Fader Bengt Hagström er død

Fader Bengt Hagström

Fader Bengt Hagström

Fader Bengt Hagström, præst i vores ærke­stift, døde tors­dag den 22. sep­tem­ber 2016, tid­ligt om mor­ge­nen, efter læn­ge­re tids syg­dom. Han blev begra­vet i Göte­borg, fre­dag den 30. sep­tem­ber 2016, under ledel­se af f. Angel Velit­chkov, provst for Det Skan­di­na­vi­ske Provsti.

Fader Bengt blev ordi­ne­ret til dia­kon af Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne, tors­dag den 8. decem­ber 2005, i Kri­sti Förkla­rings Kyr­ka i Sto­ck­holm. Søn­dag den 23. marts 2008, i Den Hel­li­ge Tre­e­nig­heds Kir­ke i Paris, blev fader Bengt ordi­ne­ret til præst af Ærke­bi­skop Gabri­el, hvor­ef­ter han var knyt­tet til Hel­li­ge Niko­lai Menighet i Oslo under f. Johan­nes Johan­sens ledel­se, som var vores provst på det tids­punkt. Fader Bengt hav­de gud­stjenst­lig virk­som­hed i Hel­li­ge Tik­hons Kir­ke­for­e­ning i Göte­borg og gjor­de et stort arbej­de til støt­te for Det Skan­di­na­vi­ske Provsti.

I Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed hav­de vi fle­re gan­ge glæ­de af fader Bengts besøg.

Evigt min­de!

Ny ærkebiskop

Biskop Johannes (Jean Renneteau)

Biskop Johan­nes (Jean Ren­ne­teau)
Kil­de

Eks­ar­ka­tet afholdt Ekstra­or­di­nær Gene­ral­for­sam­ling i Paris man­dag den 28. marts. Ene­ste punkt på dags­or­den var valg af ny Ærke­bi­skop. Der var to per­so­ner på kan­di­dat­lis­ten: Den fun­ge­ren­de locum tenens, Biskop Johan­nes (Jean Ren­ne­teau) og den engel­ske præ­stemunk Porp­hy­rios (Plant).

Biskop Johan­nes (Jean Ren­ne­teau) blev valgt i før­ste run­de med det nød­ven­di­ge flertal.

Den vide­re pro­ce­du­re er, at Eks­ar­ka­tet frem­sen­der det­te resul­tat til Den Hel­li­ge Syno­de i Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat med anbe­fa­ling af, at Syno­den, som har det sid­ste ord, ved deres valg bekræf­ter Gene­ral­for­sam­lin­gens valg.

Ærkebiskop Gabriel er død

Ærkebiskop Gabriel

* 13 juni 1946 — ☦ 26 okt. 2013

Ærke­bi­skop Gabri­el er død. Må Gud tage imod ham i Sit Rige!

Bed for ham!

In memo­ri­am: Arch­bis­hop Gabri­el of Coma­na (1946–2013)

Bil­le­der fra ærke­bi­skop Gabri­els begravelse

 

Ærkebiskop Gabriel træder tilbage

Ærkebiskop Gabriel

Ærke­bi­skop Gabriel

Ærke­bi­skop Gabri­els pasto­ral­brev (hyr­de­brev) i anled­ning af hans fra­træ­den til pension

Ære­de Fædre! Brød­re og Søstre! Alle I børn i den ånde­li­ge flok, som Kristus har betro­et mig!

Jeg må dele en alvor­lig beslut­ning med jer. Som I ved, er jeg angre­bet af en brutal syg­dom, hvis udvik­ling ikke til­la­der mig nogen lin­dring. Den smer­te, som for­tæ­rer mig, den er, erfa­rer jeg, meget van­ske­lig at over­vin­de, på trods af at Gud selv har vist os, at lidel­sen kan være en kil­de til liv. Alli­ge­vel har jeg ikke læn­ge­re styr­ke til at vare­ta­ge min ærke­pa­sto­ra­le tje­ne­ste, grun­det den til­stand af træt­hed og lidel­se, hvori jeg befin­der mig, og lige­som den gam­le Simeon beder jeg til Her­ren: Nu lader Du Din tje­ner fare her­fra i fred (Luk. 2,29).

Jeg har end­vi­de­re, efter at have infor­me­ret Stifts­rå­det derom, anmo­det Hans Hel­lig­hed Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I om at måt­te træk­ke mig til­ba­ge som pen­sio­ne­ret biskop hjem­me hos mig selv i Maa­stri­cht og dér fort­sæt­te i min behand­ling mod syg­dom­men i fuld­kom­men ro, sådan som læger­ne råder mig til, og i den bøn, som for­bli­ver min ene­ste trøst. Det er svært for mig at sige ’far­vel’ til jer, sær­ligt for­di I uden tvivl ikke alle sam­men er rede til at accep­te­re min afgang. Sand­syn­lig­vis kom­mer jeg til at skuf­fe man­ge af jer ved at træk­ke mig til­ba­ge. Men vær for­vis­se­de om, at alt hvad jeg gør, gør jeg til bed­ste for Kir­ken og mere kon­kret for vort ærke­stift. Det er mit håb, at jeres kær­lig­hed og jeres med­fø­lel­se vil til­la­de jer at accep­te­re en beslut­ning, som nu ikke læn­ge­re kan ændres.

I det øje­blik, hvor jeg for­la­der den mis­sion, jeg modt­og for næsten 10 år siden, dels efter Her­rens vil­je, dels ved jeres valg og med Hans Hel­lig­hed den Øku­me­ni­ske Patri­ark og hans hel­li­ge Syno­des vel­sig­nel­se, tæn­ker jeg på alle jer, som jeg har fået lov at arbej­de sam­men med: præ­ster­ne, dia­ko­ner­ne, mun­ke­ne og non­ner­ne og hele læg­fol­ket. Gen­nem dis­se lan­ge år er der knyt­tet bånd imel­lem os. Jeg har erfa­ret dyb glæ­de og er man­ge gan­ge ble­vet trø­stet, også midt i trængsel og mod­gang. I det­te bevæ­ge­de øje­blik er den stær­ke­ste følel­se i mig hen­gi­ven­hed og tak­nem­me­lig­hed. Jeg tak­ker Her­ren for at Han har overøst min tje­ne­ste som ærke­bi­skop med Sin over­strøm­men­de kær­lig­hed. Selv i den prø­vel­se, som det nu er ble­vet mig givet at leve i, betrag­ter jeg mig som ”Her­rens elske­de discipel”, for som apost­len Paulus siger, ”min magt udø­ves i mag­tes­løs­hed” (2. Kor. 12,9). Den­ne kær­lig­hed i Kristus har vist sig på en leven­de og kon­kret facon, sær­ligt igen­nem jer, elske­de brød­re og søstre, hvad enten I er tæt på eller på lang afstand, I som har delt glæ­der og sor­ger med mig, og som har støt­tet mig. Sam­men har vi gen­nem­le­vet mangt og meget. Vi har bedt sam­men, vi har arbej­det sam­men på vor fæl­les oplys­ning og hel­lig­gø­rel­se. Sam­men har vi sat vort håb til Her­ren, sam­men har vi fået del i Jesus Kristus og der­med i tiden, her og nu, opbyg­get Den Leven­de Guds hel­li­ge Kirke.

Jeg tak­ker Gud, først og frem­mest for jer præ­ster, mine brød­re og medtje­ne­re ved Her­rens Bord. I har alle en plads i mit hjer­te. I er livs­kraf­ten i vort stift, for I byg­ger det dag­ligt op, for at det kan bli­ve en leven­de orga­nis­me i har­moni til med én stem­me og ét for­e­net hjer­te at lovsyn­ge Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens her­li­ge og pragt­ful­de Navn.

Lige­le­des tak­ker jeg Her­ren for mine betro­e­de med­ar­bej­de­re, diskre­te men effek­ti­ve, besjæ­le­de af en tje­nen­de og usel­visk ånd, som har hjul­pet og omgi­vet mig gen­nem alle åre­ne, det være sig i Stifts­rå­det, i Stiftsad­mi­ni­stra­tio­nen, i Katedralen, på Insti­tut Saint-Ser­ge, i menig­he­der­ne og provsti­er­ne, i Frank­rig som i de øvri­ge lande.

Til sidst tak­ker jeg Her­ren for jer alle, mine brød­re og søstre, elske­de tro­en­de i Ærke­stif­tet. Jeg har altid holdt af at dis­ku­te­re med jer, at udar­bej­de pro­jek­ter og at dele stun­der af ven­skab. Der­til føjer sig alle dem, jeg på et tids­punkt har mødt på mine meget tal­ri­ge pasto­ra­le besøg rundt i Ærke­stif­tet i alle de man­ge lan­de i Vest­eu­ro­pa, hvor vi har menig­he­der og fæl­les­ska­ber. Jeg er jer tak­nem­me­lig, og lige­som apost­len ”kan jeg ikke hol­de op med at tak­ke for jer, når jeg næv­ner jer i mine bøn­ner” (Ef. 1,16).

Når vi taler om aner­ken­del­se og kær­lig­hed, hvor­dan skul­le vi da kun­ne und­gå at næv­ne til­gi­vel­se? Jeg er bevidst om, at når der har været offent­li­ge debat­ter eller pri­va­te dis­kus­sio­ner, lige­som når der er ble­vet truf­fet pasto­ra­le beslut­nin­ger, har vis­se per­so­ner kun­net bli­ve sår­e­de eller bedrø­ve­de. Sand­he­dens bud­skab og tro­skab over for Kir­kens Tra­di­tion er ikke altid vel­kom­ne. Det er en lidel­se for dén, som lyt­ter der­til, og ofte også for dén, som udtryk­ker dem. Jeg har nog­le gan­ge også kun­net tage fejl, for ingen af os er ufejl­bar­li­ge, hel­ler ikke jeres biskop. Jeg er også bevidst om mine egne svag­he­der, og jeg beder om til­gi­vel­se hos Gud og hos jer alle for dét, som har kun­net gøre jer ondt. Jeg beder jer om til­gi­vel­se for mine fejl og mang­ler. Jeg beder jer også om i mit navn at til­gi­ve alle, som har for­nær­met os. Vi accep­te­rer ikke det onde, hel­ler ikke syn­den, især ikke syn­den imod Kir­ken, men vi må til­gi­ve og bede for dem, som er kom­met på afve­je, at de må fin­de til­ba­ge på den ret­te vej. Må den barm­hjer­ti­ge Fader lade os skil­les i fred og forsoning.

Så er da øje­blik­ket kom­met, hvor jeg skil­les fra jer. Hvor­dan skal jeg give udtryk over for jer for alt dét, der er i mit hjer­te? Jeg er over­be­vist om, at min afsked er efter Guds vil­je, og at den, med Guds hjælp, vil bli­ve et gode, både for jer og for mig. Bevar altid, hin­si­des prø­vel­ser af enhver art, til­lid og håb til Guds Ord, som er løf­tet om vor frel­se og vor Kir­kes styr­kel­se. Kir­kens fri­hed og den orto­dok­se tros uni­ver­sa­li­tet er de to skat­te, jeg har søgt at beva­re efter eksemp­let fra mine for­gæn­ge­re i spid­sen for Ærke­stif­tet. Det har jeg gjort, for at det skul­le bli­ve muligt for os at kon­cen­tre­re os om dét, som i Kri­sti discip­les øjne bør udgø­re det ”ene­ste for­nød­ne”: ”Søg først Guds Rige og Hans ret­fær­dig­hed”, som Her­ren selv byder os (Matt. 6,33). Mit sid­ste ord skal være en bøn til jer om at beva­re kær­lig­hed og enhed imel­lem jer. Dét er vor Kir­kes mest dyre­ba­re skat. Må Her­ren vær­di­ges at ”give jer vis­dom­mens ånd” og ”oply­se jeres hjer­ters øjne, så I for­står, hvil­ket håb Han kald­te jer til” (Ef. 1, 17–18).

Må Gud hjæl­pe os og for­bar­me Sig over os! Må Her­rens fred altid være med jer alle! Mod­tag min velsignelse.

Paris, den 8. Janu­ar 2013

Sign. + Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane

Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2012

Kristi Fødsel

”Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn svøbt og lig­gen­de i en kryb­be” (Luk. 2,12)

Kære brød­re og søstre

Det er mig en glæ­de i dag at ønske jer en rig­tig smuk høj­tid ved Her­rens Fød­sel. Som på alle de sto­re høj­ti­der er det et vig­tigt øje­blik, vi er med i. Det er i dag, Her­ren kom­mer til ste­de midt iblandt os, klædt i fat­tig­dom. Han valg­te som Sit føde­sted en ube­mær­ket lands­by på en ukendt egn, og Han fødes af en fat­tig jomfru.

Han, som er uni­ver­sets Ska­ber og guder­nes Gud, den Almæg­ti­ge, Han går ind på at åben­ba­re Sig for men­ne­skers øjne på et sted, hvor fat­ti­ge hyr­der hav­de søgt ly med deres flok, i en sim­pel grot­te. Dér er det, at Maria, som ikke hav­de kun­net fin­de ly noget sted, føder kon­ger­nes Kon­ge, her­rer­nes Herre.

”Thi eder er i dag en Frel­ser født i Davids by, Han er Kristus, Her­ren” (Luk. 2,11) ”Her­ren er Gud, og Han lod det lys­ne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skik­kel­se, som hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re siger, men i en tje­ners skik­kel­se for at skæn­ke fri­hed til dem, som hold­tes fang­ne i træl­dom. Hvem har da et hjer­te, som sover så fast, hvem kun­ne være så utak­nem­lig ikke at fry­de sig, jub­le og strå­le af glæ­de ved en sådan begivenhed?

Alt det­te fin­der sted med en ydmyg­hed, som vi måske kun svagt er kla­re over: Han er Frel­se­ren, Han er Kristus, Han er Her­ren, men hvad sær­ligt er der ved at svø­bes og læg­ges i en kryb­be, hvori består dog det­te tegn?

Brød­re og søstre, gen­nem det­te tegn, det­te myste­ri­um, gives det os at begri­be, at Gud i ydmyg­hed gør Sig til ét med os for vor frel­ses skyld. Og bed­re end­nu, vi anspo­res til at ydmy­ge os for at møde Her­ren. Ved Sit eksem­pel gør Han os begri­be­ligt, at men­ne­skets stolt­hed brin­ges til at vak­le på grund af Guds sin­delag, som lader os øse af Hans sto­re ydmyg­hed for at bli­ve frelste!

Vi skal der­for tage imod Julens høj­tid som en nåde, nem­lig Guds kom­me, Han som for­ned­rer Sig og bli­ver et lil­le barn. Han, som er Guds Ord, affin­der Sig med blot at græ­de på sam­me måde som alle jor­dens børn … Han, som har sæde ved Fade­rens høj­re side, læg­ges på et fat­tigt leje af strå … Han, som er ver­dens Ska­ber, viser Sig for os i et svagt og skrø­be­ligt lege­me for der­ved at tage del i vor smer­te­ful­de menneskelighed …

Ja, vi anspo­res alt­så til at gøre os helt små for at leve af den san­de glæ­de, som kom­mer fra Gud!

