Hl. Johannes af Damaskus — Prædiken over Gudsmoders Fødsel — 8. september

Hl. Johan­nes af Dama­s­kus kal­des også for den sid­ste af de græ­ske fædre. Neden­stå­en­de er et uddrag af den før­ste af tre præ­di­ke­ner, som Hl. Johan­nes af Dama­s­kus afholdt under een og sam­me våge­nat­stje­ne­ste. Hl. Johan­nes af Dama­s­kus leve­de mel­lem 650/55- ca. 750 først i Dama­s­kus og sene­re i Palæsti­na i Mar-Sabas Kloste­ret. Andre kil­der næv­ner årtal­le­ne 676 — 754/87, men ingen af kil­der­ne er helt sik­re. Man véd dog, at han leve­de hele sit liv under Umayy­ad Kali­fa­tet, der strak­te sig fra 651–750.

Hellige Johannes af Damaskus

Hel­li­ge Johan­nes af Dama­s­kus

Uden­for Den Orto­dok­se Kir­ke er han er nok mest kendt for sin frem­stil­ling af den krist­ne tro i “En Præ­cis Frem­stil­ling af Den Ortok­se Tro”, som er een af tre bøger i det sto­re værk: Vis­dom­men Kil­de, og for sit for­svar for iko­ner­ne under den iko­nokla­sti­ske strid, hvis begyn­del­se, der her­sker uenig­hed om, — 726 anses for det mest tro­vær­di­ge års­tal — men som fandt sin for­mel­le afslut­ning i Det 7. Øku­me­ni­ske Kon­cil i 787, men ende­ligt i bekræf­tel­sen af Kon­cilets bestem­mel­ser ved en Syno­de (“bis­pe­mø­de”) i 843, hvor Orto­dok­si­ens Sejr for før­ste gang fejres på den før­ste søn­dag i Den Sto­re Faste. Hl. Johan­nes skrev tre skar­pe til for­svar for iko­ner­n­ne i bre­ve hen­vendt til den iko­nokla­sti­ske kej­ser i Kon­stan­ti­nopel, og var næp­pe slup­pet leven­de fra det, hvis ikke han hav­de boet uden­for det davæ­ren­de byzan­tin­ske rige.

Hl. Johan­nes af Dama­s­kus har envi­de­re for­fat­tet nog­le af de sto­re Kanon, som Kir­ken sta­dig bru­ger. Bl.a. Kanon til Påske, Kanon til Kri­sti For­kla­rel­se og Kanon til net­op Guds­mo­ders Hen­soven.

Han fik af sin sam­tid til­nav­net Chrysor­r­hoas (ham, hvor­fra der fly­der guld) på grund af sine præ­di­ke­ner, Kanon og sine ‑skrev­ne såvel som tal­te — behand­lin­ger af teo­lo­gi­ske spørgs­mål, der var ret­tet mod at for­sva­re og beva­re hele den orto­dok­se tro og lære mod for­skel­li­ge kæt­te­ri­er og ikke mindst islam.

Hl. Johannes af Damaskus.
Hele verden glæder sig over Guds Moders fødsel

Kom, alle folk, kom, hele men­ne­skeslæg­ten, kom, alle stam­mer, alle aldre og stæn­der – kom for med glæ­de at lov­pri­se den dag, da hele ver­dens glæ­de blev født. For når selv hed­nin­ger fejrer deres kon­gers fød­sels­dag med alle muli­ge ære­s­tegn — og det er endog sådan­ne kon­ger, hvis liv ofte kun har været til byr­de – hvis, siger jeg, selv hed­nin­ge­ne på en sådan dag alle brin­ger gaver efter evne, bør vi da så ikke i end­nu høje­re grad ære Guds­mo­ders fød­sels­dag, hen­des, gen­nem hvem hele men­ne­skeslæg­ten blev for­ny­et og stam­mo­de­ren Evas sorg blev for­vand­let til glæ­de? For Eva hør­te Gud bestem­me: ”… med smer­te skal du føde dine børn” (1. Mos 3:16), mens det til Maria blev for­kyndt: ”Hil dig, du benå­de­de!” (Luk. 1:28). Den først­nævn­te fik at høre: ”… til din mand skal din attrå være”, den sidst­nævn­te: ”Her­ren er med dig!”

Men hvad skal vi frem­bæ­re som gave for Ordets Moder, hvis ikke net­op ord? Lad hele ska­bel­sen jub­le og lov­pri­se den hel­li­ge Annas alhel­li­ge barn. Hun fød­te en umi­ste­lig skat af god­hed til ver­den. Lad os da lov­pri­se hen­des ufrugt­bar­heds ophør, for nu er den hin­dring, som spær­re­de os vej­en til salig­hed, styr­tet sam­men.

Lad alle jom­fru­er glæ­de sig, for en jom­fru er født, som iføl­ge Esa­jas’ ord skal ”… bli­ve frugtsom­me­lig og føde en søn, og hun skal give Ham nav­net Emma­nu­el, det bety­der: Gud med os”. Ikke et men­ne­ske, ikke engel, men Gud selv skal kom­me og frel­se os. ”Vel­sig­net være Han, som kom­mer i Her­rens navn, Her­ren er Gud og har vist sig for os”. Lad os gøre en høj­tids­dag til ære for Guds Moders fød­sel. ”Bryd ud i jubel, du ufrugt­ba­re Anna, du, som ikke har født børn, bryd ud i jubel og råb, du, som aldrig har kendt føds­lens smer­ter”. Glæd dig, Joakim, for din dat­ter skal være ”… et barn bli­ver os født, en søn bli­ver os givet … og Hans navn skal være ”Under­fuld Råd­gi­ver for hele ver­dens frel­se”, ”Væl­dig Gud”. Må Nesto­rios gri­bes af skam, og må han med hæn­der­ne hol­de sin mund luk­ket. Bar­net er Gud. Er hun, som har født Ham så ikke Gud­fø­de­r­ske? Og dén, der ikke beken­der, at Den Hel­li­ge Jom­fru er Gud­fø­de­r­ske, er selv gud­løs. Det­te er ikke mine egne ord, selv om jeg tager dem med i min præ­di­ken. Det­te har jeg fået i arv fra min Fader – Gre­gor af Nazi­ans.

I, højst sali­ge og alre­ne par, Joakim og Anna. Gen­nem jeres livs frugt lærer vi jer at ken­de. I har levet et gud­vel­be­ha­ge­ligt liv, hen­de vær­digt, som fød­tes af jer. I leve­de i kysk­hed og ret­fær­dig­hed og fød­te jom­fru­e­lig­he­dens pryd til ver­den –  Jom­fru før hun fød­te, Jom­fru under føds­len og Jom­fru efter føds­len, den ene­ste, som for­bli­ver jom­fru i sind, i sjæl og i lege­me. Til hvil­ke unde­re og til hvil­ke sto­re vel­ger­nin­ger blev det­te pige­barn ikke ophav! Og alt det­te for min frel­ses skyld, Her­re! Hvor meget har Du ikke elsket mig, siden Du har frelst mig, ikke ved eng­le og ikke gen­nem noget andet væsen, men Du har selv gen­skabt mig på sam­me måde, som Du først skab­te mig! Der­for spil­ler og syn­ger jeg med glæ­de; gre­bet og hen­ført slår jeg mang­fol­di­ge gan­ge den ånde­li­ge har­pes stren­ge an og syn­ger en hel­lig sang til Din Moders fød­sel. – I, alre­ne par, Joakim og Anna! I for­blev rene og blev fun­det vær­di­ge til at føde hen­de til ver­den, som ikke lod sig lok­ke af nogen mand, Guds Moder. For­di I før­te et fromt og ret­fær­digt liv, fød­te I en dat­ter, som er høje­re æret end eng­le og er eng­le­nes Her­ske­rin­de. Det­te er begyn­del­sen til ver­dens frel­se. Råb: ”Her­ren er på Jor­den”, syng, blæs i bas­un! Løft jeres stem­mer, råb uden frygt! For os er født Guds Moder, som Gud Lam beha­ge­de at lade sig føde gen­nem, Guds Lam, som bort­ta­ger ver­dens synd. Spil, alle bjer­ge, for nu fødes Guds aller­hel­lig­ste bjerg ”… et Guds­b­jerg er Basans bjerg … Gud har ønsket Sig det til bolig, hvor Her­ren også vil bo for evigt” (PS. 67/68).

Du alhel­li­ge, Joakims og Annas dat­ter, du hvi­ler end­nu i din moders favn, men væk­ker dog frygt i de fald­ne ånder. Du, alhel­li­ge dat­ter – dine for­æl­dres her­lig­gø­rel­se! Dig skul­le alle slæg­ter pri­se salig, som du har sagt om dig selv (Luk. 1,48). Du, Guds vær­di­ge dat­ter, men­ne­skeslæg­tens pryd og du, som gør bod for det, som stam­mo­de­ren Eva for­brød sig mod. Du, alhel­lig­ste dat­ter, Du pryd blandt kvin­der! For selv om Eva blev den før­ste over­træ­der og døden kom ind i ver­den gen­nem hen­de, så har Maria, som var lydig mod Guds vil­je, ført udø­de­lig­he­den ind i ver­den. Du, højst jom­fru­e­li­ge dat­ter! Århund­re­der har kon­kur­re­ret om hvem, som skul­le berøm­me sig af din fød­sel, men Guds, alle århund­re­ders Ska­bers for­ud­be­stem­te råd, besej­re­de den­ne århund­re­der­nes kamp og de sid­ste blev de før­ste, for de blev gjort lyk­ke­li­ge gen­nem din fød­sel. San­de­lig, du er ble­vet den højest ære­de af alle skab­nin­ger, for med mæl­ken fra dine bryster nære­des Gud, og dine læber kys­se­de vor Guds mund. Hvil­ket ufat­te­ligt og usi­ge­ligt under!  Hele ska­bel­sens Gud elske­de dig og gjor­de dig til Gud­fø­de­r­ske, til Sin Søns og Sit Ords Moder, og til den, som nære­de den­ne Hans Søn og Ord.

I en tid var det sådan, at jor­den befandt sig i dybt for­fald og at sel­ve Guds folk for­lod deres Gud, gre­bet af fri­stel­ser­nes ånd, og ikke læn­ge­re var Guds folk, da det­te benå­de­de folk ikke læn­ge­re var benå­det og det­te elske­de folk ikke læn­ge­re var elsket. Og der­for fødes nu en Jom­fru, som for­loves med Gud selv og føder Guds Søn, og det for­ud for­ka­ste­de folk bli­ver Guds folk, det ikke-benå­de­de får nåde, og det ikke-elske­de får kær­lig­hed, for af hen­de fødes Guds elske­de Søn i hvem al Guds vel­be­hag er. – Glæd dig, Jord, glæd jer, Zions søn­ner over jeres Her­re og Gud, for ørke­nen er begyndt at blom­stre, den ufrugt­ba­re ørken har frem­bragt frugt. Glæd dig, sali­ge Anna, over at du har født en dat­ter, for den­ne dat­ter er Guds Moder, lysets dør, livet kil­de, alle kvin­ders befri­el­se fra for­døm­mel­sen. Fol­ke­nes her­ske­re skal kom­me med gaver og fal­de ned for hen­de. Du selv skal føre hen­de frem for vor Kon­ge og Gud klædt i dydens pragt, som i guld­væ­vet klæd­ning og pry­det af Åndens nåde. Du læn­ge ven­te­de og højst sali­ge dat­ter! ”Vel­sig­net er du, og vel­sig­net er dit livs frugt!” Jom­fru, Kong Davids dat­ter og Moder til vor Gud, altets Kon­ge! Du skal have liv, ikke kun for dig selv, for du blev ikke født, blot for din egen skyld. Du skal leve for at tje­ne som hele ver­dens frel­se, for at Guds urgam­le råd om Ordets men­ne­ske­vor­del­se og vor frel­se må opfyl­des gen­nem dig. Dit hjer­te skal nyde og opfyl­des af Guds ord, som det frugt­ba­re oli­ven­træ i Guds hus, som livets træ, der bar frugt – den men­ne­ske­v­ord­ne Her­re, det evi­ge liv for alle – til den tid, Gud hav­de bestemt. Dine øjne vil altid være ret­te­de mod Her­ren, dine ører vil altid være para­te til at lyt­te til Guds ord, dine læber vil evin­de­lig pri­se Her­ren og kys­se Hans mund, din tun­ge vil til alle tider tale om Guds ord og udg­y­de gud­dom­me­lig sød­me. Hele dit væsen vil være Åndens bolig, den leven­de Guds Stad, som flo­dens løb – lige som strå­ler af Hel­li­gån­dens nåde – glæ­der. Du vil for altid være helt god, for du er høje­re æret end keru­ber og er uen­de­ligt mere her­lig end ser­a­fer, der­for er du ble­vet for­e­net med Gud.

Hvil­ket under over alle unde­re! En kvin­de er ble­vet ophø­jet over ser­a­fer­ne. Må du nu tie, du alvi­se Salo­mon, og ikke læn­ge­re sige, at der intet nyt fin­des under solen! Du, gud­benå­de­de Jom­fru, Guds vel­sig­ne­de tem­pel, som ikke er pry­det med guld og ste­ne uden sjæl, men som strå­ler af ånd i ste­det for guld, og som i ste­det for ste­ne inde­hol­der en dyre­bar per­le – Kristus, Gud­dom­mens Per­le! Bed Ham at Han må berø­re vore læber, så de må bli­ve rene til at besyn­ge Hans og Fade­rens og Hel­li­gån­dens ære: Hel­lig, hel­lig, hel­lig er Her­ren Seba­ot, én Gud i tre Per­so­ner! Den Hel­li­ge Gud og Fader, som har Sit vel­be­hag i dig, og som før tider­nes begyn­del­se bestem­te, at det­te myste­rion skul­le ful­den­des gen­nem dig. Den Hel­li­ge Stær­ke Guds Søn og enbår­ne Gud, som nu har ladet dig fødes af en ufrugt­bar mor, for at Han selv, Fade­rens enbår­ne, må fødes som din lige så enbår­ne – Jom­fru Maria! Den Hel­li­ge Udø­de­li­ge alre­ne Ånd, som med Sin gud­dom­me­lig­heds dug har beva­ret dig uskadt af den gud­dom­me­li­ge ild, der blev fore­gre­bet bil­led­ligt ved busken, som Moses så.

Glæd dig, Maria, Annas gode dat­ter. Hvad bør vi kal­de dig, hvis ikke en bolig, som er Gud vær­dig. Med ret­te vil alle slæg­ter pri­se dig som men­ne­ske­he­dens udvalg­te pryd. Du er præ­ste­ska­bets ære og de krist­nes til­flugt. ”Vel­sig­net være du, og vel­sig­net være dit livs frugt”. De, som beken­der dig som Gud­fø­de­r­ske er vel­sig­ne­de, og de, som ikke beken­der dig er – for­døm­te! Du, Joakims og Annas dat­ter, vor Her­ske­rin­de! Tag syn­dens tun­ge åg bort fra mig, jag den mør­ke sky bort, som omgi­ver mit sind, stands fri­stel­ser­ne, led mit liv til lyk­ke og led mig til den him­mel­ske salig­hed. Giv fred til hele ver­den og glæ­de og evig frel­se til alle ret­tro­en­de, gen­nem din fars og din mors og hele Kir­kens for­bøn­ner. Amen, amen! Vær glad, du som fik glæ­den, ”Her­ren er med dig; vel­sig­net være du blandt kvin­der, og vel­sig­net være dit liv frugt” – Jesus Kristus, Guds Søn. Ham være ære til­li­ge med Fade­ren og Hel­li­gån­den i evig­he­ders evig­hed. Amen!