Metropolit Josephs Julebudskab 2023

Prædiken af f. Poul, Juledag, 25. december 2022

Til slut oplæ­ses et uddrag af metro­po­lit Josep­hs Jule­bud­skab. Det ful­de bud­skab kan læses her.

Læs­nin­ger:
Gal. 4: 4–7
Matt. 2: 1–12

Metropolit Josephs Julehilsen 2022

ARCHPASTORAL NATIVITY GREETING

Christ is born, glo­ri­fy Him!

Dea­rest Belo­ved Fat­hers, Bro­t­hers and Sisters,

Glory to God in the hig­he­st, and on earth pea­ce, good will toward men” (Luke 2:14). It is with the­se words, that the angels joy­ful­ly pra­i­sed the com­ing to earth of the Son of God on the Holy Eve of Nati­vi­ty two thous­and twen­ty-two years ago. The human race had long awai­ted the Savi­or of the wor­ld, and the shep­herds of Bet­hle­hem, pure in heart and fil­led with sin­ce­re faith, were the first to recei­ve the mes­sa­ge of the Bir­th of Christ. “I bring you good tidings of gre­at joy”, the angel told them, “which shall be to all peop­le. For unto you is born this day in the city of David a Savi­or, which is Christ the Lord.” (Luke 2:10–11).

St. Apost­le Paul calls this event “gre­at is the myste­ry of god­li­ness: God was mani­fest in the flesh” (1 Tim. 3:16). “He Who, being the brigh­t­ness of His glory”, (Heb. 1:3) has beco­me “the Son of man” (Luke 7:34). He has brought low the hea­vens, as the hym­nist poe­ti­cal­ly descri­bes the Bir­th of Christ, and has des­cen­ded to earth. “But when the ful­l­ness of the time was come, God sent forth His Son, made of a Woman, made under the law, to rede­em them that were under the law, that we might recei­ve the adop­tion of sons.” (Gal.4:4–5).

It was out of love, that the Son of God came down to earth and gave us recon­ci­li­a­tion (2 Cor. 5:19), the word of life (Phil. 2:16), that He might lift us up to Hea­ven. (Phil.3:20).

It is this Gospel mes­sa­ge of Christ, which the Apost­les spre­ad to all the peop­les of the wor­ld, and tho­se who belie­ved, they made mem­bers of the Church of Christ and chil­dren of God through the Myste­ry of Holy Bap­tism (1 John 3:1). Through the labors of the Apost­les in prea­ching the Gospel, local Chur­ches appea­red in all parts of the wor­ld, much as oases in the desert, and the­se Chur­ches in turn com­pri­se the One, Holy, Cat­ho­lic and Apo­sto­lic Church, who­se Head is Christ.

The Church history tells us, that in 988, at the moment when the peop­le of Kiev were being bap­tized in the waters of the Dnie­per River, the Equal-to-the-Apost­les Prin­ce Vla­di­mir pray­ed: “O God, look dawn from hea­ven, and behold, and visit, bless and nourish this our viney­ard, which You have plan­ted with Your right hand.”

Thanks to his ardent labors, the Faith of Christ spre­ad throug­hout the lands of Kie­van Rus and bey­ond. Along with it, the peop­les’ educa­tion and cul­tu­re flouris­hed, and numerous beau­ti­ful temp­les and mona­ste­ri­es were built, whe­re even today Ortho­dox Ukrai­ni­ans and Rus­si­ans pra­i­se and glo­ri­fy The Lord.

Now, that we have ente­red the 2nd Mil­len­ni­um of Ortho­dox Chri­sti­an Faith in the Ukrai­ni­an and Rus­si­an Lands, to our deepe­st regret, we have beco­me wit­nes­ses to a bloo­dy fra­tri­ci­dal war. Despi­te of the con­stant mili­tary ope­ra­tions and atta­cks and the dis­rup­tions of the civi­li­an life, Ortho­dox Chri­sti­ans in both coun­tri­es, Ukrai­ne and Rus­sia, con­ti­nue to wors­hip the Com­ing of Our Lord, born of The Most Holy Vir­gin Mary, in Bethlehem.

My Dear­ly Belo­ved in the New­born Lord, we in our Bul­ga­ri­an Ortho­dox Dio­ce­se, like all the Ortho­dox Ukrai­ni­ans and Rus­si­ans, are reci­pi­ents of the same spi­ri­tu­al lega­cy and ecc­lesi­a­sti­cal tra­di­tions of our pious ance­stors. Just as the branch can­not bring forth fru­it, if it does not remain on the vine (John15:4), so too, we can­not embo­dy in our lives the spi­ri­tu­al lega­cy of our ance­stors, if we do not remain one in our spi­ri­tu­al Mot­her – the Ortho­dox Church of Christ. My warm request to all of you now is: “Plea­se, let us pray to the New­born God-Child for pea­ce in Ukrai­ne, in Rus­sia, and among the nations in the enti­re world!”

It is through the Holy Myste­ri­es that we parta­ke of the never- ending wellspring of Good­ness, and it is through pious living that we dee­pen our roots in the soil of the Church. Just as a seed which has fal­len on fer­ti­le soil brings forth a rich har­vest, so too, we who have been graf­ted to the Church of Christ through the Sacra­ment of Holy Bap­tism, and who remain wit­hin the holy enclo­su­re of the Ortho­dox Church, are to bring forth a rich har­vest through the examp­le of our lives.

Dear­ly Belo­ved in the Lord, fat­hers, bro­t­hers and sisters! I sin­ce­re­ly gre­et you with this day of gre­at joy – the Feast of the Bir­th of Christ.

May the gra­ce of the God-Child born to us today remain with each one of you throug­hout the year, and con­ti­nu­al­ly bring you spi­ri­tu­al joy, renewal and a Bles­sed Ortho­dox Chri­sti­an Life.

During the­se holy days, let us all bring forth our pure and ste­ad­fast faith as a gift to the new­born Christ, and likewi­se give wit­ness to this faith with wor­ks of love and mer­cy. Let us con­ti­nu­al­ly “grow in gra­ce, and in the know­led­ge of Our Lord and Savi­or Jesus Christ. To Him be glory both now and fore­ver. Amen.” (2 Peter 3:18).

Have a Hap­py and Bles­sed New 2023 Year!

With love in the New­born God-Child,

+ (S) Metro­po­li­tan JOSEPH

Metropolit Josephs Julehilsen 2021

Oplæst af f. Poul, den 25. decem­ber 2021.

Metropolit Josephs Julehilsen 2020

Såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn, den Enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv.
(Joh. 3,16)

Mine kære elskede

San­de­lig, for­di den kær­li­ge Gud for­stod, at den men­ne­ske­li­ge tan­ke ikke kan fat­te Hans natur, tænk­te Han, at det ene­ste, men­ne­sket vil­le kun­ne begri­be, vil­le være Gud i men­ne­ske­lig skik­kel­se. Men­ne­ske kun­ne for­stå men­ne­ske. Hvis de var fæl­les om lidel­sen, vil­le de være fæl­les om forståelsen.

I den gam­le, hel­li­ge Skrift for­tal­te Gud Fader os, at vi er skab­te i Hans bil­le­de, og der­med for­be­red­te Han os på, at Hans Søn, Jesus Kristus, skul­le fødes. Han gjor­de os para­te til at tro, at en dag vil­le Guds Søn kom­me og i sand­hed være et Men­ne­ske, som van­dre­de på jor­den sam­men med os andre.

Bud­ska­bet i Det Gam­le Testa­men­te fra Fade­ren om Søn­nen gjor­de Hans kom­me til en meget vel­kendt sag. Så Han send­te Sin Søn – den bed­ste repræ­sen­tant, Han hav­de – ned på jor­den. Og da Han kom, var der ingen, som hav­de nogen und­skyld­ning for at tviv­le om, at Han var Guds Søn. For vi har aldrig mang­let viden om, at Gud også vil­le bli­ve Men­ne­ske: Han del­te Sit bil­le­de med os. Fade­ren elske­de Sin Søn inder­ligt. Men Han gav Ham til os, for­di Han også elske­de os.

Her vil jeg ger­ne, sam­men med jer, gøre mig tan­ker om, hvor­dan det kun­ne være gået til den­gang. Hvis vi et øje­blik kan fore­stil­le os Fade­ren og Søn­nen lige­som en men­ne­ske­lig søn og hans far, der taler sam­men, før søn­nen for­la­der hjem­met for at dra­ge ud i verden.

I det sce­na­rie kun­ne Gud have sagt: Søn, jeg er vir­ke­lig ked af, at Du tager afsted, og jeg kom­mer helt bestemt til at sav­ne Dig.Jeg elsker Dig af hele mit hjer­te; men jeg ønsker vir­ke­lig, at Du skal tage ned på jor­den for at min­de folk om, at men­ne­sket er skabt ved Dig, efter mit bil­le­de, og at men­ne­sket også er skabt i Dit, Gud Søn­nens, bil­le­de; for enhver ved, at orde­ne ”i vort bil­le­de, så de lig­ner os” blev sagt til Dig, min Søn. Du må tage af sted og lære de arme sjæ­le der­ne­de, hvor­dan de skal leve; og Du må vise dem vej­en, som vil lede dem hjem igen. – Det sid­ste, Fade­ren sag­de til Sin Søn, var: Giv dem al min kærlighed!

Sæt­nin­gen lyder så enkel, men den giver også god mening, både på men­ne­ske­ligt og gud­dom­me­ligt niveau. Og det er, hvad vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel bety­der: Giv dem al min kærlighed!

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um for­tæl­ler os nøj­ag­tigt, hvad det var, Her­ren Jesus gjor­de. Han så, at men­ne­ske­ne øde­lag­de deres egne liv, så Han steg ned fra Him­len for at hjæl­pe dem til at kun­ne brin­ge orden i det. Det er for­må­let med Hans Fød­sel: at lære men­ne­sker, hvor­dan de skal leve.

Hvad lær­te Han os? Vær gode, vær ærli­ge, vær rene, vær ret­fær­di­ge, vær kær­li­ge. – Lad os, som vi nær­mer os høj­ti­den for Kri­sti Fød­sel, ydmy­ge os og huske på den orto­dok­se, krist­ne for­stå­el­se, at men­ne­sket er skabt i Jesu bil­le­de med alle de fysi­ske, intel­lek­tu­el­le og ånde­li­ge egen­ska­ber og evner, Jesus hav­de som Menneske.

Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos sag­de, at Gud ven­te­de læn­ge; og da men­ne­ske­ne efter enhver måle­stok klart stod til at døm­mes for deres mang­len­de for­må­en til at hjæl­pe sig selv, så frel­ste Han dem af Sin nåde ved Kristus.

Det er grun­den til, at før vi kan have nogen som helst mulig­hed for frel­se og lyk­ke, må vi alle sam­men give afkald på enhver illu­sion om at kun­ne frel­se os selv gen­nem den­ne eller hin form for lovly­dig­hed eller god opfør­sel, ved bega­ve­de ana­ly­ser eller soci­al sty­ring, eller ved lydig­hed over for en impo­ne­ren­de pro­fet eller en hel grup­pe af pro­fe­ter, eller gen­nem noget som helst, som er blot og bart men­ne­ske­ligt, og som af sam­me grund ikke har magt til at ændre den men­ne­ske­li­ge natur.

Gud søg­te i os at ska­be et sind, som var bevidst om ret­fær­dig­hed, så at når vi var ble­vet over­be­vi­ste om vores uvær­dig­hed og hav­de gjor­de det åben­lyst, at vi var ude af stand til at gå ind i Guds Rige af egen kraft, så kun­ne vi bli­ve i stand til det ved Guds styrke.

Hvad er dagens bud­skab? Jesus Kristus er Gud, i Hvis bil­le­de vi er skabt. Vores liv er er en for­e­ning af ånd, sjæl og lege­me. Før Jesus hav­de men­ne­sker deres samvit­tig­hed, og så fik de Loven. Men Loven kun­ne ikke frel­se nogen. Af egen kraft kan vi ikke unds­lip­pe synd og død. ”Vi syn­de­de som vore fædre, hand­le­de ilde og gud­løst” (Sl. 106,6). Kun Han, som er Gud og Men­ne­ske kan over­vin­de død og synd. Jesus er det ene­ste svar. Han er det ene­ste Men­ne­ske nogen­sin­de, som ikke har nogen synd. Og for­di Han ikke har nogen synd i Sig, er Han immun over­for døden. Her­ren Jesus for­so­ner os med Gud. Han er den Ene­ste, som er fuld­kom­men som Gud og fuld­kom­men som Men­ne­ske. Han tog vor men­ne­ske­li­ge natur på Sig. Han lever i men­ne­sker og gør dem hel­li­ge. Det er ale­ne Her­ren Jesus Kristus, som er vor Gud og Frelser.

Mine kære elske­de, i dag for­vand­ler Her­ren Jesus Sig og påta­ger Sig vor natur. Så lad også os for­vand­le os, lad os bli­ve Ham lig.

Din dag, Her­re, er stor! Lad den ikke være min­dre for os; men lad alle vore dage være vel­sig­ne­de – sådan råb­te hl. Efraim Syreren.

Glæ­de­lig jul!

Med kær­lig­hed i den nyfød­te Kristus, vor Frelser

Sign. + Met. Joseph

Metropolit Joseph’s julebudskab 2019

Mine kære elske­de børn

Kristus fødes! Lov­pris Ham!

Det er dét, vi fejrer i dag: Mes­si­as’, Den Sal­ve­des Fød­sel i kødet.

Jesus Kristus, vor Her­re, Ham er det, som brin­ger hel­bre­del­se og fred, sådan som vi har hørt det fra Pro­fe­ten Esa­jas’ mund. Det­te er den ene, den ”sto­re glæ­de”, som vi – de krist­ne – fejrer på den­ne dag!

Vi glæ­der os, thi for vores skyld send­te Gud Sin énbår­ne Søn til ver­den for at gen­ska­be os til en væren uden ende, som er det evi­ge liv. — Men i den­ne Kir­kens hel­li­ge tid, hvor krist­ne fejrer og tager del i vor Her­re og Frel­ser Jesu Kri­sti Fød­sel, må vi være klar over, at vi er omrin­ge­de af den såkald­te ”ver­dens fred”, som afle­der os og brin­ger os på afstand af den fred, Kristus bringer. 

Vi må styr­ke tro­en på, at vores men­ne­ske­li­ge sjæls vir­ke­lig lever for evigt, og vi må styr­ke tro­en på frel­sens gave. Vi må være opmærk­som­me, så vi ikke bli­ver for­blæn­de­de af den­ne ver­dens funk­len­de, blin­ken­de og kun­sti­ge lys, så at vi taber det lys af syne, som strå­ler ud fra Kristus, Han, som oply­ser alle.

For på den­ne dag – sådan siger den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos i en præ­di­ken jule­dag – brin­ges det gam­le sla­ve­ri til ende, Djæ­vel­en gøres til skam­me, dæmo­ner­ne jages på flugt, døde­ns magt bry­des, por­ten til Para­dis åbnes, for­ban­del­sen ophæ­ves, vi befri­es fra syn­den, al vild­fa­rel­se dri­ves bort, og Sand­he­den brin­ges tilbage.

Mine kære elske­de, når vi sam­les for at lovsyn­ge Den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, lad da vores glæ­de vore ædru­e­lig og inder­lig. Lad os glæ­de os, ikke over mad og drik­ke og alt andet, som er her i dag og er bor­te i mor­gen; men lad os for­be­re­de os til at mod­ta­ge vor Her­re Jesu Kri­sti rene og hel­li­ge Lege­me og Blod.

Lad os fejre den­ne dag i bevidst­he­den om, at Gud er kær­lig­hed, om at vi er Hans børn, og om at efter det­te kor­te besøg på Jor­den, i lig­hed med Hans enbår­ne Søns besøg, skal også vi fry­de os i Ham og leve i lyset af Hans nærvær.

I dag står vi sam­men med eng­le og hyr­der ved kryb­ben; i mor­gen skal vi knæ­le for Ham i det evi­ge Rige, Han har beredt for os før alle tider.

Ind­til da, lad os råbe det ud: Kristus fødes! Lov­pris Ham!

I ønskes et vel­sig­net og lyk­ke­brin­gen­de Nytår 2020

Kær­lig hil­sen i det nyfød­te Barn-Kristus

Metro­po­lit Joseph

Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2012

Kristi Fødsel

”Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn svøbt og lig­gen­de i en kryb­be” (Luk. 2,12)

Kære brød­re og søstre

Det er mig en glæ­de i dag at ønske jer en rig­tig smuk høj­tid ved Her­rens Fød­sel. Som på alle de sto­re høj­ti­der er det et vig­tigt øje­blik, vi er med i. Det er i dag, Her­ren kom­mer til ste­de midt iblandt os, klædt i fat­tig­dom. Han valg­te som Sit føde­sted en ube­mær­ket lands­by på en ukendt egn, og Han fødes af en fat­tig jomfru.

Han, som er uni­ver­sets Ska­ber og guder­nes Gud, den Almæg­ti­ge, Han går ind på at åben­ba­re Sig for men­ne­skers øjne på et sted, hvor fat­ti­ge hyr­der hav­de søgt ly med deres flok, i en sim­pel grot­te. Dér er det, at Maria, som ikke hav­de kun­net fin­de ly noget sted, føder kon­ger­nes Kon­ge, her­rer­nes Herre.

”Thi eder er i dag en Frel­ser født i Davids by, Han er Kristus, Her­ren” (Luk. 2,11) ”Her­ren er Gud, og Han lod det lys­ne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skik­kel­se, som hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re siger, men i en tje­ners skik­kel­se for at skæn­ke fri­hed til dem, som hold­tes fang­ne i træl­dom. Hvem har da et hjer­te, som sover så fast, hvem kun­ne være så utak­nem­lig ikke at fry­de sig, jub­le og strå­le af glæ­de ved en sådan begivenhed?

Alt det­te fin­der sted med en ydmyg­hed, som vi måske kun svagt er kla­re over: Han er Frel­se­ren, Han er Kristus, Han er Her­ren, men hvad sær­ligt er der ved at svø­bes og læg­ges i en kryb­be, hvori består dog det­te tegn?

Brød­re og søstre, gen­nem det­te tegn, det­te myste­ri­um, gives det os at begri­be, at Gud i ydmyg­hed gør Sig til ét med os for vor frel­ses skyld. Og bed­re end­nu, vi anspo­res til at ydmy­ge os for at møde Her­ren. Ved Sit eksem­pel gør Han os begri­be­ligt, at men­ne­skets stolt­hed brin­ges til at vak­le på grund af Guds sin­delag, som lader os øse af Hans sto­re ydmyg­hed for at bli­ve frelste!

Vi skal der­for tage imod Julens høj­tid som en nåde, nem­lig Guds kom­me, Han som for­ned­rer Sig og bli­ver et lil­le barn. Han, som er Guds Ord, affin­der Sig med blot at græ­de på sam­me måde som alle jor­dens børn … Han, som har sæde ved Fade­rens høj­re side, læg­ges på et fat­tigt leje af strå … Han, som er ver­dens Ska­ber, viser Sig for os i et svagt og skrø­be­ligt lege­me for der­ved at tage del i vor smer­te­ful­de menneskelighed …

Ja, vi anspo­res alt­så til at gøre os helt små for at leve af den san­de glæ­de, som kom­mer fra Gud!

Lad os prø­ve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflæg­ge vore kjort­ler af skind og ifø­re os lysets kåbe. Lad os ophø­re med altid at vil­le domi­ne­re vor bro­der med ord, med magt og med opvis­ning i styr­ke. Alt sådant tje­ner til intet! Hvad enten det er i vore fami­li­er, i vore menig­he­der, i stif­tet eller i vore Kir­ker, lad os stop­pe al upas­sen­de tale, al ned­la­den­de hold­ning, enhver demon­stra­tion af magt og domi­nans, og lad os i ste­det bli­ve Guds børn, vir­ke­li­ge men­ne­sker, som spej­ler Her­rens skøn­hed i Hans ydmy­ge nær­vær. Såle­des bli­ver vi frie, idet vi til­pas­ser os vort for­bil­le­de, Jesus, vor Frel­ser, som fød­tes i en kryb­be! Vor hand­len vil da ikke læn­ge­re være sty­ret af nogen grup­pe­moral, ej hel­ler af nogen soci­al eller kir­ke­lig kon­for­mi­tet! Vi vil ikke læn­ge­re stræ­be efter at til­in­tet­gø­re vore brød­re og posi­tio­ne­re os selv som en stærk Kir­ke med man­ge tro­en­de, som uop­hør­ligt skal bevi­se, at vi er de bedste …

Lad os der­for ile hen til Her­rens kryb­be, men lad os ved nåden for­be­re­de os på at nær­me os, så vidt vi for­mår, ved at åbne vore hjer­ter i en leven­de tro og med en bevidst­hed, befri­et for alle stolt­he­dens lænker.

På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyg­hed og ind­ser vore svag­he­der, hvis vi anbrin­ger os ved Guds­bar­nets fød­der, sådan som vi i dyb sand­hed er, så vil det bli­ve os givet at sma­ge dét, som eng­le­ne for­kyn­der for hyr­der­ne i den­ne jule­nat: ”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vilje!”

Det er den­ne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brød­re og Søstre, og jeg for­sik­rer jer om al min kær­lig­hed og om min bøn.

Må Guds ydmyg­hed være jeres glæde!

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane

Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2011

På dagen for vor Her­res Fød­sel har ”Ret­fær­dig­he­dens Sol taget mør­kets dat­ter til ægte” (den syri­ske liturgi).

Se, hvor dag­gry­et bry­der frem ved den mør­ke nats afslut­ning, når Kristus oply­ser hele skab­nin­gen, hvis skøn­hed er beska­di­get af mør­ket fra vore over­træ­del­ser. Lige­som hyr­der­ne ved Bet­hle­hem i de dage fry­der vi os i dag, når vi hører eng­le­ne for­kyn­de, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, det­te Barn, det er Gud selv, som besø­ger os og der­for anta­ger vort kød.

Tak­ket være Fade­rens Elske­de, som viser Sig på jor­den, er vi ikke læn­ge­re ale­ne i den­ne ver­dens kul­de, ”hvor de, som mang­ler brød, har vil­je til at leve, og de, som har brød, ikke læn­ge­re véd, hvor­for de skul­le leve” (Litur­gi­ske præ­di­ke­ner — Jean Corbon).

Ja, vor ver­den er kold! Og vi søger at var­me os ved kil­der, som er over­fla­di­ske og til ingen nyt­te. Vi vil leve et kun­stigt liv, hvis tri­ste tom­hed vi opda­ger for sent, og sam­men­krøb­ne om os selv fal­der vi i søvn og glem­mer Håbet, som ban­ker på hjer­tets dør. Men den­ne ver­den, det er vor ver­den, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori men­ne­sker accep­te­rer at hade og dræ­be hin­an­den. Hvori dén, som har alt, uden mind­ste bekym­ring eller med­li­den­hed går for­bi dén, som intet har. Hvor en bro­der bestjæ­ler sin bro­der for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nog­le gam­le sten, hvoraf der ved tider­nes ende intet vil være tilbage …

”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!” Hvad gør vi som krist­ne med den nyhed, eng­le­ne for­kyn­der? Ved Kri­sti Fød­sel er det tid til at væk­ke vore hjer­ter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måt­te være from­me! Det er tid til at væk­ke håbet, til at dele det og få vore brød­re til at leve ved det: Lige­som hyr­der­ne må vi med efter­tryk for­kyn­de for alle, at med Gud kan alting for­an­dres, alt kan frelses!

Det­te håb og den glæ­de, som det fører til, bør strå­le ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et vir­ke­ligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som ver­den ikke kan give … Om hver af os viste et kær­ligt smi­len­de ansigt til den bro­der, som hungrer efter net­op dét … Om hver af os lag­de sin køli­ge hånd på den under­tryk­tes feber­he­de pan­de … Om den kær­lig­hed, som er i os, kun­ne strøm­me som dåbsvan­det og bortva­ske alle sår … Om til­gi­vel­sen kun­ne hæve sig op over den vre­de og det had, som er vakt i os af dem, som bur­de kal­des brødre …

Vi bør føle os ansvar­li­ge for Guds gave her ved høj­ti­den for vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel, som aktu­a­li­se­res på ny. Vi er af væsen for­bund­ne med alle vore brød­re og søstre på den­ne jord, for Her­ren har skabt os ”i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed”, lige meget hvem vi er! Der reste­rer altid en smu­le af den oprin­de­li­ge skøn­hed, Gud har skæn­ket os!

Jul, det er den forun­dring, Gud frem­brin­ger, både hos hyr­der­ne og de vise mænd! Jul, det er beta­gel­sen, når vi står for­an fød­selsi­ko­nen, det er glæ­den hos bør­ne­ne og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sor­gen over at være for­ladt og glemt … Det er også kul­de og sult, som over­man­der lege­met … Det er også den for­krøb­le­de men­ne­ske­hed, som ikke læn­ge­re kan elske … Men jul, det er først og frem­mest, at Fade­ren skæn­ker os Sin elske­de Søn! Og at Søn­nen, Guds Ord, bli­ver Men­ne­ske, for at men­ne­sket kan bli­ve Gud (Atha­na­sios af Ale­xan­dria). Og der­for fødes Han lige­som os, dog uden synd, men Han bærer alle syn­dens føl­ger lige til døden på et Kors for så meget des bed­re at kun­ne fri os fra synd og død.

Hvor­dan skal vi da gen­nem­le­ve julen? Helt enkelt, lad os ved­hol­den­de og para­te tage imod Guds kær­lig­hed! Lad os lige­le­des have et åbent blik for det men­ne­ske, som lider, ofte uskyl­digt … Lad os sim­pelt hen være ved­hol­den­de i kærlighed!

Grot­ten i Bet­hle­hem skæn­ker os håb: ”Sæt dit håb til Her­ren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Her­ren!” (Sal­me 26/27, 14). Det er med stor kær­lig­hed, brød­re og søstre, at jeg ønsker jer en glæ­de­lig fest for Her­rens Fødsel.

Må vor Her­re Jesus Kristus, Han hvis Fød­sel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæ­de, og må Han sæn­ke Sin frel­sen­de nåde ned over os! Amen.

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nevskij Katedralen
Julen 2011

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane
Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patriark

 

Læs også Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.‘s jule­bud­skab 2011 (engelsk)