Lad os prø­ve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflæg­ge vore kjort­ler af skind og ifø­re os lysets kåbe. Lad os ophø­re med altid at vil­le domi­ne­re vor bro­der med ord, med magt og med opvis­ning i styr­ke. Alt sådant tje­ner til intet! Hvad enten det er i vore fami­li­er, i vore menig­he­der, i stif­tet eller i vore Kir­ker, lad os stop­pe al upas­sen­de tale, al ned­la­den­de hold­ning, enhver demon­stra­tion af magt og domi­nans, og lad os i ste­det bli­ve Guds børn, vir­ke­li­ge men­ne­sker, som spej­ler Her­rens skøn­hed i Hans ydmy­ge nær­vær. Såle­des bli­ver vi frie, idet vi til­pas­ser os vort for­bil­le­de, Jesus, vor Frel­ser, som fød­tes i en kryb­be! Vor hand­len vil da ikke læn­ge­re være sty­ret af nogen grup­pe­moral, ej hel­ler af nogen soci­al eller kir­ke­lig kon­for­mi­tet! Vi vil ikke læn­ge­re stræ­be efter at til­in­tet­gø­re vore brød­re og posi­tio­ne­re os selv som en stærk Kir­ke med man­ge tro­en­de, som uop­hør­ligt skal bevi­se, at vi er de bedste …

Lad os der­for ile hen til Her­rens kryb­be, men lad os ved nåden for­be­re­de os på at nær­me os, så vidt vi for­mår, ved at åbne vore hjer­ter i en leven­de tro og med en bevidst­hed, befri­et for alle stolt­he­dens lænker.

På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyg­hed og ind­ser vore svag­he­der, hvis vi anbrin­ger os ved Guds­bar­nets fød­der, sådan som vi i dyb sand­hed er, så vil det bli­ve os givet at sma­ge dét, som eng­le­ne for­kyn­der for hyr­der­ne i den­ne jule­nat: ”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vilje!”

Det er den­ne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brød­re og Søstre, og jeg for­sik­rer jer om al min kær­lig­hed og om min bøn.

Må Guds ydmyg­hed være jeres glæde!

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane

Påskebudskab 2012 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane – Eksark for Den Økumeniske Patriark

Kristus er opstanden!

Kristus er opstanden!

Kære fædre, Kære brød­re og søstre

Kristus er opstanden!

Stør­re kær­lig­hed har ingen end dén at sæt­te livet til for sine ven­ner (Joh. 15,13)
Thi såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn den enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv (Joh. 3.16)

Når jeg som over­skrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apost­le nog­le timer inden Sin lidel­se, sådan som den hel­li­ge Johan­nes beret­ter, skyl­des det to nøg­le­ord deri, som beg­ge hen­vi­ser til Her­rens Opstan­del­se: kær­lig­hed og liv! For når vi på den dag glæ­der os sam­men med vore fami­li­er, vore menig­he­der og i klo­stre­ne, så er det for­di, Jesus nærer stor kær­lig­hed til hver enkelt af os og skæn­ker os adgang til livet.

Vi har alle brug for kær­lig­hed, og vi er kal­de­de til livet! Det er en uni­ver­sel vir­ke­lig­hed, som deles af alle men­ne­sker på jor­den. Fak­tisk er et liv uden kær­lig­hed meningsløst.

Vi, som er krist­ne, må være vid­ner om kær­lig­he­den. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men end­nu meget mere bør vi leve det. Det er den mest over­be­vi­sen­de måde, vi kan udtryk­ke os på i den sam­men­hæng. Det er dét, Her­ren gjor­de: Han elske­de os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstan­del­se er to sider af det sam­me segl, hvor­med Han én gang for alle har mær­ket vore hjerter.

Ja, Påsken er en meget smuk og stor høj­tid, for den mar­ke­rer en ”pas­sa­ge”, en over­gang, det er betyd­nin­gen af ordet ”Pes­sah” på hebra­isk. Det er en glæ­dens høj­tid, vi ople­ver, for Kristus går sej­r­rig tværs gen­nem døden, og den ”pas­sa­ge” er ende­lig! Men vi skal være opmærk­som­me på, at selv om Jesu Opstan­del­se er en begi­ven­hed, som er histo­risk bevid­net, er den ikke sta­tisk og ej hel­ler stiv­net i tiden. Fra den dag ”pas­se­rer” Her­ren hele tiden gen­nem vore liv, og Han til­by­der os Sin kær­lig­hed, her på jor­den og i det evi­ge liv. Ved hver hæn­del­se i vor hver­dag ræk­ker Her­ren os hån­den os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kær­lig­hed! Men lad os kon­kret se på, hvad det vil sige.

Når vi betrag­ter vore liv, alle men­ne­skers liv på jor­den, fri­stes vi af mis­mod, og vi vil­le kun­ne sige som Præ­di­ke­ren: Det er alt sam­men tom­hed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så man­ge ulyk­ker, så megen knust kær­lig­hed! Alvor­lig syg­dom, det uven­te­de uheld, aldrin­gen, hvori alting er i afta­gen­de, er alle ele­men­ter, som kan gøre os ned­tryk­te. Man­ge unge nærer tvivl om deres frem­tid og gri­bes af æng­stel­se, og nog­le gan­ge søger de erstat­nin­ger uden fremtid.

Stil­let over for en sådan frygt og sådan­ne æng­stel­ser må vi huske på, at inden Påske kom­mer Sto­re Fre­dag med dens lidel­se. Vi må atter tæn­ke på Get­h­se­ma­ne — Min sjæl er dybt bedrø­vet til døden — og på Kors­fæ­stel­sen — Min Gud, hvor­for har Du for­ladt mig? Da for­står vi, at Opstan­del­sen ikke blot er en hyg­ge­lig fami­lie­fest, som vi kan glem­me igen i mor­gen, men et sandt kil­de­væld, en hym­ne til livet og kær­lig­he­den. Når Kristus tog imod lidel­se, for­ned­rel­se (keno­sis) ude­luk­kel­se, afvis­ning, den fryg­te­li­ge ensom­hed, apost­le­nes svigt og ende­lig døden på Kor­set, så er det for, at vi, gen­nem Opstan­del­sens myste­ri­um, som fulg­te, ikke mere skal nære frygt.

Sene­re bli­ver Tho­mas opfor­dret af Frel­se­ren til at læg­ge hån­den på det sår, lan­sen hav­de for­år­sa­get under Kors­fæ­stel­sen. Den gestus gøres på veg­ne af hver ene­ste af os: Ved at berø­re Kri­sti side modt­og apost­len som en gave Guds uen­de­li­ge kær­lig­hed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stam­mer fra man­ge æng­stel­ser og gen­vor­dig­he­der, for­vand­ler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Her­re og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, lige­som til Tho­mas siger Her­ren til hvert men­ne­ske: Hvis du vil, skæn­ker jeg dig min kær­lig­hed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Sali­ge er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29).

Frel­se­rens Opstan­del­se åben­ba­rer da for os det san­de mål for Kor­sets myste­ri­um, nem­lig vor Her­re Jesu over­må­de sto­re kær­lig­hed til os, til alle men­ne­sker på jorden.

Kære fædre, brød­re og søstre

Ved den­ne sto­re og lysen­de høj­tid omfav­ner jeg jer alle med megen kær­lig­hed og glæ­de! Nu er vi opstand­ne med Kristus, vi har set det san­de Lys, og fra nu af er det det gud­dom­me­li­ge liv, som strøm­mer i vore årer.

Kristus er opstanden!
Han er san­de­lig opstanden!

Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Ale­xan­der Nevskij Katedralen, Paris

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane
Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patriark

Katedralen i Nice

I novem­ber 2011 kun­ne redak­tio­nen med­dele, at ret­ten i Proven­ce hav­de pålagt Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stifts menig­hed i Nice at over­dra­ge Moskvas Patri­ar­kat nøg­ler­ne til Saint-Nico­las katedralen i Nice. Und­la­del­se her­af vil­le udlø­se dag­bø­der af 6000 €.

Stil­let over for en sådan tvang har Ærke­stif­tets menig­hed, ikke over­ra­sken­de, set sig nødsa­get til at føl­ge ret­tens afgø­rel­se. Nøg­ler­ne er over­dra­get til Moskvas repræ­sen­tant, og fra og med den 18. decem­ber benyt­ter menig­he­den en anden kir­ke i Nice.

Fra hen­holds­vis Moskva­pa­tri­ar­ka­tet i Frank­rig og Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift er der efter­føl­gen­de frem­sat offi­ci­el­le kom­men­ta­rer, som er så for­skel­li­ge, at man ikke skul­le tro, det dre­je­de sig om sam­me sag.

Moskva skri­ver : ”Stif­tet vil ger­ne udtryk­ke sin tak­nem­me­lig­hed over for de ansvar­li­ge i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift, for­di de har med­vir­ket til at fin­de en fre­de­lig løs­ning på den van­ske­li­ge situ­a­tion, som var opstå­et omkring den rus­si­ske kir­ke i Nice. Vi udtryk­ker håb om en fort­sæt­tel­se frem­over af det bro­der­li­ge sam­ar­bej­de mel­lem de to menig­he­der i Nice, til gavn for orto­dok­si­en i Frank­rig og Vesteuropa.”

Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stifts admi­ni­stra­tion min­der om, at Højeste­rets ende­li­ge doms­af­si­gel­se ikke kan for­ven­tes før engang næste år og skri­ver vide­re i sin offi­ci­el­le udta­lel­se om sagen blandt andet: ”Admi­ni­stra­tion fin­der, at det er et uret­fær­digt over­greb på menig­he­den ved Saint-Nico­las og på hele Ærke­stif­tet, at den rus­si­ske stat har givet Moskvas Patri­ar­kat råde­ret over katedralen med det for­mål at grund­læg­ge ’en ny menig­hed’. Ærke­stif­tet kan intet stil­le op over for den rus­si­ske stats frem­gangs­må­de, men vi har både ret og pligt til kraf­tigt at under­stre­ge, at den rus­si­ske stats over­dra­gel­se af brugs­ret til katedralen til Moskvas Patri­ar­kat samt sidst­nævn­tes accept her­af er i mod­strid med reg­ler­ne for Den Orto­dok­se Kir­kes vir­ke. … I for­bin­del­se med Nice er det igen og igen ble­vet under­stre­get, at en biskop ikke kan blan­de sig i et andet stifts sager, und­ta­gen med udtryk­ke­lig god­ken­del­se fra det pågæl­den­de stift, uden at pådra­ge sig sank­tio­ner, endog sus­pen­sion. Men i til­fæl­det Nice har Moskvas Patri­ar­kat jo fået nøg­ler­ne til katedralen … og har ind­ret­tet sig dér for at hol­de gud­stje­ne­ste uden vel­sig­nel­se fra den biskop, som kated­ra­lens alter sor­te­rer under.”

Om Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stifts leder, Ærke­bi­skop Gabri­el, hed­der det i den offi­ci­el­le erklæ­ring, at han ”udtryk­ker i den­ne anled­ning sin dybe­ste forun­dring og opfor­drer alle tro­en­de i Ærke­stif­tet til at for­bli­ve tro­fa­ste over for Saint-Nico­las menig­he­den i Nice.”

Der er, med kam­pen om katedralen i Nice, tale om end­nu et udslag af den kir­ke­li­ge impe­ri­a­lis­me, som vi desvær­re i dis­se år ser man­ge eksemp­ler på. For orto­dok­se i Skan­di­navi­en væk­ker sagen min­der om en lig­nen­de, trist histo­rie, som fandt sted i Køben­havn for snart 30 år siden, hvor en biskop net­op blan­de­de sig i et andet stifts sager uden udtryk­ke­lig god­ken­del­se fra det pågæl­den­de stifts lov­li­ge ledelse.

Ærkebiskop Gabriel udnævnt til Ridder af Den Hellige Grav

Ærkebiskop Gabriel udnævnes som ridder af Den Hellige Grav

Søn­dag den 30. Okto­ber deko­re­re­de Hans Hel­lig­hed, Patri­ark af Jeru­sa­lem, Theo­fi­los III, Hans Emi­nen­ce Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne, Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patri­ark med det sær­li­ge kors som Rid­der af Den Hel­li­ge Grav.

Udmær­kel­sen blev over­rakt i patri­ar­ka­tet på dagen, som afslut­te­de Ærke­stif­tets pil­grims­rej­se til Det hel­li­ge Land under det besøg, Ærke­bi­skop Gabri­el aflag­de hos patri­ar­ken for at tak­ke den­ne for ven­lig mod­ta­gel­se. Ærke­bi­skop Gabri­el blev her ledsa­get af fle­re præ­ster samt af Hiero­di­a­kon Athanasios.

Ved over­ræk­kel­sen under­stre­ge­de patri­ar­ken, at den­ne ære­ful­de udmær­kel­se kun udde­les af Jerus­a­lems Patri­ar­kat, Kir­ker­nes moder, ved helt sær­li­ge lej­lig­he­der, og at den til­de­les Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne i aner­ken­del­se af hans pasto­ra­le ind­sats som Ærke­bi­skop og for hans vid­nes­byrd om Orto­dok­si­en i Vesteuropa.

Hans Emi­nen­ce Ærke­bi­skop Gabri­el tak­ke­de, meget rørt, Hans Hel­lig­hed og sag­de, at han, på veg­ne af Ærke­stif­tet, for­plig­te­de sig til aktivt at støt­te patri­ar­ka­tet i form af hjælp til én eller fle­re unge fra Jeru­sa­lem, som måt­te ønske at kom­me til Paris for at stu­de­re ved Insti­tut Saint Serge.

Kil­der:
Ærke­stif­tets hjemmeside
Jerus­a­lems Patri­ar­kats hjemmeside

Over­sat og for­kor­tet af redaktionen.

Paris-Ærkestiftet fradømmes katedralen i Nice

Ret­ten i Nice afsag­de man­dag den 31. okto­ber end­nu ken­del­se i den ret­st­vist, som i fle­re år har ver­se­ret mel­lem Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift og Den Rus­si­ske Føde­ra­tion eller stat.

Det gæl­der ejer­ska­bet til Saint-Nico­las Katedralen, af man­ge anset som det fine­ste eksem­pel på rus­sisk kir­kear­ki­tek­tur uden for Rusland.

Saint-Nicolas Katedralen i Nice

Saint-Nico­las Katedralen i Nice

Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift har gen­nem 80 år ved­li­ge­holdt katedralen og gen­nem alle åre­ne benyt­tet den til den loka­le menig­heds guds­tjenester. Ind­til for ca. 15 år siden var der til katedralen også knyt­tet en biskop.

For nog­le få år siden gjor­de Den Rus­si­ske Føde­ra­tion krav på ejen­doms­ret til byg­nin­gen med hen­vis­ning til de øko­no­mi­ske for­hold omkring opfø­rel­sen for snart 100 år siden.

Ret­tens dom går atter en gang Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift imod. Den bestem­mer, at den loka­le menig­hed inden 7 dage, alt­så inden på man­dag den 7. novem­ber, skal afle­ve­re kated­ra­lens nøg­ler til repræ­sen­tan­ter for Den Rus­si­ske Føde­ra­tion. Sker det ikke, pålæg­ges menig­he­den en bod på 6000 (seks tusin­de) € om dagen.

For­stan­de­ren for menig­he­den i Nice, Père Jean Gueit, har tid­li­ge­re udtalt, at han ikke afle­ve­rer nøg­ler til andre end Paris-Ærke­stif­tets leder, Ærke­bi­skop Gabriel.

Fra Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift og fra Ærke­bi­skop Gabri­el fore­lig­ger der dags dato, den 3. novem­ber, end­nu ikke nogen offi­ci­el reak­tion på dommen.

Man afven­ter fort­sat en ende­lig afgø­rel­se fra Højeste­ret, hvor­til sagen er indanket.