Ærke­bi­skop Gabriel

Ærke­bi­skop Gabri­els pasto­ral­brev (hyr­de­brev) i anled­ning af hans fra­træ­den til pension

Ære­de Fædre! Brød­re og Søstre! Alle I børn i den ånde­li­ge flok, som Kristus har betro­et mig!

Jeg må dele en alvor­lig beslut­ning med jer. Som I ved, er jeg angre­bet af en brutal syg­dom, hvis udvik­ling ikke til­la­der mig nogen lin­dring. Den smer­te, som for­tæ­rer mig, den er, erfa­rer jeg, meget van­ske­lig at over­vin­de, på trods af at Gud selv har vist os, at lidel­sen kan være en kil­de til liv. Alli­ge­vel har jeg ikke læn­ge­re styr­ke til at vare­ta­ge min ærke­pa­sto­ra­le tje­ne­ste, grun­det den til­stand af træt­hed og lidel­se, hvori jeg befin­der mig, og lige­som den gam­le Simeon beder jeg til Her­ren: Nu lader Du Din tje­ner fare her­fra i fred (Luk. 2,29).

Jeg har end­vi­de­re, efter at have infor­me­ret Stifts­rå­det derom, anmo­det Hans Hel­lig­hed Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I om at måt­te træk­ke mig til­ba­ge som pen­sio­ne­ret biskop hjem­me hos mig selv i Maa­stri­cht og dér fort­sæt­te i min behand­ling mod syg­dom­men i fuld­kom­men ro, sådan som læger­ne råder mig til, og i den bøn, som for­bli­ver min ene­ste trøst. Det er svært for mig at sige ’far­vel’ til jer, sær­ligt for­di I uden tvivl ikke alle sam­men er rede til at accep­te­re min afgang. Sand­syn­lig­vis kom­mer jeg til at skuf­fe man­ge af jer ved at træk­ke mig til­ba­ge. Men vær for­vis­se­de om, at alt hvad jeg gør, gør jeg til bed­ste for Kir­ken og mere kon­kret for vort ærke­stift. Det er mit håb, at jeres kær­lig­hed og jeres med­fø­lel­se vil til­la­de jer at accep­te­re en beslut­ning, som nu ikke læn­ge­re kan ændres.

I det øje­blik, hvor jeg for­la­der den mis­sion, jeg modt­og for næsten 10 år siden, dels efter Her­rens vil­je, dels ved jeres valg og med Hans Hel­lig­hed den Øku­me­ni­ske Patri­ark og hans hel­li­ge Syno­des vel­sig­nel­se, tæn­ker jeg på alle jer, som jeg har fået lov at arbej­de sam­men med: præ­ster­ne, dia­ko­ner­ne, mun­ke­ne og non­ner­ne og hele læg­fol­ket. Gen­nem dis­se lan­ge år er der knyt­tet bånd imel­lem os. Jeg har erfa­ret dyb glæ­de og er man­ge gan­ge ble­vet trø­stet, også midt i trængsel og mod­gang. I det­te bevæ­ge­de øje­blik er den stær­ke­ste følel­se i mig hen­gi­ven­hed og tak­nem­me­lig­hed. Jeg tak­ker Her­ren for at Han har overøst min tje­ne­ste som ærke­bi­skop med Sin over­strøm­men­de kær­lig­hed. Selv i den prø­vel­se, som det nu er ble­vet mig givet at leve i, betrag­ter jeg mig som ”Her­rens elske­de discipel”, for som apost­len Paulus siger, ”min magt udø­ves i mag­tes­løs­hed” (2. Kor. 12,9). Den­ne kær­lig­hed i Kristus har vist sig på en leven­de og kon­kret facon, sær­ligt igen­nem jer, elske­de brød­re og søstre, hvad enten I er tæt på eller på lang afstand, I som har delt glæ­der og sor­ger med mig, og som har støt­tet mig. Sam­men har vi gen­nem­le­vet mangt og meget. Vi har bedt sam­men, vi har arbej­det sam­men på vor fæl­les oplys­ning og hel­lig­gø­rel­se. Sam­men har vi sat vort håb til Her­ren, sam­men har vi fået del i Jesus Kristus og der­med i tiden, her og nu, opbyg­get Den Leven­de Guds hel­li­ge Kirke.

Jeg tak­ker Gud, først og frem­mest for jer præ­ster, mine brød­re og medtje­ne­re ved Her­rens Bord. I har alle en plads i mit hjer­te. I er livs­kraf­ten i vort stift, for I byg­ger det dag­ligt op, for at det kan bli­ve en leven­de orga­nis­me i har­moni til med én stem­me og ét for­e­net hjer­te at lovsyn­ge Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens her­li­ge og pragt­ful­de Navn.

