25. december: Kristi Fødsel

I den Orto­dok­se Kir­ke fejrer vi Kri­sti Fød­sel som Men­ne­ske. Vi glæ­der os af hjer­tet over, at den evi­ge Gud, Han, som er født af Fade­ren før alle tider, lader Sig føde som et lil­le Barn ind i vor ver­den af den alhel­li­ge Guds­mo­der, Jom­fru Maria. Vi fry­der os ved, at Gud selv tager vore men­ne­ske­li­ge vil­kår på Sig, for at vi kan få del i Hans gud­dom­me­li­ge her­lig­hed. Vi jub­ler ved jule­fe­sten over det under, at Kristus tager vor død og for­gæn­ge­lig­hed på Sig, for at vi kan få del i Hans Opstan­del­se og sejr over døden.

Kri­sti Fød­sel er omdrej­nings­punk­tet for hele uni­ver­set. Med Her­rens kom­me for­vand­les alt og alle. Som det hed­der i en til­ba­ge­ven­den­de hym­ne fra jule­fejrin­gen:

En jom­fru føder i dag den Aller­hø­je­ste
Og jor­den byder en grot­te til den Util­gæn­ge­li­ge
Eng­le og hyr­der lov­pri­ser sam­men
En stjer­ne led­te vis­mænd på fær­den
Os er nem­lig født et lil­le Barn
Gud fra evig­hed. 

Orto­dok­se krist­ne fejrer jul den 24. og 25. decem­ber (nog­le orto­dok­se kir­ker benyt­ter såkaldt ”gam­mel”, juli­ansk kalen­der med 13 dages for­skyd­ning; og for dem fal­der jule­da­ge­ne den 6. og 7. janu­ar). Den 24., sam­les vi i kir­ken og læser/synger den sær­li­ge jule­af­tens gud­stje­ne­ste. Den varer mel­lem to og tre timer, og dens læs­nin­ger og san­ge ven­der atter og atter til­ba­ge til Her­rens under­ful­de Fød­sel:

Din Fød­sel, Kristus, vor Gud
Lod for­stan­dens lys strå­le over ver­den
For de, som dyr­ke­de stjer­ner­ne
Lær­te da af en stjer­ne at til­be­de Dig, sand­he­dens Sol
Og at ken­de Dig som Sol­op­gan­gen fra det høje
Her­re, ære være Dig!

I Kir­kens hym­ner fin­der julens glæ­des­bud udtryk; lige­som det frem­træ­der klart for os i Den Orto­dok­se Kir­kes bil­le­de, på julei­ko­nen, der som en teo­lo­gi i far­ver mani­feste­rer og for­kla­rer Her­rens Fød­sel som nær­væ­ren­de og til­gæn­ge­lig for os.

Midt i bil­le­det, i iko­nens cen­trum, ser vi den Nyfød­te, Gud, som er ble­vet Men­ne­ske. Svøbt i hvidt strå­ler Kristus frem fra mør­kets og døde­ns grot­te, Sand­he­dens Sol strå­ler midt i nat­ten og spre­der mør­ket. Dyre­ne, som står omkring Ham, er ikke blot hyg­ge­li­ge ”jule­dyr”; de adva­rer os tvær­ti­mod mod vor egen tung­nem­hed, mod at luk­ke af for Kristus, mod faren for ikke at gen­ken­de Ham, når Han kom­mer til os. Dyre­ne cite­rer pro­fe­ten Esa­jas, som siger: En okse ken­der sin ejer, et æsel sin her­res kryb­be; men Isra­el ken­der intet, mit folk kan intet fat­te. (Es 1,3)

Midt i bil­le­det ser vi også Maria, Guds­mo­der. Mær­ke­ligt nok er hen­des opmærk­som­hed ikke ret­tet mod Bar­net, sna­re­re sku­er hun bekym­ret ud i ver­den. For Jom­fru­en aner alle­re­de dét, som skal kom­me, dét, som også anty­des for os på iko­nen: Kri­sti hvi­de bar­nesvøb lader os i et glimt ane den Kors­fæ­ste­des lig­klæ­der; og fød­sels­grot­ten lader os ane mør­ket i den grav, hvor Kristus læg­ges til hvi­le for så at opstå på den tred­je dag.

Bekym­ret og sorg­fuld er Guds­mo­der også over sin ægte­mand Josef. Det er ham, vi kan se i neder­ste ven­stre hjør­ne af iko­nen. Han sid­der og grub­ler over, hvor­dan alt det­te dog er gået til. For­an Josef står en figur, som ofte tol­kes som djæ­vel­en selv. Han styr­ker efter bed­ste evne Josefs (og man­ge andres) tvivl: Tro ikke på det! Du og jeg, vi ved nok, hvor­dan en kvin­de bli­ver frugtsom­me­lig. Fæst ikke lid til de ammestu­e­hi­sto­ri­er om jom­fru­fød­sel. Men af glo­ri­en om Josefs hoved ser vi, at han i sid­ste ende lader tro­en sej­re over tviv­len.

I neder­ste høj­re hjør­ne ser vi nog­le kvin­der, som er i færd med at vaske, ple­je og ord­ne den Nyfød­te. For Kristus, Sand­he­dens Sol og Guds Søn, Han, som er sand Gud af sand Gud, Han har påta­get Sig vor men­ne­ske­lig­hed, Han er ble­vet sandt Men­ne­ske, med alt hvad det inde­bæ­rer af behov for ple­je og omsorg, af sult og tørst. Gud selv har fuldt og helt taget det lil­le barns hjæl­pe­løs­hed på Sig.

I iko­nens øvre del ser vi eng­le­ne og hyr­der­ne, som sam­men lov­pri­ser Gud: Him­mel og jord jub­ler som med én stem­me over det ube­gri­be­li­ge myste­rie: Ordet ved Hvem alt er ble­vet til, Han, som er men­ne­ske­nes Lys, er selv ble­vet Men­ne­ske. Him­mel og jord fry­der sig sam­men over Guds Søn, som bli­ver Men­ne­ske­søn for vor frel­ses skyld.

Og vi ser vis­mæn­de­ne fra Øster­land, dis­se astro­lo­ger, dati­dens viden­ska­be­li­ge auto­ri­te­ter, ile frem imod den Nyfød­te for at til­be­de Ham. For Guds vis­dom véd at gøre brug af al men­ne­ske­lig ind­sigt og af alt det skab­te, så at det peger hen på Gud selv. Det er vis­mæn­de­ne, om hvem vi der­for i hym­nen syn­ger: De, som dyr­ke­de stjer­ner­ne, lær­te da af en stjer­ne at til­be­de Dig, Sand­he­dens Sol!

Tre grup­per er da sam­let i til­be­del­se: Eng­le­ne, som repræ­sen­te­rer den him­mel­ske ver­den, hyr­der­ne, som hen­vi­ser til den jødi­ske del af Kir­ken, og vis­mæn­de­ne, der sym­bo­li­se­rer de hed­nin­ge, som ved Her­ren fød­sel kom­mer til tro på Kristus og bli­ver del af Hans Kir­ke, hvori Him­mel og jord for­e­nes i lovsang. Alle ledes de til Kristus af den him­mel­ske stjer­ne, som sprin­ger ud øverst i bil­le­det fra den halvcir­kel, som sym­bo­li­se­rer Guds Rige; og stjer­nen strå­ler ned i den mør­ke grot­te, hvor Kristus fødes.

Alle i Guds Kir­ke tager til alle tider imod Ham, som kom­mer. Vi føl­ger, lige som de vise mænd, Guds lede­stjer­ne, for at den må føre os til Sand­he­dens Sol og til det evi­ge liv. Lige­som jor­den byder en grot­te til den Util­gæn­ge­li­ge, som vi syn­ger i hym­nen, sådan byder også vi vore hjer­ters grot­te og åbner den for Guds Søn. Og når vi såle­des tager imod Ham, spre­der han selv det mør­ke, som er i vore hjer­ter, for han er livets Lys.

Kir­kens guds­tjenester, dens hym­ner og bøn­ner samt de hel­li­ge iko­ner, alt det­te i for­e­ning gør Her­rens fød­sel nær­væ­ren­de for de tro­en­de. Men det kræ­ver for­be­re­del­se og vågen opmærk­som­hed at åbne hjer­ter­ne for Kri­sti kom­me. Der­for er der i Den Orto­dok­se Kir­ke en 40 dages faste­pe­ri­o­de som optakt til jule­fejrin­gen. Fasten ind­le­des den 15. novem­ber og bry­des jule­dag, den 25. decem­ber, efter litur­gi­en. Jule­fa­sten er min­dre streng end påske­fa­sten; men beg­ge udsprin­ger de af Kir­kens erfa­ring gen­nem to tusin­de år, at vil vi begri­be høj­ti­dens væsen og høre dens bud, må vi gøre os rede og ikke lade alting druk­ne og over­dø­ve af uaf­brudt larm og evig jagt på verds­li­ge nydel­ser og ople­vel­ser.

Nog­le undrer sig måske over de orto­dok­ses faste, ikke mindst her i tiden op til jul, som ellers er de sto­re og man­ge jule­frokosters tid. Omvendt undrer orto­dok­se krist­ne sig over, at så man­ge men­ne­sker igen og igen fejrer fød­sels­dags­fe­sten end­nu inden festens Midt­punkt, vor Her­re Jesus Kristus, selv er kom­met til ste­de. Ja, nog­le tager i den grad forskud på høj­ti­den, at de er over­mæt­te af både mad og ind­tryk og knap nok orker mere, når jule­dag ende­lig oprin­der.

Jule­dag ful­den­der vi fejrin­gen af høj­ti­den for Her­rens Fød­sel i kødet. Det gør vi med Basi­li­os den Sto­res Litur­gi, som er den orto­dok­se nad­ver­g­ud­stje­ne­ste; og efter at have mod­ta­get Her­rens Lege­me og Blod bry­der vi fasten og spi­ser jule­mid­dag. Der er for­skel­li­ge skik­ke i for­skel­li­ge lan­de. Dan­ske orto­dok­se har dan­ske jule­tra­di­tio­ner og kan ger­ne bry­de fasten med and, flæ­ske­s­teg, rød­kål og risa­la­man­de.