Metropolit Josephs Julehilsen 2022

ARCHPASTORAL NATIVITY GREETING

Christ is born, glo­ri­fy Him!

Dea­rest Belo­ved Fat­hers, Bro­t­hers and Sisters,

Glory to God in the hig­he­st, and on earth pea­ce, good will toward men” (Luke 2:14). It is with the­se words, that the angels joy­ful­ly pra­i­sed the com­ing to earth of the Son of God on the Holy Eve of Nati­vi­ty two thous­and twen­ty-two years ago. The human race had long awai­ted the Savi­or of the wor­ld, and the shep­herds of Bet­hle­hem, pure in heart and fil­led with sin­ce­re faith, were the first to recei­ve the mes­sa­ge of the Bir­th of Christ. “I bring you good tidings of gre­at joy”, the angel told them, “which shall be to all peop­le. For unto you is born this day in the city of David a Savi­or, which is Christ the Lord.” (Luke 2:10–11).

St. Apost­le Paul calls this event “gre­at is the myste­ry of god­li­ness: God was mani­fest in the flesh” (1 Tim. 3:16). “He Who, being the brigh­t­ness of His glory”, (Heb. 1:3) has beco­me “the Son of man” (Luke 7:34). He has brought low the hea­vens, as the hym­nist poe­ti­cal­ly descri­bes the Bir­th of Christ, and has des­cen­ded to earth. “But when the ful­l­ness of the time was come, God sent forth His Son, made of a Woman, made under the law, to rede­em them that were under the law, that we might recei­ve the adop­tion of sons.” (Gal.4:4–5).

It was out of love, that the Son of God came down to earth and gave us recon­ci­li­a­tion (2 Cor. 5:19), the word of life (Phil. 2:16), that He might lift us up to Hea­ven. (Phil.3:20).

It is this Gospel mes­sa­ge of Christ, which the Apost­les spre­ad to all the peop­les of the wor­ld, and tho­se who belie­ved, they made mem­bers of the Church of Christ and chil­dren of God through the Myste­ry of Holy Bap­tism (1 John 3:1). Through the labors of the Apost­les in prea­ching the Gospel, local Chur­ches appea­red in all parts of the wor­ld, much as oases in the desert, and the­se Chur­ches in turn com­pri­se the One, Holy, Cat­ho­lic and Apo­sto­lic Church, who­se Head is Christ.

The Church history tells us, that in 988, at the moment when the peop­le of Kiev were being bap­tized in the waters of the Dnie­per River, the Equal-to-the-Apost­les Prin­ce Vla­di­mir pray­ed: “O God, look dawn from hea­ven, and behold, and visit, bless and nourish this our viney­ard, which You have plan­ted with Your right hand.”

Thanks to his ardent labors, the Faith of Christ spre­ad throug­hout the lands of Kie­van Rus and bey­ond. Along with it, the peop­les’ educa­tion and cul­tu­re flouris­hed, and numerous beau­ti­ful temp­les and mona­ste­ri­es were built, whe­re even today Ortho­dox Ukrai­ni­ans and Rus­si­ans pra­i­se and glo­ri­fy The Lord.

Now, that we have ente­red the 2nd Mil­len­ni­um of Ortho­dox Chri­sti­an Faith in the Ukrai­ni­an and Rus­si­an Lands, to our deepe­st regret, we have beco­me wit­nes­ses to a bloo­dy fra­tri­ci­dal war. Despi­te of the con­stant mili­tary ope­ra­tions and atta­cks and the dis­rup­tions of the civi­li­an life, Ortho­dox Chri­sti­ans in both coun­tri­es, Ukrai­ne and Rus­sia, con­ti­nue to wors­hip the Com­ing of Our Lord, born of The Most Holy Vir­gin Mary, in Bethlehem.

My Dear­ly Belo­ved in the New­born Lord, we in our Bul­ga­ri­an Ortho­dox Dio­ce­se, like all the Ortho­dox Ukrai­ni­ans and Rus­si­ans, are reci­pi­ents of the same spi­ri­tu­al lega­cy and ecc­lesi­a­sti­cal tra­di­tions of our pious ance­stors. Just as the branch can­not bring forth fru­it, if it does not remain on the vine (John15:4), so too, we can­not embo­dy in our lives the spi­ri­tu­al lega­cy of our ance­stors, if we do not remain one in our spi­ri­tu­al Mot­her – the Ortho­dox Church of Christ. My warm request to all of you now is: “Plea­se, let us pray to the New­born God-Child for pea­ce in Ukrai­ne, in Rus­sia, and among the nations in the enti­re world!”

