Hl. Johannes af Damaskus kaldes også for den sidste af de græske fædre. Nedenstående er et uddrag af den første af tre prædikener, som Hl. Johannes af Damaskus afholdt under een og samme vågenatstjeneste. Hl. Johannes af Damaskus levede mellem 650/55- ca. 750 først i Damaskus og senere i Palæstina i Mar-Sabas Klosteret. Andre kilder nævner årtallene 676 — 754/87, men ingen af kilderne er helt sikre. Man véd dog, at han levede hele sit liv under Umayyad Kalifatet, der strakte sig fra 651–750.
Hellige Johannes af Damaskus
Udenfor Den Ortodokse Kirke er han er nok mest kendt for sin fremstilling af den kristne tro i “En Præcis Fremstilling af Den Ortokse Tro”, som er een af tre bøger i det store værk: Visdommen Kilde, og for sit forsvar for ikonerne under den ikonoklastiske strid, hvis begyndelse, der hersker uenighed om, — 726 anses for det mest troværdige årstal — men som fandt sin formelle afslutning i Det 7. Økumeniske Koncil i 787, men endeligt i bekræftelsen af Koncilets bestemmelser ved en Synode (“bispemøde”) i 843, hvor Ortodoksiens Sejr for første gang fejres på den første søndag i Den Store Faste. Hl. Johannes skrev tre skarpe til forsvar for ikonernne i breve henvendt til den ikonoklastiske kejser i Konstantinopel, og var næppe sluppet levende fra det, hvis ikke han havde boet udenfor det daværende byzantinske rige.
Hl. Johannes af Damaskus har envidere forfattet nogle af de store Kanon, som Kirken stadig bruger. Bl.a. Kanon til Påske, Kanon til Kristi Forklarelse og Kanon til netop Gudsmoders Hensoven.
Han fik af sin samtid tilnavnet Chrysorrhoas (ham, hvorfra der flyder guld) på grund af sine prædikener, Kanon og sine ‑skrevne såvel som talte — behandlinger af teologiske spørgsmål, der var rettet mod at forsvare og bevare hele den ortodokse tro og lære mod forskellige kætterier og ikke mindst islam.
Hl. Johannes af Damaskus.
Hele verden glæder sig over Guds Moders fødsel
Kom, alle folk, kom, hele menneskeslægten, kom, alle stammer, alle aldre og stænder – kom for med glæde at lovprise den dag, da hele verdens glæde blev født. For når selv hedninger fejrer deres kongers fødselsdag med alle mulige ærestegn — og det er endog sådanne konger, hvis liv ofte kun har været til byrde – hvis, siger jeg, selv hedningene på en sådan dag alle bringer gaver efter evne, bør vi da så ikke i endnu højere grad ære Gudsmoders fødselsdag, hendes, gennem hvem hele menneskeslægten blev fornyet og stammoderen Evas sorg blev forvandlet til glæde? For Eva hørte Gud bestemme: ”… med smerte skal du føde dine børn” (1. Mos 3:16), mens det til Maria blev forkyndt: ”Hil dig, du benådede!” (Luk. 1:28). Den førstnævnte fik at høre: ”… til din mand skal din attrå være”, den sidstnævnte: ”Herren er med dig!”
Men hvad skal vi frembære som gave for Ordets Moder, hvis ikke netop ord? Lad hele skabelsen juble og lovprise den hellige Annas alhellige barn. Hun fødte en umistelig skat af godhed til verden. Lad os da lovprise hendes ufrugtbarheds ophør, for nu er den hindring, som spærrede os vejen til salighed, styrtet sammen.
Lad alle jomfruer glæde sig, for en jomfru er født, som ifølge Esajas’ ord skal ”… blive frugtsommelig og føde en søn, og hun skal give Ham navnet Emmanuel, det betyder: Gud med os”. Ikke et menneske, ikke engel, men Gud selv skal komme og frelse os. ”Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn, Herren er Gud og har vist sig for os”. Lad os gøre en højtidsdag til ære for Guds Moders fødsel. ”Bryd ud i jubel, du ufrugtbare Anna, du, som ikke har født børn, bryd ud i jubel og råb, du, som aldrig har kendt fødslens smerter”. Glæd dig, Joakim, for din datter skal være ”… et barn bliver os født, en søn bliver os givet … og Hans navn skal være ”Underfuld Rådgiver for hele verdens frelse”, ”Vældig Gud”. Må Nestorios gribes af skam, og må han med hænderne holde sin mund lukket. Barnet er Gud. Er hun, som har født Ham så ikke Gudføderske? Og dén, der ikke bekender, at Den Hellige Jomfru er Gudføderske, er selv gudløs. Dette er ikke mine egne ord, selv om jeg tager dem med i min prædiken. Dette har jeg fået i arv fra min Fader – Gregor af Nazians.
I, højst salige og alrene par, Joakim og Anna. Gennem jeres livs frugt lærer vi jer at kende. I har levet et gudvelbehageligt liv, hende værdigt, som fødtes af jer. I levede i kyskhed og retfærdighed og fødte jomfruelighedens pryd til verden – Jomfru før hun fødte, Jomfru under fødslen og Jomfru efter fødslen, den eneste, som forbliver jomfru i sind, i sjæl og i legeme. Til hvilke undere og til hvilke store velgerninger blev dette pigebarn ikke ophav! Og alt dette for min frelses skyld, Herre! Hvor meget har Du ikke elsket mig, siden Du har frelst mig, ikke ved engle og ikke gennem noget andet væsen, men Du har selv genskabt mig på samme måde, som Du først skabte mig! Derfor spiller og synger jeg med glæde; grebet og henført slår jeg mangfoldige gange den åndelige harpes strenge an og synger en hellig sang til Din Moders fødsel. – I, alrene par, Joakim og Anna! I forblev rene og blev fundet værdige til at føde hende til verden, som ikke lod sig lokke af nogen mand, Guds Moder. Fordi I førte et fromt og retfærdigt liv, fødte I en datter, som er højere æret end engle og er englenes Herskerinde. Dette er begyndelsen til verdens frelse. Råb: ”Herren er på Jorden”, syng, blæs i basun! Løft jeres stemmer, råb uden frygt! For os er født Guds Moder, som Gud Lam behagede at lade sig føde gennem, Guds Lam, som borttager verdens synd. Spil, alle bjerge, for nu fødes Guds allerhelligste bjerg ”… et Gudsbjerg er Basans bjerg … Gud har ønsket Sig det til bolig, hvor Herren også vil bo for evigt” (PS. 67/68).
Du alhellige, Joakims og Annas datter, du hviler endnu i din moders favn, men vækker dog frygt i de faldne ånder. Du, alhellige datter – dine forældres herliggørelse! Dig skulle alle slægter prise salig, som du har sagt om dig selv (Luk. 1,48). Du, Guds værdige datter, menneskeslægtens pryd og du, som gør bod for det, som stammoderen Eva forbrød sig mod. Du, alhelligste datter, Du pryd blandt kvinder! For selv om Eva blev den første overtræder og døden kom ind i verden gennem hende, så har Maria, som var lydig mod Guds vilje, ført udødeligheden ind i verden. Du, højst jomfruelige datter! Århundreder har konkurreret om hvem, som skulle berømme sig af din fødsel, men Guds, alle århundreders Skabers forudbestemte råd, besejrede denne århundredernes kamp og de sidste blev de første, for de blev gjort lykkelige gennem din fødsel. Sandelig, du er blevet den højest ærede af alle skabninger, for med mælken fra dine bryster næredes Gud, og dine læber kyssede vor Guds mund. Hvilket ufatteligt og usigeligt under! Hele skabelsens Gud elskede dig og gjorde dig til Gudføderske, til Sin Søns og Sit Ords Moder, og til den, som nærede denne Hans Søn og Ord.
I en tid var det sådan, at jorden befandt sig i dybt forfald og at selve Guds folk forlod deres Gud, grebet af fristelsernes ånd, og ikke længere var Guds folk, da dette benådede folk ikke længere var benådet og dette elskede folk ikke længere var elsket. Og derfor fødes nu en Jomfru, som forloves med Gud selv og føder Guds Søn, og det forud forkastede folk bliver Guds folk, det ikke-benådede får nåde, og det ikke-elskede får kærlighed, for af hende fødes Guds elskede Søn i hvem al Guds velbehag er. – Glæd dig, Jord, glæd jer, Zions sønner over jeres Herre og Gud, for ørkenen er begyndt at blomstre, den ufrugtbare ørken har frembragt frugt. Glæd dig, salige Anna, over at du har født en datter, for denne datter er Guds Moder, lysets dør, livet kilde, alle kvinders befrielse fra fordømmelsen. Folkenes herskere skal komme med gaver og falde ned for hende. Du selv skal føre hende frem for vor Konge og Gud klædt i dydens pragt, som i guldvævet klædning og prydet af Åndens nåde. Du længe ventede og højst salige datter! ”Velsignet er du, og velsignet er dit livs frugt!” Jomfru, Kong Davids datter og Moder til vor Gud, altets Konge! Du skal have liv, ikke kun for dig selv, for du blev ikke født, blot for din egen skyld. Du skal leve for at tjene som hele verdens frelse, for at Guds urgamle råd om Ordets menneskevordelse og vor frelse må opfyldes gennem dig. Dit hjerte skal nyde og opfyldes af Guds ord, som det frugtbare oliventræ i Guds hus, som livets træ, der bar frugt – den menneskevordne Herre, det evige liv for alle – til den tid, Gud havde bestemt. Dine øjne vil altid være rettede mod Herren, dine ører vil altid være parate til at lytte til Guds ord, dine læber vil evindelig prise Herren og kysse Hans mund, din tunge vil til alle tider tale om Guds ord og udgyde guddommelig sødme. Hele dit væsen vil være Åndens bolig, den levende Guds Stad, som flodens løb – lige som stråler af Helligåndens nåde – glæder. Du vil for altid være helt god, for du er højere æret end keruber og er uendeligt mere herlig end serafer, derfor er du blevet forenet med Gud.
Hvilket under over alle undere! En kvinde er blevet ophøjet over seraferne. Må du nu tie, du alvise Salomon, og ikke længere sige, at der intet nyt findes under solen! Du, gudbenådede Jomfru, Guds velsignede tempel, som ikke er prydet med guld og stene uden sjæl, men som stråler af ånd i stedet for guld, og som i stedet for stene indeholder en dyrebar perle – Kristus, Guddommens Perle! Bed Ham at Han må berøre vore læber, så de må blive rene til at besynge Hans og Faderens og Helligåndens ære: Hellig, hellig, hellig er Herren Sebaot, én Gud i tre Personer! Den Hellige Gud og Fader, som har Sit velbehag i dig, og som før tidernes begyndelse bestemte, at dette mysterion skulle fuldendes gennem dig. Den Hellige Stærke Guds Søn og enbårne Gud, som nu har ladet dig fødes af en ufrugtbar mor, for at Han selv, Faderens enbårne, må fødes som din lige så enbårne – Jomfru Maria! Den Hellige Udødelige alrene Ånd, som med Sin guddommeligheds dug har bevaret dig uskadt af den guddommelige ild, der blev foregrebet billedligt ved busken, som Moses så.
Glæd dig, Maria, Annas gode datter. Hvad bør vi kalde dig, hvis ikke en bolig, som er Gud værdig. Med rette vil alle slægter prise dig som menneskehedens udvalgte pryd. Du er præsteskabets ære og de kristnes tilflugt. ”Velsignet være du, og velsignet være dit livs frugt”. De, som bekender dig som Gudføderske er velsignede, og de, som ikke bekender dig er – fordømte! Du, Joakims og Annas datter, vor Herskerinde! Tag syndens tunge åg bort fra mig, jag den mørke sky bort, som omgiver mit sind, stands fristelserne, led mit liv til lykke og led mig til den himmelske salighed. Giv fred til hele verden og glæde og evig frelse til alle rettroende, gennem din fars og din mors og hele Kirkens forbønner. Amen, amen! Vær glad, du som fik glæden, ”Herren er med dig; velsignet være du blandt kvinder, og velsignet være dit liv frugt” – Jesus Kristus, Guds Søn. Ham være ære tillige med Faderen og Helligånden i evigheders evighed. Amen!