Lige­le­des tak­ker jeg Her­ren for mine betro­e­de med­ar­bej­de­re, diskre­te men effek­ti­ve, besjæ­le­de af en tje­nen­de og usel­visk ånd, som har hjul­pet og omgi­vet mig gen­nem alle åre­ne, det være sig i Stifts­rå­det, i Stiftsad­mi­ni­stra­tio­nen, i Katedralen, på Insti­tut Saint-Ser­ge, i menig­he­der­ne og provsti­er­ne, i Frank­rig som i de øvri­ge lande.

Til sidst tak­ker jeg Her­ren for jer alle, mine brød­re og søstre, elske­de tro­en­de i Ærke­stif­tet. Jeg har altid holdt af at dis­ku­te­re med jer, at udar­bej­de pro­jek­ter og at dele stun­der af ven­skab. Der­til føjer sig alle dem, jeg på et tids­punkt har mødt på mine meget tal­ri­ge pasto­ra­le besøg rundt i Ærke­stif­tet i alle de man­ge lan­de i Vest­eu­ro­pa, hvor vi har menig­he­der og fæl­les­ska­ber. Jeg er jer tak­nem­me­lig, og lige­som apost­len ”kan jeg ikke hol­de op med at tak­ke for jer, når jeg næv­ner jer i mine bøn­ner” (Ef. 1,16).

Når vi taler om aner­ken­del­se og kær­lig­hed, hvor­dan skul­le vi da kun­ne und­gå at næv­ne til­gi­vel­se? Jeg er bevidst om, at når der har været offent­li­ge debat­ter eller pri­va­te dis­kus­sio­ner, lige­som når der er ble­vet truf­fet pasto­ra­le beslut­nin­ger, har vis­se per­so­ner kun­net bli­ve sår­e­de eller bedrø­ve­de. Sand­he­dens bud­skab og tro­skab over for Kir­kens Tra­di­tion er ikke altid vel­kom­ne. Det er en lidel­se for dén, som lyt­ter der­til, og ofte også for dén, som udtryk­ker dem. Jeg har nog­le gan­ge også kun­net tage fejl, for ingen af os er ufejl­bar­li­ge, hel­ler ikke jeres biskop. Jeg er også bevidst om mine egne svag­he­der, og jeg beder om til­gi­vel­se hos Gud og hos jer alle for dét, som har kun­net gøre jer ondt. Jeg beder jer om til­gi­vel­se for mine fejl og mang­ler. Jeg beder jer også om i mit navn at til­gi­ve alle, som har for­nær­met os. Vi accep­te­rer ikke det onde, hel­ler ikke syn­den, især ikke syn­den imod Kir­ken, men vi må til­gi­ve og bede for dem, som er kom­met på afve­je, at de må fin­de til­ba­ge på den ret­te vej. Må den barm­hjer­ti­ge Fader lade os skil­les i fred og forsoning.

Så er da øje­blik­ket kom­met, hvor jeg skil­les fra jer. Hvor­dan skal jeg give udtryk over for jer for alt dét, der er i mit hjer­te? Jeg er over­be­vist om, at min afsked er efter Guds vil­je, og at den, med Guds hjælp, vil bli­ve et gode, både for jer og for mig. Bevar altid, hin­si­des prø­vel­ser af enhver art, til­lid og håb til Guds Ord, som er løf­tet om vor frel­se og vor Kir­kes styr­kel­se. Kir­kens fri­hed og den orto­dok­se tros uni­ver­sa­li­tet er de to skat­te, jeg har søgt at beva­re efter eksemp­let fra mine for­gæn­ge­re i spid­sen for Ærke­stif­tet. Det har jeg gjort, for at det skul­le bli­ve muligt for os at kon­cen­tre­re os om dét, som i Kri­sti discip­les øjne bør udgø­re det ”ene­ste for­nød­ne”: ”Søg først Guds Rige og Hans ret­fær­dig­hed”, som Her­ren selv byder os (Matt. 6,33). Mit sid­ste ord skal være en bøn til jer om at beva­re kær­lig­hed og enhed imel­lem jer. Dét er vor Kir­kes mest dyre­ba­re skat. Må Her­ren vær­di­ges at ”give jer vis­dom­mens ånd” og ”oply­se jeres hjer­ters øjne, så I for­står, hvil­ket håb Han kald­te jer til” (Ef. 1, 17–18).

Må Gud hjæl­pe os og for­bar­me Sig over os! Må Her­rens fred altid være med jer alle! Mod­tag min velsignelse.

Paris, den 8. Janu­ar 2013

Sign. + Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane