage skriver: “Den ene [Vesten] viser sin troskab mod Kristus i ensomheden og forladtheden i Gethsemane Have, den anden [Østen] opnår vished om foreningen med Gud i lyset af Kristi Forklarelse.” Disse passager er de svageste i Losskys bog, som ellers overordnet er et uforligneligt værk. Dér, hvor Lossky tænker i “enten/eller”, dér understreger Hl. Silouan og fader Sophronij netop det komplementære i forholdet mellem Taborbjerget og Gethsemane Have.
Når det gælder dette tema, har Hl. Silouan utvivlsomt mange forgængere i den russiske tradition. Men det er lidet sandsynligt, at staretsen var bekendt med deres værker. Hl. Silouan udledte sin kenose [udtømmen sig; fornedrelse] direkte fra Evangeliet og fra sin egen erfaring med bønslivet. Faktisk er ikke blot hans skrifter, men hele hans liv præget af kenose. Han blev aldrig præsteviet, og selv om han havde at gøre med klostrets økonomi, blev han aldrig sat til at varetage nogen af fællesskabets højere funktioner. “Mens han levede, forblev han ukendt”, skriver fader Sophronij “Det er underligt … at hans liv, som var helt usædvanligt, så at sige forblev ukendt for de fleste mennesker, og at man først efter hans død blev klar over hans hellighed.” Hans liv var “ubegribeligt på grund af dets enkelhed.” [pp 74, 248, 258]
Den kenotiske hengivelse til Frelseren gjorde, at Hl. Silouan var dybt kristocentrisk i al sin spiritualitet. Dette bliver frem for alt åbenbart i den måde, hvorpå hans personlige bøn baserer sig på den uafladelige påkaldelse af Jesu hellige Navn. Han havde lært Jesus-bønnen fra sin ankomst til Athos efter den praksis, som var fremherskende i de russiske klostre på det tidspunkt. Dét, som var usædvanligt, for ikke at sige helt exceptionelt, var at efter blot tre uger trængte bønnen ind i Hl. Silouans hjerte, mens han bad foran en Gudsmoderikon. Og fra da af, beretter fader Sophronij, ophørte den ikke, men gentog sig selv konstant nat og dag lige til hans død. Ikke uden grund kalder fader Sophronij dette for “en sublim og sjælden gave”. [p.23]
At Hl. Silouans liv er centreret om Kristus fremgår også tydeligt af det syn, han modtog, mens han endnu var novice. En dag under aftentjenesten, mens han stod foran ikonen af Frelseren til højre for midterdørene i ikonostasen, “så han den levende Kristus .. På en måde, der overgår enhver forstand”, for at citere fader Sophronij. Dette blev “den vigtigste begivenhed i hans liv”. [pp26, 34]
Hl. Silouans indre liv er således centreret om Kristus, men det er også præget af en yderst levende bevidsthed om Helligånden, som nævnes mange steder i hans skrifter. “Tænk aldrig på Kristus som adskilt fra Helligånden”, erklærer Hl. Gregor af Nyssa; og for Hl. Irenæos af Lyon er Sønnen og Helligånden “Guds to hænder”, som han altid bruger samtidigt. Dette er netop også Hl. Silouans tilgang; den forener Trenighedens anden og tredje person i ligeværdig gensidighed.
Kærligheden til Kristus fører Hl. Silouan til også at vise en brændende og øm hengivenhed for Hans moder, den hellige jomfru Maria. “Min ånd fryder sig, og min sjæl længes med kærlighed mod hende”, skriver han, “så at den blotte påkaldelse af hendes navn er sød for mit hjerte”. [p.391] Som vi tidligere bemærkede fæstnede Jesusbønnen sig i Hl. Silouans hjerte, netop mens han stod foran en ikon af Gudsmoder.
I sin kristologi er Hl. Silouan altid strengt ortodoks. For ham er Kristus Theanthropos, Gud-mennesket (selv om Silouan ikke konkret benytter dette ord), Guds evige Logos, som har taget hele vor menneskelige natur på sig. Uden på nogen måde at undervurdere opstandelsen og Frelserens himmelske herlighed er det aspekt ved Herren, som staretsen hovedsageligt hæfter sig ved, Hans kenose (som vi allerede har set), Hans lydighed, Hans ydmyghed og frivillige selvfornedrelse (Fil 2,7). Hl Silouan nævner især Gethsemane, Golghata og nedfarten til helvede. Den åndelige vej består for ham mere end noget andet i at følge Kristus på kenosens vej.