It is through the Holy Myste­ri­es that we parta­ke of the never- ending wellspring of Good­ness, and it is through pious living that we dee­pen our roots in the soil of the Church. Just as a seed which has fal­len on fer­ti­le soil brings forth a rich har­vest, so too, we who have been graf­ted to the Church of Christ through the Sacra­ment of Holy Bap­tism, and who remain wit­hin the holy enclo­su­re of the Ortho­dox Church, are to bring forth a rich har­vest through the examp­le of our lives.

Dear­ly Belo­ved in the Lord, fat­hers, bro­t­hers and sisters! I sin­ce­re­ly gre­et you with this day of gre­at joy – the Feast of the Bir­th of Christ.

May the gra­ce of the God-Child born to us today remain with each one of you throug­hout the year, and con­ti­nu­al­ly bring you spi­ri­tu­al joy, renewal and a Bles­sed Ortho­dox Chri­sti­an Life.

During the­se holy days, let us all bring forth our pure and ste­ad­fast faith as a gift to the new­born Christ, and likewi­se give wit­ness to this faith with wor­ks of love and mer­cy. Let us con­ti­nu­al­ly “grow in gra­ce, and in the know­led­ge of Our Lord and Savi­or Jesus Christ. To Him be glory both now and fore­ver. Amen.” (2 Peter 3:18).

Have a Hap­py and Bles­sed New 2023 Year!

With love in the New­born God-Child,

+ (S) Metro­po­li­tan JOSEPH

Ny bog på dansk om Den Ortodokse Kirkes Tro, Tradition og Liturgi

Den 1. okto­ber 2022 udkom en ny bog på dansk om orto­doks kristendom.

Tit­len er:

KRISTUS ER OPSTANDEN

ORTODOKS KRISTENDOM

og for­fat­te­ren er f. Poul Seb­be­lov, præst i Den Orto­dok­se Kir­ke i Danmark.

Bogen, der er udgi­vet på Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses For­lag, er en ind­fø­ring i cen­tra­le sider af Den Orto­dok­se Kir­kes Tro, Tra­di­tion og Litur­gi. Den er på 161 sider, garn­hæf­tet og med stift bind.

Bogen har føl­gen­de kapitler:

Pro­log
Kristus er opstanden
Trosbekendelsen
Den Tre­e­ni­ge Gud
Døden
Opstan­del­sen og den yder­ste dom
Kirken
Men­ne­skets guddommeliggørelse
Den frie vilje
Guds­mo­der Maria
Liturgi
Ikoner
Epilog

Bogen er skre­vet fra en posi­tion i Den Orto­dok­se Kir­ke, men også med udblik til både romersk-katolsk og (især) lut­hersk, fol­kekir­ke­lig teo­lo­gi og tro. Den er tænkt som en dansk base­ret intro­duk­tion til Orto­dok­si­en, for­fat­tet og udgi­vet i Dan­mark, alt­så i et over­ve­jen­de fol­kekir­ke­ligt land­skab, og med et ønske om at pege på lig­he­der og brudflader.

Pro­lo­gen skit­se­rer de før­ste kon­tak­ter mel­lem lut­hersk og orto­doks teo­lo­gi i 1500-tal­let samt den nuti­di­ge (mang­len­de) kir­ke­li­ge sam­ta­le i Danmark.

Epi­lo­gen søger at opsum­me­re de lig­he­der og skil­le­linjer, der har været behand­let gen­nem bogens kapit­ler. Den sva­rer også på, hvor­for bogens for­fat­ter for godt 30 år siden fandt det nød­ven­digt at for­la­de den dan­ske fol­kekir­ke og slut­te sig til Den Orto­dok­se Kirke.

Bogen kan købes via mail: forstander@ortodoks.dk

Den koster 250 kr. + forsendelse

Den kan også købes direk­te (hvor­ved for­sen­del­se spa­res) ved fremmøde:

Den Orto­dok­se Kir­ke i Danmark
Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menighed
Dag Ham­marskjölds Allé 1A, kld.
2100 Kbh. Ø

1. september: Det nye Kirkeår

Den 1. sep­tem­ber ind­le­der vi det nye kir­ke­år. — 15. august fejrer vi høj­ti­den for Guds­mo­ders Hen­soven som den sid­ste fest i det ‘gam­le’ kir­ke­år, og 8. sep­tem­ber fejrer vi Guds­mo­ders Fød­sel som den før­ste i det nye. Kir­ke­å­ret indram­mes såle­des af Guds­mo­der, Maria og af hen­des liv fra fød­sel til død.

Læs mere om kirkeåret

Metropolit Kallistos (Ware) er sovet hen

11. Sep­tem­ber 1934 – 24. August 2022

Fotografi af metropolit Kallistos (Ware)

Foto: Gert Brask

Metro­po­lit Kal­li­stos (Ware), sov fred­fyldt hen tid­ligt om morgenen,
den 24. august 2022, (omkring kl. 01:00 — engelsk tid).

I Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed læser vi Para­stos for
metro­po­lit Kal­li­stos på lør­dag den 27. august 2022, kl. 16.00,
i kir­ken på Dag Ham­marskjölds Allé 1A, kld., 2100 Køben­havn Ø.
Find vej


The Gre­ek Ortho­dox Com­mu­ni­ty of the Holy Tri­ni­ty Oxford

Ærkepastoral hilsen fra Metropolit Joseph inden Den Store Faste (2022)

Metro­po­lit Joseph

This Arch­pa­sto­ral Mes­sa­ge on the Eve of Lent can also be read in Eng­lish here and in Bul­ga­ri­an here. (ed.)

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i Kristus, vor Her­re og Frelser!

Som jeres Stifts Metro­po­lit gen­nem mere end tre årti­er, og som én, der ken­der jer godt, benyt­ter jeg lej­lig­he­den til, her lige inden Den Sto­re Faste, at opfor­dre jer til at begyn­de at for­be­re­de jer på faste­ti­dens rej­se, sådan at vi gen­nem faste, bøn, omven­del­se og for­so­ning må bli­ve skæn­ket frelsen.

Iføl­ge de sene­ste medi­cin­ske resul­ta­ter er COVID-19 med vari­an­ter­ne Del­ta og Omi­kron ikke på vej til at for­svin­de når som helst i nær­me­ste frem­tid; den ser ud til at for­bli­ve mel­lem os på ube­stemt tid. Ikke desto min­dre er det i Her­ren vi lever og røres og er, for vi er også af Hans slægt (ApG 17:28); vi er rede til at føl­ge Ham uden frygt, for Gud er med os alle dage ind­til ver­dens ende (Matt. 28:20).

Gen­nem alle åre­ne har vi etab­le­ret et nært for­hold gen­nem at dele, utal­li­ge inspi­re­ren­de beret­nin­ger med hin­an­den, beret­nin­ger, som har berørt og ændret man­ge tro­en­des liv. Det giver mig til­lid og tro på, at I, mine elske­de fædre, brød­re og søstre, har alt, hvad der skal til, for at vin­de den ånde­li­ge kamp gen­nem Den Sto­re Faste. I er klo­ge, I er bega­ve­de og fuldt ruste­de til den opgave.

Det­te er tiden, hvor jeg udfor­drer jer til at gå ran­ke og med hove­d­et højt og hol­de blik­ket ret­tet mod jeres ånde­li­ge mål for­u­de. Stræb efter at leve jeres tro ud og efter bedst muligt at bli­ve sådan, som Gud har skabt jer til at være. Anstreng jer, og Hans god­hed og nåde vil være med jer. Stå op med tro, og mød hver dag med glæ­de. Vær posi­ti­ve, sæt tin­ge­ne i per­spek­tiv, lyt i jeres hjer­te til, hvad Gud siger til jer; og tro på, at Han vil gøre noget stort i jeres liv.

Tro mig, I vil udret­te mere, end I nogen­sin­de hav­de fore­stil­let jer. I vil over­vin­de for­hin­drin­ger, der fore­kom jer umu­li­ge; og I vil føle jer mere lyk­ke­li­ge og sun­de end nogen sin­de tid­li­ge­re. Det vil I, for­di I kan det.

Vi lever i et sam­fund, hvor mid­del­må­dig­hed er ble­vet nor­men. Hvis vi ikke pas­ser på, kan vi bli­ve truk­ket ind i sam­me men­ta­li­tet. Men Gud vel­sig­ner ikke mid­del­må­dig­hed. Han vel­sig­ner det frem­ra­gen­de. Som tro­en­de er vi kal­de­de til at beken­de os til Hans høje­ste måle­stok. Et liv levet i ypper­lig­hed er til Guds pris og det bed­ste vid­nes­byrd om din tro.

Der er men­ne­sker, som ikke går i kir­ke og ikke lyt­ter til præ­di­ke­ner; de læser ikke Den Hel­li­ge Skrift, sna­re­re ”læser” de dit liv og betrag­ter, hvor­dan du lever som tro­en­de og som ambas­sa­dør for vor Her­re Jesus Kristus. Så lad os stræ­be efter det ypper­ste. Vi er Den Høje­stes Tem­pel. Pas på jer selv, fædre, brød­re og søstre! Pas på jeres Kir­ke og jeres menig­hed på ypper­lig vis, for Gud har skabt os som ypper­li­ge per­so­ner. I et mid­del­må­digt mil­jø har Gud kal­det os til at sæt­te nye standarder.

Som jeres ældre ånde­li­ge bro­der vil jeg ger­ne min­de jer om, at I aldrig hol­der op med at lære. Gud har ikke skabt os til at nå et vist niveau og så stand­se dér. Hvad enten vi er 9 eller 99 år gam­le skal vi hele tiden lære og for­bed­re vores kun­nen og bli­ve bed­re til alt, hvad vi gør.

Vækst kom­mer ikke auto­ma­tisk. Vi skal tage kon­trol, udnyt­te de talen­ter, Gud har givet os, og lære, hvor­dan vi bedst kan bru­ge dem til at nå nye høj­der i vores ånde­li­ge stræ­ben. – Når vi læser om Kong David, der står for­an Goli­ath og kaster ste­nen, så tæn­ker vi måske, at det var Guds hånd, der var i spil … og på én måde var det også Gud, men det var ikke Ham, der kaste­de ste­nen. Det var ikke Gud, der for­år­sa­ge­de, at ste­nen ram­te Goli­ath på ret­te sted; det var fak­tisk Kong David, som udvik­le­de og brug­te de gaver, Gud hav­de givet ham. Og hvis vi føl­ger hans eksem­pel, vil Gud åbne en dør og lede os der­hen, hvor Han vil, at vi skal være, så at vi alle kan glæ­de os og bli­ve vid­ner til Hans her­li­ge Opstandelse.

Og mere end­nu: Her­ren har sagt, at hvis vi vil være sto­re i Hans Rige, hvis vi vil leve et vel­sig­net liv, så er der en enkel nøg­le: Vi skal tje­ne andre men­ne­sker! Her­ren tal­te om en måde at leve på, hvor vi lever for at hjæl­pe andre og altid er på udkig efter måder, hvor­på vi kan tje­ne. Som vi alle ved, gen­nem den­ne sær­li­ge tid på året lever vi ikke for at mod­ta­ge, men for at give. Fader igou­men Tri­fon skrev sådan her: Når vi ven­der opmærk­som­he­den mod andres behov, bli­ver vi ikke læn­ge­re for­tæ­ret af sel­visk­hed. Når vi ven­der vore hjer­ter til dem i nød, ven­der vi hjer­ter­ne til Gud (jf. Matt 25:40).

Når vi faster, når vi bru­ger vores tid på bøn og på at hjæl­pe de fat­ti­ge, får vi styr­ke til kam­pen mod liden­ska­ber­ne, og vore hjer­ter fin­der hvi­le i Kristus. Ingen bli­ver frelst uden at give almis­se og uden at have omsorg for de fat­ti­ge iføl­ge hl. Johan­nes Chryso­st­o­mos. Hvis vi opløf­ter andre, vil Gud opløf­te os. Det har ikke nødig at være meget, bare et enkelt ord til opmun­tring kan nog­le gan­ge gøre en stor for­skel i et men­ne­skes liv. Hold øje med andre, som I kan vel­sig­ne. Når vi våg­ner om mor­ge­nen bør vi bede sådan her: Gud, vis mig, hvad der er min opga­ve i dag! Hjælp mig, så jeg kan være opmærk­som på de behov, men­ne­sker omkring mig har! – Husk på, hvis I lever i tje­ne­ste for andre, vil Gud tage imod jer og ønske jer vel­kom­men hjem! I vil bli­ve mæt­te, for­fri­ske­de og styr­ke­de; og Gud lover, at I vil bli­ve sto­re i Hans Rige.

Som jeres Metro­po­lit beder jeg til og tror jeg på, at som give­re vil I fortje­ne beløn­nin­ger fra Guds god­hed: sund­hed, styr­ke, mulig­he­der og fremgang!

Jeg ønsker jer en vel­sig­net faste­tid … LEKI VELI POSTI

Kær­lig hil­sen i Kristus, vor Gud og Frelser

+ Met. Joseph

Og så kom fre­dag den 25. 2. 22. det­te brev fra Met. Joseph:

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i vores stift.

Med den­ne mail vil jeg ger­ne opmun­tre jer alle til yder­li­ge­re for­dy­bel­se og vil­jestyr­ke, når I for­be­re­der jer på at ind­le­de Den Sto­re Faste med fokus på at enga­ge­re og til­træk­ke fami­lie og ven­ner i Kristus, vor Frelser.

Jeg anmo­der jer også om at bede for Hans Hel­lig­hed, vores Metro­po­lit Neofit, som fejrer sit 9‑års jubilæum som Bul­ga­ri­ens Patri­ark og Metro­po­lit for stif­tet i Sofia.

Til sidst vil jeg ind­træn­gen­de anmo­de jer om, at I styr­ker jeres bøn og beder til Her­ren, for at fre­den må vin­de frem i Øst­eu­ro­pa og for vore brød­re og søstre i Kristus, som er tru­e­de i Ukraine.

Kær­lig hil­sen i vor Her­re og Frelser

+ Met. Joseph

Munk Fotius

Munk Fotius

Munk Foti­us. Foto: Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menighed

Den 10. juli 2021 var det 3 år siden, munk Foti­us sov hen.

I Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed min­des vi ham med glæde.

Læs eller gen­læs f. Pouls nekro­log her

En tekst af munk Fotius:

Hvad er døden?

Metropolit Josephs Fastebudskab 2021 / Lenten Message of Metropolitan Joseph 2021

Read the Len­ten Mes­sa­ge in English

Hvad er vi forpligtede til at sige på Tilgivelsens Søndag?

Vi læser hos evan­ge­li­sten Mat­tæus 18 kapi­tel: Her­re, hvor ofte skal jeg til­gi­ve min bro­der, når han for­syn­der sig imod mig? Er syv gan­ge nok? Og Her­ren Jesus sag­de til ham: Jeg siger dig: ikke syv gan­ge, men halvfjer­s­dindsty­ve gan­ge syv gange!

Den­ne pas­sa­ge fra evan­ge­li­et viser et para­dig­meskift i den from­me jødes sind. De fle­ste men­te den­gang, at, at hvis de til­gav deres næste én gang, var det til­stræk­ke­ligt, og tre gan­ge var stor­sin­det; så hl. Peters tan­ke om at til­gi­ve syv gan­ge var helt “uden for nummer”.

Alli­ge­vel hand­ler Her­rens svar ikke bare om sim­pel mate­ma­tik, halvfjerds gan­ge syv, men det hand­ler om, at vi skal være uden græn­ser i vores til­gi­vel­se. Her­rens Bøn [Fader Vor] taler om, at vi får for­la­del­se for vor skyld i sam­me mål, hvor­med vi for­la­der vore skyld­ne­re. Og vi syn­der hver dag, med eller uden vores vil­je, i tan­ke, ord og hand­ling, bevidst eller ubevidst.

Hvad så Vla­di­ka, siger I: Hvad med dem, som igen og igen sår­er os på den ene eller den anden måde?Hvordan kan vi fort­sæt­te med at til­gi­ve sådan et men­ne­ske? – At til­gi­ve nogen er ikke det sam­me som at sige, at vi fort­sat er på ven­ska­be­lig fod med dem. Hvis nogen ved­va­ren­de sår­er os, kan vi natur­lig­vis læg­ge afstand til dem. Men ønsker vi eller til­fø­jer vi dem ondt, eller hvis vi søger hævn, så er det ikke efter Her­rens vil­je. Vores pligt er at sæt­te dem øverst på vores bøn­ne-liste og så bede til, at Her­ren vil mild­ne deres hjer­ter og bevæ­ge dem til at ven­de sig bort fra sår­en­de opfør­sel. Vi skal bede til Gud, at Han vil fyl­de os med med­fø­lel­sens ånd over for dem, som til­fø­jer os smer­te; for de lider også, og vi må gen­ta­ge nad­ver­bøn­nen, hvor der lyder som føl­ger: Her­re, lad ikke min fjen­de forta­bes for min skyld, thi også jeg er en synder.

Præ­cis som vi er for­plig­te­de til at sige på Til­gi­vel­sens Søn­dag, sådan siger også jeg til jer alle, fædre, brød­re, søstre og ven­ner i Her­ren, som jeg har for­nær­met eller sår­et på nogen måde, jeg beder jer ydmygt om til­gi­vel­se. Pro­steno! Prosti! Jeg til­gi­ver jer! Til­giv I mig! Må Gud til­gi­ve os alle!

Leki Veliki Posti! Jeg ønsker jer en vel­sig­net fastetid!

I kær­lig­hed og bøn

Sign. Met. Joseph

 


What are we obliged to say at Forgiveness Sunday?

Dea­rest Beloved,

We read from the 18th chap­ter of St. Evan­ge­list Mat­t­hew: “Then Peter came to Him and said: “Lord, how often should my bro­t­her sin against me and I for­gi­ve him? Up to seven times?”

And Lord Jesus said to him: “I do not say to you up to seven times, but up to seven­ty times seven.” (21, 22)

This pas­sa­ge from the Holy Gospel’s les­son illu­stra­tes a para­digm shift in the mind of the pious Jew. Most in that time thought for­gi­ving their neig­h­bor once was suf­fi­ci­ent and three times generous, so St. Peter’s thin­king of for­gi­ve­ness up to seven times was “оff the charts”.

Yet the Lord’s answer is not about simp­le math of seven­ty times seven, but about our being limit­less in our for­gi­ve­ness. The Lord’s pray­er spe­aks about our being for­gi­ven by the Lord for our deb­ts (much more serious than simp­le “trans­gres­sions” as some trans­la­tions have) in the same mea­su­re that we for­gi­ve others. And, we sin daily, wil­ling­ly or unwil­ling­ly, in thought, word and deed, known and unknown.

So, dedo Vla­dyka”, you say: “What about tho­se who repe­a­ted­ly wound us in some way? How do we con­ti­nue to for­gi­ve that per­son?” To for­gi­ve someo­ne is not the same thing as to say that we con­ti­nue to chum aro­und with them. If they are con­ti­nu­al­ly doing hurt­ful thin­gs to us, we can certain­ly distan­ce our­sel­ves from them. But to wish them or do them harm or to extra­ct reven­ge is not accep­tab­le to the Lord. Our obliga­tion is to move them to the head of our pray­er list and pray that the Lord will sof­ten their hearts and have them turn from such hurt­ful behavi­or. We must pray that God will fill us with a spi­rit of com­pas­sion for the one who brings us pain, sin­ce they are suf­fe­ring also and we need to repe­at the Pre-Com­mu­ni­on pray­er that has the sen­ten­ce: “Lord, do not let my ene­my come to per­di­tion for the sake of me a sinner,”

Just as we are obli­ged to say at For­gi­ve­ness Sun­day, I say to all of you, fat­hers, bro­t­hers, sisters and fri­ends in the Lord, whom I have offen­ded or woun­ded in any way, I hum­bly beg your for­gi­ve­ness. Pro­steno! Prosti! I for­gi­ve you; For­gi­ve me; God for­gi­ve all!
Leki Veliki posti! Have a bles­sed Gre­at Lent!

With love and pray­er, (S) + Metro­po­li­tan JOSEPH

Metropolit Josephs Julehilsen 2020

Såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn, den Enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv.
(Joh. 3,16)

Mine kære elskede

San­de­lig, for­di den kær­li­ge Gud for­stod, at den men­ne­ske­li­ge tan­ke ikke kan fat­te Hans natur, tænk­te Han, at det ene­ste, men­ne­sket vil­le kun­ne begri­be, vil­le være Gud i men­ne­ske­lig skik­kel­se. Men­ne­ske kun­ne for­stå men­ne­ske. Hvis de var fæl­les om lidel­sen, vil­le de være fæl­les om forståelsen.

I den gam­le, hel­li­ge Skrift for­tal­te Gud Fader os, at vi er skab­te i Hans bil­le­de, og der­med for­be­red­te Han os på, at Hans Søn, Jesus Kristus, skul­le fødes. Han gjor­de os para­te til at tro, at en dag vil­le Guds Søn kom­me og i sand­hed være et Men­ne­ske, som van­dre­de på jor­den sam­men med os andre.

Bud­ska­bet i Det Gam­le Testa­men­te fra Fade­ren om Søn­nen gjor­de Hans kom­me til en meget vel­kendt sag. Så Han send­te Sin Søn – den bed­ste repræ­sen­tant, Han hav­de – ned på jor­den. Og da Han kom, var der ingen, som hav­de nogen und­skyld­ning for at tviv­le om, at Han var Guds Søn. For vi har aldrig mang­let viden om, at Gud også vil­le bli­ve Men­ne­ske: Han del­te Sit bil­le­de med os. Fade­ren elske­de Sin Søn inder­ligt. Men Han gav Ham til os, for­di Han også elske­de os.

Her vil jeg ger­ne, sam­men med jer, gøre mig tan­ker om, hvor­dan det kun­ne være gået til den­gang. Hvis vi et øje­blik kan fore­stil­le os Fade­ren og Søn­nen lige­som en men­ne­ske­lig søn og hans far, der taler sam­men, før søn­nen for­la­der hjem­met for at dra­ge ud i verden.

I det sce­na­rie kun­ne Gud have sagt: Søn, jeg er vir­ke­lig ked af, at Du tager afsted, og jeg kom­mer helt bestemt til at sav­ne Dig.Jeg elsker Dig af hele mit hjer­te; men jeg ønsker vir­ke­lig, at Du skal tage ned på jor­den for at min­de folk om, at men­ne­sket er skabt ved Dig, efter mit bil­le­de, og at men­ne­sket også er skabt i Dit, Gud Søn­nens, bil­le­de; for enhver ved, at orde­ne ”i vort bil­le­de, så de lig­ner os” blev sagt til Dig, min Søn. Du må tage af sted og lære de arme sjæ­le der­ne­de, hvor­dan de skal leve; og Du må vise dem vej­en, som vil lede dem hjem igen. – Det sid­ste, Fade­ren sag­de til Sin Søn, var: Giv dem al min kærlighed!

Sæt­nin­gen lyder så enkel, men den giver også god mening, både på men­ne­ske­ligt og gud­dom­me­ligt niveau. Og det er, hvad vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel bety­der: Giv dem al min kærlighed!

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um for­tæl­ler os nøj­ag­tigt, hvad det var, Her­ren Jesus gjor­de. Han så, at men­ne­ske­ne øde­lag­de deres egne liv, så Han steg ned fra Him­len for at hjæl­pe dem til at kun­ne brin­ge orden i det. Det er for­må­let med Hans Fød­sel: at lære men­ne­sker, hvor­dan de skal leve.

Hvad lær­te Han os? Vær gode, vær ærli­ge, vær rene, vær ret­fær­di­ge, vær kær­li­ge. – Lad os, som vi nær­mer os høj­ti­den for Kri­sti Fød­sel, ydmy­ge os og huske på den orto­dok­se, krist­ne for­stå­el­se, at men­ne­sket er skabt i Jesu bil­le­de med alle de fysi­ske, intel­lek­tu­el­le og ånde­li­ge egen­ska­ber og evner, Jesus hav­de som Menneske.

Hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos sag­de, at Gud ven­te­de læn­ge; og da men­ne­ske­ne efter enhver måle­stok klart stod til at døm­mes for deres mang­len­de for­må­en til at hjæl­pe sig selv, så frel­ste Han dem af Sin nåde ved Kristus.

Det er grun­den til, at før vi kan have nogen som helst mulig­hed for frel­se og lyk­ke, må vi alle sam­men give afkald på enhver illu­sion om at kun­ne frel­se os selv gen­nem den­ne eller hin form for lovly­dig­hed eller god opfør­sel, ved bega­ve­de ana­ly­ser eller soci­al sty­ring, eller ved lydig­hed over for en impo­ne­ren­de pro­fet eller en hel grup­pe af pro­fe­ter, eller gen­nem noget som helst, som er blot og bart men­ne­ske­ligt, og som af sam­me grund ikke har magt til at ændre den men­ne­ske­li­ge natur.

Gud søg­te i os at ska­be et sind, som var bevidst om ret­fær­dig­hed, så at når vi var ble­vet over­be­vi­ste om vores uvær­dig­hed og hav­de gjor­de det åben­lyst, at vi var ude af stand til at gå ind i Guds Rige af egen kraft, så kun­ne vi bli­ve i stand til det ved Guds styrke.

Hvad er dagens bud­skab? Jesus Kristus er Gud, i Hvis bil­le­de vi er skabt. Vores liv er er en for­e­ning af ånd, sjæl og lege­me. Før Jesus hav­de men­ne­sker deres samvit­tig­hed, og så fik de Loven. Men Loven kun­ne ikke frel­se nogen. Af egen kraft kan vi ikke unds­lip­pe synd og død. ”Vi syn­de­de som vore fædre, hand­le­de ilde og gud­løst” (Sl. 106,6). Kun Han, som er Gud og Men­ne­ske kan over­vin­de død og synd. Jesus er det ene­ste svar. Han er det ene­ste Men­ne­ske nogen­sin­de, som ikke har nogen synd. Og for­di Han ikke har nogen synd i Sig, er Han immun over­for døden. Her­ren Jesus for­so­ner os med Gud. Han er den Ene­ste, som er fuld­kom­men som Gud og fuld­kom­men som Men­ne­ske. Han tog vor men­ne­ske­li­ge natur på Sig. Han lever i men­ne­sker og gør dem hel­li­ge. Det er ale­ne Her­ren Jesus Kristus, som er vor Gud og Frelser.

Mine kære elske­de, i dag for­vand­ler Her­ren Jesus Sig og påta­ger Sig vor natur. Så lad også os for­vand­le os, lad os bli­ve Ham lig.

Din dag, Her­re, er stor! Lad den ikke være min­dre for os; men lad alle vore dage være vel­sig­ne­de – sådan råb­te hl. Efraim Syreren.

Glæ­de­lig jul!

Med kær­lig­hed i den nyfød­te Kristus, vor Frelser

Sign. + Met. Joseph

Liturgier på hverdage

Som noget nyt for­sø­ger vi nu med regel­mæs­si­ge litur­gi­er på hverdage.

Tje­ne­ster­ne kom­mer til at fore­gå i de tid­li­ge mor­gen­ti­mer. Dels for at gøre det muligt, at kom­me til gud­stje­ne­ste før man tager på arbej­de eller i sko­le. Men i lige så høj grad for at kun­ne få glæ­de af mor­ge­nens stil­hed og for at kun­ne opsen­de mor­gensang til Gud før byen vågner.

Tje­ne­ster­ne kom­mer til at fin­de sted fra kl. 06 — ca. 7:30 på føl­gen­de datoer:

Tors­dag d. 2/7
Tirs­dag d. 7/7
Man­dag d. 13/7
Man­dag d. 20/7
Tirs­dag d. 28/7

Metropolit Josephs Pinsebudskab 2020

Belo­ved Fat­hers and Fait­h­ful in Christ,

Gre­e­tings and bles­sings to you and your fami­lies as we pre­pa­re to cele­bra­te the Holy Pentecost!

As we see the ima­ges of so many pla­ces set afla­me, let us con­tem­p­la­te the ima­ges of fire that our Ortho­dox Church will offer us this wee­kend. On Sun­day mor­ning, we will chant festal hymn: “All the nations in the city of David beheld won­ders, when the Holy Spi­rit des­cen­ded in fie­ry tongu­es.” This hymn and many others spe­ak to the tea­ching that the feast of Pen­tecost hea­led the divi­sion of huma­ni­ty into com­pe­ting nations as a result of the Tower of Babel. In the Old covenant, God fashi­on­ed for Him­self a peop­le to recei­ve the Law. In the New Covenant, God brings all the nations into uni­ty through the gift of the Holy Spi­rit – as Christ fore­told to the Sama­ri­tan Woman a few short weeks ago that all would wors­hip God “in spi­rit and truth.”

We live in a time when events have pro­vo­ked us to burn with the pas­sions of anger and divi­si­ve­ness. This wee­kend, the Church will call us to burn with love and recon­ci­li­a­tion towards all.

I would like to pose question: Which fire will you welco­me into your hearts?

The­re is an instructi­ve note pla­ced befo­re the Pray­ers of Pre­pa­ra­tion of Holy Com­mu­ni­on that reads: “If thou desi­rest, O man, to eat the Body of the Master, appro­ach with fear, lest thou be scor­ched; for it is fire. And, befo­re drinking the divi­ne Blood into com­mu­ni­on, recon­ci­le thy­self to them that have wron­ged thee. Then dare to eat the “Mysti­cal Food.” To recei­ve the fire that is com­mu­ning with our Cre­a­tor, we must put out the fla­mes of our anger and jud­g­ments of others and seek recon­ci­li­a­tion – even with tho­se who have wron­ged us.

As we cele­bra­te Pen­tecost in the midst of the­se tumul­tuous days, let us as Ortho­dox Chri­sti­ans quench the fla­mes of our hatred and pas­sions that we may be set afi­re with the Gift of the Holy Spirit.

Let us cul­ti­va­te the fru­its of the Holy Spi­rit – love, joy, pea­ce, long suf­fe­ring, kind­ness, good­ness, fait­h­ful­ness, and self con­trol – and work towards the love and recon­ci­li­a­tion of all.

Amen.

May you have a bles­sed Feast of Pen­tecost – the Bir­t­h­day of Christ’s Church!

With fer­vent pray­ers for hea­ling and peace,

( S) + Metro­po­li­tan JOSEPH