Dearest Beloved Fathers, Brothers and Sisters,
“Glory to God in the highest, and on earth peace, good will toward men” (Luke 2:14). It is with these words, that the angels joyfully praised the coming to earth of the Son of God on the Holy Eve of Nativity two thousand twenty-two years ago. The human race had long awaited the Savior of the world, and the shepherds of Bethlehem, pure in heart and filled with sincere faith, were the first to receive the message of the Birth of Christ. “I bring you good tidings of great joy”, the angel told them, “which shall be to all people. For unto you is born this day in the city of David a Savior, which is Christ the Lord.” (Luke 2:10–11).
St. Apostle Paul calls this event “great is the mystery of godliness: God was manifest in the flesh” (1 Tim. 3:16). “He Who, being the brightness of His glory”, (Heb. 1:3) has become “the Son of man” (Luke 7:34). He has brought low the heavens, as the hymnist poetically describes the Birth of Christ, and has descended to earth. “But when the fullness of the time was come, God sent forth His Son, made of a Woman, made under the law, to redeem them that were under the law, that we might receive the adoption of sons.” (Gal.4:4–5).
It was out of love, that the Son of God came down to earth and gave us reconciliation (2 Cor. 5:19), the word of life (Phil. 2:16), that He might lift us up to Heaven. (Phil.3:20).
It is this Gospel message of Christ, which the Apostles spread to all the peoples of the world, and those who believed, they made members of the Church of Christ and children of God through the Mystery of Holy Baptism (1 John 3:1). Through the labors of the Apostles in preaching the Gospel, local Churches appeared in all parts of the world, much as oases in the desert, and these Churches in turn comprise the One, Holy, Catholic and Apostolic Church, whose Head is Christ.
The Church history tells us, that in 988, at the moment when the people of Kiev were being baptized in the waters of the Dnieper River, the Equal-to-the-Apostles Prince Vladimir prayed: “O God, look dawn from heaven, and behold, and visit, bless and nourish this our vineyard, which You have planted with Your right hand.”
Thanks to his ardent labors, the Faith of Christ spread throughout the lands of Kievan Rus and beyond. Along with it, the peoples’ education and culture flourished, and numerous beautiful temples and monasteries were built, where even today Orthodox Ukrainians and Russians praise and glorify The Lord.
Now, that we have entered the 2nd Millennium of Orthodox Christian Faith in the Ukrainian and Russian Lands, to our deepest regret, we have become witnesses to a bloody fratricidal war. Despite of the constant military operations and attacks and the disruptions of the civilian life, Orthodox Christians in both countries, Ukraine and Russia, continue to worship the Coming of Our Lord, born of The Most Holy Virgin Mary, in Bethlehem.
My Dearly Beloved in the Newborn Lord, we in our Bulgarian Orthodox Diocese, like all the Orthodox Ukrainians and Russians, are recipients of the same spiritual legacy and ecclesiastical traditions of our pious ancestors. Just as the branch cannot bring forth fruit, if it does not remain on the vine (John15:4), so too, we cannot embody in our lives the spiritual legacy of our ancestors, if we do not remain one in our spiritual Mother – the Orthodox Church of Christ. My warm request to all of you now is: “Please, let us pray to the Newborn God-Child for peace in Ukraine, in Russia, and among the nations in the entire world!”
It is through the Holy Mysteries that we partake of the never- ending wellspring of Goodness, and it is through pious living that we deepen our roots in the soil of the Church. Just as a seed which has fallen on fertile soil brings forth a rich harvest, so too, we who have been grafted to the Church of Christ through the Sacrament of Holy Baptism, and who remain within the holy enclosure of the Orthodox Church, are to bring forth a rich harvest through the example of our lives.
Dearly Beloved in the Lord, fathers, brothers and sisters! I sincerely greet you with this day of great joy – the Feast of the Birth of Christ.
May the grace of the God-Child born to us today remain with each one of you throughout the year, and continually bring you spiritual joy, renewal and a Blessed Orthodox Christian Life.
During these holy days, let us all bring forth our pure and steadfast faith as a gift to the newborn Christ, and likewise give witness to this faith with works of love and mercy. Let us continually “grow in grace, and in the knowledge of Our Lord and Savior Jesus Christ. To Him be glory both now and forever. Amen.” (2 Peter 3:18).
Den 1. oktober 2022 udkom en ny bog på dansk om ortodoks kristendom.
Titlen er:
KRISTUSEROPSTANDEN – ORTODOKSKRISTENDOM
og forfatteren er f. Poul Sebbelov, præst i Den Ortodokse Kirke i Danmark.
Bogen, der er udgivet på Gudsmoders Beskyttelses Forlag, er en indføring i centrale sider af Den Ortodokse Kirkes Tro, Tradition og Liturgi. Den er på 161 sider, garnhæftet og med stift bind.
Bogen har følgende kapitler:
Prolog Kristus er opstanden Trosbekendelsen Den Treenige Gud Døden Opstandelsen og den yderste dom Kirken Menneskets guddommeliggørelse Den frie vilje Gudsmoder Maria Liturgi Ikoner Epilog
Bogen er skrevet fra en position i Den Ortodokse Kirke, men også med udblik til både romersk-katolsk og (især) luthersk, folkekirkelig teologi og tro. Den er tænkt som en dansk baseret introduktion til Ortodoksien, forfattet og udgivet i Danmark, altså i et overvejende folkekirkeligt landskab, og med et ønske om at pege på ligheder og brudflader.
Prologen skitserer de første kontakter mellem luthersk og ortodoks teologi i 1500-tallet samt den nutidige (manglende) kirkelige samtale i Danmark.
Epilogen søger at opsummere de ligheder og skillelinjer, der har været behandlet gennem bogens kapitler. Den svarer også på, hvorfor bogens forfatter for godt 30 år siden fandt det nødvendigt at forlade den danske folkekirke og slutte sig til Den Ortodokse Kirke.
Den 1. september indleder vi det nye kirkeår. — 15. august fejrer vi højtiden for Gudsmoders Hensoven som den sidste fest i det ‘gamle’ kirkeår, og 8. september fejrer vi Gudsmoders Fødsel som den første i det nye. Kirkeåret indrammes således af Gudsmoder, Maria og af hendes liv fra fødsel til død.
Metropolit Kallistos (Ware), sov fredfyldt hen tidligt om morgenen, den 24. august 2022, (omkring kl. 01:00 — engelsk tid).
I Gudsmoders Beskyttelses Menighed læser vi Parastos for metropolit Kallistos på lørdag den 27. august 2022, kl. 16.00, i kirken på Dag Hammarskjölds Allé 1A, kld., 2100 København Ø. Find vej
Kære elskede fædre, brødre og søstre i Kristus, vor Herre og Frelser!
Som jeres Stifts Metropolit gennem mere end tre årtier, og som én, der kender jer godt, benytter jeg lejligheden til, her lige inden Den Store Faste, at opfordre jer til at begynde at forberede jer på fastetidens rejse, sådan at vi gennem faste, bøn, omvendelse og forsoning må blive skænket frelsen.
Ifølge de seneste medicinske resultater er COVID-19 med varianterne Delta og Omikron ikke på vej til at forsvinde når som helst i nærmeste fremtid; den ser ud til at forblive mellem os på ubestemt tid. Ikke desto mindre er det i Herren vi lever og røres og er, for vi er også af Hans slægt (ApG 17:28); vi er rede til at følge Ham uden frygt, for Gud er med os alle dage indtil verdens ende (Matt. 28:20).
Gennem alle årene har vi etableret et nært forhold gennem at dele, utallige inspirerende beretninger med hinanden, beretninger, som har berørt og ændret mange troendes liv. Det giver mig tillid og tro på, at I, mine elskede fædre, brødre og søstre, har alt, hvad der skal til, for at vinde den åndelige kamp gennem Den Store Faste. I er kloge, I er begavede og fuldt rustede til den opgave.
Dette er tiden, hvor jeg udfordrer jer til at gå ranke og med hovedet højt og holde blikket rettet mod jeres åndelige mål forude. Stræb efter at leve jeres tro ud og efter bedst muligt at blive sådan, som Gud har skabt jer til at være. Anstreng jer, og Hans godhed og nåde vil være med jer. Stå op med tro, og mød hver dag med glæde. Vær positive, sæt tingene i perspektiv, lyt i jeres hjerte til, hvad Gud siger til jer; og tro på, at Han vil gøre noget stort i jeres liv.
Tro mig, I vil udrette mere, end I nogensinde havde forestillet jer. I vil overvinde forhindringer, der forekom jer umulige; og I vil føle jer mere lykkelige og sunde end nogen sinde tidligere. Det vil I, fordi I kan det.
Vi lever i et samfund, hvor middelmådighed er blevet normen. Hvis vi ikke passer på, kan vi blive trukket ind i samme mentalitet. Men Gud velsigner ikke middelmådighed. Han velsigner det fremragende. Som troende er vi kaldede til at bekende os til Hans højeste målestok. Et liv levet i ypperlighed er til Guds pris og det bedste vidnesbyrd om din tro.
Der er mennesker, som ikke går i kirke og ikke lytter til prædikener; de læser ikke Den Hellige Skrift, snarere ”læser” de dit liv og betragter, hvordan du lever som troende og som ambassadør for vor Herre Jesus Kristus. Så lad os stræbe efter det ypperste. Vi er Den Højestes Tempel. Pas på jer selv, fædre, brødre og søstre! Pas på jeres Kirke og jeres menighed på ypperlig vis, for Gud har skabt os som ypperlige personer. I et middelmådigt miljø har Gud kaldet os til at sætte nye standarder.
Som jeres ældre åndelige broder vil jeg gerne minde jer om, at I aldrig holder op med at lære. Gud har ikke skabt os til at nå et vist niveau og så standse dér. Hvad enten vi er 9 eller 99 år gamle skal vi hele tiden lære og forbedre vores kunnen og blive bedre til alt, hvad vi gør.
Vækst kommer ikke automatisk. Vi skal tage kontrol, udnytte de talenter, Gud har givet os, og lære, hvordan vi bedst kan bruge dem til at nå nye højder i vores åndelige stræben. – Når vi læser om Kong David, der står foran Goliath og kaster stenen, så tænker vi måske, at det var Guds hånd, der var i spil … og på én måde var det også Gud, men det var ikke Ham, der kastede stenen. Det var ikke Gud, der forårsagede, at stenen ramte Goliath på rette sted; det var faktisk Kong David, som udviklede og brugte de gaver, Gud havde givet ham. Og hvis vi følger hans eksempel, vil Gud åbne en dør og lede os derhen, hvor Han vil, at vi skal være, så at vi alle kan glæde os og blive vidner til Hans herlige Opstandelse.
Og mere endnu: Herren har sagt, at hvis vi vil være store i Hans Rige, hvis vi vil leve et velsignet liv, så er der en enkel nøgle: Vi skal tjene andre mennesker! Herren talte om en måde at leve på, hvor vi lever for at hjælpe andre og altid er på udkig efter måder, hvorpå vi kan tjene. Som vi alle ved, gennem denne særlige tid på året lever vi ikke for at modtage, men for at give. Fader igoumen Trifon skrev sådan her: Når vi vender opmærksomheden mod andres behov, bliver vi ikke længere fortæret af selviskhed. Når vi vender vore hjerter til dem i nød, vender vi hjerterne til Gud (jf. Matt 25:40).
Når vi faster, når vi bruger vores tid på bøn og på at hjælpe de fattige, får vi styrke til kampen mod lidenskaberne, og vore hjerter finder hvile i Kristus. Ingen bliver frelst uden at give almisse og uden at have omsorg for de fattige ifølge hl. Johannes Chrysostomos. Hvis vi opløfter andre, vil Gud opløfte os. Det har ikke nødig at være meget, bare et enkelt ord til opmuntring kan nogle gange gøre en stor forskel i et menneskes liv. Hold øje med andre, som I kan velsigne. Når vi vågner om morgenen bør vi bede sådan her: Gud, vis mig, hvad der er min opgave i dag! Hjælp mig, så jeg kan være opmærksom på de behov, mennesker omkring mig har! – Husk på, hvis I lever i tjeneste for andre, vil Gud tage imod jer og ønske jer velkommen hjem! I vil blive mætte, forfriskede og styrkede; og Gud lover, at I vil blive store i Hans Rige.
Som jeres Metropolit beder jeg til og tror jeg på, at som givere vil I fortjene belønninger fra Guds godhed: sundhed, styrke, muligheder og fremgang!
Jeg ønsker jer en velsignet fastetid … LEKIVELIPOSTI
Kærlig hilsen i Kristus, vor Gud og Frelser
+ Met. Joseph
Og så kom fredag den 25. 2. 22. dette brev fra Met. Joseph:
Kære elskede fædre, brødre og søstre i vores stift.
Med denne mail vil jeg gerne opmuntre jer alle til yderligere fordybelse og viljestyrke, når I forbereder jer på at indlede Den Store Faste med fokus på at engagere og tiltrække familie og venner i Kristus, vor Frelser.
Jeg anmoder jer også om at bede for Hans Hellighed, vores Metropolit Neofit, som fejrer sit 9‑års jubilæum som Bulgariens Patriark og Metropolit for stiftet i Sofia.
Til sidst vil jeg indtrængende anmode jer om, at I styrker jeres bøn og beder til Herren, for at freden må vinde frem i Østeuropa og for vore brødre og søstre i Kristus, som er truede i Ukraine.
Hvad er vi forpligtede til at sige på Tilgivelsens Søndag?
Vi læser hos evangelisten Mattæus 18 kapitel: Herre, hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok? Og Herren Jesus sagde til ham: Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjersdindstyve gange syv gange!
Denne passage fra evangeliet viser et paradigmeskift i den fromme jødes sind. De fleste mente dengang, at, at hvis de tilgav deres næste én gang, var det tilstrækkeligt, og tre gange var storsindet; så hl. Peters tanke om at tilgive syv gange var helt “uden for nummer”.
Alligevel handler Herrens svar ikke bare om simpel matematik, halvfjerds gange syv, men det handler om, at vi skal være uden grænser i vores tilgivelse. Herrens Bøn [Fader Vor] taler om, at vi får forladelse for vor skyld i samme mål, hvormed vi forlader vore skyldnere. Og vi synder hver dag, med eller uden vores vilje, i tanke, ord og handling, bevidst eller ubevidst.
Hvad så Vladika, siger I: Hvad med dem, som igen og igen sårer os på den ene eller den anden måde?Hvordan kan vi fortsætte med at tilgive sådan et menneske? – At tilgive nogen er ikke det samme som at sige, at vi fortsat er på venskabelig fod med dem. Hvis nogen vedvarende sårer os, kan vi naturligvis lægge afstand til dem. Men ønsker vi eller tilføjer vi dem ondt, eller hvis vi søger hævn, så er det ikke efter Herrens vilje. Vores pligt er at sætte dem øverst på vores bønne-liste og så bede til, at Herren vil mildne deres hjerter og bevæge dem til at vende sig bort fra sårende opførsel. Vi skal bede til Gud, at Han vil fylde os med medfølelsens ånd over for dem, som tilføjer os smerte; for de lider også, og vi må gentage nadverbønnen, hvor der lyder som følger: Herre, lad ikke min fjende fortabes for min skyld, thi også jeg er en synder.
Præcis som vi er forpligtede til at sige på Tilgivelsens Søndag, sådan siger også jeg til jer alle, fædre, brødre, søstre og venner i Herren, som jeg har fornærmet eller såret på nogen måde, jeg beder jer ydmygt om tilgivelse. Prosteno! Prosti! Jeg tilgiver jer! Tilgiv I mig! Må Gud tilgive os alle!
Leki Veliki Posti! Jeg ønsker jer en velsignet fastetid!
I kærlighed og bøn
Sign. Met. Joseph
What are we obliged to say at Forgiveness Sunday?
Dearest Beloved,
We read from the 18th chapter of St. Evangelist Matthew: “Then Peter came to Him and said: “Lord, how often should my brother sin against me and I forgive him? Up to seven times?”
And Lord Jesus said to him: “I do not say to you up to seven times, but up to seventy times seven.” (21, 22)
This passage from the Holy Gospel’s lesson illustrates a paradigm shift in the mind of the pious Jew. Most in that time thought forgiving their neighbor once was sufficient and three times generous, so St. Peter’s thinking of forgiveness up to seven times was “оff the charts”.
Yet the Lord’s answer is not about simple math of seventy times seven, but about our being limitless in our forgiveness. The Lord’s prayer speaks about our being forgiven by the Lord for our debts (much more serious than simple “transgressions” as some translations have) in the same measure that we forgive others. And, we sin daily, willingly or unwillingly, in thought, word and deed, known and unknown.
“So, dedo Vladyka”, you say: “What about those who repeatedly wound us in some way? How do we continue to forgive that person?” To forgive someone is not the same thing as to say that we continue to chum around with them. If they are continually doing hurtful things to us, we can certainly distance ourselves from them. But to wish them or do them harm or to extract revenge is not acceptable to the Lord. Our obligation is to move them to the head of our prayer list and pray that the Lord will soften their hearts and have them turn from such hurtful behavior. We must pray that God will fill us with a spirit of compassion for the one who brings us pain, since they are suffering also and we need to repeat the Pre-Communion prayer that has the sentence: “Lord, do not let my enemy come to perdition for the sake of me a sinner,”
Just as we are obliged to say at Forgiveness Sunday, I say to all of you, fathers, brothers, sisters and friends in the Lord, whom I have offended or wounded in any way, I humbly beg your forgiveness. Prosteno! Prosti! I forgive you; Forgive me; God forgive all! Leki Veliki posti! Have a blessed Great Lent!
With love and prayer, (S) + Metropolitan JOSEPH
Således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh. 3,16)
Mine kære elskede
Sandelig, fordi den kærlige Gud forstod, at den menneskelige tanke ikke kan fatte Hans natur, tænkte Han, at det eneste, mennesket ville kunne begribe, ville være Gud i menneskelig skikkelse. Menneske kunne forstå menneske. Hvis de var fælles om lidelsen, ville de være fælles om forståelsen.
I den gamle, hellige Skrift fortalte Gud Fader os, at vi er skabte i Hans billede, og dermed forberedte Han os på, at Hans Søn, Jesus Kristus, skulle fødes. Han gjorde os parate til at tro, at en dag ville Guds Søn komme og i sandhed være et Menneske, som vandrede på jorden sammen med os andre.
Budskabet i Det Gamle Testamente fra Faderen om Sønnen gjorde Hans komme til en meget velkendt sag. Så Han sendte Sin Søn – den bedste repræsentant, Han havde – ned på jorden. Og da Han kom, var der ingen, som havde nogen undskyldning for at tvivle om, at Han var Guds Søn. For vi har aldrig manglet viden om, at Gud også ville blive Menneske: Han delte Sit billede med os. Faderen elskede Sin Søn inderligt. Men Han gav Ham til os, fordi Han også elskede os.
Her vil jeg gerne, sammen med jer, gøre mig tanker om, hvordan det kunne være gået til dengang. Hvis vi et øjeblik kan forestille os Faderen og Sønnen ligesom en menneskelig søn og hans far, der taler sammen, før sønnen forlader hjemmet for at drage ud i verden.
I det scenarie kunne Gud have sagt: Søn, jeg er virkelig ked af, at Du tager afsted, og jeg kommer helt bestemt til at savne Dig.Jeg elsker Dig af hele mit hjerte; men jeg ønsker virkelig, at Du skal tage ned på jorden for at minde folk om, at mennesket er skabt ved Dig, efter mit billede, og at mennesket også er skabt i Dit, Gud Sønnens, billede; for enhver ved, at ordene ”i vort billede, så de ligner os” blev sagt til Dig, min Søn. Du må tage af sted og lære de arme sjæle dernede, hvordan de skal leve; og Du må vise dem vejen, som vil lede dem hjem igen. – Det sidste, Faderen sagde til Sin Søn, var: Giv dem al min kærlighed!
Sætningen lyder så enkel, men den giver også god mening, både på menneskeligt og guddommeligt niveau. Og det er, hvad vor Herre Jesu Kristi Fødsel betyder: Giv dem al min kærlighed!
Det hellige Evangelium fortæller os nøjagtigt, hvad det var, Herren Jesus gjorde. Han så, at menneskene ødelagde deres egne liv, så Han steg ned fra Himlen for at hjælpe dem til at kunne bringe orden i det. Det er formålet med Hans Fødsel: at lære mennesker, hvordan de skal leve.
Hvad lærte Han os? Vær gode, vær ærlige, vær rene, vær retfærdige, vær kærlige. – Lad os, som vi nærmer os højtiden for Kristi Fødsel, ydmyge os og huske på den ortodokse, kristne forståelse, at mennesket er skabt i Jesu billede med alle de fysiske, intellektuelle og åndelige egenskaber og evner, Jesus havde som Menneske.
Hellige Johannes Chrysostomos sagde, at Gud ventede længe; og da menneskene efter enhver målestok klart stod til at dømmes for deres manglende formåen til at hjælpe sig selv, så frelste Han dem af Sin nåde ved Kristus.
Det er grunden til, at før vi kan have nogen som helst mulighed for frelse og lykke, må vi alle sammen give afkald på enhver illusion om at kunne frelse os selv gennem denne eller hin form for lovlydighed eller god opførsel, ved begavede analyser eller social styring, eller ved lydighed over for en imponerende profet eller en hel gruppe af profeter, eller gennem noget som helst, som er blot og bart menneskeligt, og som af samme grund ikke har magt til at ændre den menneskelige natur.
Gud søgte i os at skabe et sind, som var bevidst om retfærdighed, så at når vi var blevet overbeviste om vores uværdighed og havde gjorde det åbenlyst, at vi var ude af stand til at gå ind i Guds Rige af egen kraft, så kunne vi blive i stand til det ved Guds styrke.
Hvad er dagens budskab? Jesus Kristus er Gud, i Hvis billede vi er skabt. Vores liv er er en forening af ånd, sjæl og legeme. Før Jesus havde mennesker deres samvittighed, og så fik de Loven. Men Loven kunne ikke frelse nogen. Af egen kraft kan vi ikke undslippe synd og død. ”Vi syndede som vore fædre, handlede ilde og gudløst” (Sl. 106,6). Kun Han, som er Gud og Menneske kan overvinde død og synd. Jesus er det eneste svar. Han er det eneste Menneske nogensinde, som ikke har nogen synd. Og fordi Han ikke har nogen synd i Sig, er Han immun overfor døden. Herren Jesus forsoner os med Gud. Han er den Eneste, som er fuldkommen som Gud og fuldkommen som Menneske. Han tog vor menneskelige natur på Sig. Han lever i mennesker og gør dem hellige. Det er alene Herren Jesus Kristus, som er vor Gud og Frelser.
Mine kære elskede, i dag forvandler Herren Jesus Sig og påtager Sig vor natur. Så lad også os forvandle os, lad os blive Ham lig.
Din dag, Herre, er stor! Lad den ikke være mindre for os; men lad alle vore dage være velsignede – sådan råbte hl. Efraim Syreren.
Glædelig jul!
Med kærlighed i den nyfødte Kristus, vor Frelser
Som noget nyt forsøger vi nu med regelmæssige liturgier på hverdage.
Tjenesterne kommer til at foregå i de tidlige morgentimer. Dels for at gøre det muligt, at komme til gudstjeneste før man tager på arbejde eller i skole. Men i lige så høj grad for at kunne få glæde af morgenens stilhed og for at kunne opsende morgensang til Gud før byen vågner.
Tjenesterne kommer til at finde sted fra kl. 06 — ca. 7:30 på følgende datoer:
Torsdag d. 2/7 Tirsdag d. 7/7 Mandag d. 13/7 Mandag d. 20/7 Tirsdag d. 28/7
Greetings and blessings to you and your families as we prepare to celebrate the Holy Pentecost!
As we see the images of so many places set aflame, let us contemplate the images of fire that our Orthodox Church will offer us this weekend. On Sunday morning, we will chant festal hymn: “All the nations in the city of David beheld wonders, when the Holy Spirit descended in fiery tongues.” This hymn and many others speak to the teaching that the feast of Pentecost healed the division of humanity into competing nations as a result of the Tower of Babel. In the Old covenant, God fashioned for Himself a people to receive the Law. In the New Covenant, God brings all the nations into unity through the gift of the Holy Spirit – as Christ foretold to the Samaritan Woman a few short weeks ago that all would worship God “in spirit and truth.”
We live in a time when events have provoked us to burn with the passions of anger and divisiveness. This weekend, the Church will call us to burn with love and reconciliation towards all.
I would like to pose question: Which fire will you welcome into your hearts?
There is an instructive note placed before the Prayers of Preparation of Holy Communion that reads: “If thou desirest, O man, to eat the Body of the Master, approach with fear, lest thou be scorched; for it is fire. And, before drinking the divine Blood into communion, reconcile thyself to them that have wronged thee. Then dare to eat the “Mystical Food.” To receive the fire that is communing with our Creator, we must put out the flames of our anger and judgments of others and seek reconciliation – even with those who have wronged us.
As we celebrate Pentecost in the midst of these tumultuous days, let us as Orthodox Christians quench the flames of our hatred and passions that we may be set afire with the Gift of the Holy Spirit.
Let us cultivate the fruits of the Holy Spirit – love, joy, peace, long suffering, kindness, goodness, faithfulness, and self control – and work towards the love and reconciliation of all.
Amen.
May you have a blessed Feast of Pentecost – the Birthday of Christ’s Church!
