Fra Synaxariet:
Mennesket blev skabt af Gud og boede i Paradis, så dets eneste bekymring var at frembringe gode frugter og at betragte Gud, dets skaber, gennem Hans værker. Men Adam blev fordrevet fra glædens have ved djævelens misundelse. Han bedrog Eva, den første kvinde, og forårsagede Adams synd. Senere gav Gud Loven til menneskene ved Moses og gjorde sin vilje kendt gennem Profeterne som forberedelse til den større velsignelse: Hans enbårne Søns, Guds Ord, fødsel i kødet, Han som skulle udfri os fra djævelens snarer. Kristus ønskede til fulde at tage del i vor faldne tilstand, så Han antog vor natur; dog uden synd, for Han alene er uden synd, da Han er Guds søn. Til det formål forberedte Han sig en pletfri bolig, en ubesmittet Ark, den alhellige Jomfru Maria, som Gud havde udvalgt før alle tider, selvom også hun var underlagt dødens vilkår og vore første forældres synds konsekvenser, til at blive den ny Eva, vor Frelsers, Jesu Kristi, Moder, vor forløsnings kildevæld og arketypen på al kristen hellighed.
Den alhellige Jomfru Maria var på sin faders side af Kong Davids slægt, gennem dennes søn Nathan, som blev far til Levi, som blev far til Melchi og Panther, som blev far til Barpanther, som blev far til Joachim, som var far til Guds Moder. Joachims hustru Anna var ligeledes af Davids slægt, idet hun var barnebarn til Mattha, som selv var barnebarn til David ved Salomon. Mattha giftede sig med en vis Maria fra Judas stamme, og de fik en søn ved navn Jakob, som blev far til tømreren Josef og tre døtre Maria, Sovia, og Anna. Maria fødte Salome, jordemoderen, Sovia fødte Elisabet, Hl. Johannes Døberens mor og Anna fødte Guds Moder.
I Sin visdom gjorde Gud den menneskelige naturs ufrugtbarhed synlig, før Kristi komme, ved at lade Joachim og Anna forblive barnløse til de var meget gamle. Joachim, som var både rig og from, bad uophørligt og ofrede Gud gaver, for at Han måtte befri dem fra deres skam over for mennesker. Da han en festdag var gået ind i Templet for at frembære sit offer, var der én fra forsamlingen, en mand af Rubens stamme, der henvendte sig til ham og sagde: ”Du må ikke frembære ofre sammen med os, fordi du intet barn har”. Disse ord skar Joachim i hjertet, og, i stedet for at vende hjem, gik han alene op på et bjerg for at bede og græde, og samtidig græd også Anna strømme af tårer og bønfaldt himlen. Vor Gud, Som er rig på nåde og fuld af barmhjertighed, hørte deres bønner sendte Ærkeenglen Gabriel, Sin godgørenheds budbringer og vor frelses forkynder, til Anna. Han forkyndte hende, at hun ville undfange i sin høje alder og føde et barn, som ville blive prist salig over hele Jorden. Fuld af glæde og forundring udbrød hun: Så sandt Herren, min Gud, lever! Hvad enten jeg føder en dreng eller en pige, vil jeg bringe mit barn som en gave til Herren, min Gud, og det skal tjene ham alle sit livs dage”. Også Joachim fik besøg af en engel, som gav ham besked på at lede sin fåreflok hjemad og at glæde sig med sin hustru og hele deres hus, fordi Gud havde bestemt, at deres skam skulle bringes til ende.
Da ni måneder var gået, fødte Anna og spurgte jordemoderen: ”Hvem har jeg bragt ind i denne verden?” ”En datter”, svarede hun. ”Min sjæl er blevet ophøjet på denne dag”, udbrød Anna og lagde forsigtigt barnet ned. Da hendes renselsesdage ifølge loven var overståede, stod hun op, vaskede sig, gav barnet bryst og kaldte hende Maria, det navn, som Patriarkerne, Profeterne og de Retfærdige, havde ventet på, og gennem hvilket Gud ville afsløre det mysterion, som havde været skjult fra evighed.
Barnet voksede sig stærkt og, og da det var blevet seks måneder gammelt, stillede Anna det på gulvet for at prøve, om det kunne blive stående. Da tog det syv skridt og vendte derefter om og kom tilbage og klamrede sig til Annas bryst. Hun løftede det op og udbrød: “Priset være Herren min Gud, du skal ikke vandre på denne jord, før jeg kan få dig bragt op i Herrens tempel”. Og hun indrettede barnets rum som en helligdom og tillod ikke, at det fik noget profant og urent at spise. Hun tilkaldte jødernes rene døtre, som vartede barnet op.
Da barnet var 1 år gammelt, gav Joachim en stor fest. Han indbød præsterne, skriverne, hele Rådet og hele Israels folk. Han præsenterede Maria for præsterne, og de velsignede hende, idet de sagde: ”Vore fædres Gud! Velsign dette barn og giv hende et navn, der evigt må nævnes af alle slægter!” og hele folket sagde: ”Ja, måtte dette dog ske, amen”. Joachim bragte hende også frem for ypperstepræsten, han velsignede hende og sagde: “O, Gud i det højeste! Se i nåde til dette barn og velsign det med den største velsignelse, den, som aldrig hører op!”
Men hendes moder greb hende og bar hende op i helligdommen i soverummet og gav hende bryst. Anna istemte en sang for Gud Herren, der lød: “Jeg vil synge en sang for Gud Herren, for han har set i nåde til mig og gjort ende på mine fjenders forhånelser. Og Herren har givet mig sin retfærds frugt, enestående er den og overvældende rig i hans øjne. Hvem vil fortælle Rubens sønner, at Anna giver bryst? Hør det, hør det, i Israels tolv stammer, at Anna giver bryst!” Og hun lagde det til ro i helligdommen i kammeret, gik ud og vartede op for sine gæster. Da måltidet var forbi, gik de bort, glade og med lovsang til Israels Gud.
(Baseret på Jakobs Forevangelium / Protoevanglium. Dette betragtes ikke som et inspireret skrift – tilhører ikke de kanoniske skrifter, der udgør Bibelen – p.g.a. tvivl om dets historiske værdi, men dets symbolske klangbund er dybt teologisk og Kirken har indarbejdet disse elementer i sine tjenester og i ikonografien i cyklussen af fester for Gudsmoder. (Hl. Anna’s Undfangelse (9. dec.), Marias Præsentation i Templet (21. nov.) Og Bebudelsen (25. marts)).
Du kan læse Hl. Johannes af Damaskus’ prædiken over Gudsmoders Fødsel her