Som det var at vente, holder Hl. Silouan, når han taler om kenose, sig strengt inden for rammerne af den traditionelle, patristiske lære. Flere moderne, russiske tænkere giver begrebet kenose en betragteligt udvidet betydningsramme: Bukharev betragter verdens skabelse som en given afkald på sig selv fra Guds side, mens Bulgakov – efterfulgt af arkemandrit Sophronij – endda anvender tanken om at give afkald på sig selv i forbindelse med Treenighedens indre liv og ser et kenotisk element i de tre guddommelige personers indbyrdes kærlighed. – Jeg finder imidlertid ingen spor af sådanne tanker i Hl. Silouans skrifter. Han holder sig til Fil 2,7.8 og taler udelukkende om kenose i forbindelse med inkarnationen.
Den kenotiske kærlighed, som for Hl. Silouan er det afgørende træk ved den inkarnerede Kristus, er også det træk, han lægger vægt på hos Gudsmoder. Han taler især om den sorg, hun føler ved at se sin Søn korsfæstet: “Da Gudsmoder stod ved korsets fod, var hendes sorg ubegribeligt dyb, for hun elskede sin Søn højere, end noget menneske kan forestille sig. Og vi ved, at jo større kærligheden er, jo større er også lidelsen.” [p338]
Hvis den første karakteristik af den inkarnerede Herre er Hans kenotiske selv-ydmygelse, så er det ord, der bedst karakteriserer ydmygheden “kriste-lig”. Hvad betyder da, for Hl. Silouan, “kristelig ydmyghed”?
Den kristelige ydmyghed og nedfarten til helvede
Hl. Silouan understreger, hvor fundamentalt afgørende ydmygheden er. Han skriver: “Hele den åndelige kamp drejer sig om ydmyghed”. [p.480] Det er værd at notere, at da Silouans jordiske liv var ved at være til ende, og han forstod, at døden var nært forestående, var hans første reaktion ordene: “Jeg har endnu ikke lært ydmyghed”. [p.243] Men ydmygheden er ikke enkel og af blot én slags; den findes på forskellige niveauer:
“Der er mange slags ydmyghed. Én er lydig og har kun bebrejdelser til overs for sig selv; dette er ydmyghed. En anden angrer sine synder og ser sig selv som afskyelig i Guds øjne; det er også ydmyghed. Men der er endnu en form for ydmyghed hos det menneske, der har har mødt Herren i Helligånden. Dén, der har mødt Herren i Helligånden har en anden forståelse og en anden måde at opfatte på.” [p.310]
Her skelner Hl. Silouan grundlæggende mellem to grader af ydmyghed. Først er der den almindelige, asketiske ydmyghed, som man opnår gennem daglig kamp og en vedvarende indsats. Dernæst er der en dybere, mere radikal ydmyghed, som vi modtager direkte fra Helligånden. Det er denne sidste, som nærmere kan defineres som “kriste-lig”, for den kan kun læres fra Kristus selv, i og ved Helligånden. For at understrege, at ydmyghed må læres fra Kristus, citerer Hl. Silouan Herrens egne ord (Matt 11,29): “Hvis blot verden kunne begribe kraften i Kristi ord: ‘Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet’, da ville hele verden og hele universet lade hånt om al anden viden for at kunne studere denne himmelske videnskab. – O Herre, tilstå mig ydmyghed.” [p.278] Men Silouan bemærker også, at det tager tid at lære, og det gælder såvel kriste-lig ydmyghed som andre ting. “Ydmyghed læres ikke med ét slag”, men langsomt gennem at tjene Gud tålmodigt og trofast. [p.481]
Hl. Silouan er stærkt opmærksom på, hvor umuligt det er at beskrive den sande modtagelse af ydmyghed i ord: “Mysteriet med kristelig ydmyghed er et stort mysterium, som er umuligt at gøre rede for. [p. 305] Men på ét punkt er han helt præcis: Kristelig ydmyghed er helt og aldeles knyttet til Kristi nedfart til helvede, hvilket er det yderste punkt i Herrens fornedrelse. Her er vi ved centrum i Hl. Silouans lære hvad angår ydmyghed. Der er én bestemt sætning, til hvilken hans navn frem for alt er knyttet, og som i højeste grad har gjort ham til en helgen for vor nihilistiske tidsalder: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke.”. De ord blev ham åbenbaret netop i forbindelse med kampen for at overvinde stoltheden og lære sig ydmyghed. Som fader Sophronij rapporterer:
“Fader Silouan satte sig igen, og med bøjet hovede og smertende hjerte bad han: ‘Herre, du ser, at jeg ønsker at bede til dig med ren ånd, men dæmonerne vil ikke lade mig gøre det. Lær mig, hvad jeg skal gøre for at få dem til at holde op med at hindre mig’. – Og i sin sjæl hørte han ordene: ‘de, som er stolte, lider altid under dæmoner’.
‘Herre’, sagde Silouan, ‘lær mig, hvad jeg skal gøre for at min sjæl må blive ydmyg’. Og endnu engang hørte ham i hjertet Guds svar: ‘ Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke’.” [p.42]
Med Hl. Silouans egne ord: “Herren forbarmede sig over mig og viste mig selv vejen til ydmyghed; ‘Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke’. Det er måden at besejre fjenden på.” [298]
I denne korte sætning finder vi på én og samme tid to modsatrettede aspekter. I første omgang skal vi, for at opnå kristelig ydmyghed, “tænke uophørligt på helvede”. At følge Kristus på ydmyghedens og fornedrelsens vej betyder at stige ned i helvede sammen med Kristus. For Hl. Silouan og for hans discipel, fader Sophronij, indebærer dette intet mindre end at blive forladt af Gud (se Matt 27,46). Men i anden omgang hedder det også: “Og fortvivl ikke”. Når vi går helt og fuldt ind i Kristi forladthed, skal vi stadig bevare håbet. I netop dét øjeblik, hvor vi mærker, at vi er i helvede, mærker vi også, at vi frelses ved den guddommelige kærligheds gave. Kristelig ydmyghed indebærer således ikke alene forladtheden sammen med Kristus i helvede, men også en absolut vished om og en urokkelig tillid til den guddommelige medfølelse. Døden er porten til livet. Ydmyghed og håb hører sammen.
Når vi følger Kristus på den ydmyge kenoses vej, har det især tre virkninger på os. Først og fremmest får ydmygheden os til at “mene at alle mennesker er gode”. [329] Vi ser alle andre som bedre end os selv; og langt fra at gøre os dystre og nedtrykte fylder dét os med glæde. “Sådan er Herrens paradis. Alle mennesker skal bo dér i kærlighed, og takket være deres kristelige ydmyghed skal de hver især glædes over at se andre i større herlighed end deres egen. Kristi ydmyghed bor i de små – de er glade ved at være de mindste blandt mennesker. Herren har givet mig at forstå dette.” [300] – Her som før ser vi, hvordan Hl. Silouan typisk henviser til den personlige erfaring.
For det andet: Dén kristelige ydmyghed, som hjælper os til at se andre mennesker som bedre end os selv og til at glæde os over dette. Den sætter os også i stand til at vise storsindet kærlighed over for enhver. Det er ydmygheden, som gør det muligt for os med inderlighed og styrke at sige: “Vor broder er vort liv”. [371] Det er alene ydmygheden, der åbner vore hjerter, så vi virkelig kan elske vore fjender.
For det tredje: Ydmyghed, kenose og nedstigen til helvede i lighed med Kristus, alt dette er direkte forbundet med bønnen for andre, forbønnen. Når vi tænker på helvede, bliver det muligt for os at bede for alle, særligt for dem, der befinder sig i det “helvede det er at være adskilte fra Gud”:
“Efter at han havde erfaret helvedes lidelser, og efter at Gud havde beordret ham til at ‘tænke uophørligt på helvede’, holdt starets Silouan særligt af at bede for de hensovne, som i helvede lider ved at være skilte fra Gud … Han kunne ikke bære at tænke på, at nogen skulle vansmægte i ‘det yderste mørke’ … ‘Dét kan kærligheden ikke bære’, sagde han, ‘vi skal bede for alle mennesker’.” [48]
Når vi således beder for dem, der har forkastet Gud, er vores medfølelse og kærlighed en sand afspejling af Kristi egen kærlighed. Hl. Silouan illustrerer denne sandhed ved at henvise til Hl. Paissios den Stores liv:
“Herren havde medlidenhed med dem, der var gået vild, og Han sendte sin enbårne Søn for at frelse dem; og Helligånden lærer os at have den samme medlidenhed med dem, der har fejlet og kommer i helvede. Men dén, som ikke har Helligånden i sig, har intet ønske om at bede for sine fjender. – Hl. Paissios den Store bad for én af sine disciple, som havde fornægtet Kristus, og under bønnen viste Herren sig for ham og sagde: ‘Paissios, hvem beder du for? Ved du ikke, at han har fornægtet mig?’ Men den hellige mand blev ved at græde over sin discipel, og da sagde Herren til ham: ‘Paissios, ved din kærlighed er du blevet mig lig’.” [315]
En sådan bøn har imidlertid, forudsat den bedes i en ånd, som virkelig er sammenlignelig med Kristi ånd, store omkostninger: Den er et indre martyrium. Som Hl. Silouan siger: “At bede for andre mennesker betyder at udgyde blod i sit eget hjerte”. [236]
Når vi vandrer på ydmyghedens vej er vort forbillede, ved siden af Kristus selv, Gudsmoder. Den kvalitet, Hl. Silouan først og fremmest understreger hos hende er ydmygheden: “Gudsmoder var fuldkommen ydmyghed, og det er grunden til, at hun herliggøres i himlen og på jorden; og hvert menneske, som ydmyger sig, skal herliggøres af Gud og skue Herrens herlighed.” [329]
“Himlen og jorden ophøjer de hellige i deres ydmyghed … Gudsmoders ydmyghed er større end nogen andens, og derfor ophøjer alle slægter på jorden hende, og alle himmelske magter tjener hende. Herren har givet os sin egen moder til at gå i forbøn for os og komme os til hjælp.” [309–10]
Jomfru Maria er således eksemplet på det princip, vi netop har fremsat: Kristelig ydmyghed giver et menneske evnen til virksom forbøn.
