Prædiken, Pinsesøndag, 20. juni 2021

Epi­stel: Apost­le­nes Ger­nin­ger, kap. 2:1–11.
Evan­ge­li­um: Johan­nes, kap. 7:37–52, 8:12.

Metropolit Josephs Pinsebudskab 2020

Belo­ved Fat­hers and Fait­h­ful in Christ,

Gre­e­tings and bles­sings to you and your fami­lies as we pre­pa­re to cele­bra­te the Holy Pentecost!

As we see the ima­ges of so many pla­ces set afla­me, let us con­tem­p­la­te the ima­ges of fire that our Ortho­dox Church will offer us this wee­kend. On Sun­day mor­ning, we will chant festal hymn: “All the nations in the city of David beheld won­ders, when the Holy Spi­rit des­cen­ded in fie­ry tongu­es.” This hymn and many others spe­ak to the tea­ching that the feast of Pen­tecost hea­led the divi­sion of huma­ni­ty into com­pe­ting nations as a result of the Tower of Babel. In the Old covenant, God fashi­on­ed for Him­self a peop­le to recei­ve the Law. In the New Covenant, God brings all the nations into uni­ty through the gift of the Holy Spi­rit – as Christ fore­told to the Sama­ri­tan Woman a few short weeks ago that all would wors­hip God “in spi­rit and truth.”

We live in a time when events have pro­vo­ked us to burn with the pas­sions of anger and divi­si­ve­ness. This wee­kend, the Church will call us to burn with love and recon­ci­li­a­tion towards all.

I would like to pose question: Which fire will you welco­me into your hearts?

The­re is an instructi­ve note pla­ced befo­re the Pray­ers of Pre­pa­ra­tion of Holy Com­mu­ni­on that reads: “If thou desi­rest, O man, to eat the Body of the Master, appro­ach with fear, lest thou be scor­ched; for it is fire. And, befo­re drinking the divi­ne Blood into com­mu­ni­on, recon­ci­le thy­self to them that have wron­ged thee. Then dare to eat the “Mysti­cal Food.” To recei­ve the fire that is com­mu­ning with our Cre­a­tor, we must put out the fla­mes of our anger and jud­g­ments of others and seek recon­ci­li­a­tion – even with tho­se who have wron­ged us.

As we cele­bra­te Pen­tecost in the midst of the­se tumul­tuous days, let us as Ortho­dox Chri­sti­ans quench the fla­mes of our hatred and pas­sions that we may be set afi­re with the Gift of the Holy Spirit.

Let us cul­ti­va­te the fru­its of the Holy Spi­rit – love, joy, pea­ce, long suf­fe­ring, kind­ness, good­ness, fait­h­ful­ness, and self con­trol – and work towards the love and recon­ci­li­a­tion of all.

Amen.

May you have a bles­sed Feast of Pen­tecost – the Bir­t­h­day of Christ’s Church!

With fer­vent pray­ers for hea­ling and peace,

( S) + Metro­po­li­tan JOSEPH

Prædiken, Pinsesøndag, 7. juni 2020

Metro­po­lit Josep­hs Pin­se­bud­skab 2020

Kirkerummet - Pinsesøndag 2017

Præ­di­ken af f. Poul, 7. juni 2020:

Epi­stel: Apost­le­nes Ger­nin­ger, kap. 2:1–11.
Evan­ge­li­um: Johan­nes, kap. 7:37–52, 8:17.

Hele gud­stje­ne­sten blev trans­mit­te­ret i lyd og bil­le­de og kan gen­ses på Periscope.

Pinsesøndag, Prædiken, 16. juni 2019

Kirkerummet - Pinsesøndag 2017

Præ­di­ken af f. Poul, 16. juni 2019:

Epi­stel: Apost­le­nes Ger­nin­ger, kap. 2:1–11.
Evan­ge­li­um: Johan­nes, kap. 7:37–52, 8:17.

Ærkebiskop Johannes’ pinsebudskab 2016

Til de ærvær­di­ge provster, præ­ste­ska­bet, præ­ster og dia­ko­ner, til mun­ke og non­ner og til de tro­en­de og til alle ven­ner af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat ønskes en god og hel­lig fejring af Pinsen.

Her ved pin­se­ti­den sti­ger Hel­li­gån­den ned over ver­den, sådan som Her­ren har lovet. Ånden viser Sig ved de nåde­ga­ver, som gives til enhver sjæl, der beken­der Åndens ophav, nem­lig Gud. Ånden er ånde­dræt, flam­me, duft og salv­ning, og de nav­ne angi­ver Åndens vir­ke, når Han ind­ta­ger hjer­te og ånd og ”gen-opla­der” men­ne­sket, så at det kan bli­ve til det sted, hvor Gud viser Sig. Men Ånden, siger hel­li­ge Symeon den nye Teo­log, viser Sig uden at sige, hvem Han er. Vi prok­la­me­rer og læn­ges efter Ham, men for­di Han er et Myste­rie, som ikke lader Sig afgræn­se af nogen defi­ni­tion, kan Han ale­ne erken­des af det men­ne­ske, som mær­ker Hans vir­ke og nær­vær. I sta­dig bevæ­gel­se skub­ber Ånden os hen imod Kristus for at frem­vi­se og gøre Ham nær­væ­ren­de gen­nem vore liv, for at Han må inkar­ne­res alle ste­der i vor eksi­stens. Hel­li­gån­dens nær­vær er skjult i Den Opstand­ne, Han er Det Inkar­ne­re­de Ords ånde­d­rag, for af Ham selv er der intet bil­le­de, han er i Sit væsen mystisk og urørlig.

Kristus og Hel­li­gån­den mani­feste­rer Kir­ken, som er grund­lagt på Euka­ri­stien og på Pin­sen. De er, siger den hel­li­ge Ire­næus af Lyon, ”Fade­rens to hæn­der”. Beg­ge er de Trøster­ne, som var ven­tet af men­ne­ske­he­den, der var sun­ket ned i fortviv­lel­se og menings­løs­hed. Den Ene brin­ger nåde, den Anden styr­ke og trøst, for at åben­ba­re Fade­rens vir­ke. Inkar­na­tio­nen og Pin­sen er såle­des to ansig­ter af én og sam­me kær­lig­he­dens ger­ning. Nu er Kristus ved Fade­rens side, mens Hel­li­gån­den er nær ved os ”som vor For­sva­rer, Tals­mand og Vid­ne, som trø­ster os, for­di Kristus til­sy­ne­la­den­de er fra­væ­ren­de”, som Paul Evdokim­ov udtryk­ke det..

For Kir­kens Fædre ful­den­der Pin­sen vor frel­ses vej. Kristus er ”den sto­re For­lø­ber for Ånden”, siger hel­li­ge Atha­na­sios af Ale­xan­dria, ”Ordet blev kød, for at vi kun­ne mod­ta­ge Hel­li­gån­den. Gud påtog Sig kød, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve bærer af Ånden.” For, siger hel­li­ge Symeon Teo­lo­gen, ”målet og bestem­mel­sen for hele Kri­sti værk var, at de tro­en­de skul­le mod­ta­ge Hel­li­gån­den.” Og Nico­las Caba­silas anfø­rer, at ”virk­nin­gen og resul­ta­tet af Kri­sti hand­lin­ger er intet andet end Hel­li­gån­dens nedsti­gen over Kir­ken.” Såle­des åbner Kri­sti Him­mel­fart for Hel­li­gån­dens nedsti­gen over hele ver­den. Som svar på Søn­nens vir­ke sen­der Fade­ren Sin Ånd ”over alt kød”, for at enhver sjæl kan beken­de, at Han er frel­sens Gud, Ham, der skæn­ker os et nyt hjer­te, ham, som ”gør hjer­tet af sten til et hjer­te af kød”, som fly­der over med Hel­li­gån­dens styr­ke og varme.

Det er den­ne Ånd, vi byder ”vel­kom­men”, hver gang vi fejrer nad­ver­li­tur­gi­en, og hver gang vi påkal­der den Tre­e­ni­ge Gud. Ved Ham er vi ble­vet nye skab­nin­ger, ret­te­de mod det Gud­s­ri­ge, som for­kyn­des af Kristus. Det er ved den Ånd, at Kristus er i os. Det er ved Ham, vi til sidst fin­der Guds san­de kær­lig­hed, Fade­rens kær­lig­hed, som gør os til ”søn­ner i Søn­nen”. Når vi såle­des har del i Fade­rens hel­lig­hed gen­nem Søn­nens nåde og ved Hel­li­gån­dens trø­sten­de styr­ke, vir­ke­lig­gør vi ende­lig dét, hvor­til vi er skabt: At være ste­det for Guds Liv. For Gud ønsker kun ét: at tage bolig i den skab­ning, som skyl­der Ham sin væren. Det er Hans ene­ste glæ­de at være til som Ska­ber. Her fin­des hele kær­lig­he­dens myste­rie, dét, som kal­der på os ved sel­ve ska­bel­sens vir­ke­lig­hed ”i Hans bil­le­de og til Hans lighed.”

Lad os der­for, elske­de brød­re og søstre, sam­men søge Guds Rige ved at søge og ved at erhver­ve Hel­li­gån­den. Da vil vi i sand­hed have vir­ke­lig­gjort det krist­ne livs mål: ”kom­me Dit Rige, ske Din vil­je på jor­den, som den sker i Himmelen”.

Lad os, i dis­se pin­se­da­ge, bede inder­ligt for, at fre­dens Ånd, kær­lig­he­dens Ånd, enhe­dens Ånd og døm­me­kraf­tens Ånd må være over de fædre, som net­op nu er sam­le­de på Kreta!

Til jer alle, god og hel­lig fejring af Pinsen

Ærke­bi­skop Johan­nes af Charioupolis
Paris, den 18. juni 2016

Besøg af munk Fotius

Pin­se­søn­dag, den 23. juni 2013, hav­de vi besøg af munk Foti­us, der hører til Parak­le­tens Klo­ster i Græken­land. Munk Foti­us har net­op udgi­vet Synaxa­ri­et på dansk i 4 bind. Sene­re på som­me­ren får vi end­nu engang glæ­de af munk Foti­us’ besøg.

Munk Fotius, Pinsesøndag 2013

Munk Foti­us, Pin­se­søn­dag 2013