Hvorfor har vi en åben ikonostase?

Hvor­for har vi en åben iko­nost­a­se?

Vort ærke­stifts menig­hed i Nan­tes, Frank­rig, fik i maj måned sid­ste år ind­vi­et deres nye kir­ke­byg­ning af Ærke­bi­skop Gabri­el. Det er en for­holds­vis lil­le, meget smuk byg­ning af run­de tøm­mer­stok­ke. Menig­he­den har valgt at ind­ret­te kir­ke­rum­met med en ’åben iko­nost­a­se’. Den beslut­ning ind­skri­ver sig i en løben­de teo­lo­gisk debat i den orto­dok­se ver­den om ikon­væg­gens betyd­ning og udform­ning. Vi brin­ger neden­for den sted­li­ge præst, fader Lam­berts, rede­gø­rel­se for det valg, man har fore­ta­get i hans menig­hed.

Den orto­dok­se kir­ke i Nan­tes: Saint Basi­le de Cés­arée

Hvor­for har vi en åben iko­nost­a­se?

En åben iko­nost­a­se, som vi nu har i vores kir­ke i Nan­tes, kan vir­ke over­ra­sken­de. Der er folk iblandt os, der vil sige: Hvor­for ikke en iko­nost­a­se, som vi ken­der den? Hvor­for ikke en tra­di­tio­nel iko­nost­a­se? (1)

Med ”en tra­di­tio­nel iko­nost­a­se” menes en høj iko­nost­a­se med døre og for­hæng, som luk­ker sig om alter­rum­met. En sådan iko­nost­a­se skju­ler det, der sker i alter­rum­met, den ”til­hyl­ler” det Hel­li­ge.

Det­te hen­vi­ser til Gam­mel Testa­men­te, hvor der fx står, at Gud siger til Moses, der er gået Gud i møde på Sinaj Bjerg: ”Du får ikke lov se mit ansigt, for intet men­ne­ske kan se mig og behol­de livet.” (2 Mos 33:20). Der­for ser Moses Her­ren ”fra ryg­gen” (2 Mos 33:22) eller møder Ham ”i en tæt sky” (2 Mos 19:9). Man kan ikke se Gud, og man til­hyl­ler alt­så Hans til­ste­de­væ­rel­se på Alte­ret med et slør, et for­hæng. Det er det, vi gen­fin­der i ”Tel­tet”, hebræ­er­nes hel­lig­dom i de fyr­re­ty­ve år i ørke­nen: Gud befa­ler dem at anbrin­ge ”et for­hæng” for at skju­le ”Vid­nes­byr­dets Ark”, ste­det for Hans til­ste­de­væ­rel­se. Og Gud sag­de: ”For­hæn­get dan­ner skel for jer mel­lem det Hel­li­ge og det Aller­hel­lig­ste” (2 Mos 26:31–33). Der er adskil­lel­se ”efter­som vi ikke kan ken­de” Gud: Den Anden er altid noget helt Andet, end vi kan fore­stil­le os. Såle­des er det siden syn­de­fal­det, siden men­ne­sket miste­de Para­di­set. Dér var det uaf­brudt sam­men med sin Gud. Nu er der en afgrund mel­lem Gud og men­ne­ske. Men­ne­ske­ne kan ikke mere være i et fæl­les­skab med Gud. Vi søger Ham og byg­ger altre, som tår­net i Baby­lon og alle temp­ler­ne gen­nem alle tider, men vi kan aldrig mere gen­fin­de det tæt­te bånd, som knyt­te­de os til Gud fra Ska­bel­sens begyn­del­se.

Alt det­te er dog ændret med Kri­sti kom­me i ver­den. I Kristus har Gud ”vist sig” i men­ne­ske­lig skik­kel­se. Han er ble­vet men­ne­ske og har siden et men­ne­ske­ligt ansigt. Efter det­te kan vi ”se” Ham, nu lader Gud Sig ”ken­de”. Ikke ved Sin ”væren” (essens), men ved ”Sin til­ste­de­væ­rel­se” (præ­sens) som frel­ser men­ne­sket, som knyt­ter men­ne­sket til sin gud­dom­me­li­ge kil­de, som­genop­ret­ter men­ne­sket i sit kald til at leve i Gud. Gud lader sig ken­de i kær­lig­he­den, i den san­de glæ­de, som hel­bre­der, som giver liv, som for­e­ner folk og over­vin­der alle skel. Og i én per­son som inkar­ne­rer det­te: Kristus Jesus. I Kristus for­e­ner Gud sig med men­ne­sket på den tæt­test muli­ge måde ved at bli­ve men­ne­ske. Der er alt­så ikke læn­ge­re nogen afgrund mel­lem Ham og os. Tvær­ti­mod fra nu af er der”fællesskab”.

Den høje iko­nost­a­se har alt­så sine rød­der i vore fædres tro før Kristus. Men den risi­ke­rer at benæg­te det, der er ændret i Kristus: At der ikke mere er ”adskil­lel­se”.

Alli­ge­vel har der været teo­lo­ger som Léo­nid Ous­penski og Paul Evdokim­ov (2), som har sagt, at iko­nost­a­sen ikke ”adskil­ler”, men tvær­ti­mod er et vid­nes­byrd om det­te nye fæl­les­skab, som vi træ­der ind i ved sel­ve iko­ner­ne.

Og gan­ske rig­tigt, så viser iko­nen — især pro­to­ty­pen på alle iko­ner, den frel­sen­de kristu­si­kon — Gud i den form Han har vist Sig: som et men­ne­ske, lig os og sam­ti­dig det fuld­kom­ne bil­le­de af Gud, ja, endog Guds inkar­na­tion. Det er i den form, Han har til­ladt os at ”se” Ham. Iko­nen afslø­rer Gud for os i Hans frel­sen­de til­ste­de­væ­rel­se, får os til at ”ken­de” Gud, som Han har ladet sig ken­de. Især iko­nen af Guds­mo­der fører os ind i den­ne nye para­di­si­ske vir­ke­lig­hed, hvor Gud og men­ne­sket ikke er adskil­te, men for­e­ne­de, i fæl­les­skab.

Man kun­ne såle­des sige, at iko­nost­a­sens iko­ner i en syn­lig form åben­ba­rer, hvad der sker usyn­ligt på alte­ret: Der kom­mer Kristus til ste­de, og der får vi del i Ham, men i form af brød og vin, som er bestemt til føde og ikke til iagt­ta­gel­se. Vi ”ser” ikke Kristus i de Hel­li­ge Gaver, vi ”sma­ger” Ham. Der­i­mod ser vi Ham gen­nem iko­nen. Der er alt­så på ingen måde mod­sæt­ning mel­lem iko­nost­a­sen, og det der sker på alte­ret. Men behø­ves der så man­ge døre og for­hæng?

Da Kristus dør, søn­der­ri­ves temp­lets for­hæng: ”for­hæn­get i temp­let flæn­ge­des midt igen­nem” (Luk:23:45–46).

Hvis vi genkal­der os lidt af vores litur­gis og de reli­gi­øse byg­nin­gers histo­rie, ser vi alle­re­de fra det 1. århund­re­de, at de krist­ne mødes i al enkel­hed i glæ­den over Guds til­ste­de­væ­rel­se. De mødes til ihukom­mel­se af deres Her­res liv. Sene­re læste de den hel­li­ge Paulus’ bre­ve og end­nu sene­re Evan­ge­li­er­ne. De fejre­de min­det om deres Her­re ved at dele brø­d­et og vinen (i begyn­del­sen var det enk­le mål­ti­der, som lidt efter lidt ritu­a­li­se­re­des). I alt det­te kend­te de Kri­sti til­ste­de­væ­rel­se iblandt dem. I begyn­del­sen, hav­de de ingen egent­li­ge ritu­a­ler og i de fle­ste til­fæl­de intet kult­sted, idet de sam­le­des hos hin­an­den (især der, hvor de leve­de under streng for­føl­gel­se). Da de før­ste kir­ker duk­ke­de op i det 2. århund­re­de (rundt omkring, hvor de krist­ne kun­ne leve deres tro i fri­hed), var der over­ho­ve­det ingen iko­nost­a­se. De før­ste spi­rer til en iko­nost­a­se fin­der vi i det IV århund­re­de, på Kir­ke­fædre­nes tid (måske en smu­le tid­li­ge­re). Det var en ”gen­nem­sig­tig skil­le­væg”. Der var nor­malt tale om en balu­stra­de af sten eller mar­mor, ikke ret høj, eller der var fle­re søj­ler med en arki­trav mel­lem kir­ke­skib og apsis og med et kors på top­pen. Det­te sym­bo­li­se­re­de iføl­ge Elisa­beth Behr-Sigel en ”skel­nen uden adskil­lel­se sva­ren­de til Litur­gi­ens møde mel­lem den him­mel­ske evig­hed og den jor­di­ske for­gæn­ge­lig­hed” (3). Ærke­præst Nico­las Oso­lin taler om  en ”græn­se mel­lem alter­rum og kir­ke­skib” som ’for­bin­del­se – sam­men­føj­ning’ og ikke som deling eller adskil­lel­se (4). Det er først fra de sto­re kam­pe om iko­nen (Iko­noklas­men mod dem, der for­sva­re­de iko­nen i det VIII århund­re­de), at Iko­ner­ne blev fæst­net på balu­stra­den eller søj­ler­ne. Og det er et godt styk­ke tid efter det XIII århund­re­de, at iko­nost­a­sen med iko­ner helt op til lof­tet udvik­le­des i Rusland for der­fra at spre­de sig til hele Orto­dok­si­en fra XVI århund­re­de.

Vores iko­nost­a­se gri­ber alt­så til­ba­ge til iko­nost­a­sens oprin­de­li­ge form fra det VIII århund­re­de. Det er lige­le­des den­ne iko­nost­a­se, der til­la­der en fæl­les fejring af gud­stje­ne­sten mel­lem præ­sten og hele fol­ket. Hele vores litur­gi er fæl­les: Den er fol­kets, præ­stens, dia­ko­nens, læse­rens, korets og alle de til­ste­de­væ­ren­des litur­gi. I vores sogn fejrer vi litur­gi­en på en sådan måde, at hver enkelt del­ta­ger indra­ges mest muligt. Vores åbne iko­nost­a­se bidra­ger til det­te for­mål: Vi fejrer  Litur­gi­en ”sam­men”, det er ”Kri­sti Lege­me”, som for­e­nes: Kristus er Hove­d­et, og vi alle er lem­mer­ne.

Vi er ikke de ene­ste, der har en åben ikon­st­a­se. Fra det XX århund­re­de har orto­dok­se teo­lo­ger og menig­he­der af tro­en­de orto­dok­se overalt i ver­den ønsket at ven­de til­ba­ge til dis­se tid­li­ge­re tra­di­tio­ner. Og i øvrigt har der altid eksi­ste­ret meget gam­le kir­ker, som gen­nem århund­re­der­ne har beva­ret deres åbne iko­nost­a­ser.

Det er ud fra dis­se betragt­nin­ger, at vi her i Nan­tes — sam­ti­dig med at vi respek­te­rer dem, der beder i kir­ker med høje luk­ke­de iko­nost­a­ser og beun­drer det from­heds­liv, som fin­des der, og aner­ken­der dis­se iko­nost­a­sers teo­lo­gi­ske vær­di og ”iko­no­gra­fi­ske plan” (5) — har vovet at ska­be en iko­nost­a­se, som frem­hæ­ver grund­la­get for hele vores tro: At Gud og men­ne­ske for­e­nes; Gud, der blev men­ne­ske, for at men­ne­sket kan bli­ve som Gud, som Fædre­ne sag­de.

Jeg håber af hele mit hjer­te, at vi alle kan ”mod­ta­ge” den­ne ikon­st­a­se. Og at den må hjæl­pe os til at bede og brin­ge os nær­me­re til Gud, til at få del i Ham for at leve med Ham og ved Ham og i Ham.

Jeres præst

Lam­bert

For vide­re infor­ma­tion: http://orthodoxedenantes.free.fr

Noter:

1) Det er vig­tigt at kon­sta­te­re fra begyn­del­sen af, at der ikke eksi­ste­rer en ”typisk” iko­nost­a­se, fæl­les for alle orto­dok­se tra­di­tio­ner. Såle­des fin­der man i Græken­land iko­nost­a­ser, der er  meget lave­re og mere åbne end fx i Rusland, hvor iko­nost­a­sen er meget udvik­let med fem ræk­ker af Iko­ner.

Sene­re i den­ne arti­kel ser vi lige­le­des, at den såkaldt ”tra­di­tio­nel­le” iko­nost­a­se kun har eksi­ste­ret i nog­le få århund­re­der, og at ikon­st­a­sen før den tid var meget mere åben, eller endog helt fra­væ­ren­de.

2) Evdokim­ov, P., ”L’Art de l’Icône, Théo­lo­gie de la beauté” Desclée de Brouwer, 1970  og Ous­pen­sky, L., ”The­o­lo­gy of the Icon”, New York, 1978  og  ”La question de l’iconostase” i  Mes­sa­ger de l’Exarchat du Patri­ar­che Rus­se en Euro­pe Occi­den­tale, no 44, 1963, pp. 240–243 (på rus­sisk).

3) E. Behr-Sigel, ”Refle­xions sur l’Iconostase” à pro­pos de Mar­tin Wink­ler ”Les Jours de Fêtes” Col­lection  ”Le Mon­de des Icô­nes”, Ed. Ides et Calen­des, Neu­cha­tel (Suis­se).http://www.myriobiblos.gr/texts/french/contacts_sigel_iconostase.html

4) Nico­las Oso­lin, ”Des ico­nost­a­ses pour notre temps”

http://orthodoxe.free.fr/files/iconostase.pdf.

5) Det dre­jer sig om en iko­nost­a­se med fem ræk­ker af iko­ner, som fortæller/repræsenterer hele den Hel­li­ge Histo­rie.

Over­sat fra fransk af Inger Bir­git­te Bjerg