Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2011

På dagen for vor Her­res Fød­sel har ”Ret­fær­dig­he­dens Sol taget mør­kets dat­ter til ægte” (den syri­ske liturgi).

Se, hvor dag­gry­et bry­der frem ved den mør­ke nats afslut­ning, når Kristus oply­ser hele skab­nin­gen, hvis skøn­hed er beska­di­get af mør­ket fra vore over­træ­del­ser. Lige­som hyr­der­ne ved Bet­hle­hem i de dage fry­der vi os i dag, når vi hører eng­le­ne for­kyn­de, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, det­te Barn, det er Gud selv, som besø­ger os og der­for anta­ger vort kød.

Tak­ket være Fade­rens Elske­de, som viser Sig på jor­den, er vi ikke læn­ge­re ale­ne i den­ne ver­dens kul­de, ”hvor de, som mang­ler brød, har vil­je til at leve, og de, som har brød, ikke læn­ge­re véd, hvor­for de skul­le leve” (Litur­gi­ske præ­di­ke­ner — Jean Corbon).

Ja, vor ver­den er kold! Og vi søger at var­me os ved kil­der, som er over­fla­di­ske og til ingen nyt­te. Vi vil leve et kun­stigt liv, hvis tri­ste tom­hed vi opda­ger for sent, og sam­men­krøb­ne om os selv fal­der vi i søvn og glem­mer Håbet, som ban­ker på hjer­tets dør. Men den­ne ver­den, det er vor ver­den, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori men­ne­sker accep­te­rer at hade og dræ­be hin­an­den. Hvori dén, som har alt, uden mind­ste bekym­ring eller med­li­den­hed går for­bi dén, som intet har. Hvor en bro­der bestjæ­ler sin bro­der for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nog­le gam­le sten, hvoraf der ved tider­nes ende intet vil være tilbage …

”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!” Hvad gør vi som krist­ne med den nyhed, eng­le­ne for­kyn­der? Ved Kri­sti Fød­sel er det tid til at væk­ke vore hjer­ter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måt­te være from­me! Det er tid til at væk­ke håbet, til at dele det og få vore brød­re til at leve ved det: Lige­som hyr­der­ne må vi med efter­tryk for­kyn­de for alle, at med Gud kan alting for­an­dres, alt kan frelses!

Det­te håb og den glæ­de, som det fører til, bør strå­le ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et vir­ke­ligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som ver­den ikke kan give … Om hver af os viste et kær­ligt smi­len­de ansigt til den bro­der, som hungrer efter net­op dét … Om hver af os lag­de sin køli­ge hånd på den under­tryk­tes feber­he­de pan­de … Om den kær­lig­hed, som er i os, kun­ne strøm­me som dåbsvan­det og bortva­ske alle sår … Om til­gi­vel­sen kun­ne hæve sig op over den vre­de og det had, som er vakt i os af dem, som bur­de kal­des brødre …

Vi bør føle os ansvar­li­ge for Guds gave her ved høj­ti­den for vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel, som aktu­a­li­se­res på ny. Vi er af væsen for­bund­ne med alle vore brød­re og søstre på den­ne jord, for Her­ren har skabt os ”i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed”, lige meget hvem vi er! Der reste­rer altid en smu­le af den oprin­de­li­ge skøn­hed, Gud har skæn­ket os!

Jul, det er den forun­dring, Gud frem­brin­ger, både hos hyr­der­ne og de vise mænd! Jul, det er beta­gel­sen, når vi står for­an fød­selsi­ko­nen, det er glæ­den hos bør­ne­ne og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sor­gen over at være for­ladt og glemt … Det er også kul­de og sult, som over­man­der lege­met … Det er også den for­krøb­le­de men­ne­ske­hed, som ikke læn­ge­re kan elske … Men jul, det er først og frem­mest, at Fade­ren skæn­ker os Sin elske­de Søn! Og at Søn­nen, Guds Ord, bli­ver Men­ne­ske, for at men­ne­sket kan bli­ve Gud (Atha­na­sios af Ale­xan­dria). Og der­for fødes Han lige­som os, dog uden synd, men Han bærer alle syn­dens føl­ger lige til døden på et Kors for så meget des bed­re at kun­ne fri os fra synd og død.

Hvor­dan skal vi da gen­nem­le­ve julen? Helt enkelt, lad os ved­hol­den­de og para­te tage imod Guds kær­lig­hed! Lad os lige­le­des have et åbent blik for det men­ne­ske, som lider, ofte uskyl­digt … Lad os sim­pelt hen være ved­hol­den­de i kærlighed!

Grot­ten i Bet­hle­hem skæn­ker os håb: ”Sæt dit håb til Her­ren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Her­ren!” (Sal­me 26/27, 14). Det er med stor kær­lig­hed, brød­re og søstre, at jeg ønsker jer en glæ­de­lig fest for Her­rens Fødsel.

Må vor Her­re Jesus Kristus, Han hvis Fød­sel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæ­de, og må Han sæn­ke Sin frel­sen­de nåde ned over os! Amen.

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nevskij Katedralen
Julen 2011

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane
Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patriark

 

Læs også Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.‘s jule­bud­skab 2011 (engelsk)