Nadvergudstjenesten eller den jordiske himmel.
Af biskop Kallistos (Ware)
“Nadveren er et vedvarende under”, siger én, som blev en en fremtrædende præst, Hl. Johannes af Kronstadt. Formålet med vores kongres [ortodoks kongres i Belgien, okt. 2000; red.] er netop at få åbnet øjnene, så vi med ny klarhed kan begribe dybden og de revolutionerende konsekvenser af det vedvarende under, som nadveren er. For nu at benytte Platons ord: “Filosofien begynder med evnen til at undres.” Måtte Kristus, vor ypperstepræst, lade vor undren over nadverliturgiens under vokse i disse eftertankens og glædens dage.
Et vedvarende under.
Lad os begynde med at huske på den rigtige betydning af ordet “liturgi”. Man siger af og til, at det græske ord leitourgia betyder ergon tou laou, “folkets virke”. Det forekommer mig, at der er en tvivlsom etymologi på spil her, men ikke desto mindre er det en udmærket teologisk måde at nærme sig sagen på. På klassisk græsk er “liturgi” en fælles handling, noget, der udføres af flere mennesker efter indbyrdes aftale, og som ikke lader sig gøre isoleret, men netop kun i fællesskab. Når nadvergudstjenesten derfor kaldes “Liturgi”, vil det sige, at den altid af natur finder sted i fællesskab. Den guddommelige Liturgi [Den ortodokse Kirkes betegnelse for nadvergudstjenesten, red.] har udelukkende aktive deltagere, ikke passive tilskuere.
I og med at Den guddommelige Liturgi er fællesskabets handlen, hvori alle deltager, er den udtryk for vores sande væren som “menneskelige personer”. Dét græske ord, som modsvarer “person”, hedder prosopon, og det betyder egentlig “ansigt” eller “ansigtsudtryk”. Jeg er kun en virkelig person, når jeg vender ansigtet mod andre personer, når jeg ser dem ind i øjnene og lader dem møde mit blik. Med andre ord: der er kun tale om virkelig personlighed, når mindst to personer taler sammen. For at være mig selv har jeg behov for jer andre. Hvis dét er, hvad det vil sige at være en person, så udtrykker vi os netop som personer i fællesskab, når vi fejrer Den guddommelige Liturgi. Gudstjenesten er netop den inderligste og mest personlige handling af alt det, vi mennesker foretager os.
“Vi” og “jeg” i den liturgiske bøn.
Den “fælles-personlige” ånd i Den guddommelige Liturgi viser sig derved, at med meget sjældne undtagelser læses alle gudstjenestens bønner i flertal og ikke i éntal. Pronominet “vi” benyttes fremfor “jeg”. På den måde respekterer Liturgien ånden i Herrens Bøn (“Fader Vor”), som Frelseren har givet os som rettesnor for, hvordan vi med ord kan henvende os til Gud. I “Fader Vor” forekommer “vi” fem gange, “vor” to gange, “vore” to gange, men ikke én eneste gang optræder “min”, “mig” eller “mine”. […]
Ved at se lidt nærmere på det viser det sig, at de få steder i liturgien, hvor der forekommer “jeg” i stedet for “vi”, ikke i egentlig forstand hører til gudstjesten. For eksempel reciterer præsten en bøn lige før Den store Indgang, mens Kerubhymnen synges, og her bruges flere gange “jeg”; men den bøn er blevet føjet til Liturgien på et tidspunkt, hvor præstens bønner ikke længere blev sagt højt og hørligt for folket, men “hemmeligt” og med lav stemme. Den er derfor egentlig en del af præstens private andagt, hvilket forklarer, hvorfor han benytter første person éntal.
Endvidere siger vi stadig “Jeg tror …”, når vi fremsiger Trosbekendelsen. I sin oprindelige form, sådan som den er vedtaget af de Økumeniske Konciler [årene 325 og 381, red.], indledtes bekendelsen med “Vi tror …” Efterfølgende er Trosbekendelsen så blevet benyttet til at bekende troen i forbindelse med dåb, på den måde, at dåbskandidaten for sit personlige vedkommende gav udtryk for sin tro og derfor talte i éntal, “Jeg tror …” Da Trosbekendelsen så blev indføjet i Den guddommelige Liturgi, bevarede man entalsformen. Ville det ikke være udmærket, hvis vi ortodokse vendte tilbage til den oprindelige form, “Vi tror …”, sådan som man har gjort adskillige steder i det kristne Vesten?
Endelig reciterer man, i kirker af slavisk tradition, umiddelbart før folkets kommunion denne bøn: “Jeg tror, Herre, og bekender, at Du i sandhed er Kristus, den levende Guds Søn …” Men denne bøn, ligesom de to følgende, hører strengt taget ikke til den fælles gudstjeneste, men til de bønner, hver enkelt troende bør læse før modtagelse af nadveren; og derfor bruges pronominet “jeg” naturligt her.
Eukaristiens karakter af fællesskab.
Lad os se lidt mere detaljeret på Eukaristiens [navnet “Eukaristi” benyttes ofte i ortodoks sammenhæng om hele nadvergudstjenesten, red.] karakter af fællesskab, som er sammenfattet ved brugen af pronominet “vi”.
1) Helt i begyndelsen af den eukaristiske tjeneste, endnu før han går ind i alterrummet og ifører sig de liturgiske klæder, læser den præst, der forestår tjenesten, de indledende, forberedende bønner; derefter gør han front mod vest og bøjer sig for menigheden, som for deres del bøjer sig for ham. I min menighed i Oxford er der, mestendels, på dette tidspunkt endnu ingen til stede, så det er kun englene , der bøjer sig til svar. Og lige før Den store Indgang vender præsten sig igen mod vest og bøjer sig, stående i midterdørene, for menigheden, som bøjer sig for ham. Og en tredje gang, lige før nadvermodtagelsen, gentager det samme sig. Hvad er meningen med disse tre gange gentagne og gensidige bøjninger? Er det blot og bart udveksling af høflighed? Nej, det er meget mere end dét. Når præsten bøjer sig mod menigheden, siger han, højt eller i sit hjerte: “Tilgiv mig”; og når menigheden bøjer sig mod præsten, siger også de, højt eller i hjerterne: “Tilgiv os”; og de gensidige svar lyder, højt eller stille: “Må Gud tilgive dig (jer).”
Denne trefoldige, gensidige tilgivelse har afgørende betydning for vores forståelse af Den guddommelige Liturgi. For uden gensidig tilgivelse kan der slet ikke være tale om en fuld gudstjenestefejring i ordets sande og dybe betydning. Hvis vi ikke indleder den liturgiske færd i tilgivelsens ånd, kompromitterer vi dens natur af fællesskab, dens sobornost, alvorligt, for så ophører gudstjenesten med at være udtryk for kærlighed mellem mennesker. Præsten har behov for lægfolkets tilgivelse, og folket har behov for præstens tilgivelse. For ingen af dem kan handle uden den anden part. […]
2) Eukaristiens karakter af gensidighed understreges mest åbenlyst umiddelbart før recitationen af Trosbekendelsen, når diakonen udbryder: “Lad os elske hverandre, så vi med én stemme kan bekende …”; og menigheden svarer: “Faderen og Sønnen og Hellig’Ånden, den uadskillelige Treenighed af ét og samme væsen!” — Uden samhørighed, som viser sig i gensidig kærlighed, kan der hverken blive tale om nogen sand bekendelse af troen på den treenige Gud eller om nogen sand fejring af Den guddommelige Liturgi.
3) Eukaristiens ånd af fællesskab strømmer ligeledes fra den dialog, der går umiddelbart forud for anaforaen [liturgiens centrale del]: “Vor Herre, Jesu Kristi nåde … være med jer”; “Og med din ånd”; “Lad os opløfte vore hjerter”; “Lad os takke Herren”; “Det er værdigt og ret!” Med Johannes Chrysostomos’ ord: “Når vi indleder de frygtindgydende mysterier, beder præsten for folket, og folket beder for præsten; det sidste er det præcise indhold i ordene “og med din ånd”. I den eukaristiske handling deltager alle i fællesskab. For det er ikke præsten, der alene yder taksigelse, men hele folket tager, sammen med ham, del i taksigelsen. Efter at præsten har opfordret til taksigelse, giver de troende deres tilslutning ved at svare, “det er værdigt og ret!” Og først da påbegyndes den eukaristiske handling.”
Vi kan udvide denne tanke fra Johannes Chrysostomos og sige, at præsten på en måde beder om folkets tilladelse, før han begynder at recitere anaforaen, og at han ikke kan komme videre, før end denne tilladelse er givet med ordene “det er værdigt og ret!” Bønnen om helliggørelse er lige så vel folkets bøn, som den er præstens, for folkets aktive samtykke er uomgængeligt.
Hvis nu alt, hvad vi har sagt om Liturgiens karakter af fællesskab, er sandt, så stilles vi overfor følgende spørgsmål: Hvordan kan vi, vore dages ortodokse, øge lægfolkets aktive deltagelse i nadverfejringen? Hyppig nadverdeltagelse er afgjort én måde, hvorpå vi kan styrke fornemmelsen af dynamisk engagement. Ville det ikke også være nyttigt at give menigheden mulighed for at synge i langt højere grad end hidtil — i hvert fald visse steder i gudstjenesten? Og fredskysset, lige før Trosbekendelsen, skulle det ikke, som i oldkirken, udveksles i hele menigheden og ikke kun blandt præsterne? Og skulle det ikke være den samlede menighed, der fremsagde det tredobbelte Amen efter epiklesen [bønnen om Hellig’ Åndens komme, red.]?
Ære være Gud i det højeste og på jorden fred.
Lad os, for bedre at begribe den indre betydning af Den guddommelige Liturgi, koncentrere os om en passage helt fra begyndelsen af gudstjenesten; den reciteres kort før den indledende velsignelse. Den gør det muligt for os at forstå det følgende.
Når forberedelsen af offergaverne [proskomidien] er afsluttet står præsten foran alteret, og med løftede hænder proklamerer han: “Ære være Gud i det højeste og på jorden fred i mennesker, i hvem Han har velbehag!” Det er englenes ord ved Kristi fødsel (Luk. 2, 14), og de minder os om, at hver eneste Liturgi er endnu en juledag (ligesom hver Liturgi også er et Golghata og en påske). Mere præcist angiver ordene de to niveauer, hvorpå den guddommelige liturgi fejres: i himlen, “i det højeste”, og hernede, “på jorden”.
Vi sammenstillede to niveauer:
Den jordiske Liturgi Den himmelske Liturgi,
På nærmere angivne steder, Overalt,
I et givet øjeblik, I evigheden,
Med ord og gester, I tavshed,
Verbalt, Ontologisk [knyttet til vort inderste væsen, red.]
Præst og folk ofrer brød og vin, Kristus ofrer Sig Selv,
Under epiklesen og anaforaen forenes disse to niveauer i liturgien: vore gaver absorberes i Kristi given sig Selv og assimileres deri; derved bliver brødet og vinen Kristi Legeme og Blod. Det er lige så rigtigt at sige, at vi stiger op til himlen, som at sige, at himlen kommer ned på jorden, for udtrykkene “stige op” og “komme ned” er metaforiske, og lige meget, hvilken metafor der benyttes, er meningen den samme.
“Himmelen på jorden”
Den bedste og dybeste måde at tale om Liturgien på er beskrive den som “himmelen på jorden”. Hl. Germanus af Konstantinopel skriver i indledningen til sin Kommentar til Den guddommelige Liturgi, at “Kirken er en jordisk himmel, hvori Gud bor og virker”. Eller som de russiske udsendinge udtrykte det, da de for fyrst Vladimir skulle beskrive den gudstjeneste, de havde overværet i Hagia Sofia: “Vi vidste ikke, om vi var i himmelen eller på jorden”.
De hellige ikoner har netop, som deres liturgiske funktion, at skabe en fornemmelse af, at himmelen er på jorden. Via ikonerne bliver de medlemmer af kirken, som befinder sig i himmelen, aktive deltagere i vor jordiske gudstjeneste, mens kirkens mure åbner sig mod evigheden. Ikonen er en dør, som giver adgang til det himmelske Rige og den kommende evighed.
Liturgiens enhed af himmelsk og jordisk udtrykkes visuelt i en scene, man nogle gange kan se som freske nederst i kuplen i byzantinske kirker. Vi kan klart se en fremstilling af Den store Indgang: personer, klædt som diakoner og præster, frembærer de hellige gaver, som er dækket af et klæde; andre personer, klædt som under-diakoner bærer processionslys og andre liturgiske rekvisitter; og i døren ind til alterrummet står biskoppen og venter på dem. Men når vi ser nærmere efter, opdager vi, at de, der er klædt som diakoner og præster, alle sammen er engle, og at biskoppen er Kristus selv! Som det hedder i forbindelse med Den store Indgang under De forudindviede gavers Liturgi: “Nu tjener de himmelske magter usynligt Gud sammen med os”.
Lad os da, hver gang vi tager del i Den guddommelige Liturgi, sige i vore hjerter: “Dette er himmelen på jorden; vi, den synlige menighed, er kommet til stede ved en handling, som er langt hinsides os; vi er på mystisk vis til stede ved Kirkens himmelske gudstjeneste. Og hele Kirken beder sammen med os: de hellige, englene, Gudsmoder og Kristus selv”.
Den usynlige præst.
Efter at præsten har sagt de ord, vi hæftede os ved, “Ære være Gud i det højeste …”, siger diakonen til ham: “Det er tid for Herren at gribe ind!” Her har vi en anden sætning, som kan hjælpe os til at begribe den egentlige mening med den guddommelige liturgi. De græske udtryk, der bruges, kan faktisk oversættes på to måder; enten som jeg netop har gjort det, med “Det er tid for Herren at gribe ind!”, eller, som det er tilfældet i adskillige liturgiske traditioner, med en sætning, som siger næsten det modsatte: “Det er tid for os at tjene Herren”, eller noget lignende med samme indhold. Egentlig drejer det sig om et citat fra Salmernes Bog, salme 118 (119) vers 126; og de fleste bibeloversættelser [også den danske fra 1931, red.] benytter den førstnævnte oversættelse. Det er også dén, jeg personligt foretrækker, for den har et dybt og mægtigt indhold.
“Det er tid for Herren at gribe ind!” Dette udbrud lærer os, at den eukaristiske Liturgi ikke kan reduceres til blot og bart ord, men at den er handling; og endvidere, at det ikke i første række er os, der handler, men Herren. Den virkelige præst ved hver eneste Eukaristi er Kristus selv, den usynlige præst; og vi, præsterne og lægfolket, gør ikke andet end at tjene sammen med Ham. Denne sandhed kommer stærkt til udtryk i dén [“stille”] bøn, præsten beder, mens Kerubhymnen synges: “Thi Du, Kristus, vor Gud, er både dén, som ofrer og dén, som ofres, dén, der modtager og dén, der uddeles.” Kristus er på samme tid præst og offer. Kristi direkte deltagelse i den eukaristiske handling finder også udtryk i den hilsen, præsterne udveksler i forbindelse med fredskysset: “Kristus er iblandt os.” […]
Lad os da også, hver gang vi tager del i Den guddommelige Liturgi, sige til os selv: “Med hjertets øjne ser jeg Herren, Jesus Kristus, stå foran alteret. Det er Hans hånd, som velsigner brødet og vinen; og det er Ham, der rækker hånden ud for at give mig den hellige nadver”.
Eukaristien som Pinse.
Indtil videre har vi især gjort overvejelser over Den guddommelige Liturgis kristologiskekarakter. Nu er det tid til, at vi også ser på gudstjenestens pneumatologiske [åndelige, i tilknytning til Hellig’Ånden, red.] dimension. I vores sakraments-teologi, og i alle dele af den kristne lære, bør vi undgå “kristomonisme” [udelukkende at tale om Kristus, red.]. “Tænk aldrig på Sønnen uden også at tænke på Hellig’Ånden”, siger Hl. Gregor af Nyssa; og Hl. Irenæus af Lyon taler om Sønnen og Hellig’Ånden som “Faderens to hænder”, og Faderen bruger altid begge hænder samtidigt. Det kristne liv leves ligeligt under Korsets og under pinseunderets tegn; det har, på én og samme tid, del i Kristi blodige og glorværdige lidelse og i ildtungerne på den halvtredsindstyvende dag.
Vi må sætte disse betragtninger i forbindelse med Eukaristien, med “salen ovenpå”, salen, hvor Påskemåltidet spises og nadveren indstiftes; men også med pinsens “sal ovenpå”. Der er to former for “realpræsens” i eukaristien: Kristi Legeme og Blod er virkeligt til stede, men det er Hellig’Ånden også — og her taler vi om en anden form for tilstedeværelse, for Hellig´Ånden har ikke inkarneret sig og har derfor hverken legeme eller blod, men Han er ikke desto mindre umiddelbart til stede. Der er således også to former for fællesskab i Eukaristien: fællesskabet i Kristus, men også fællesskabet i Hellig?Ånden (jvf. 2. Kor. 13,13: “Herren Jesu Kristi Nåde, Guds kærlighed og Hellig’Åndens samfund være med eder!”)
Der er fire momenter i den eukaristiske Liturgi, hvor Hellig’ Åndens nærvær og aktivitet særligt understreges:
1) Efter Den store Indgang siger diakonen, med de ord, ærkeenglen benytter ved Bebudelsen (Luk. 1, 35), til præsten: “Hellig’Ånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig”. Præsten svarer: Må Hellig’Ånden bistå os alle vort livs dage”. Her har vi en gribende tanke, som vi gør klogt i at huske på hele tiden: under den eukaristiske Liturgi er Hellig’Ånden vores sylleitourgos, vor ledsager i gudstjenesten, vor medcelebrant.
2) Højdepunktet for Hellig’Åndens deltagelse i den eukaristiske Liturgi finder vi afgjort iepiklesen [bønnen umiddelbart efter “indstiftelsesordene”, red.]. I denne trinitariske bøn beder vi Faderen om at sende Hellig’Ånden over brødet og vinen og gøre dem til Kristi Legeme og Blod. Dén, som indvier de hellige gaver, er således ikke præsten, ej heller præst og menighed i forening, men Hellig?Ånden. Det er det samme, som Johannes af Damaskus sagde, da han skulle forklare den eukaristiske helliggørelses væsen: “Hvis I skulle spørge “hvordan”, er det nok for jer at vide, at det sker ved Hellig’Ånden”. Det er netop Hellig’ Åndens opgave at gøre Kristi nærvær til en levende og vedvarende virkelighed i Kirken (jvf. Joh. 16, 13 — 14, om Hellig’Åndens komme). Det er dét, Hellig’Ånden foretager sig overalt og hele tiden i det kristne liv, men i særlig grad under helliggørelsen i forbindelse med Eukaristien.
3) Talsmandens nærvær tilkendegives endvidere umiddelbart før præsternes kommunion. Præsten tager et stykke af offerbrødet og lægger det i kalken, idet han siger: “Hellig’Åndens fylde”; og derefter hælder diakonen varmt vand i kalken, mens også han endnu engang nævner den tredje Person i Treenigheden og siger: “Troens varme, fyldt af Hellig’Ånd, Amen”.
4) Endelig synger menigheden (koret) i taksigelsen, der følger efter nadveren: “Vi har set det sande lys, vi har modtaget den Hellig’Ånd”. Når vi tager imod Kristus, tager vi samtidigt imod Ånden. Dette illustreres fint ved en diskussion, som fandt sted i Konstantinopel i 1440-erne, kort før det byzantinske riges sammenbrud. Der var nogle præster, som, når de havde sagt den sædvanlige formular ved nadverudelingen: “Guds tjener, N., modtager Kristi hellige og dyrebare Legeme og Blod …”, begyndte at tilføje ordene: “Modtag Hellig’Ånden”. Dette gav anledning til en kontrovers, hvor man bad Hl. Markus af Efesos være opmand. Han svarede, at tilføjelsen var rimelig på det teologiske plan, for når vi modtager Kristus, modtager vi også Hellig’Ånden. Men han lagde til, at det ikke var rimeligt på det liturgiske plan, for det er ikke passende at lave om på Liturgiens traditionelle form.
Sjældent er Hellig’Åndens nærvær blevet udtrykt med bedre ord end hos Hl. Efraim Syreren:
“Se, Ild og Ånd i det skød, som bar dig;
Se, Ild og Ånd i den flod, hvor du blev døbt;
Ild og Ånd i vor dåb,
I Brødet og i Kalken, Ild og Hellig’Ånd;
I jeres Brød skjuler sig en Ånd, som ikke lader sig spise;
I jeres vin er der kastet en Ild, som ikke lader sig drikke;
Ånd i jeres Brød, Ild i jeres vin;
Et fjernt under, og dog modtaget af vore læber”.
“O. Fuldkomne kærlighed!”
Dette er den eukaristiske Liturgis sande natur: den er fælles handling; den er en handling, som på samme tid er jordisk og himmelsk; den er Herrens handling og Hellig’Åndens handling. Vi lagde ud med Johannes af Kronstadts ord: “Nadveren er et vedvarende under”. Lad os så slutte med noget andet, han har sagt: “Ordene Tag og spis … Drik alle heraf indeholder Guds afgrundsdybe kærlighed til menneskene. O, fuldkomne kærlighed, o, kærlighed, som omfatter alt, o, uimodståelige kærlighed! Hvad giver vi Gud til gengæld for dén kærlighed?”