Den glædesfyldte sorg
“De, som har smagt Helligåndens gave” – sådan hedder det i de Homilier, som tilskrives Hl. Makarios af Ægypten (4. årh.) – “er på samme tid bevidste om to ting: på den ene side glæde og trøst, på den anden side frygt, bæven og sorg. De græder over sig selv og over den hele Adam, for menneskenes natur er én. For sådanne mennesker er tårer det daglige brød, og i sorgen finder de sødme og vederkvægelse”. Den kristne vej har således, for forfatteren tilHomilier, dobbelt karakter. Den indebærer på samme tid deltagelse i sorgen og i glæden, i korset og i opstandelsen, i mørket i Gethsemane og i lyset på Tabor.
Dett er også Hl. Silouans og hans discipels, arkemandrit Sophronijs, tilgang. Staretsen henleder mange gange vores opmærksomhed på den plads, den skabende lidelse og tårerne har i den kristnes indre erfaring. “Jo større kærlighed, jo større lidelse”, siger han i en tekst, vi allerede har citeret én gang. [338] Når han taler om kristelig ydmyghed, insisterer han på, at tårerne er nødvendige: “Herren har vist mig stor kærlighed og fået mig til at forstå, at jeg må græde hele mit liv. Sådan er Herrens vej”. [299] Prosadigtet “Adams klagesang” udtrykker med mindeværdige ord, hvor dyb Hl. Silouans kenotiske sorg er:
“Således klagede Adam sig,
Og tårerne strømmede ned over ansigtet og skægget,
Ned til grunden under hans fødder;
Og hele ørkenen hørte lyden af hans jamren,
Dyrene og fuglene blev stille i sorg,
Mens Adam græd over, at freden og kærligheden var gået tabt,
For alle mennesker på grund af hans synd.” [449]
Temaet med tårer forekom fader Sophronij så centralt, at han oprindeligt havde til hensigt at lade de engelske udgave af Hl. Silouans skrifter udkomme under titlen Weep for the World(Græd for verden). [De udkom så faktisk første gang i 1958 under titlen The undistorted Image]
Samtidigt, på trods af at han erfarede “den mørke nat”, ensomhed og forladthed, strømmede der fra Hl. Silouan intet dystert eller strengt. Som fader Sophronij udtrykker det: “Hans fredfyldte ansigt gav aldrig indtryk af noget strengt”. [51] Selv om han nogle gange, på grund af faste og nattevågen, forekom bleg og udmattet, udstrålede han altid en stille glæde. Men der var også øjeblikke, hvor staretsen forandredes til ukendelighed i lys og herlighed. Uden mindste spor af sentimentalitet henviser Hl. Silouan gentagne gange, lige som Makarios’Homilier, til Helligåndens “sødme”.
På denne måde forener Hl. Silouan glæden og sorgen, sagtmodighed og tårer. Det er karakteristisk, at han siger: “Når sjælen er fuld af Guds kærlighed, så sørger den i sinuendelige glæde og beder under tårer for hele verden og for alle mennesker”. [327] Ifølge fader Sophronij giver princippet om at “den største lidelse er forenet med den største glæde” os nøglen til Hl. Silouans hele liv. [213] For Hl. Silouan har den ydmyghed, der kan sammenlignes med Kristi ydmyghed, netop denne karakter: At give afkald på sig selv er at fuldende sig selv; kenosen (fornedrelsen) udgør fylden (plerosis), ydmyghed er ophøjelse, sorg er jubel. Der finder et sandt sammenfald af modsætninger sted. Kristelig ydmyghed er, for at citere Hl. Johannes Klimakos’ ord, intet andet end “glædesfyldt sorg”.
Fra: SOP, supplément nr. 238, 1999
oversat fra fransk og bearbejdet af red.
Se også: