Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt er død

Munk Fotius

Munk Foti­us. Foto: Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed

Den dan­ske, orto­dok­se munk Foti­us, af nog­le bed­re kendt under sit bor­ger­li­ge navn Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt, døde i tirs­dags den 10. juli på Parak­le­tens Klo­ster i Græken­land. Han blev 79 år.

Munk Foti­us frem­stod gen­nem hele sit voks­ne liv som et helt usæd­van­ligt men­ne­ske og en gan­ske ene­stå­en­de per­son­lig­hed i dansk kir­ke­liv; og på trods af, at han de sene­ste 35 år har opholdt sig langt fra Dan­mark, har han haft stor betyd­ning for krist­ne mil­jø­er her i lan­det.

Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev født den 24. juli 1938 i Viborg. Han var en efter­nø­ler og alle­re­de som barn noget af en enspæn­der. Han udtryk­ker det selv sådan her: ”Jeg vir­ke­de gam­melklog fra tid­lig Alder”. Og der­til: ”Jeg var sær og vil­de ikke Mangt og Meget”.

Stjer­n­felts barn­dom­hjem var ikke påfal­den­de kri­stent. Selv beskri­ver han det som ”afsvæk­ket gam­mel Kir­ke­lig­hed”, hvor ”Kir­ke­gang var sjæl­den, men ikke utæn­ke­lig”. Imid­ler­tid blev kri­sten­tro­en alvor for unge Ole Fre­de­rik, da han var 16 år gam­mel. Atter en gang med hans egne ord: ”Det betød et mæg­tigt For­år for mig”.

Her­ef­ter var det natur­li­ge valg af stu­di­um teo­lo­gi­en. Stu­den­ten blev i Aar­hus hur­tigt del af den såkaldt høj­kir­ke­li­ge bevæ­gel­se og knyt­tet til grup­pe­rin­gen The­o­lo­gisk Ora­to­ri­um. Han for­dy­be­de sig i tidebøn­ner, og han knyt­te­de sig til nog­le af pro­fes­so­rer­ne på det teo­lo­gi­ske faku­l­tet, ikke mindst Regin Pren­ter.

I året 1964 blev den øku­me­ni­ske Faith-and-Order kom­mis­sions møde afholdt i Aar­hus. Stu­dent Stjer­n­felt med­vir­ke­de som assi­stent, og her stif­te­de han bekendt­skab med repræ­sen­tan­ter for Den Orto­dok­se Kir­ke, ikke mindst den græ­ske Metro­po­lit Emi­li­a­nos, hvil­ket man­ge år sene­re skul­le vise sig at få afgø­ren­de betyd­ning.

Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev teo­lo­gisk kan­di­dat i maj 1966 og gen­nem­før­te Pasto­ral­se­mi­na­ri­et sam­me efter­år. I 1967 blev han ordi­ne­ret i Viborg Dom­kir­ke af Biskop Chri­sti­an Baun, den ene­ste dan­ske biskop, som fort­sat afvi­ste at ordi­ne­re kvin­der til præ­ste­lig tje­ne­ste. Efter ordi­na­tion blev Stjer­n­felt til­sat som præst i fol­kekir­ken, nær­me­re bestemt Taar­n­by Sogn på Ama­ger.

Stjer­n­felt vare­tog præ­ste­tje­ne­sten på Ama­ger gen­nem 17 år. Gen­nem alle åre­ne var hans bestræ­bel­se at med­vir­ke til at ”genop­li­ve Apost­le­nes Tro og Til­be­del­se”, som det hed i et brev til Metro­po­lit Emi­li­a­nos i 1981. Metro­po­lit­ten hav­de siden 1964 være Stjer­n­felts råd­gi­ver og kon­takt til den orto­dok­se ver­den. I sam­me brev hed det, at den­ne bestræ­bel­se ”fore­kom­mer mig ikke at have Udsigt til at lyk­kes, for der mang­ler God­ken­del­se og For­stå­el­se, både fra mine kir­ke­li­ge Fore­sat­te og fra Fol­ket”.

Fru­stra­tio­nen og skuf­fel­sen over udvik­lin­gen i fol­kekir­ken tog til de føl­gen­de år; og efter 3 måne­ders ophold i Græken­land i som­me­ren 1984, på anbe­fa­ling af Metro­po­lit Emi­li­a­nos, skrev Stjer­n­felt til Køben­havns davæ­ren­de biskop, Ole Ber­tel­sen: ”Efter elle­ve Ugers Ophold i Parak­le­tens Klo­ster i Oro­pos på Atti­ka står det klart, at jeg vil søge mig fri­gjort fra mit Embe­de i Taar­n­by for at rej­se til Kloste­ret og dér ind­gå i Den Orto­dok­se Kir­ke”.

Resten er histo­rie: Den 29. decem­ber 1985 blev Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt mod­ta­get ved dåb i Den Orto­dok­se Kir­ke og modt­og nav­net Foti­us. De føl­gen­de to år hav­de han fort­sat gæste­sta­tus, men den 2. febru­ar 1988 blev han ton­su­re­ret som munk i Parak­le­tens Klo­ster, hvor han siden har boet, kun afbrudt af kor­te­re besøg i Dan­mark, hvor han dels gen­nem alle åre­ne beva­re­de kon­tak­ten til sin tid­li­ge­re menig­hed og til sine man­ge, gam­le ven­ner i de (høj-)kirkelige mil­jø­er, dels og ikke mindst støt­te­de og var til stor hjælp for det orto­dok­se mil­jø, sær­ligt ved etab­le­rin­gen af Den Orto­dok­se Kir­ke i Dan­mark – Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed, først i Lyng­by, nu på Øster­bro i Køben­havn.

Munk Foti­us har gen­nem alle åre­ne arbej­det med over­sæt­tel­ser af Den Orto­dok­se Kir­kes tek­ster til dansk. Og han har skre­vet en lang ræk­ke små og stør­re teo­lo­gi­ske trak­ta­ter, hvori han udfol­der for­skel­li­ge aspek­ter af den orto­dok­se tro og teo­lo­gi. I 2013 udkom, hvad han selv betrag­te­de som sit livs­værk: En dansk over­sæt­tel­se af det græ­ske Synaxa­rion, et ”hel­gen-lek­si­kon” med lev­neds­be­skri­vel­ser af de hel­li­ge, som vi min­des hver dag i kir­ke­å­ret. En skat for den dan­ske kris­ten­hed!

Gen­nem de næsten 35 år, hvor Munk Foti­us var bor­te fra Dan­mark, opret­holdt han en omfat­ten­de brev-kor­re­spon­dan­ce med et stort antal men­ne­sker. Han num­me­re­re­de omhyg­ge­ligt sine bre­ve; det sid­ste brev, jeg selv modt­og, var nr. 20.657! Hans bre­ve var altid hånd­skrev­ne, lige­som i øvrigt de nævn­te trak­ta­ter (som så kun­ne kopi­e­res), med sir­lig skrift og med stæ­dig beva­rel­se af den sta­ve­må­de, som var gæl­den­de før 1948, hvor ét mar­kant træk er at skri­ve alle nav­ne­ord med stort begyn­del­ses­bog­stav. Man var ingen moder­nist, hel­ler ikke i sprog­bru­gen.

Munk Foti­us blev begra­vet dagen efter sin hen­soven, i ons­dags den 11. juli kl. 8.00 i Parak­le­tens Klo­ster. På sam­me tids­punkt blev der læst Para­stos (bøn for hen­sov­ne) for ham i Dan­mark i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed. Et antal præ­ster og andre gam­le ven­ner rundt i Dan­mark hav­de givet udtryk for, at de vil­le del­ta­ge i bøn­nen på sam­me tids­punkt fra dér, hvor de hver især befandt sig rundt i lan­det, sådan at Munk Foti­us / Ole Fre­de­rik Stjer­n­felt blev ledsa­get af bøn­ner, ikke ale­ne fra sine kloster­brød­re i Græken­land, men også fra ven­ner i Dan­mark, ledsa­get på sin vej fra den­ne ver­den til den næste.

Må Gud tage imod Munk Foti­us i Sit Rige!

af f. Poul

Besøg af Ærkebiskop Johannes

Ærkebiskop Johannes under ihukommelserne

Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed hav­de i wee­ken­den 5./6. maj 2018 besøg af vores Ærke­bi­skop, Johan­nes af Cha­rioupo­lis.

Om lør­da­gen fejre­de vi aftentje­ne­ste med akat­hist til Guds­mo­ders Beskyt­tel­se sam­men med Ærke­bi­skop Johan­nes. Lør­dag aften var der mid­dag for præ­ste­skab og menig­heds­råd.

Om søn­da­gen fejre­de vi den biskop­pe­li­ge litur­gi, hvor også f. Emi­li­jan og f. Mihai delt­og.

Efter litur­gi­en nød vi en udvi­det kir­ke­kaf­fe i sel­skab med Ærke­bi­skop Johan­nes, som fløj hjem til Paris søn­dag aften.

Læs mere på ærke­stif­tets hjem­mesi­de

Aarhus: Den lange vej mod Opstandelsen

Oplæg til sam­ta­le, fre­dag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kir­kes Kloster­kir­ke, Vor Frue Kir­ke­plads 2, 8000 Aar­hus C

Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion anvi­ser en bestemt, vel­de­fi­ne­ret og mar­kant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kri­sti Opstan­del­se, Hans sejr over døden og spræng­nin­gen af døds­ri­gets por­te. Ram­men for de tro­en­des for­be­re­del­se til høj­ti­den er de 40 dage, som udgør Den Sto­re Faste; men vi ind­le­der alle­re­de ind­flyv­nin­gen til Påske gen­nem de 4 søn­da­ge, der lig­ger for­ud for sel­ve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget bety­der og om nog­le af tema­er­ne for de enkel­te søn­da­ge gen­nem mere end 2 måne­ders for­be­re­del­se.

Guds­tjenester i Aar­hus

Ærkebiskop Johannes' Julebudskab 2017

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i Kristus

Den 15. novem­ber ind­led­te vi Jule­fa­sten, tiden, hvor vi for­be­re­der os til fejrin­gen af, at Guds Søn fødes i kødet. Der er tre moti­ver, som bør sty­re vore liv i den­ne vig­ti­ge peri­o­de i det litur­gi­ske år: 1, Vor ånde­li­ge længsel efter at uddy­be vort per­son­li­ge for­hold til Kristus. 2, Plig­ten til tak­nem­me­lig­hed og kær­lig­hed for den frel­se, som til­by­des os; og ende­lig 3, kal­det fra Kir­ken, der, lige­som en mor der har omsorg for sine søn­ner, opfor­drer os til at gøre os rede til i vore hjer­ter at tage imod enge­lens bud­skab: ”Frygt ikke, thi se, jeg for­kyn­der jer en stor glæ­de, som skal være for hele fol­ket, thi jer er i dag en Frel­ser født i Davids by; Han er Kristus, Her­ren. Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn, svøbt og lig­gen­de i en kryb­be.” (Luk. 2, 10–12)

Guds Søns men­ne­ske­vor­del­se befri­er men­ne­ske­ne fra sla­ve­ri­et og leder os på vej mod frel­sen. Den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed løf­ter men­ne­sket til den vær­dig­hed at være Guds Søn, kal­det til at arve Guds Rige. Hvil­ken tak­nem­me­lig­hed bør ikke hvert men­ne­ske have, når han betrag­ter den ydmyg­hed, hvor­med det ska­ben­de Ord af kær­lig­hed læg­ges i en kryb­be: ”Gud, som er rig på barm­hjer­tig­hed, har, på grund af den sto­re kær­lig­hed, hvor­med Han elske­de os, gjort os leven­de med Kristus, os, som var døde på grund af vore over­træ­del­ser – af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med Ham og givet os plads med Ham i den him­mel­ske ver­den.” (Ef. 2,4–6)

Hver af de sto­re Her­rens Høj­ti­der får hele Kir­ken til at dan­se af glæ­de; da frem­bæ­rer vi Ham høj­ti­de­lig lovsang, og vi hen­ven­der bræn­den­de bøn­ner til Ham, som har skabt men­ne­sket i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed. Kristus bli­ver Men­ne­ske, for at alle skal frel­ses; men Han for­ven­ter af os, at vi er rede til at tage imod Ham, til at åbne vore hjer­ter for at mod­ta­ge det gla­de bud­skab. – Vi må altid have klart for vore øjne og i vore hjer­ter dis­se ord fra evan­ge­li­sten Johannes:”Han kom til Sine egne, og Hans egne tog ikke imod Ham.” (1,11) Er det ikke den sam­me blind­hed, den sam­me ufølsom­hed, vi i dag mær­ker, net­op hos dem, der påberå­ber sig Jesus Kristus?

Hvis vi lyt­ter til Fædre­ne og til ånde­li­ge for­bil­le­der til alle tider, så ser vi, at de under­stre­ger Kri­sti kom­me tre gan­ge: For det før­ste når Han åben­ba­res i kødet; for det andet når Han ånde­ligt fødes og bor inden i os; og for det tred­je når Han kom­mer igen i Sin her­lig­heds strå­leg­lans på Dom­mens dag.

Ofte er vi eni­ge i den før­ste og den tred­je åben­ba­ring. Men når det gæl­der den anden – som net­op er den aller­vig­tig­ste – så glem­mer vi alt for let, at det er den, der bestem­mer vort krist­ne liv fra dåben til døden. Apost­len Paulus skri­ver med stor kær­lig­heds styr­ke: ”Det er ikke læn­ge­re mig, der lever, men Kristus lever i mig.” (Gal. 2,20)

Hvis Kristus har bolig i os, så bli­ver vi stær­ke over­for alle fri­stel­ser til adskil­lel­se. Han gør sig til Her­re over vore liden­ska­ber, lyster og vilj­en til ondt. Når Han bor i os, opnår vi bro­der­lig kær­lig­hed, respekt for næsten, og vi kan døm­me om dét, vi hører. Lad os nu bede inder­ligt, for os selv og for vore brød­re og søstre, at Frel­se­ren vil tage bolig i os; for hvis vi ikke tager imod Ham i vore hjer­ter, vil Han kom­me igen og for­døm­me os. Hvis ikke Han ånde­ligt fødes inden i os, så går vi glip af frug­ten af Kri­sti Fød­sel, og da vil Hans tred­je kom­me ikke være for at vi skal kro­nes i her­lig­hed, men for at vi skal afskæ­res fra glæ­den ved kær­lig­he­dens mål­tid.

Tiden for Kri­sti Fød­serl skal brin­ge os ud af dag­lig­da­gens lun­ken­hed. Lad os se til den almæg­ti­ge Gud, Ham, for Hvem bjer­ge­ne skæl­ver, Ham for Hvem solen strå­ler uden ophør, Ham, som træ­der ned fra Sin tro­nes her­lig­hed for at iklæ­de Sig vor svag­hed, for at ydmy­ge Sig for os helt der­til, at Han for­ka­stes af Sin egen skab­ning. I grot­ten lig­ger Han, hvis ene­ste mål er at spre­de det døde­ns mør­ke, som har sam­let sig mel­lem Ham og os.

Lad os gøre Her­rens veje rede, lad os gøre vore sjæ­les sti­er ret­te; lad os dæk­ke vore liden­ska­bers dybe dale til, lad os udjæv­ne vor stolt­heds høj­der, for Han nær­mer Sig, Han, som alle fol­keslag ven­ter. Da vil vi i sand­hed leve efter even­ge­li­sten Johan­nes’ ord: ”Dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at bli­ve Guds børn.” (1,12)

Jeg ønsker jer alle en god og hel­lig høj­tid for Her­rens Fød­sel!

+ Arch. Jean de Cha­rioupo­lis
Paris den 25. decem­ber 2017

Hellige Johannes Chrysostomos' Påskeprædiken

Lyt til Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos’ Påske­præ­di­ken:

Video:

The Paschalion Question – Historical, Canonical, Mathematical and Astronomical Aspects

Den Ortodokse Kirkes Kalender

F. dia­kon Irakli har fået publi­ce­ret en dyb­de­gå­en­de arti­kel i  tids­skrif­tet Inter­na­tio­nal Jour­nal of Ort­ho­dox The­o­lo­gy, num­mer 8/1, 2017 med tit­len “Histo­ri­cal, Cano­ni­cal, Mat­he­ma­ti­cal and Astro­no­mi­cal Aspects of the Pas­cha­li­on Question”.

An arti­c­le by f. dea­con Irakli with the tit­le of “Histo­ri­cal, Cano­ni­cal, Mat­he­ma­ti­cal and Astro­no­mi­cal Aspects of the Pas­cha­li­on Question” was recent­ly publis­hed in a a sci­en­ti­fic, peer-review and open access jour­nal – Inter­na­tio­nal Jour­nal of Ort­ho­dox The­o­lo­gy, issue 8/1, 2017.

Abstra­ct:
The­re are dif­fe­rent calen­dar systems in use among Ort­ho­dox Chur­ches wor­ldwi­de. Non-movab­le Ort­ho­dox Chri­sti­an feasts like Nati­vi­ty, Annun­ci­a­tion, Trans­fi­gu­ra­tion, and so on, are cele­bra­ted accor­ding to two dif­fe­rent — Juli­an and Revi­sed Juli­an — calen­dars. Howe­ver, when it comes to the question of the Easter date, most of the chur­ches with some excep­tion cele­bra­te the feast of the Resur­rection of our Lord Jesus Christ on the same Sun­day. Despi­te dif­fe­rent calen­dar systems, it is pre­ci­se­ly the Easter date deter­mi­na­tion question on which all calen­dar systems are based. Pre­sen­ted paper stu­di­es the Easter date (also known as Pas­chal) rela­ted question from histo­ri­cal, cano­ni­cal, mat­he­ma­ti­cal and astro­no­mi­cal points of view. Two exi­sting pas­chal systems — Ale­xan­dri­an and Gre­go­ri­an — are pre­sen­ted here. Accor­ding to the­se systems, the dates of the Easter for the peri­od of 2000 — 2050 are calcu­la­ted and com­pa­red with the astro­no­mi­cal dates defi­ned by the Church cano­ni­cal requi­re­ments for the Easter date deter­mi­na­tion. Obtai­ned results reve­al that the Ale­xan­dri­an met­hod used in most Ort­ho­dox chur­ches often devi­a­te from the astro­no­mi­cal rea­li­ty and cano­ni­cal rules, and its accu­ra­cy can reach only 29% for the given peri­od of years. On the other hand, the accu­ra­cy of the Gre­go­ri­an met­hod used in the Catholic/Protestant wor­ld can be as high as 92%. 

Reformation, Papisme og Ortodoksi

af f. Poul

”Alle pro­te­stan­ter er kryp­to-papi­ster!” Sådan for­mu­le­re­de en orto­doks, rus­sisk teo­log, Ale­xis Kho­mi­akov, sig i 1846. ”For nu at benyt­te alge­bra­ens præ­ci­se sprog: Hele Vesten ken­der kun ét datum: A. Hvad enten det har det posi­ti­ve for­tegn, ”plus”, som hos romer­ne eller det nega­ti­ve for­tegn, ”minus”, som hos pro­te­stan­ter­ne, så for­bli­ver A’et det sam­me.”

Engel­ske Kal­li­stos Ware ind­le­der sin bog, ”The Ort­ho­dox Church”, fra 1963 med net­op det­te citat fra Kho­mi­akov. Og han kom­men­te­rer Kho­mi­ako­vs udsagn sådan: ”Krist­ne i Vesten, romer­ka­to­lik­ker og pro­te­stan­ter, stil­ler almin­de­lig­vis de sam­me spørgs­mål, selv om de måske ikke er eni­ge om sva­re­ne. Men for Den Orto­dok­se Kir­ke er det ikke bare sva­re­ne, som er nog­le andre; sel­ve spørgs­må­le­ne er ikke de sam­me som i Vesten. I Vesten er det almin­de­ligt at tæn­ke på kato­li­cis­me og pro­te­stan­tis­me som sto­re mod­sæt­nin­ger; men for den orto­dok­se frem­træ­der de som to sider af sam­me mønt. Kho­mi­akov kal­der paven for ’den før­ste pro­te­stant’ og ’den tyske ratio­na­lis­mes fader’”.

Pro­te­stan­ter og kato­lik­ker fin­der ger­ne Kho­mi­ako­vs og Kal­li­stos Ware’s ord både mis­for­stå­e­de og unø­digt kon­fron­te­ren­de. Det beror måske på, at deres betragt­nin­ger river tæp­pet væk under vis­se øku­me­ni­ske drøm­me­ri­er, som for­ud­sæt­ter, at alle kir­ke­sam­fund kan ind­læ­ses ét eller andet sted, til høj­re, til ven­stre eller midt på én og sam­me ska­la. Og som ger­ne fore­stil­ler sig Orto­dok­si­en som en sær­ligt kon­ser­va­tiv, let­te­re ekso­tisk, høj­re­o­ri­en­te­ret afart af kato­li­cis­men.

Men tænk nu, hvis Kho­mi­akov og Ware har ret i, at pro­te­stan­tis­me og kato­li­cis­me blot er to sider af sam­me mønt. Det vil­le unæg­te­lig kaste uven­tet lys over pave Frans’ nyli­ge besøg i Lund og over den katol­ske begej­string for at del­ta­ge i 500-års jubilæ­et for Refor­ma­tio­nen.

Det er selvsagt ikke muligt i en kort arti­kel (oprin­de­ligt en aviskro­nik) at gøre rede for dis­se ind­vik­le­de for­hold. Men lad mig alli­ge­vel anty­de et møn­ster med udgangs­punkt i fore­stil­lin­gen om arve­synd. Begre­bet opstår hos Augustin i det 4. århund­re­de og har lige siden haft mas­siv ind­fly­del­se på den teo­lo­gi­ske tan­ke­gang i Vesten. I Østens kir­ke der­i­mod har arve­synd­stan­ken aldrig haft nogen sær­lig betyd­ning, og orto­doks teo­lo­gi for­står Adams synd og dens kon­se­kven­ser for men­ne­ske­ne ander­le­des end de vest­li­ge kir­ke­sam­fund.

Synd og skyld er ikke arve­li­ge. Vi er ale­ne skyl­di­ge i de syn­der, vi selv begår, ikke i dem, andre har begå­et. Når nogen syn­der, er det udtryk for et per­son­ligt valg. Vore valg udsprin­ger af men­ne­skets frie vil­je, som er umi­ste­lig. Synd er aldrig en hand­ling, som med nød­ven­dig­hed føl­ger af en for­dær­vet natur. Men­ne­sket er skabt frit, og den gud­giv­ne fri­hed kan ikke uds­let­tes af nogen arve­synd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres per­son­li­ge synd.

Fri­he­den ude­luk­ker imid­ler­tid ikke, at at alle men­ne­sker og hele den men­ne­ske­li­ge natur lider under føl­ger­ne af Adams synd. Men orto­doks antro­po­lo­gi tæn­ker sig ikke en ret­lig skyld eller gæld, der ned­ar­ves fra slægt til slægt. Men­ne­ske­he­dens fæl­les arv fra Adam og Eva er ikke et uop­fyldt rets­krav eller på anden måde et anlig­gen­de om skyld og straf. Arven er det fæl­les livsvil­kår, vi ken­der alt for godt, for­gæn­ge­lig­hed og død. Sna­re­re end arve­synd ope­re­rer orto­doks teo­lo­gi med arve­død.

Kon­tra­sten mel­lem Vest og Øst, når det gæl­der synd og skyld, står lysen­de klar i for­bin­del­se med den tid­li­ge kir­kes dis­kus­sion om bar­nedåb. Augustin men­te, at børn fødes som syn­de­re, ikke for­di de per­son­ligt har syn­det, men for­di de er kom­met til ver­den med et rets­krav vendt imod sig grun­det Adam og Evas synd; og der­for er det, bog­sta­ve­ligt talt, livet om at gøre at døbe bør­ne­ne, for at de ikke skal døm­mes og forta­bes på grund af den­ne ned­ar­ve­de skyld.

Den orto­dok­se tan­ke­gang er en gan­ske anden. Augustins sam­ti­di­ge, Theo­do­ret af Cyrus skri­ver, at dåbens ind­hold ikke ale­ne kan være syn­der­nes for­la­del­se, for ”hvor­for skul­le vi da døbe nyfød­te børn, som end­nu ikke ken­der til syn­den?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skri­ver Theo­do­ret, ”en frel­sens kåbe, en glæ­dens kjor­tel, en lysets klæd­ning eller sna­re­re sel­ve lyset.” Kir­ken døber de nyfød­te, ikke for at for­la­de dem de syn­der, de end­nu ikke har begå­et, men for at skæn­ke dem evigt liv.

De for­skel­li­ge syn i Øst og Vest på arve­synd og ned­ar­vet skyld fører til gan­ske afvi­gen­de opfat­tel­ser af, hvor­for Kristus bli­ver men­ne­ske. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter tæn­ker sig ofte inkar­na­tio­nen som led i et nød­ven­digt og uom­gæn­ge­ligt rets­op­gør. Vi fin­der tan­ken udtrykt hos Anselm af Can­ter­bury i det 11. århund­re­de i et værk med tit­len ”Hvor­for blev Gud Men­ne­ske?. Anselm udfol­der en teo­lo­gi om den sted­fortræ­den­de straf, nem­lig den fore­stil­ling, at Kristus ved sin kors­fæ­stel­se og død påta­ger sig at udstå den straf, som Adams efter­kom­me­re var ble­vet idømt, og at vi der­for kan gå fri.

Det kan næsten ikke under­stre­ges til­stræk­ke­ligt, at den­ne juri­disk præ­ge­de tan­ke­gang er frem­med for Den Orto­dok­se Kir­ke og tro. Med Isak Syre­ren (10. århund­re­de) lever vi langt sna­re­re under det per­spek­tiv, at inkar­na­tio­nen var bestemt til at fin­de sted under alle omstæn­dig­he­der, også uden at noget syn­de­fald hav­de fun­det sted. Kri­sti fød­sel som men­ne­ske fin­der sted, for­di Gud ønsker at for­e­ne sig tæt­test muligt med sin skab­ning. Kristus påta­ger sig vore men­ne­ske­li­ge vil­kår for at kun­ne give os del i sin gud­dom­me­li­ge her­lig­hed.

Den orto­dok­se for­stå­el­se af inkar­na­tio­nen sam­men­fat­tes i en mar­kant for­mu­le­ring hos Maxi­mos Beken­de­ren (6. årh.): ”Gud skab­te ver­den, for at han selv kun­ne bli­ve men­ne­ske deri, og for at men­ne­sket kun­ne bli­ve gud­dom­me­lig­gjort af nåde og få del i det gud­dom­me­li­ge livs vil­kår.”

Gud­dom­me­lig­gø­rel­se! Antro­po­lo­gi­en i den orto­dok­se tro, for­stå­el­sen af hvad et men­ne­ske i det hele taget er, byg­ger på den faste over­be­vis­ning, at men­ne­sket er skabt til fæl­les­skab med Gud. Skabt til ånde­lig vækst i en sta­dig vek­sel­virk­ning mel­lem Guds kær­lig­hed og men­ne­skets frie vil­je. Iføl­ge Maxi­mos Beken­de­ren lod Gud to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, væren og evigt liv, ind­gå i men­ne­skets væsen. Og Gud stil­le­de der­på men­ne­sket frit til at mod­ta­ge eller afvi­se yder­li­ge­re to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, god­hed og vis­dom.

Kristus bli­ver men­ne­ske, for at åbne alle men­ne­sker vej­en til at bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te. Der­for syn­ger Den Orto­dok­se Kir­ke, hver gang et barn eller en vok­sen døbes, dis­se ord fra Gala­ter­bre­vet: ”Alle I, som er døb­te til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad bety­der det at ifø­re sig Kristus? Her er vi ved det krist­ne livs dybe­ste myste­ri­um: Kri­sti gud­dom­me­li­ge og vore men­ne­ske­li­ge veje bli­ver sam­men­fal­den­de, de for­e­nes til én og sam­me vej, så sandt vi ved dåben og myronsalv­nin­gen og ved den sta­di­ge mod­ta­gel­se af Her­rens Lege­me og Blod i nad­ve­ren podes på Kristus og bli­ver ét med Ham. Her mani­feste­res det krist­ne livs mysti­ske bevæ­gel­se fra død og for­gæn­ge­lig­hed til liv uden ende, fra synd til her­lig­gø­rel­se gen­nem vek­sel­virk­ning og iden­ti­fi­ka­tion mel­lem Kristus og os. Af Guds nåde, og for­ud­sat, at vi vil tage imod ham!

Hvis Den Lut­her­ske og Den Romersk-Katol­ske Kir­ke med vis­se nuan­cer er eni­ge om, at arve­synd og vil­jens ufri­hed er sør­ge­li­ge føl­ger af Adams uly­dig­hed, at dåb er en nød­ven­dig­hed for at und­gå evig forta­bel­se, og at Kristus blev men­ne­ske for at påta­ge sig straf på vore veg­ne, så peger Den Orto­dok­se Kir­ke i ste­det på arve­død, på at syn­den er et per­son­ligt valg, og på at men­ne­skets frie vil­je er en umi­ste­lig gave fra Gud. Og først og sidst peger Orto­dok­si­en på, at Kristus blev men­ne­ske for at give men­ne­sker del i sin gud­dom­me­lig­hed.

Den­ne tekst har været bragt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad, tors­dag den 2. febru­ar 2017.

Bogomtale: Surprised by Christ – My journey from Judaism to Orthodox Christianity

af Inger Bir­git­te Bjerg

Rev. A. James Bernste­in: ”Sur­pri­sed by Christ – My Jour­ney from Judaism to Ort­ho­dox Chri­sti­a­ni­ty”
(Con­ci­li­ar Press Mini­stri­es Ben Lomond, Cali­for­nia 2008),
335 sider samt en halv snes sider med sort-hvi­de fotos fra f. James’ liv.
ISBN: 9781888212–95-2

”I efter­å­ret 1977 læste min præ­ste­kol­le­ga Gerald Craw­ford og jeg ”The Ort­ho­dox Church” af Timo­t­hy Ware og for­skel­li­ge andre orto­dok­se bøger, og de gjor­de et så stort ind­tryk på os, at vi beslut­te­de os for at besø­ge en orto­doks kir­ke for før­ste gang. Jeg var noget betæn­ke­lig ved at tage afsted, efter­som mine erfa­rin­ger med det høj­kir­ke­li­ge mil­jø var over­ve­jen­de nega­ti­ve. Til min glæ­de­li­ge over­ra­skel­se hav­de jeg straks en tyde­lig følel­se af at være i Guds nær­vær, fra det øje­blik jeg kom ind i kir­ken. Det var som at bevæ­ge sig til­ba­ge i tiden sam­men med Kristus og træ­de ind i det gam­le jødi­ske Tem­pel i Jeru­sa­lem. Alt i gud­stje­ne­sten var cen­tre­ret om til­be­del­sen af den Aller­hø­je­ste Gud.
Musik­ken adskil­te sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i pro­te­stan­ti­ske kir­ker. Den var mere dæm­pet og besad en mystisk kva­li­tet. Visu­elt min­de­de kir­kens indre mig om det gam­le Tem­pel – det var over­væl­den­de. For­an stod et alter med en jødisk udse­en­de kan­de­la­ber oven­på. Efter tje­ne­sten gik jeg hjem og opda­ge­de, at den søde aro­ma fra røgel­sen hav­de gen­nem­trængt mine klæ­der. Det var, som hav­de jeg bragt noget af den him­mel­ske til­ste­de­væ­rel­se med mig hjem.” (p. 179)

Oven­stå­en­de pas­sa­ge står at læse i f. James’ medri­ven­de selv­bi­o­gra­fi, der beskri­ver, hvor­dan hans kamp for at lære Gud at ken­de før­te ham fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michi­gan, men vok­se­de op i New York City i skyg­gen af Holo­caust, gik på col­le­ge i Quens, spil­le­de skak på højt niveau, var i Isra­el under Seks­da­ges Kri­gen, var med i Jesus-bevæ­gel­sen og hip­pie­kul­tu­ren i San Fran­ci­sco Bay Area i begyn­del­sen af 1970’erne, kom sam­men med en grup­pe tros­fæl­ler og ven­ner med i EOC (den Evan­ge­lisk Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka), som nær­me­de sig den Orto­dok­se Tra­di­tion, og som før­te til, at han blev mod­ta­get i OCA (den Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka). Der­ef­ter læste han teo­lo­gi på St.Vladimirs Semi­na­ri­um, over­gik  til Anti­oki­as Ærke­stift, blev præ­ste­o­r­di­ne­ret i 1988 som 42 årig, hvor­ef­ter han tjen­te ved St. Anthony’s Ort­ho­dox Church i Ber­gen­fi­eld, New Jer­sey, mens han fær­dig­gjor­de sine teo­lo­gi­ske stu­di­er.
Under­vejs hav­de han mødt Bon­nie Lynn Hal­ström, der var af svensk afstam­ning og sam­men med sine for­æl­dre enga­ge­ret i Bap­ti­st­kir­ken. De blev gift i 1971 i Til­den Park i Ber­ke­ley Hills – et hip­pie­bryl­lup, fore­stå­et af  grund­læg­ge­ren af bevæ­gel­sen ”Jøder for Jesus” Mois­he Rosen! Siden fulg­tes de ad ind i Den Orto­dok­se Kir­ke sam­men med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.

F. James blev ”over­ra­sket af Kristus” som 16-årig, med en ånde­lig styr­ke der vend­te op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Mes­si­as, der pro­fe­te­res om i det Gam­le Testa­men­te. Det var ikke nemt at bry­de med den fædre­ne tro! ”Som jøder lær­te vi, at vi ikke kun­ne tro på Jesus, for­di det er blas­fe­mi at tro på, at et men­ne­ske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvor­ligt over­vejede Kri­sten­dom­men, kæm­pe­de jeg med spørgs­mål som: ’Hvad hvis Gud ønske­de at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan hel­ler ikke bli­ve Men­ne­ske’. At accep­te­re den mulig­hed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske, var et kæm­pe para­dig­meskift for mig.” (s.277 f.)
Efter para­dig­meskif­tet læser f. James Gam­mel- og Ny Testa­men­te med nye bril­ler og får øjne­ne op for, at Moses oply­ser jøde­r­ne om, hvem Mes­si­as vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Her­ren din Gud vil lade en pro­fet som mig frem­stå af din mid­te, af dine brød­re; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hed­der det:
”I gran­sker skrif­ter­ne, for­di I mener, at I har evigt liv i dem; og net­op de vid­ner om mig. (…) Hav­de I tro­et Moses, vil­le I have tro­et mig; for det var mig, han skrev om.”

Den vide­re vej til orto­dok­si­en går for ham gen­nem den vest­li­ge kris­ten­dom i adskil­li­ge ver­sio­ner, men ingen ste­der føler han sig hjem­me, samt­li­ge kir­ke­ret­ninger fore­kom­mer ham ude­fi­ner­bart spi­ri­tu­el­le og rod­lø­se eller for­vrænge­de i deres teo­lo­gi. Det tog ham 16 år at finde/blive fun­det af Kristus, og det tog ham 19 år at fin­de Kir­ken. I dag tje­ner han som præst ved Saint Paul Ort­ho­dox Church, Lyn­nwood, Was­hin­g­ton.

F. James beskri­ver tid og sted, så læse­ren ser det for sig og lever sig ind i begi­ven­he­der­ne. I det sid­ste af bogens tre hoved­af­snit gør han mere syste­ma­tisk rede for den orto­dok­se tro og teo­lo­gi, idet han afgræn­ser den fra den vest­li­ge kris­ten­dom. Han tager afstand fra Augustins arve­syndslæ­re og den­nes sto­re påvirk­ning på Vesten og den Romersk Katol­ske Kir­ke, der, som han ser det, lig­ger meget langt fra ånden i både Jøde­dom og Orto­doks Kris­ten­dom. Kristus inkar­ne­re­des ikke med det for­mål at lide døden på Kor­set som et sted­fortræ­den­de offer og såle­des til­freds­stil­le en vred og hævn­ger­rig Gud, men for at frel­se os fra en fal­den til­stand og for­vand­le os ved at gøre os i stand til at bli­ve gud­dom­me­li­ge  – ”Gud blev Men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud”.
Han giver kla­re orto­dok­se svar på vig­ti­ge teo­lo­gi­ske spørgs­mål:
Hvad er Kir­ken, hvor­dan skal vi for­stå Frel­sen, og hvad er Synd?

Synd er at ven­de sig bort fra Gud, sige nej til Ham.
Guds ren­sen­de ild er for alle, men ikke alle vil vide af den!
F. James udfol­der det­te med et citat fra den hel­li­ge Maxi­mos Beken­de­ren (7.årh):
”Sjæ­len er som voks, hvis den hol­der fast ved Gud, men som ler hvis den hol­der fast ved mate­ri­en. Hvad den gør afhæn­ger af dens egen vil­je og hen­sigt. Ler bli­ver hårdt i solen, mens voks bli­ver blødt. På sam­me måde bli­ver enhver sjæl, der trods Guds for­ma­nin­ger bevidst hol­der fast ved den mate­ri­el­le ver­den, hårdt som ler og dri­ver sig ud i selv­de­struk­tion (…)  Mens enhver sjæl, der hol­der fast ved Gud, bli­ver blød­gjort som voks ’…opbyg­get til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at mod­ta­ge ind­tryk­ket og mær­ket af den gud­dom­me­li­ge vir­ke­lig­hed.”

F. James’ beret­ning om at kon­ver­te­re fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom – ad man­ge omve­je! – er spæn­den­de og lære­rig, inter­es­sant er det at høre om hans ved­hol­den­de kamp for at nå frem til Sand­he­den gen­nem de man­ge krist­ne til­bud i USA fra 1960’erne og frem.

Et sær­ligt træk ved den­ne kon­ver­tit­hi­sto­rie er jo f. James’ jødi­ske bag­grund, og jeg vil frem­hæ­ve den vægt, han læg­ger på slægtska­bet mel­lem det jødi­ske og det orto­dok­se jf. det ind­le­den­de citat samt bogens dedi­ka­tion:

Den­ne bog er dedi­ke­ret
til den stør­ste Jøde,
Jesus Kristus
og til den stør­ste jødin­de
Jom­fru Maria
og også
til ”fol­ket af deres kød”
Jøde­r­ne.

”Den, der ikke elsker, ken­der ikke Gud, for Gud er kær­lig­hed.” (1 Joh 4:8)

Inger Bir­git­te Bjerg
17.12.2016

Præsteordination

Den nye præst.

Den nye præst.

Søn­dag den 13. novem­ber 2016 fandt en vig­tig begi­ven­hed sted i katedralen i Rue Daru i Paris. F. dia­kon Lazarus Kold blev ordi­ne­ret som præst af Ærke­bi­skop Johan­nes (Ren­ne­teau).

Ordi­na­tio­nen blev gen­nem­ført under vær­di­ge og fest­li­ge for­mer i katedralen. For­u­den ærke­bi­skop­pen med­vir­ke­de ni præ­ster, to pro­to­di­a­ko­ner og tre ”almin­de­li­ge” dia­ko­ner i den høj­ti­de­li­ge litur­gi. Det betød, at man i den stop­fyld­te rus­si­ske kated­ral kun­ne høre ekte­ni­er og ekfo­ne­ser på fransk, engelsk, geor­gisk og dansk. Lige­som den nye præst som sin før­ste tje­ne­ste læste ambon­bøn­nen på sit eget sprog.

F. Lazarus ordi­na­tion er en afgø­ren­de milepæl i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­heds liv og udvik­ling. Fra en spæd begyn­del­se til­ba­ge i år 2001, hvor en fåtal­lig grup­pe dan­ske blev knyt­tet til Hl. Niko­lai Menighet i Oslo som kir­ke­for­e­ning, har menig­he­den udvik­let sig til en selv­stæn­dig enhed med nu to præ­ster og én dia­kon. En menig­hed, der som basis benyt­ter dansk, men også er åben over for andre sprog og natio­na­li­te­ter. Såle­des læses Fader Vor ved hver ene­ste Litur­gi på en ræk­ke for­skel­li­ge sprog.

Med ordi­na­tio­nen af f. Lazarus er der åbnet mulig­hed for end­nu fle­re akti­vi­te­ter i Den Orto­dok­se Kir­ke i Dan­mark sam­ti­digt med, at ind­sæt­tel­sen af en ung præst peger på stør­re bred­de og med Guds hjælp kan sik­re fort­sat udvik­ling i frem­ti­den.

Vi ønsker f. Lazarus lyk­ke til med ordi­na­tio­nen.

AXIOS, AXIOS, AXIOS!

Prædiken, 18. Søndag efter Pinse

Præ­di­ken v. f. Poul:

Epi­stel: 2. Kor­int­her­brev, kap. 9:6–11.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 5:1–11.