Metropolit Joseph’s julebudskab 2019

Mine kære elske­de børn

Kristus fødes! Lov­pris Ham!

Det er dét, vi fejrer i dag: Mes­si­as’, Den Sal­ve­des Fød­sel i kødet.

Jesus Kristus, vor Her­re, Ham er det, som brin­ger hel­bre­del­se og fred, sådan som vi har hørt det fra Pro­fe­ten Esa­jas’ mund. Det­te er den ene, den ”sto­re glæ­de”, som vi – de krist­ne – fejrer på den­ne dag!

Vi glæ­der os, thi for vores skyld send­te Gud Sin énbår­ne Søn til ver­den for at gen­ska­be os til en væren uden ende, som er det evi­ge liv. — Men i den­ne Kir­kens hel­li­ge tid, hvor krist­ne fejrer og tager del i vor Her­re og Frel­ser Jesu Kri­sti Fød­sel, må vi være klar over, at vi er omrin­ge­de af den såkald­te ”ver­dens fred”, som afle­der os og brin­ger os på afstand af den fred, Kristus brin­ger.

Vi må styr­ke tro­en på, at vores men­ne­ske­li­ge sjæls vir­ke­lig lever for evigt, og vi må styr­ke tro­en på frel­sens gave. Vi må være opmærk­som­me, så vi ikke bli­ver for­blæn­de­de af den­ne ver­dens funk­len­de, blin­ken­de og kun­sti­ge lys, så at vi taber det lys af syne, som strå­ler ud fra Kristus, Han, som oply­ser alle.

For på den­ne dag – sådan siger den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos i en præ­di­ken jule­dag – brin­ges det gam­le sla­ve­ri til ende, Djæ­vel­en gøres til skam­me, dæmo­ner­ne jages på flugt, døde­ns magt bry­des, por­ten til Para­dis åbnes, for­ban­del­sen ophæ­ves, vi befri­es fra syn­den, al vild­fa­rel­se dri­ves bort, og Sand­he­den brin­ges til­ba­ge.

Mine kære elske­de, når vi sam­les for at lovsyn­ge Den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, lad da vores glæ­de vore ædru­e­lig og inder­lig. Lad os glæ­de os, ikke over mad og drik­ke og alt andet, som er her i dag og er bor­te i mor­gen; men lad os for­be­re­de os til at mod­ta­ge vor Her­re Jesu Kri­sti rene og hel­li­ge Lege­me og Blod.

Lad os fejre den­ne dag i bevidst­he­den om, at Gud er kær­lig­hed, om at vi er Hans børn, og om at efter det­te kor­te besøg på Jor­den, i lig­hed med Hans enbår­ne Søns besøg, skal også vi fry­de os i Ham og leve i lyset af Hans nær­vær.

I dag står vi sam­men med eng­le og hyr­der ved kryb­ben; i mor­gen skal vi knæ­le for Ham i det evi­ge Rige, Han har beredt for os før alle tider.

Ind­til da, lad os råbe det ud: Kristus fødes! Lov­pris Ham!

I ønskes et vel­sig­net og lyk­ke­brin­gen­de Nytår 2020

Kær­lig hil­sen i det nyfød­te Barn-Kristus

Metro­po­lit Joseph

Bogpræsentation på Georgiens Ambassade 22. november 2019 – “8 days in Georgia”

Fre­dag den 22. novem­ber 2019 kl. 17.00 præ­sen­te­rer Anders Breit­holz i sam­ar­bej­de med Geor­gi­ens Ambas­sa­de i Dan­mark sin bog “Otte dagar i Geor­gi­en — om en pil­grims­resa i den orto­doxt krist­na vär­l­den”. Den hand­ler om Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­heds tur til Geor­gi­en i okto­ber 2018. Der vil bli­ve vist bil­le­der fra turen og præ­sen­ta­tio­nen fore­går på engelsk.

Send ven­ligst en besked sene­st man­dag den 18/11 med til­mel­ding til Jakob Smith på webmaster@ortodoks.dk – angiv ven­ligst antal til­meld­te / Plea­se send a mes­sa­ge with regi­stra­tion by Mon­day 18th Nov. to Jakob Smith at webmaster@ortodoks.dk – plea­se spe­ci­fy the num­ber of atten­de­es.

Adres­se:
Embas­sy of Geor­gia to the King­dom of Den­mark
Kal­ve­bod Bryg­ge 45
DK-1560 Køben­havn V

In Eng­lish:
On 22nd of Novem­ber 2019, at 5 pm. the Embas­sy of Geor­gia to the King­dom of Den­mark will host the book pre­sen­ta­tion of Swe­dish aut­hor, Carl Anders Breit­holtz. ”Eight days in Geor­gia: A book on a pil­gri­ma­ge in the Ort­ho­dox Chri­sti­an wor­ld”.

About the aut­hor: CARL ANDERS BREITHOLTZ left Church of Swe­den six years ago and con­ver­ted to the Ort­ho­dox Church. Sur­pri­sing horizons were ope­ned up, both inner and outer, such as the pil­gri­ma­ge to Geor­gia and a pre­vious one to Holy Mt Athos. The aut­hor is Master of Busi­ness Admi­ni­stra­tion with a back­gro­und in tra­de and indu­s­try in Swe­den and other coun­tri­es.

Bogen kan købes her / The book can be bought here

Divine Liturgy in Danish and Georgian languages

On Satur­day May 25th 2019, at 9.00 in the mor­ning we will cele­bra­te the Divi­ne Litur­gy with the ser­vi­ce chants sung by the Geor­gi­an choir — “Shav­na­ba­da” Ensem­b­le.

Bri­e­fly about the ensem­b­le:
Foun­ded in 2005, they per­form folk songs, church chants and Geor­gi­an instru­men­tal music. When The Patri­arch Ilia II (The Geor­gi­an Ort­ho­dox Church) tra­vels both in Geor­gia and abro­ad, the “Shav­na­ba­da” Ensem­b­le accom­pa­nies him as they are also mem­bers of the Geor­gi­an Patri­ar­chal Choir. They have alre­a­dy relea­sed 9 CD’s and 1 DVD.

For more infor­ma­tion, plea­se, visit their Face­book site: https://www.facebook.com/Traditionmusic/

Map and directions:

Find your way with bus and train


View lar­ger map

On Thurs­day May 23rd 2019, at 20.00 in the eve­ning, the choir will also be per­for­m­ing in Mar­mor­kir­ken in Copen­ha­gen. More info here.

Radioprogram om ikoner og Påsken

Tirs­dag den 16. april 2019 med­vir­ke­de f. Poul i radiopro­gram­met “De Høje­re Mag­ter” på Dan­marks Radios P1. Pro­gram­met omta­les såle­des på DRs hjem­mesi­de: “Kan iko­ner­ne hjæl­pe til at gøre Gud nær­væ­ren­de? Skal de være frem­stil­let på en sær­lig måde for at vir­ke? Og hvor­dan bin­der iko­ner­nes ver­den sig ind i påskens for­tæl­ling?”

Lyt til pro­gram­met via det­te link

Se også det­te ind­læg på blog­gen, som rela­te­rer til radiopro­gram­mets emne:

Iko­ner er hel­li­ge bil­le­der – teo­lo­gi i far­ver

Den ortodokse tro – For begyndere og viderekomne

I efter­å­ret 2019 påtæn­ker vi at afhol­de neden­stå­en­de afte­ner om den orto­dok­se tro. Når vi nær­mer os, kom­mer vi med præ­ci­se dato­er.

Til­ken­de­giv din inter­es­se ved at kon­tak­te læser Jakob Smith:
Email: webmaster@ortodoks.dk
Mobil: 29845382

Hvis der er nok inter­es­se, ven­der vi til­ba­ge med dato­er for afte­ner­ne.

Med afsæt i Tros­be­ken­del­sen skal vi over en ræk­ke afte­ner udfol­de, kva­li­fi­ce­re og drøf­te den orto­dok­se, krist­ne tro, som fin­der kort og kon­cen­tre­ret udtryk i Den Nikæ­no-Kon­stan­ti­nopo­li­tan­ske Beken­del­se, som læses eller syn­ges ved hver litur­gi i Den Orto­dok­se Kir­ke.

Vi beken­der tro­en med læber­ne, man­ge kan orde­ne ude­nad. En del er så for­tro­li­ge med Beken­del­sens ord­lyd, at de for længst er holdt op med at tæn­ke over dens nær­me­re ind­hold. Men blind auto­ri­tet­stro er noget gan­ske andet end bevidst, gen­nemtænkt til­eg­nel­se af den krist­ne åben­ba­ring.

Så læn­ge tro­en ale­ne beror i Skrif­ten og Tros­be­ken­del­sen, er den end­nu ikke ble­vet en per­son­lig tro. Men når vi har reflek­te­ret over tro­en med tan­ke og sind, da og først da bli­ver der tale om en per­son­ligt til­eg­net tro.

Afte­ner­ne bli­ver med oplæg, rela­tivt kor­te fored­rag ved f. Poul, om Beken­del­sens for­skel­li­ge artik­ler, men også og ikke mindst med vægt på  sam­ta­le om artik­ler­nes nær­me­re ind­hold og betyd­ning. Her er der anled­ning til at kom­me til orde med de tvivl, tan­ker og spørgs­mål, hver enkelt gør sig om den krist­ne tro.

Alle er vel­kom­ne, både de, der mener at ken­de den orto­dok­se, krist­ne tro godt, og de, som først er ved at lære den at ken­de og ønsker at træn­ge dybe­re ind i tro­ens liv. Både begyn­de­re og vide­re­kom­ne samt alle dem ”midt imel­lem” kan bidra­ge til sam­ta­len.

Afte­ner­ne afslut­tes med en kort gud­stje­ne­ste.

Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt er død

Munk Fotius

Munk Foti­us. Foto: Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed

Den dan­ske, orto­dok­se munk Foti­us, af nog­le bed­re kendt under sit bor­ger­li­ge navn Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt, døde i tirs­dags den 10. juli på Parak­le­tens Klo­ster i Græken­land. Han blev 79 år.

Munk Foti­us frem­stod gen­nem hele sit voks­ne liv som et helt usæd­van­ligt men­ne­ske og en gan­ske ene­stå­en­de per­son­lig­hed i dansk kir­ke­liv; og på trods af, at han de sene­ste 35 år har opholdt sig langt fra Dan­mark, har han haft stor betyd­ning for krist­ne mil­jø­er her i lan­det.

Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev født den 24. juli 1938 i Viborg. Han var en efter­nø­ler og alle­re­de som barn noget af en enspæn­der. Han udtryk­ker det selv sådan her: ”Jeg vir­ke­de gam­melklog fra tid­lig Alder”. Og der­til: ”Jeg var sær og vil­de ikke Mangt og Meget”.

Stjer­n­felts barn­dom­hjem var ikke påfal­den­de kri­stent. Selv beskri­ver han det som ”afsvæk­ket gam­mel Kir­ke­lig­hed”, hvor ”Kir­ke­gang var sjæl­den, men ikke utæn­ke­lig”. Imid­ler­tid blev kri­sten­tro­en alvor for unge Ole Fre­de­rik, da han var 16 år gam­mel. Atter en gang med hans egne ord: ”Det betød et mæg­tigt For­år for mig”.

Her­ef­ter var det natur­li­ge valg af stu­di­um teo­lo­gi­en. Stu­den­ten blev i Aar­hus hur­tigt del af den såkaldt høj­kir­ke­li­ge bevæ­gel­se og knyt­tet til grup­pe­rin­gen The­o­lo­gisk Ora­to­ri­um. Han for­dy­be­de sig i tidebøn­ner, og han knyt­te­de sig til nog­le af pro­fes­so­rer­ne på det teo­lo­gi­ske faku­l­tet, ikke mindst Regin Pren­ter.

I året 1964 blev den øku­me­ni­ske Faith-and-Order kom­mis­sions møde afholdt i Aar­hus. Stu­dent Stjer­n­felt med­vir­ke­de som assi­stent, og her stif­te­de han bekendt­skab med repræ­sen­tan­ter for Den Orto­dok­se Kir­ke, ikke mindst den græ­ske Metro­po­lit Emi­li­a­nos, hvil­ket man­ge år sene­re skul­le vise sig at få afgø­ren­de betyd­ning.

Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev teo­lo­gisk kan­di­dat i maj 1966 og gen­nem­før­te Pasto­ral­se­mi­na­ri­et sam­me efter­år. I 1967 blev han ordi­ne­ret i Viborg Dom­kir­ke af Biskop Chri­sti­an Baun, den ene­ste dan­ske biskop, som fort­sat afvi­ste at ordi­ne­re kvin­der til præ­ste­lig tje­ne­ste. Efter ordi­na­tion blev Stjer­n­felt til­sat som præst i fol­kekir­ken, nær­me­re bestemt Taar­n­by Sogn på Ama­ger.

Stjer­n­felt vare­tog præ­ste­tje­ne­sten på Ama­ger gen­nem 17 år. Gen­nem alle åre­ne var hans bestræ­bel­se at med­vir­ke til at ”genop­li­ve Apost­le­nes Tro og Til­be­del­se”, som det hed i et brev til Metro­po­lit Emi­li­a­nos i 1981. Metro­po­lit­ten hav­de siden 1964 være Stjer­n­felts råd­gi­ver og kon­takt til den orto­dok­se ver­den. I sam­me brev hed det, at den­ne bestræ­bel­se ”fore­kom­mer mig ikke at have Udsigt til at lyk­kes, for der mang­ler God­ken­del­se og For­stå­el­se, både fra mine kir­ke­li­ge Fore­sat­te og fra Fol­ket”.

Fru­stra­tio­nen og skuf­fel­sen over udvik­lin­gen i fol­kekir­ken tog til de føl­gen­de år; og efter 3 måne­ders ophold i Græken­land i som­me­ren 1984, på anbe­fa­ling af Metro­po­lit Emi­li­a­nos, skrev Stjer­n­felt til Køben­havns davæ­ren­de biskop, Ole Ber­tel­sen: ”Efter elle­ve Ugers Ophold i Parak­le­tens Klo­ster i Oro­pos på Atti­ka står det klart, at jeg vil søge mig fri­gjort fra mit Embe­de i Taar­n­by for at rej­se til Kloste­ret og dér ind­gå i Den Orto­dok­se Kir­ke”.

Resten er histo­rie: Den 29. decem­ber 1985 blev Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt mod­ta­get ved dåb i Den Orto­dok­se Kir­ke og modt­og nav­net Foti­us. De føl­gen­de to år hav­de han fort­sat gæste­sta­tus, men den 2. febru­ar 1988 blev han ton­su­re­ret som munk i Parak­le­tens Klo­ster, hvor han siden har boet, kun afbrudt af kor­te­re besøg i Dan­mark, hvor han dels gen­nem alle åre­ne beva­re­de kon­tak­ten til sin tid­li­ge­re menig­hed og til sine man­ge, gam­le ven­ner i de (høj-)kirkelige mil­jø­er, dels og ikke mindst støt­te­de og var til stor hjælp for det orto­dok­se mil­jø, sær­ligt ved etab­le­rin­gen af Den Orto­dok­se Kir­ke i Dan­mark – Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed, først i Lyng­by, nu på Øster­bro i Køben­havn.

Munk Foti­us har gen­nem alle åre­ne arbej­det med over­sæt­tel­ser af Den Orto­dok­se Kir­kes tek­ster til dansk. Og han har skre­vet en lang ræk­ke små og stør­re teo­lo­gi­ske trak­ta­ter, hvori han udfol­der for­skel­li­ge aspek­ter af den orto­dok­se tro og teo­lo­gi. I 2013 udkom, hvad han selv betrag­te­de som sit livs­værk: En dansk over­sæt­tel­se af det græ­ske Synaxa­rion, et ”hel­gen-lek­si­kon” med lev­neds­be­skri­vel­ser af de hel­li­ge, som vi min­des hver dag i kir­ke­å­ret. En skat for den dan­ske kris­ten­hed!

Gen­nem de næsten 35 år, hvor Munk Foti­us var bor­te fra Dan­mark, opret­holdt han en omfat­ten­de brev-kor­re­spon­dan­ce med et stort antal men­ne­sker. Han num­me­re­re­de omhyg­ge­ligt sine bre­ve; det sid­ste brev, jeg selv modt­og, var nr. 20.657! Hans bre­ve var altid hånd­skrev­ne, lige­som i øvrigt de nævn­te trak­ta­ter (som så kun­ne kopi­e­res), med sir­lig skrift og med stæ­dig beva­rel­se af den sta­ve­må­de, som var gæl­den­de før 1948, hvor ét mar­kant træk er at skri­ve alle nav­ne­ord med stort begyn­del­ses­bog­stav. Man var ingen moder­nist, hel­ler ikke i sprog­bru­gen.

Munk Foti­us blev begra­vet dagen efter sin hen­soven, i ons­dags den 11. juli kl. 8.00 i Parak­le­tens Klo­ster. På sam­me tids­punkt blev der læst Para­stos (bøn for hen­sov­ne) for ham i Dan­mark i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed. Et antal præ­ster og andre gam­le ven­ner rundt i Dan­mark hav­de givet udtryk for, at de vil­le del­ta­ge i bøn­nen på sam­me tids­punkt fra dér, hvor de hver især befandt sig rundt i lan­det, sådan at Munk Foti­us / Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev ledsa­get af bøn­ner, ikke ale­ne fra sine kloster­brød­re i Græken­land, men også fra ven­ner i Dan­mark, ledsa­get på sin vej fra den­ne ver­den til den næste.

Må Gud tage imod Munk Foti­us i Sit Rige!

af f. Poul

Besøg af Ærkebiskop Johannes

Ærkebiskop Johannes under ihukommelserne

Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed hav­de i wee­ken­den 5./6. maj 2018 besøg af vores Ærke­bi­skop, Johan­nes af Cha­rioupo­lis.

Om lør­da­gen fejre­de vi aftentje­ne­ste med akat­hist til Guds­mo­ders Beskyt­tel­se sam­men med Ærke­bi­skop Johan­nes. Lør­dag aften var der mid­dag for præ­ste­skab og menig­heds­råd.

Om søn­da­gen fejre­de vi den biskop­pe­li­ge litur­gi, hvor også f. Emi­li­jan og f. Mihai delt­og.

Efter litur­gi­en nød vi en udvi­det kir­ke­kaf­fe i sel­skab med Ærke­bi­skop Johan­nes, som fløj hjem til Paris søn­dag aften.

Læs mere på ærke­stif­tets hjem­mesi­de

Aarhus: Den lange vej mod Opstandelsen

Oplæg til sam­ta­le, fre­dag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kir­kes Kloster­kir­ke, Vor Frue Kir­ke­plads 2, 8000 Aar­hus C

Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion anvi­ser en bestemt, vel­de­fi­ne­ret og mar­kant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kri­sti Opstan­del­se, Hans sejr over døden og spræng­nin­gen af døds­ri­gets por­te. Ram­men for de tro­en­des for­be­re­del­se til høj­ti­den er de 40 dage, som udgør Den Sto­re Faste; men vi ind­le­der alle­re­de ind­flyv­nin­gen til Påske gen­nem de 4 søn­da­ge, der lig­ger for­ud for sel­ve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget bety­der og om nog­le af tema­er­ne for de enkel­te søn­da­ge gen­nem mere end 2 måne­ders for­be­re­del­se.

Guds­tjenester i Aar­hus

Ærkebiskop Johannes' Julebudskab 2017

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i Kristus

Den 15. novem­ber ind­led­te vi Jule­fa­sten, tiden, hvor vi for­be­re­der os til fejrin­gen af, at Guds Søn fødes i kødet. Der er tre moti­ver, som bør sty­re vore liv i den­ne vig­ti­ge peri­o­de i det litur­gi­ske år: 1, Vor ånde­li­ge længsel efter at uddy­be vort per­son­li­ge for­hold til Kristus. 2, Plig­ten til tak­nem­me­lig­hed og kær­lig­hed for den frel­se, som til­by­des os; og ende­lig 3, kal­det fra Kir­ken, der, lige­som en mor der har omsorg for sine søn­ner, opfor­drer os til at gøre os rede til i vore hjer­ter at tage imod enge­lens bud­skab: ”Frygt ikke, thi se, jeg for­kyn­der jer en stor glæ­de, som skal være for hele fol­ket, thi jer er i dag en Frel­ser født i Davids by; Han er Kristus, Her­ren. Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn, svøbt og lig­gen­de i en kryb­be.” (Luk. 2, 10–12)

Guds Søns men­ne­ske­vor­del­se befri­er men­ne­ske­ne fra sla­ve­ri­et og leder os på vej mod frel­sen. Den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed løf­ter men­ne­sket til den vær­dig­hed at være Guds Søn, kal­det til at arve Guds Rige. Hvil­ken tak­nem­me­lig­hed bør ikke hvert men­ne­ske have, når han betrag­ter den ydmyg­hed, hvor­med det ska­ben­de Ord af kær­lig­hed læg­ges i en kryb­be: ”Gud, som er rig på barm­hjer­tig­hed, har, på grund af den sto­re kær­lig­hed, hvor­med Han elske­de os, gjort os leven­de med Kristus, os, som var døde på grund af vore over­træ­del­ser – af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med Ham og givet os plads med Ham i den him­mel­ske ver­den.” (Ef. 2,4–6)

Hver af de sto­re Her­rens Høj­ti­der får hele Kir­ken til at dan­se af glæ­de; da frem­bæ­rer vi Ham høj­ti­de­lig lovsang, og vi hen­ven­der bræn­den­de bøn­ner til Ham, som har skabt men­ne­sket i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed. Kristus bli­ver Men­ne­ske, for at alle skal frel­ses; men Han for­ven­ter af os, at vi er rede til at tage imod Ham, til at åbne vore hjer­ter for at mod­ta­ge det gla­de bud­skab. – Vi må altid have klart for vore øjne og i vore hjer­ter dis­se ord fra evan­ge­li­sten Johannes:”Han kom til Sine egne, og Hans egne tog ikke imod Ham.” (1,11) Er det ikke den sam­me blind­hed, den sam­me ufølsom­hed, vi i dag mær­ker, net­op hos dem, der påberå­ber sig Jesus Kristus?

Hvis vi lyt­ter til Fædre­ne og til ånde­li­ge for­bil­le­der til alle tider, så ser vi, at de under­stre­ger Kri­sti kom­me tre gan­ge: For det før­ste når Han åben­ba­res i kødet; for det andet når Han ånde­ligt fødes og bor inden i os; og for det tred­je når Han kom­mer igen i Sin her­lig­heds strå­leg­lans på Dom­mens dag.

Ofte er vi eni­ge i den før­ste og den tred­je åben­ba­ring. Men når det gæl­der den anden – som net­op er den aller­vig­tig­ste – så glem­mer vi alt for let, at det er den, der bestem­mer vort krist­ne liv fra dåben til døden. Apost­len Paulus skri­ver med stor kær­lig­heds styr­ke: ”Det er ikke læn­ge­re mig, der lever, men Kristus lever i mig.” (Gal. 2,20)

Hvis Kristus har bolig i os, så bli­ver vi stær­ke over­for alle fri­stel­ser til adskil­lel­se. Han gør sig til Her­re over vore liden­ska­ber, lyster og vilj­en til ondt. Når Han bor i os, opnår vi bro­der­lig kær­lig­hed, respekt for næsten, og vi kan døm­me om dét, vi hører. Lad os nu bede inder­ligt, for os selv og for vore brød­re og søstre, at Frel­se­ren vil tage bolig i os; for hvis vi ikke tager imod Ham i vore hjer­ter, vil Han kom­me igen og for­døm­me os. Hvis ikke Han ånde­ligt fødes inden i os, så går vi glip af frug­ten af Kri­sti Fød­sel, og da vil Hans tred­je kom­me ikke være for at vi skal kro­nes i her­lig­hed, men for at vi skal afskæ­res fra glæ­den ved kær­lig­he­dens mål­tid.

Tiden for Kri­sti Fød­serl skal brin­ge os ud af dag­lig­da­gens lun­ken­hed. Lad os se til den almæg­ti­ge Gud, Ham, for Hvem bjer­ge­ne skæl­ver, Ham for Hvem solen strå­ler uden ophør, Ham, som træ­der ned fra Sin tro­nes her­lig­hed for at iklæ­de Sig vor svag­hed, for at ydmy­ge Sig for os helt der­til, at Han for­ka­stes af Sin egen skab­ning. I grot­ten lig­ger Han, hvis ene­ste mål er at spre­de det døde­ns mør­ke, som har sam­let sig mel­lem Ham og os.

Lad os gøre Her­rens veje rede, lad os gøre vore sjæ­les sti­er ret­te; lad os dæk­ke vore liden­ska­bers dybe dale til, lad os udjæv­ne vor stolt­heds høj­der, for Han nær­mer Sig, Han, som alle fol­keslag ven­ter. Da vil vi i sand­hed leve efter even­ge­li­sten Johan­nes’ ord: ”Dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at bli­ve Guds børn.” (1,12)

Jeg ønsker jer alle en god og hel­lig høj­tid for Her­rens Fød­sel!

+ Arch. Jean de Cha­rioupo­lis
Paris den 25. decem­ber 2017

Hellige Johannes Chrysostomos' Påskeprædiken

Lyt til Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos’ Påske­præ­di­ken:

Video: