Ovenstående råd er indgivet Silouan af Kristus som et åndeligt sværd i kampen mod stolthed. Vi kan læse hele Silouans åndelige testamente til eftertiden i Arkemandrit Sophronys bog om Silouan, på engelsk ”Saint Silouan –The Athonite” eller på fransk ”Starets Silouane – Moine du Mont-Athos”.
Ikoner med den hellige Silouan fremstiller ham som Kristus-skuende, med en udrullet skriftrulle, ofte med netop disse ord.
Også Maxim Egger tager udtrykket op i sin bog ”Prier 15 jours avec Silouane” (Bede 15 dage med Silouan). Her er dette ”åndelige sværd” genstand for den syvende dags bøn:
”Herre, Du ser, at jeg vil bede til Dig med en ren ånd, men dæmonerne forhindrer mig deri. Sig mig, hvad jeg skal gøre, for at de fjerner sig fra mig.” Og jeg modtog i min sjæl dette svar fra Herren: ”Dæmonerne får altid de stolte til at lide.”
Jeg sagde: ”Herre, Du er barmhjertig; min sjæl kender Dig; sig mig, hvad jeg skal gøre, for at min sjæl bliver ydmyg.” Og Herren svarede mig i sjælen ”Fasthold din tanke på helvede, og opgiv ikke håbet.”
Staretsen (åndelig vejleder) Silouan gennemlevede angeren som ydmyghedens vej på en særlig brændende måde, idet han fulgte Kristi råd: Fasthold din tanke på helvede og opgiv ikke håbet. Et stærkt og slående udtryk, men også vanskeligt. For at forstå det i hele dets dybde, måtte man selv befinde sig i en åndelig tilstand lig den til hvem, det blev sagt. Man kan altså kun nærme sig det med forsigtighed, ved at give afkald på denne verdens visdom og give plads for Åndens nødvendigvis paradoksale visdom.
Dette udtryk har faktisk givet anledning til talrige fortolkninger. Det bliver ofte i første omgang opfattet psykologisk, som en trøst, en opmuntring til at holde ud i en vanskelig situation, i lidelsen, ulykken, fortvivlelsen. Denne forståelse, lige så givende den kan være, er imidlertid ikke Silouans. For ham er det at fastholde tanken på helvede en fremgangsmåde i den åndelige kamp for at dømme sig selv og dermed gøre det muligtat angre på den rigtige måde, at kæmpe mod stoltheden, sejre over lidenskaberne og dæmonerne.
For at trænge ind i dette udtryks mysterium, eller snarere for at lade det komme ind i hjertet, må vi først skille os af med en vis vision af helvede, dén der ofte findes i Vesten, med hele dens virvar af middelalderlige forestillinger. ”Helvede” her betegner ikke et geografisk sted – hvor Gud ikke ville være – men en åndelig tilstand, ” en forbrænding af bevidstheden” (Origenes 2. årh.). I det foreliggende tilfælde, den tilstand, hvor sjælen er adskilt fra Gud på grund af sine synder eller, mere præcist, den tilstand, hvor sjælen er udsat for Guds kærligheds hvidglødende lys, men selv er for uigennemtrængelig og lukket, alt for optaget af sig selv og sine lidenskaber til at modtage det og svare på det, til ikke at blive forbrændt snarere end levendegjort af det.
Som den hellige Isaac Syreren (7. årh), med hvem vi jo ved, at Silouan føler sig tæt beslægtet, udtrykker det: ”helvedes pinsler er kærlighedens pinsler”. Vi er faktisk alle helt omsluttet af Guds kærlighed, men alt efter vor sjæls tilstand, oplever vi dette møde forskelligt: som paradisets salighed, hvis vi allerede er rensede og oplyste af nåden, som en helvedes lidelse, hvis vi er opfyldte af mørke.
Fasthold din tanke på helvede er altså en opfordring til at stige ned i de mørkeste afgrunde af vort væsen, til at blotlægge vor sjæl og udsætte den for den guddommelige kærligheds stråler; og den ”angerens ild”, som Silouan taler om, er ingen anden end Helligåndens ild. Denne nedstigen er en måde, hvorpå vi kan deltage i Kristi kamp mod Satan i ørkenen og i Hans nedfart til dødsriget – højdepunktet af Hans ”kenosis” (tømning, dvs. Kristus gav afkald, tømte sig selv, og tog tjenerskikkelse på) ). For det er naturligvis udelukkende sammen med Ham, at vi, uden fare, kan besejre dæmonerne og gennemtrænge vort mørke; det er for Hans levendegørende opstandelseslys, at vi skal udsætte vor sjæl.
Denne fremgangsmåde er i begyndelsen en sikker vej til lidelse. For den afslører ubarmhjertigt alt det i os, der endnu tilhører den gamle Adam (dvs. døden) og stadig stiller hindringer for nåden (dvs. livet). En afsløring, der tager til i styrke, for jo mere det guddommelige lys oplyser mørket i hjertet, jo klarere ser vi de urenheder, der tilsmudser Guds billede i os. Jo mere bevidste vi bliver om vor Skaber og Herres kærlighed, jo mere lider vi over at have såret Ham eller over at have afskåret os fra Ham. Men denne lidelse – som er Korsets lidelse – er levendegørende, i modsætning til dødens lidelse, som er dødbringende. Den er ligeledes kilde til ydmyghed: Stillet over for vor egen sjæls elendighed må vi nødvendigvis ophøre med at dømme andre og i stedet dømme os selv. Silouan, som betragter sig selv som en skabet hund, skriver: Man bør anse sig selv for at være værre end alle andre og dømme sig selv til helvede. Jeg er ikke værdig, hverken til Gud eller til Paradis, men til helvedes pinsler. Helligånden lærer os at tænke sådan om os selv.
Denne form for anger, som forener tanken på døden og foregribelsen af Dommedag, bliver hos Silouan en virkelig asketisk praksis, et åndeligt sværd til at rense hjertet og forblive i Gud: Når jeg fastholder min tanke på helvede, er min sjæl i fred. Når jeg, derimod, lader min tanke slippe ud af ilden, styrkes de tanker, der ikke er Gud velbehagelige.
At fastholde tanken på helvede bliver først meningsfuldt med den anden del af udtrykket, som skaber balance: Og opgiv ikke håbet. Underforstået: om din frelse og den guddommelige barmhjertigheds grænseløshed. Sagt på en anden måde: Giv aldrig efter for fortvivlelsen, som er en form for subtil stolthed, en lumsk lidenskab hos jeget, der er fanget af selvtilstrækkelighed, og som ikke har større horisont end sig selv. Den der fortvivler er sin egen morder, sagde Johannes af Stigen (6. årh). Lad os aldrig glemme, at det er synderen – ikke Gud – som skaber sit eget helvede, og at helvedes mørke er blevet besejret af Påskens Lys, at Gud er større end vor egen samvittigheds dom (jf. 1 Joh 3:20).
Hvis enhver sjæl kendte Herren, vidste hvor meget Han elsker os, så ville ingen fortvivle, endsige klage.
Her er vi i hjertet af den kristne erfarings paradokser, hvor man (det gamle menneske) må dø for at genopstå (det nye Menneske), gå gennem helvede for at få adgang til Riget, ydmyge sig selv for blive ophøjet, tømme sig (for sit ego) for at blive fyldt (af Helligånden). Silouan præciserer på denne måde: Jo mere vi ydmyger os, jo større bliver Guds gaver. Hvis sjælen dømmer sig selv til helvede, alt mens den håber på Guds barmhjertighed, så bliver den opfyldt af Guds styrke.
Angeren, endog i sin radikale selvfordømmelse, er altså det stik modsatte af skyldfølelse. Hvor denne er lukkethed, opløsning og selvfordybelse, er hin frigørelse, bevægelse, åbenhed over for næsten og Den helt Anden. Den grundlæggende forskel mellem angeren og skyldfølelsen består i det rum, der gives eller ej til den guddommelige barmhjertighed.Husk to tanker og frygt dem. Den ene siger til dig: ”Du er helgen”, den anden: ”Du bliver ikke frelst.” Disse to tanker kommer fra Fjenden, og de rummer ingen sandhed. Den kristne vej er en tråd, udstrakt mellem bevidstheden om synden og tilliden til Gud, som er barmhjertig og vil, at vi skal frelses. Al åndeligheds kunst går ud på at bevare balancen og spændingen mellem de to poler.
Samtidig kræver Kristi råd til Silouan stor dømmekraft og forsigtighed i udøvelsen. Staretsen var en åndelig kæmpe, men ikke alle har samme styrke – ej heller samme nåde. Vi må altså fastholde tanken på helvede ud fra vor egen åndelige og sjælelige styrke og kende dens grænser for ikke at knuse sjælen. Snarere end at anvende dette udtryk bogstaveligt, bør vi især begribe ånden i det.
Ovenstående tekst er oversat fra Maxim Egger ”Prier 15 jours avec Silouane” p.59–64.
Hl. Silouan.
Efterfølgende note om Siluoans liv og åndelige kamp er et sammendrag af introduktionen p.7–18 i samme værk:
Den hellige Silouan af Athos kommer til verden i 1866 i Chovsk, han får navnet Symeon Ivanovitch Antonov og vokser op i en typisk russisk bondefamilie. Han dør på Athos den 24. september 1938 og kanoniseres af det Økumeniske Patriarkat i 1988. Hans opvækst og ungdom er turbulent, med kun to vintres skolegang og en lærlingetid som tømrer. Hans far, der var ulærd, men mild og viis, påvirker ham åndeligt, og allerede fra fireårsalderen fatter han den plan, efter at have hørt en omrejsende boghandler hævde hårdnakket, at Gud ikke eksisterer, at han vil drage ud i den vide verden og ”lede efter Gud”. Svaret kommer 15 år senere, hvor han berøres dybt ved at høre en kvinde, netop hjemvendt fra en pilgrimsrejse, vidne om miraklerne, hun har oplevet på en helgens grav. Silouan modtager som en inspiration: Hvis han er hellig, betyder det, at Gud er med os. Jeg har ikke brug for at rejse verden rundt for at finde Ham. Ved denne tanke, som er en sand Helligåndens nådegave, opflammes han af kærlighed til Gud. Den får ham til at omvende sig, han opgiver sit vilde ungdomsliv, og nærer for første gang ønsket om at blive munk. Men efter faderens ønske færdiggør han først sin militærtjeneste. Nådetilstanden varer ikke ved, efter tre måneders henrivelse genoptager han sit tidligere vilde liv. Men Gud opgiver ham ikke. Silouan drømmer, at en slange glider ind i hans mund og gennemtrænger hans hjerte. Han vågner, fuld af afsky, og han hører en blid og smuk stemme, som han genkender som Gudsmoders stemme: ”Du har slugt en slange, og det vækker din afsky. Jeg kan heller ikke lide at se, hvad du gør.” Denne gang bliver erfaringen af nåden afgørende for Silouan. Han angrer, men dybere. En udtalt syndsfølelse opstår i ham. Alt ændres: Hans syn på verden, hans daglige liv og hans relationer til andre mennesker. Han udstår sin militærtjeneste, med tankerne fæstnet på munkene på Athos, der beder dag og nat. Han stiller sig selv det spørgsmål: Hvem vil, på Dommedag, give det bedste svar: dem eller os?
Som 26 årig begiver han sig afsted til det Hellige Bjerg Athos for at blive munk i Hl. Pateleimons kloster, der på den tid rummede tæt ved 2000 munke og arbejdere. Efter kort tid forlader følelsen af nåde ham igen, alt bliver tungt og vanskeligt. Han finder ud af, at Athos ikke er den fredens havn, han havde troet. Han opdager, at helvede, som på en vis måde var uden for ham, da han var i verden, i virkeligheden befinder sig i hans eget hjerte. Han genoptager altså kampen, beder utrætteligt og vedvarende, og modtager efter nogle få uger den uophørlige bøns gave foran ikonen af Gudsmoder og har dermed taget et afgørende vigtigt skridt på hellighedens stige. Men risikoen for at falde er kun så meget desto større. Nådegaven og hans medbrødres komplimenter giver ham høje tanker om egen fortræffelighed, han sammenligner sig med de andre og dømmer dem. På ny lukker han sig for nåden og mister den. Dæmonerne træder an med hele korteger af åndelige illusioner, der fører ham mod fortvivlelsens afgrund. Det forekommer ham, at intet nytter, hverken bønner eller streng faste. Angst og kraftesløs udbryder han til sidst: Gud er ubønhørlig, vor bøn er forgæves, Han hører os ikke. Som svar på angsten modtager han, seks måneder efter sin ankomst til det Hellige Bjerg, en dag han beder foran Kristusikonen i Profeten Elias’ kapel, en endnu større nåde: Herren viser sig for ham. Hele hans væsen – krop, sjæl og ånd – opfyldes af nådens ild, og Herren bliver fra da af hans eneste glæde, hans salighed, styrke, visdom og rigdom. Men denne åbenbaring bliver også, og det er det kristne livs paradoks, kilde til hans lidelse og grænseløse længsel efter Gud. For har man erfaret Herrens herlighed, er tabet af nåde og fraværet af Gud den største af alle ulykker. Det lykkes ikke for Silouan at bevare den uhørte nåde, han har modtaget, han falder tilbage i en frygtelig kamp mod lidenskaberne, en indre og ensom kamp, som ingen kan hjælpe ham med, og som han kun kan kæmpe, fordi Herren har vist ham, hvor meget Han elsker menneskene.
En nat omkring 1906, fjorten år efter Silouans ankomst til Athos, mens han er i bøn foran Kristi ikon, stiller der sig en dæmon mellem ham og ikonen, som for at tvinge ham til bøje sig for den. Silouan råber sin fortvivlelse og afmagt til Herren. Da viser Kristus ham vejen ud af stoltheden ved at sige: Fasthold din tanke på helvede og opgiv ikke håbet. Silouan adlyder budet: Jeg begyndte at gøre, som Herren havde anvist mig, min ånd fandt fred og hvile. Og fra det øjeblik kendte jeg på én gang grunden til mine lidelser og den medicin, der skulle til for at helbrede dem. Bevæbnet med dette terapeutiske redskab, som ligeledes er et åndeligt sværd, arbejder han de næste femten år af sit liv tålmodigt på at rense sit hjerte. Han indtræder således lidt efter lidt ”i den hellige lidenskabløsheds (apatheia) høje sfærer”, samtidig med at han påtager sig arbejdet som regnskabschef for en lagerplads tæt ved klostret og ansvarlig for dens 200 arbejdere, som han beder for og lider med. Det er denne medlidenhed med alle jordens folk, der får ham til at skrive, ikke som en viljesakt, men tilskyndet af Helligånden.
Arkemandrit Sophrony (1896 –1993) var Silouans eneste discipel. Han kom til Vesten i 1947, efter at have tilbragt 22 år på Athos. Det er, som nævnt tidligere, takket være ham, at verden har fået kendskab til den hellige Silouans liv og skrifter.
Kilde: Maxime Egger ”Prier 15 jours avec Silouane” (Bede 15 dage med Silouan), Nouvelle Cité 2002
Se også: