Liturgien — hellighedens kilde

Udtryk­ket hel­lig­he­dens kil­de optræ­der i de bøn­ner om nådens vir­ke, vi læser efter at have mod­ta­get Kri­sti lege­me og blod. Men hvad er i vir­ke­lig­he­den den­ne hel­lig­hed? Og hvor­dan kan vi øse af dén kil­de?

Hel­lig­he­dens sto­re myste­ri­um
Lad os først slå fast, at der er tale om et stort myste­ri­um [] Hel­lig­hed er en gud­dom­me­lig kva­li­tet; en egen­skab ved det gud­dom­me­li­ge; den til­hø­rer Ska­be­ren. Man kan ikke beskri­ve hel­lig­he­den, og der er intet, man kan sam­men­lig­ne den med. Net­op under Litur­gi­en syn­ger vi: hel­li­ge Gud, hel­li­ge Stær­ke, hel­li­ge Udø­de­li­ge, for­barm Dig over os. Den dybe­ste kil­de til hel­lig­hed er den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, som i sin natur og i sit liv er hel­lig. Hel­lig (gr. a-gios) bety­der ikke-jor­disk, d.v.s. abso­lut ander­le­des. Over­skrif­ten på den­ne arti­kel peger på, at via Litur­gi­en — den hel­li­ge Litur­gi, end­da Dengud­dom­me­li­ge Litur­gi — får vi adgang til den­ne gud­dom­me­li­ge egen­skab. Vi tager måske alt for let på på det bibel­ske bud: Vær hel­li­ge, som jeg er hel­lig. Vi glem­mer, hvil­ket pri­vil­e­gi­um det er for os men­ne­sker, som er skab­te, jor­di­ske, at mod­ta­ge det­te som målet for vort liv. Vi glem­mer hvil­ken gave det er, Gud giver os, så at vi kan syn­ge eng­le­nes tre-hel­li­ge sang og selv fore­stil­le dis­se him­mel­ske væse­ner. At tage del i Litur­gi­en er at tage del i en gud­dom­me­lig hand­ling, at være vid­ne til, hvor­dan hel­lig­he­dens uudtøm­me­li­ge kil­de, som er Gud selv, strøm­mer, kom­mer til ste­de og giver sig selv []

I cen­trum af det­te myste­ri­um er der en udveks­ling af liv mel­lem Gud og os. Gud gen­nem­træn­ger vor væren med Sin, så at Hans liv bli­ver vores — så at vi lever Hans liv. Han ofrer sig, vi over­gi­ver os til Ham, og når vi med hele vor væren tager imod det­te, ændrer vort liv sig lidt efter lidt og bli­ver hel­ligt. Som gud-men­ne­ske­lig orga­nis­me for­ny­er Kir­ken Ny Testa­men­tes Pagt ved Kri­sti blod; Den­ne kalk er den nye Pagt i mit blod (Luk. 22, 20). Gud bli­ver de tro­en­des føde, som vi syn­ger Påske­lør­dag i den sang, der dén dag erstat­ter Kerubhym­nen. Den nye Pagt hed­der det, for det evi­ge liv er atter til­gæn­ge­ligt for men­ne­sker, hvil­ket det ikke var før Kri­sti offer. Hel­lig­he­den føjer intet til, som ikke er natur­ligt for men­ne­sket; det men­ne­ske, som ikke øser af hel­lig­he­dens kil­de er i vir­ke­lig­he­den ikke et natur­ligt men­ne­ske. Hel­lig­he­den er langt fra at være noget ekstra, lige­som gla­su­ren på en kage — den er sel­ve sub­stan­sen i det sandt og enkelt men­ne­ske­li­ge liv, og alt­så i det vir­ke­ligt per­son­li­ge liv hos hvert men­ne­ske.

Kristus har sagt: Guds brød er det brød, som kom­mer ned fra him­me­len og giver ver­den liv. Det liv, der er tale om, er ikke noget tids­be­græn­set, mendet evi­ge liv. Fol­ke­ne i ska­ren sag­de til Kristus: Her­re, giv os altid det brød; og Jesus sva­re­de dem: Jeg er livets brød. Dén, som kom­mer til mig, skal ikke hungre; og dén, som tror på mig, skal aldrig tør­ste (Joh. 6, 33 — 35).

Og lidt efter siger Han end­nu mere direk­te: Det­te er det brød, som kom­mer ned fra him­me­len for at man skal spi­se af det og ikke dø […] Om nogen spi­ser af det­te brød, skal han leve til evig tid […] Dén, som æder mit kød og drik­ker mit blod, har evigt liv (Joh. 6, 51,52 og 54). Vi tager del i den udø­de­lig­hed, Han har i sig.

Hel­lig­he­dens Kil­de
For­vand­lin­gen af [Litur­gi­ens] vin og brød fin­der sted i et givet øje­blik, men det­te øje­blik giver os alli­ge­vel adgang til begi­ven­he­der hin­si­des tid og rum. Mod­tag mig i dag som del­ta­ger i Din hem­me­lig­heds­ful­de nad­ver. Og Han ofrer Sig i evig­hed for at hel­lig­gø­re dem, der har del i Hans fæl­les­skab. Evig­he­den slår føl­ge med tiden. Ånden slår føl­ge med mate­ri­en og for­vand­ler den­ne: brø­d­et bli­ver gud­dom­me­ligt. Det dre­jer sig ikke om en for­vand­ling til gud­dom­me­lig natur, for kun Ska­be­ren selv er uskabt Gud; men for men­ne­sker er det muligt at bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te gen­nem del­ta­gel­se i Ska­be­rens ener­gi­er og liv. Når vi spi­ser det­te kød og drik­ker det­te blod, er Han i os og vi i Ham. Han er i os, Han, den uen­de­li­ge, som er uden rum­li­ge græn­ser — og vi er i Ham.

Men­ne­ske­nes for­vand­ling fin­der sted meget mere grad­vist og lang­somt end for­vand­lin­gen af nad­ve­r­e­le­men­ter­ne, for men­ne­sket har en fri vil­je. Brø­d­e­ts og vinens hel­lig­gø­rel­se garan­te­res af sel­ve det fak­tum, at Litur­gi­en er en Kir­kens hand­ling, uan­set den enkel­te del­ta­gers eller den cele­bre­ren­de præsts syn­der. Men hel­lig­gø­rel­sen af dem, der del­ta­ger i Litur­gi­en og endog dem, der mod­ta­ger den hel­li­ge nad­ver, garan­te­res ikke af sel­ve dét, at de del­ta­ger. Vi syn­ger: Vi har mod­ta­get den Hel­li­ge Ånd. Ånden er hel­lig­he­dens Kil­de [], men det bety­der ikke, at vi auto­ma­tisk hel­lig­gø­res. For at sakra­men­tet skal være virk­somt, er det ikke nok, at vi gran­sker de litur­gi­ske og kano­ni­ske for­skrif­ter. Vi må gøde jor­den. Det afhæn­ger af den enkel­te og af hel­he­den, om hel­lig­he­den med­del­es under Litur­gi­en af Ordet og af det gud­dom­me­li­ge lege­me og blod.

Om nogen er hel­lig, lad ham kom­me! I mod­sat fald, lad ham omven­de sig!
(Dida­che, 10)

De for­be­re­den­de bøn­ner [til Litur­gi­en] har karak­ter af bod. De ryd­der ter­ræ­net, og de gør os i stand til at bede om at bli­ve hel­lig­gjor­te. Kristus har udg­ydt sit blod til syn­der­nes for­la­del­se; når vi mod­ta­ger kom­mu­ni­o­nen, gen­ta­ges det­te løf­te fra Her­ren. Vi kom­mer til Litur­gi­en med os selv som offer­ga­ver. Fak­tisk er net­op mit liv også offer­ga­ve: Vi frem­bæ­rer for Dig Dine egne gaver af dét, som er Dit, på alles veg­ne og for alle. Vi kom­mer ikke med noget nyt, men vi kom­mer af vor frie vil­je. Natur­lig­vis er jeg ansvar­lig for mine syn­der og for at have over­t­rå­dt Guds for­bud, men selv mine syn­der uds­let­tes ved at den gud­dom­me­li­ge nåde tager dem på sig. Sam­men med menig­he­dens brød og vin frem­bæ­rer jeg mig selv [som offer­ga­ve]. For at mit væsen kan være parat til at tage imod det gud­dom­me­li­ge liv, for at det­te san­de­re liv kan mod­ta­ges i mig, må jeg kæm­pe mod syn­dens styr­ke og vane­tænk­ning []

Hel­lig­he­den gen­nem Litur­gi­en
Hl, Kyril­los af Jeru­sa­lem giver føl­gen­de for­kla­ring på et udråb i Litur­gi­en, Det hel­li­ge for de hel­li­ge: “Offer­ga­ver­ne er hel­li­ge, efter at Hel­lig’ Ånden er udg­ydt over dem, og I er hel­li­ge, efter at den nåde er ble­vet jer til del at kun­ne mod­ta­ge Hel­lig’ Ånden. Alt­så sva­rer de hel­li­ge ting og de hel­li­ge per­so­ner til hin­an­den. Her­ef­ter siger I [i Litur­gi­en], én er hel­lig, én er Her­re, Jesus Kristus. For san­de­lig, kun én er hel­lig af natur; vi er også hel­li­ge, vis­se­lig ikke af natur, men ved del­ta­gel­se, ved aske­se og bøn” (Mys­ta­go­gisk Kate­ke­se 15, 19). Gra­den af vores del­ta­gel­se afhæn­ger lige så meget af os selv som af Gud. Hel­lig­gø­rel­sen kan ikke påtvin­ges nogen, den må mod­ta­ges af men­ne­sker []

Den aske­se og bøn, Hl. Kyril­los næv­ner, er ele­men­ter, der er nød­ven­di­ge under og før Litur­gi­en. Fader Sop­hro­ny siger: “Vi må leve Litur­gi­en med bevidst for­stå­el­se. På den måde åbner Litur­gi­en sig for os og kom­mer til at omfat­te hele vores liv; Litur­gi­en inde­hol­der hele vores væren, vendt mod Gud på alle niveau­er. Hvis vi lever med i den af hele vort væsen, gør Litur­gi­en det muligt for os at leve i sand gud­dom­me­lig hand­len, som i sig bærer den syn­li­ge ver­den, men som også over­skri­der den­ne ver­dens græn­ser uen­de­ligt.” Man kom­mer udhungret til mål­ti­det, man søger Gud med hele sit væsen, og man afvi­ser den fal­ske mæt­hed, lige meget fra hvil­ken anden kil­de, man får den til­budt.

Som hjor­ten skri­ger efter rin­den­de vand, såle­des skri­ger min sjæl efter Dig, o Gud
(Sl. 42, 2).

Ver­set kan bru­ges om mun­ken i ørke­nen. Lige­som hjor­ten angri­bes af slan­ger­nes gift, angri­bes mun­ken af dæmo­ner­nes gift; og der­for læn­ges han efter “om lør­da­gen og om søn­da­gen at kom­me til kil­den, d.v.s. til Her­rens lege­me og blod, for at bli­ve ren­set for den ondes bit­ter­hed,” siger den Hl. Pae­men. Den­ne ren­sel­se er begyn­del­sen til hel­lig­gø­rel­sen, og den berø­rer hele vor væren. Kri­sti lege­me og blod nærer både krop og sjæl. Når jeg af og til hører nogen ankla­ge Den orto­dok­se Kir­ke for at prak­ti­se­re en “primitiv“gudstjeneste med ofre og ritu­a­ler, der er “så fysi­ske”, så sva­rer jeg, at jeg har en pri­mi­tiv krop, og at vor Gud ikke forag­ter dén. Hel­lig­he­den er alt­om­fat­ten­de, og den udvir­ker hel­bre­del­se af hele men­ne­sket.

Litur­gi­en er på sam­me tid per­son­lig og fæl­les hand­ling.
Litur­gi­en reak­ti­ve­rer Kri­sti lidel­se og opstan­del­se: Thi så ofte, I spi­ser det­te brød og drik­ker den­ne kalk, for­kyn­der I Her­rens død, ind­til den dag, Han kom­mer(1. Kor. 1, 26); og vi “ihukom­mer” end­da Hans frem­ti­di­ge kom­me. I Litur­gi­en, ikke mindst i Basi­li­os den Sto­res, føl­ger vi såle­des Her­rens bud: “Gør det­te til min ihukom­mel­se”. Litur­gi reak­tu­a­li­se­rer også Pin­sen. Det er afgø­ren­de, at Litur­gi­en er en hand­ling, Kir­ken som sådan fore­ta­ger. Præ­ster­ne fore­står, på biskop­pens veg­ne, gud­stje­ne­sten sam­men med de tro­en­de. Litur­gi bety­der “fæl­les hand­ling”, “fol­kets vir­ke”. Vores mod­ta­gel­se af de hel­li­ge gaver har en helt per­son­lig karak­ter, hvil­ket under­stre­ges ved, at hver enkelt mod­ta­ger nad­ve­ren med navns næv­nel­se; men det­te for­hold træk­ker intet fra Litur­gi­ens aspekt af fæl­les­skab. Tvær­ti­mod, den enkel­te hel­lig­gø­res for så vidt ved­kom­men­de er del­ag­tig i Kri­sti lege­me. I Tros­be­ken­del­se kal­der vi Kir­ken “hel­lig”; men hel­lig­he­den er ikke en sta­tisk stør­rel­se, den er dyna­misk: Hel­lig’ Ånden “bor i Kir­ken”, som Hl. Silou­an siger. []

Den­ne enhed af kær­lig­hed og tro inde­bæ­rer, at det er for­sam­lin­gen, hele menig­he­den, der hel­lig­gø­res, og alt­så ikke de enkel­te med­lem­mer hver for sig. “Og alle vi, som spi­ser af sam­me Brød og drik­ker af sam­me Kalk, giv Her­re, at vi må for­e­nes med hve­ran­dre i Hel­lig’ Åndens sam­fund, og at del­ag­tig­he­den i Din Kri­sti lege­me og blod ikke må bli­ve nogen iblandt os til dom eller for­døm­mel­se” Det euka­ri­sti­ske fæl­les­skabs liv afspej­ler Tre­e­nig­he­dens liv via fæl­les del­ag­tig­hed og ind­byr­des hjælp.

Kir­ken er Kri­sti lege­me, gan­ske lige­som brø­d­et bli­ver Kri­sti lege­me. Litur­gi­en er Her­rens fort­sat­te, legem­li­ge nær­vær på jor­den. Kir­kens med­lem­mer videre­fø­rer Kri­sti nær­vær og Hans frel­sen­de vir­ke blandt men­ne­sker. Apost­len går så vidt som til at sige, at de lidel­ser, de krist­ne udstår for Kir­ken, opfyl­der dét, som mang­ler i Kri­sti trængs­ler (Kol. 1, 24).

Litur­gi­en er for ver­dens hel­lig­gø­rel­se
Det­te sid­ste får os til at slut­te, at Litur­gi­en med­fø­rer hele ver­dens hel­lig­gø­rel­se. Kristus har udg­ydt sit blod “for jer (discip­le­ne) og for man­ge”, det vil sige for de tro­en­de, som er knyt­tet til Kristus og vide­re for utal­li­ge men­ne­sker, “for man­ge” — alt­så for Kir­ken og for hele ver­den. Kir­ken er men­ne­ske­he­dens førs­te­grø­de, og hel­lig­gø­rel­sen af Kir­kens med­lem­mer er sur­dej­en i den for­ny­e­de men­ne­ske­heds dej. Her står vi over for et myste­ri­um om væsen­sen­he­den i den men­ne­ske­li­ge natur, som Kristus har taget på sig, og det­te myste­ri­um ræk­ker vide­re end til det blot­te fak­tum, at vi beder for ver­den under Litur­gi­en. Men sam­ti­digt kan vi gøre Litur­gi­en til en lej­lig­hed til at bede for ver­den. “Hele ver­den” næv­nes adskil­li­ge gan­ge i de litur­gi­ske bøn­ner [] Ver­dens histo­rie skri­der frem uden at fler­tal­let så meget som véd, at Litur­gi­en fin­der sted. Men men­ne­ske­he­dens skæb­ne afhæn­ger i høje­re grad af vor Litur­gie end af poli­ti­ske akti­vi­te­ter. “Når jeg fejrer Litur­gi­en, beder jeg selv­føl­ge­lig for hele ver­den; og jeg er over­be­vist om, at lige så læn­ge det­te kær­lig­he­dens offer fort­sat gen­nem­fø­res i den­ne ver­den, vil ver­dens over­le­vel­se være sik­ker” (arke­man­drit Sop­hro­ny) []

Læser­ne erin­drer Kri­sti, den Opstand­nes, møde med Lukas og Kleo­fas, sådan som Lukas beret­ter det (Luk. 24, 13 — 35). Også i vor tid gen­ken­des Her­ren “ved brø­d­e­ts bry­del­se”. Men de men­ne­sker, der ikke selv kom­mer til nad­ver­bor­det, enten af uvi­den­hed eller for­di de at én eller anden grund ikke vil, de kan gen­ken­de Her­ren “under­vejs”, net­op for­di der ét eller andet sted, i en gade, lig­ger en kir­ke, hvor myste­ri­et fejres, hvor Kristus inkar­ne­rer sig i brød og vin og tager bolig i men­ne­sker. “Dét, apost­len Peter siger om det kon­ge­li­ge præ­ste­skab (1. Pet. 2, 9), kan vir­ke­lig­gø­res ved vores del­ta­gel­se i Litur­gi­en. I skal nære alvor­lig frygt for at gå til Litur­gi­en, som var den en vane. I skal hver gang anstren­ge jer for så dybt, som det er muligt, at gen­nem­le­ve dét, Kristus gen­nem­le­ve­de under Det sid­ste Mål­tid, da Han indstif­te­de det sto­re myste­ri­um, som Euka­ri­stiens sakra­men­te er. På den måde bli­ver Litur­gi­en til frel­se, ikke blot for jer, men for alle, som tager del i den. Det er ikke for­be­holdt præ­ster i hjer­tet at gen­nem­le­ve Guds lidel­ser for den ver­den, der er syn­dens og døde­ns byt­te” (arke­man­drit Sop­hro­ny). []

Litur­gi­en ska­ber krist­ne”.
Det­te fører os, afslut­nings­vis, til at betæn­ke, at den hel­lig­gø­rel­se, der fin­der sted i Litur­gi­en, berø­rer ska­bel­sen i dens hel­hed: nad­ve­rens gaver er ska­bel­sens førs­te­grø­de; ver­dens for­kla­rel­se har taget sin begyn­del­se i Kri­sti inkar­na­tions­le­ge­me, men den fort­sæt­tes ved bru­gen af ska­bel­sens ele­men­ter i sakra­men­ter­ne. Hele ska­bel­sen inde­hol­des og hel­bre­des i sakra­men­ter­ne: dyre­ne, plan­ter­ne, mine­ra­ler­ne og til og med stjer­ner­nes støv. Kristus, som “beva­rer og opret­hol­der alle ting” (Kyril­los af Ale­xan­dria), for­e­ner sig med brød og vin, og der­ved bli­ver sel­ve ele­men­ter­ne leven­de­gø­ren­de og hel­lig­gø­ren­de.

Kristus er Vej­en, i så høj grad, at Han gør Sig til “for­tæ­ring på rej­sen” [] Hvil­ken fri­vil­lig for­ned­rel­se! “Han har vil­let, at Hans hel­li­ge ofren sig selv skul­le være Kir­kens dag­li­ge offer; og at Kir­ken, som er Hans lege­me, af Ham kan lære at ofre sig” (Augustin: Guds Stad, X). Som kon­klu­sion vil jeg cite­re en mar­tyr (Hl. Felix), som på spørgs­mål angå­en­de den krist­ne gud­stje­ne­ste sva­re­de: “De krist­ne ska­ber Litur­gi, og Litur­gi­en ska­ber krist­ne; den ene kan ikke eksi­ste­re uden den anden.” Den­ne vek­sel­virk­ning gør vores Litur­gi til en hel­lig­he­dens kil­de.