8. september - Vor Herskerinde, Den Alhellige og evigt Jomfruelige Gudsmoders Fødsel

Præ­di­ken, tirs­dag d. 8. sep­tem­ber 2015:

Epi­stel: Filip­per­bre­vet, kap. 2:5–11.
Evan­ge­li­um: Lukas, kap. 10:38–42,11:27–28.

Fra Synaxa­ri­et:

Men­ne­sket blev skabt af Gud og boe­de i Para­dis, så dets ene­ste bekym­ring var at frem­brin­ge gode frug­ter og at betrag­te Gud, dets ska­ber, gen­nem Hans vær­ker. Men Adam blev for­dre­vet fra glæ­dens have ved djæ­vel­ens mis­un­del­se. Han bedrog Eva, den før­ste kvin­de, og for­år­sa­ge­de Adams synd. Sene­re gav Gud Loven til men­ne­ske­ne ved Moses og gjor­de sin vil­je kendt gen­nem Pro­fe­ter­ne som for­be­re­del­se til den stør­re vel­sig­nel­se: Hans enbår­ne Søns, Guds Ord, fød­sel i kødet, Han som skul­le udfri os fra djæ­vel­ens sna­rer. Kristus ønske­de til ful­de at tage del i vor fald­ne til­stand, så Han antog vor natur; dog uden synd, for Han ale­ne er uden synd, da Han er Guds søn. Til det for­mål for­be­red­te Han sig en plet­fri bolig, en ube­smit­tet Ark, den alhel­li­ge Jom­fru Maria, som Gud hav­de udvalgt før alle tider, selv­om også hun var under­lagt døde­ns vil­kår og vore før­ste for­æl­dres synds kon­se­kven­ser, til at bli­ve den ny Eva, vor Frel­sers, Jesu Kri­sti, Moder, vor for­løs­nings kil­de­væld og arke­ty­pen på al kri­sten hel­lig­hed.

Den alhel­li­ge Jom­fru Maria var på sin faders side af Kong Davids slægt, gen­nem den­nes søn Nat­han, som blev far til Levi, som blev far til Mel­chi og Pant­her, som blev far til Bar­pant­her, som blev far til Joa­chim, som var far til Guds Moder. Joa­chims hustru Anna var lige­le­des af Davids slægt, idet hun var bar­ne­barn til Mat­tha, som selv var bar­ne­barn til David ved Salo­mon. Mat­tha gif­te­de sig med en vis Maria fra Judas stam­me, og de fik en søn ved navn Jakob, som blev far til tøm­re­ren Josef og tre døtre Maria, Sovia, og Anna. Maria fød­te Salo­me, jor­de­mo­de­ren, Sovia fød­te Elisa­bet, Hl. Johan­nes Døbe­rens mor og Anna fød­te Guds Moder.

I Sin vis­dom gjor­de Gud den men­ne­ske­li­ge naturs ufrugt­bar­hed syn­lig, før Kri­sti kom­me, ved at lade Joa­chim og Anna for­bli­ve barn­lø­se til de var meget gam­le. Joa­chim, som var både rig og from, bad uop­hør­ligt og ofre­de Gud gaver, for at Han måt­te befri dem fra deres skam over for men­ne­sker. Da han en fest­dag var gået ind i Temp­let for at frem­bæ­re sit offer, var der én fra for­sam­lin­gen, en mand af Rubens stam­me, der hen­vend­te sig til ham og sag­de: ”Du må ikke frem­bæ­re ofre sam­men med os, for­di du intet barn har”. Dis­se ord skar Joa­chim i hjer­tet, og, i ste­det for at ven­de hjem, gik han ale­ne op på et bjerg for at bede og græ­de, og sam­ti­dig græd også Anna strøm­me af tårer og bøn­faldt him­len. Vor Gud, Som er rig på nåde og fuld af barm­hjer­tig­hed, hør­te deres bøn­ner send­te Ærke­eng­len Gabri­el, Sin god­gø­ren­heds bud­brin­ger og vor frel­ses for­kyn­der, til Anna. Han for­kynd­te hen­de, at hun vil­le und­fan­ge i sin høje alder og føde et barn, som vil­le bli­ve prist salig over hele Jor­den. Fuld af glæ­de og forun­dring udbrød hun: Så sandt Her­ren, min Gud, lever! Hvad enten jeg føder en dreng eller en pige, vil jeg brin­ge mit barn som en gave til Her­ren, min Gud, og det skal tje­ne ham alle sit livs dage”. Også Joa­chim fik besøg af en engel, som gav ham besked på at lede sin fåre­flok hjemad og at glæ­de sig med sin hustru og hele deres hus, for­di Gud hav­de bestemt, at deres skam skul­le brin­ges til ende.

Da ni måne­der var gået, fød­te Anna og spurg­te jor­de­mo­de­ren: ”Hvem har jeg bragt ind i den­ne ver­den?” ”En dat­ter”, sva­re­de hun. ”Min sjæl er ble­vet ophø­jet på den­ne dag”, udbrød Anna og lag­de for­sig­tigt bar­net ned. Da hen­des ren­sel­ses­da­ge iføl­ge loven var over­stå­e­de, stod hun op, vaske­de sig, gav bar­net bryst og kald­te hen­de Maria, det navn, som Patri­ar­ker­ne, Pro­fe­ter­ne og de Ret­fær­di­ge, hav­de ven­tet på, og gen­nem hvil­ket Gud vil­le afslø­re det myste­rion, som hav­de været skjult fra evig­hed.

Bar­net vok­se­de sig stærkt og, og da det var ble­vet seks måne­der gam­melt, stil­le­de Anna det på gul­vet for at prø­ve, om det kun­ne bli­ve stå­en­de. Da tog det syv skridt og vend­te der­ef­ter om og kom til­ba­ge og klam­re­de sig til Annas bryst. Hun løf­te­de det op og udbrød: “Pri­set være Her­ren min Gud, du skal ikke van­dre på den­ne jord, før jeg kan få dig bragt op i Her­rens tem­pel”. Og hun ind­ret­te­de bar­nets rum som en hel­lig­dom og til­lod ikke, at det fik noget pro­fant og urent at spi­se. Hun til­kald­te jøde­r­nes rene døtre, som var­te­de bar­net op.

Da bar­net var 1 år gam­melt, gav Joa­chim en stor fest. Han ind­bød præ­ster­ne, skri­ver­ne, hele Rådet og hele Isra­els folk. Han præ­sen­te­re­de Maria for præ­ster­ne, og de vel­sig­ne­de hen­de, idet de sag­de: ”Vore fædres Gud! Vel­sign det­te barn og giv hen­de et navn, der evigt må næv­nes af alle slæg­ter!” og hele fol­ket sag­de: ”Ja, måt­te det­te dog ske, amen”. Joa­chim brag­te hen­de også frem for ypper­ste­præ­sten, han vel­sig­ne­de hen­de og sag­de: “O, Gud i det høje­ste! Se i nåde til det­te barn og vel­sign det med den stør­ste vel­sig­nel­se, den, som aldrig hører op!”

Men hen­des moder greb hen­de og bar hen­de op i hel­lig­dom­men i sove­rum­met og gav hen­de bryst. Anna istem­te en sang for Gud Her­ren, der lød: “Jeg vil syn­ge en sang for Gud Her­ren, for han har set i nåde til mig og gjort ende på mine fjen­ders for­hå­nel­ser. Og Her­ren har givet mig sin ret­færds frugt, ene­stå­en­de er den og over­væl­den­de rig i hans øjne. Hvem vil for­tæl­le Rubens søn­ner, at Anna giver bryst? Hør det, hør det, i Isra­els tolv stam­mer, at Anna giver bryst!” Og hun lag­de det til ro i hel­lig­dom­men i kam­me­ret, gik ud og var­te­de op for sine gæster. Da mål­ti­det var for­bi, gik de bort, gla­de og med lovsang til Isra­els Gud.

(Base­ret på Jakobs Fore­van­ge­li­um / Pro­to­e­vang­li­um. Det­te betrag­tes ikke som et inspi­re­ret skrift – til­hø­rer ikke de kano­ni­ske skrif­ter, der udgør Bibe­len – p.g.a. tvivl om dets histo­ri­ske vær­di, men dets sym­bol­ske klang­bund er dybt teo­lo­gisk og Kir­ken har ind­ar­bej­det dis­se ele­men­ter i sine tje­ne­ster og i iko­no­gra­fi­en i cyklus­sen af fester for Guds­mo­der. (Hl. Anna’s Und­fan­gel­se (9. dec.), Mari­as Præ­sen­ta­tion i Temp­let (21. nov.) Og Bebu­del­sen (25. marts)).

Se også:

Hl. Johan­nes af Dama­s­kus’ præ­di­ken over Guds­mo­ders Fød­sel